And never brought to mind

[Corban Yaxley Jr.]

Corban følte virkelig at der manglede noget i den fortælling. Medmindre yngre Greengrass altså havde en skjult gitter og glasdestruktiv personlighed.

"Og hvad lavede du i vinkælderen?" spurgte han alligevel, selvom han måske ikke burde træde i det og skabe splid mellem dem.

[Cailean Morgaine]

Spørgsmålet fik Cailean til at give slip på en kort, spyttende latter, inde han vendte blikket op mod Corban. Hvor længe havde Corban været højere end ham? Måske var det bare fordi han sad mere ret op. Og fordi Cailean hang slattent ind mod ham.

"Hvad plejer folk at lave i en vinkælder, Corbs? Jeg hentede mere vin, selvfølgelig. Men Greengrass gemte sig dernede. Som en kakerlak! Corban, det er godt du ikke skal giftes med dén harpy. Hvor er din h-buchanan egentlig henne i aften? Tak merlin for, at vi i det mindste kan få et helt skoleår, uden at du skal tænke på hende, hva?"

[Corban Yaxley Jr.]

Greengrassfamilien var en respekteret en af slagsen. Corban vidste dog, at det næppe var tid og sted til diskussionerne og påpegelserne. Han var dog temmelig overrasket over drejningen Caileans talestrøm tog. Ikke at det, som sådan, var overraskende, men det var først for nyligt, at han havde tilendebragt snakken med Sylvester Buchanan og hans datter, om at træde ud af forlovelsen for alles bedste.

Havde Cailean ikke støttet sig grundigt til ham i den siddende position, havde han nok forsøgt at undskylde sig ud af samtalen for at hente noget. "Jeg..." han fumlede lidt med hvilke ord han skulle bruge. Hvilke han burde bruge, nu hvor Cailean var fuld og helst ikke skulle skabe en scene.

Alligevel følte han behovet for at forsvare pigen han havde været forlovet med så længe. "Cail. Gider du ikke godt tale pænt?" bad han så i stedet for at adressere erumpenten i rummet.

[Cailean Morgaine]

Det var som om alt hvad der kom ud af Corbans mund, lød sjovt. Cailean kom i hvert fald til at grine igen. Typisk Corban. Cail. Gider du ikke godt tale pænt? Gentog han sætningen mentalt, og kom til at grine igen, igen.

Han bed tænderne sammen og kneb øjnene i, for ikke at komme til at grine videre. Og måske også, for ikke at komme til at græde. Forbandede Buchanan og forbandede Baylea Burke. Og forbandede Cora-fucking-Greengrass, der absolut skulle ødelægge låge og nu gjorde hans lår pisse ondt. Og hans hoved. Hvilket måske var mere vinens skyld, end Greengrass. Men hvis nu Greengrass havde ødelagt lågen inden Cailean var kommet ned i kælderen, så havde Cailean slet ikke hentet mere vin. Og så havde hovedet sikkert haft det fint, så faktisk var det også Greengrass' skyld.

Han bed det hele i sig, og slap bare et sølle "jo" som endeligt svar på Corbans spørgsmål.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban undrede sig over reaktionen. Nok til at kinderne blev varme og rødere. Både fordi han pludselig blev selvkritisk om sit ordvalg og tone, og fordi der trods alt var andre magikere i nærheden der ville kunne høre den der latter fra en dreng der lænede sig lidt for meget ind mod den yngste Yaxley.

"Tror du ikke bare jeg skal få dig hjem?" spurgte han så - stadig bekymret for den spritstive kammerat og lidt ligeglad med det store fyrværkerishow, som han ellers havde glædet sig lidt til at overvære.

[Cailean Morgaine]

Cailean rystede på hovedet. Hvilket han bagefter fortrød. Det fik kun alt til at surre endnu mere, og han lænede hovedet op ad Corban igen for støtte.

"Vi skal ikke hjem." Svarede han bestemt. Hjem betød forældre, og forældre betød Corban Yaxley Sr.

Endelig rettede han sig lidt op. Kom endda fri af Corban. Næsten. Han greb ud efter ham med en hånd, men sad ellers op da han rettede blikket mod vennen. Utroligt hvordan Corban formåede at holde så god en balance, når hele rummet dansede rundt.

"Men vil kan godt finde et andet sted at sidde. Eller bare skride fra den her vanvittige sal. Hvis du også er træt af at være her?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ingen intention om at tage hjem til sig selv. For han så det ikke som det længere: Hjem. Trods flere ejendele stadig var der. Og trods hans mor nok gerne ville have sin stav tilbage. Han måtte stadig sørge for at skaffe sig en ny, når muligt. Blot hvis faderen skulle have sat en sporingsbesværgelse i den.

Han var hurtig til at støtte Cailean, da han syntes at miste balancen, uden overhovedet at løfte sig fra sædet. Den forhenværende præfekt og vejleder kunne tydeligt se Caileans blik flakke fra alkoholen. Som stod verden ikke helt stille.

"Ja. Jeg er også træt af den," medstemte han så, i håb om at den diplomatiske tilgang, kunne afhjælpe noget af problemet. Derfor støttede han en arm omkring Cailean for at forsøge at hjælpe ham op, og navigere ham væk fra størstedelen af festen, så de forhåbentlig kunne finde et sted hvor Cailean kunne overtales til at lægge sig lidt.

[Cailean Morgaine]

Perfekt. Her var mange mennesker og alt snurrede. Taknemligt støttede han sig til kammeraten, som han var kommet for at støtte. Han fulgte med uden spørgsmål og indvendinger. Måske havde han en holdning til, hvor de skulle hen. Men det var nemmere at lade Corban styre det hele, og desuden havde han rigeligt travlt med at holde sig oprejst, og med at skjule smerten i benet som syntes at tage til.

Han kunne virkelig godt have brugt noget stærkere, end den tynde vi Corban havde serveret.

"Hvor hen?"

[Corban Yaxley Jr.]

Det var til at bemærke, som han navigerede Cailean med sig, at der var noget galt med måden han gik på. Han antog dog, at det primært var alkoholen, og at der ikke lå andet bag. Det var måske også derfor han ikke stoppede op for at tage en pause.

"Jeg... tænker at der må være et sted herhenneaf," Nok havde han været i palæet før, men ikke i arealerne der ikke nødvendigvis var tiltænkt besøgende. Og lige nu var hans prioritet at finde et sted, hvor Cailean lige kunne få slappet af.

Han åbnede prøvende en dør ind til hvad der lignede et lille bibliotek. Der var en chaiselong og nogle bløde stole mellem reolerne. Vigtigst, var der ikke en drinksbar eller lignende. Det første han gjorde var at åbne et vindue ved hjælp af sin stav, og fremmane mere vand til kammeraten.

"Se meget bedre. Ingen prætentiøse typer," forsøgte han og rakte ham glasset. Ja, fordi han da overhovedet ikke selv gik lidt under den kategori.

[Cailean Morgaine]

Cailean satte målrettet kurs mod chaiselongen, hvor han smed sig som om, at han havde løbet op ad alle trapperne på Hogwarts uden pause. Kontrasten til den store sal var slående. Særligt tavsheden. Den gav plads til en uvelkommen hylen for hans øre.

Han tog imod glasset og drak en tår, inden han spyttede den halvt ud med en underholdt lyd. "Ingen andre end dig, i hvert fald." Drillede han.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban satte sig ned på en stol han trak hen mod chaiselongen. Selvfølgelig var det ikke optimalt at Cailean spyttede en god del af vandet ud, men måske bad han om det. Corban fik i hvert fald, lidt mod sin gode vilje, trukket på smilebåndet. Intentionen var at få Cailean til at falde mere til ro, så rusen kunne ebbe ud.

"Ja, men vi ankom sammen. Så du hænger på mig," mindede han ham om, trods de havde spenderet en portion af aftenen hver for sig. En portion hvor Cailean havde hældt en del i sig.

[Cailean Morgaine]

Det lod til at den store sal ikke var det eneste i huset, der var i bevægelse. Chaiselongen gyngede i hvert fald lidt, selvom det var en klar forbedring. Han lukkede øjnene et øjeblik, og var egentlig ret glad for at 'hænge' på Corban. Prætentiøse type eller ej. Og selvom de havde haft deres uoverensstemmelser over årene, så var han Caileans bedste ven. Og den eneste som Cailean måske turde spørge til råds.

"Hey..." Han åbnede øjnene igen, og blikket svømmede rundt efter Corban, til det fandt ham. "Hvornår... Hvor lang tid går der egentlig før... Du ved, dig og Buchanan? Hvor længe kan I nøjes med at være forlovet?"

[Corban Yaxley Jr.]

Da Caileans øjne lod sig lukke, håbede Corban nu lidt på, at kammeraten ville finde noget hvile og måske tager en powernap der kunne gøre rusens bølge mere tålelig. Alligevel åbnede hans øjne sig, før Corban nåede at se hen mod det åbnede vindue og nyde lidt af fyrværkeriregnen.

"Vi..." Selvom Corban helst ikke ville videreformidle det her, når Cailean var i denne tilstand og sikkert ville hidkalde et helt publikum til at klappe af nyheden, fugtede han læberne og valgte bare at tage tyren ved hornene.

"Vi har faktisk hævet forlovelsen. Her i ferien."

[Cailean Morgaine]

Cailean øjenlåg føltes tunge da han blinkede. Alligevel blinkede han igen. Prøvede at gentage Corbans ord inde i hovedet. Men uanset hvordan han vendte og drejede det, var han ret sikker på, at han havde hørt rigtigt: Corbans forlovelse var hævet.

Han rykkede på sig, så han næsten sad op. "I har hvad?" Han lød ingenlunde ligeså begejstret som han ville have været, hvis nyheden var kommet før ferien. Tvært imod.

[Corban Yaxley Jr.]

At fortælle at det faktisk havde været i planlægningsfasen i flere måneder - ja, siden sommeren, var ikke lige det han ønskede at indrømme i situationen. At tanken havde været der siden Toms død var ligeledes noget han ikke følte han skulle dele nu og her. Ikke når Cailean var fuld og egentlig burde ligge ned.

"Hey," Han lagde en hånd på kammeratens skulder, i håb om at kunne dirigere hans torso nedad igen. Han sukkede dernæst og lod et par sekunder forsvinde, før han talte igen. "Det var det rigtige at gøre. Jeg vil ikke være arving til den mand. Jeg har intet at tilbyde."