Fri os fra det onde

[Simon Montague]

Jamen dog. Var det ikke et smil som var ved at bryde igennem isen?
Simon fæstnede sig til afsløringen, der vidnede om begyndende tø. Minsandten, det var unægtelig et smil, der slog rod på den italesatte (!personlige!) indrømmelse.

”Det gør det,” røbede Simon, helt lettet over at der efterhånden var mere sandhed i det han sagde end der var løgn. Øjnene flakkede og endte på noget, han kunne have svoret på var rødt hår, i den anden ende af rummet. Hånden om hjertet strammedes og han udbrød instinktivt:

”Vent! Jeg har det!” Glasset løftet frem mod Cora. Smilet bredt, om end en smule stift i kanterne, hvis man kiggede nøje efter.
”Lad os lege en leg. På den måde kan vi lære hinanden at kende, uden at det ender ud i et regulært forhør.”
Desuden ville det se sjovt ud, hvis man, helt hypotetisk, så på et stykke væk.

[Cora Greengrass]

Cora belønnede ham med en subtil indrømmelse, hvor mange andre nok skulle gøre sig fortjent til den. Simon var dog hendes forlovede og det gav ham en særlig position nu. Det var det hun havde drømt om, var det ikke? Og alligevel var det som om det hele rungede hult.

Selvom udbruddet da burde give genlyd. Samt det brede smil om Simons smil, som hun ikke helt kunne tyde. Nok havde de delt årgang siden de var elleve, men hvor godt kendte hun ham egentlig? 

"Hvilken leg?" spurgte hun undersøgende og hævede et brunt bryn. Man måtte være påpasselig til at sige ja til noget, man ikke anede hvad var. Ikke at forlovelsen overhovedet havde givet hende lov til at sige til eller fra.

[Simon Montague]

Der var ingen flammer. Ingen glød.
Det indså Simon nu, hvor han dristede sig til at se forbi Cora igen og fokusere på det sted, hvor han kort forinden ellers med sikkerhed havde set rødt. Inden han nåede at smage ordentligt på den bittersøde opdagelse, søgte blikket omgående tilbage til Cora. Fastlåst dér med kæde og lås, fikseret. Hendes spørgsmål kastede ekko i det tomme hoved, og han traf en hurtig beslutning. (Jeg er ked af at indrømme at den udelukkende var baseret på fordomme, bebrejd ham ikke.)

”Sandhed og konsekvens!”

[Cora Greengrass]

Det var som om Simons opmærksomhed var delt. At blikket ikke helt blev siddende, men andet distraherede ham. Måske læste hun meget ind i subtile signaler, men hun forholdte sig skeptisk ovenpå deres korte historie sammen. Indtil nu i hvert fald. Stod det til deres familier, skulle de skrive slutningen i fællesskab.
Og så kolliderede deres blikke igen.

"Noget andet," foreslog hun så, velvidende om at sandheden, for hende, var ligeså meget en konsekvens. Selvom han sagde at han ønskede at lære hende at kende, var metoden voldsom. En som giftige piger brugte for at malke informationer ud af andre til en sleepover.

"Der må være bedre måder at lære hinanden at kende på." 

[Simon Montague]

Simon betragtede hende med et tomt blik. Bevares, det havde kun været et forslag – tilmed et impulsivt et af slagsen – men nu, hvor hun slog det ned, kunne han ikke lade være med at tænke at forslaget egentlig havde været ganske glimrende.
Men nej. Naturligvis faldt det ikke i heksens smag; hendes adfærd var efterhånden et gentaget mønster, som Simon havde svært ved at overse.
Den nye drink blev tyllet ned uden megen overvejelse.

”Du gør det virkelig ikke nemt det her, Cora.” påpegede Simon studst og tørrede munden med håndryggen.

”Så hvad vil du? Så kom med noget bedre selv, nu hvor alt hvad jeg foreslår tydeligvis er idiotisk.”

[Cora Greengrass]

Cora fulgte hans glas med blikket, da boblerne blev hældt ned. Hun var ikke færdig med sit første glas, men han havde afsluttet sit andet. Et sted i sig, frygtede hun at han ville lave en scene, større end den i kædedansen. Det ville se dårligt ud for hende, og måske var det bedst at danse en smule efter hans fløjte for nu.

Der gik noget tid, før hun trak lidt luft ind mellem de buttede læber. Hun ignorerede blankt hans skuffethed, og sagde så det enkle ord: "Konsekvens."

[Simon Montague]

Det morede ham. Nu hvor hun gav efter. Ganske uden selv at indse det, opmuntrede Cora Greengrass de mere Montague-specifikke karakteristika frem i den unge troldmand – og dertil hørte en dybfølt (og egoistisk) tilfredshed ved at kunne gennemtrumfe sin egen ide, selvom der hverken var hjerteblod eller nævneværdig begejstring lagt deri.
Simon frydede sig over at have fået sin vilje netop fordi Cora havde givet udtryk for misbilligelse derved.

”og sandhed” korrigerede han hende afslappet men tilføjede så hurtigt, fordi han forventede ny modstand: ”Bare rolig. Det er endnu mere simpelt. Du udfører konsekvensen og derefter svarer du ærligt på et spørgsmål. Nemt, ikke?” Simon løftede afventende øjenbrynet, men gav hende egentlig ikke tid til at svare, før han gemytligt fortsatte:

”Storartet! Lad os komme op på samme niveau, skal vi? Drik op og tøm de her også”
Han pegede på to af de tre glas, som stod på det fad, Cora ganske belejligt havde hidkaldt tidligere.

[Cora Greengrass]

Det sagde noget om deres mangelfulde relation til hinanden, at Simon ikke havde kunne finde den fulde mening i Coras ord. I hendes overgivelse og valg af konsekvens snarere end sandhed. For nu, forsøgte han at blande hvad der burde være en valgmulighed mellem ærlighed og dumdristighed. Han ville afkræve begge.

Korrigeringen rynkede hun derfor bare brynene en smule over, selvom hun huskede sig selv på, ikke at skabe en kløft i deres relation for hurtigt igen. Sådan som hendes rygte var for øjeblikket, havde hun brug for at Simon ikke ville gøre noget yderligere for at skade det. Det var trods alt sket to gange, og ikke kun lykkens hændelser skete i tre´ere.

Før hun kunne adressere (på en høflig måde) hvordan spillet egentlig burde spilles af dem, fortsatte Simon bare strømmen. Blikket flakkede mod de fyldte bobler på fadet, og det halvtomme glas mellem hendes fingre. "Det... det gør jeg altså ikke," modstred hun sig så i en perpleks indvending. 

[Simon Montague]

Simon trak vejret dybt ind for dernæst at lade det komme ud igen som en tung udånding.
”Nej, selvfølgelig ikke.” svarede han, atter tom for energi. Det var hendes evne ikke? At slukke for det hele. Et sort hul, der tog alt med sig og ikke gav noget igen.
Atter ramte følelsen af at det aldrig ville kunne lykkedes dem at komme tættere på hinanden. Måske var de bare for forskellige? Det havde været naivt at tro at hævnlyst og nedtrådte følelser kunne bringe dem samme i noget, der bare mindede om gensidig forståelse.

For dette var sandheden: Hvad end sjæle var lavet af, var deres afgjort ikke lavet af det samme.

Han løftede armene, for kun at lade dem falde tungt ned igen.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
Det var nok det mest ærlige og det mest rammede han havde sagt siden lyset havde forladt festen.

[Cora Greengrass]

Cora havde aldrig troet, at en hendes kommende ægtemand nogensinde skulle være skuffet over en manglende evne til at opføre sig... tøjleløst. Til at bunde bobler til en fin fest og lege sandhed eller konsekvens: en leg kun ment til at skabe sladder, drama og ødelægge rygter. Det var trods alt Simon der havde været helt forurettet over hendes kjolekrølning, trods de, dengang, ikke var forlovede.
Hun var ikke opdraget til det her og hun følte, at hvis hun skulle være tro mod sin opdragelse, ville han kun blive mindre glad fordi de valgte hende. 

En hånd lagde sig forsigtigt mod hans underarm, i en søgen efter noget der gjorde det mindre ubærligt. Så tømte hun forsigtigt glasset hun havde i hænderne og tog et nyt fra fadet, dog uden at hælde noget ned endnu. "Mød mig på midten," bad hun så. "Stil mig et spørgsmål."

[Simon Montague]

Simon modstod lysten til fornærmet at taget armen til sig, da Coras yndige hånd lagde sig derpå.
Han var egentlig heller ikke interesseret i at se hvad hun foretog sig, slet ikke faktisk, men endte alligevel med at holde nøje øje med hendes bevægelser. Øjnene var som limet til indholdet hun drak; hendes hånd der fandt et nyt derefter.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal spørge om nu,” svarede han studst.

[Cora Greengrass]

Afmålthed. Det var det hun mødte ham med nu. Hver gang han var entusiastisk var hun affejende. Når hun forsøgte at virke engageret, gik det den modsatte vej. Brikker fra to forskellige puslespil, men som sagtens kunne presses til at passe sammen på afstand, selvom billedet ingen mening gav tæt på.

Hånden forblev mod hans underarm. Tomlen strejfede da også materialet der omgav den en enkelt gang. Find interesse i mig. Bare en flig af det - var hendes håb. For hun havde brug for sikkerheden han kunne give hende efter ydmygelsen. Det var paradoksalt at den der spredte sladderen om hende, skulle skærme hende fra den. Give alle andre noget andet at tale om.

"Vi skal nok finde hinanden," forsøgte hun at forsikre ham om, med et underspillet smil, bag øjne der måske, dybt inde, ikke mente det, men som godt kunne lade som om.

[Simon Montague]

Cora virkede underlig sikker – i hvert fald i forhold til, hvordan Simon selv følte sig. Han betragtede hendes hånd, fingrene mod stoffet. Mærkede berøringen gennem ærmestoffet.
Det var jo ikke fordi at det ikke var rart. Han væmmedes ikke, slet ikke. På papiret havde han virkelig svært ved at sætte en specifik finger på, hvorfor det ikke vakte mere end det gjorde. De kom fra det samme sted, delte (til en vis udstrækning) samme værdier. Familiesituationen ville kun have gavn af en som Cora. Men det gik alligevel skævt. Nej, på papiret gav det ikke mening, hvorfor deres relation var som to minuspoler, med det modsatte af tiltrækningskraft til hinanden.
Men -
Dybt inde vidste Simon nok godt, hvad der var galt. Faktisk var det uhyre simpelt.
Cora var ikke Agnes.

”Hvordan?”
Simon løftede spørgende hovedet, for at se, hvad hendes mund ville svare.

[Cora Greengrass]

Cora forsøgte at holde håbet i live på en eller anden måde. Måske ved at fortælle sig selv, og Simon, at det hele nok skulle ordne sig, selvom hun pludselig ikke følte sig parat til dét, hun var blevet forberedt på hele sit liv. Paradokset var enormt, men hendes selvoprettelsesdrift var også omfangsrig.

Øjnene mødte troldmandens. Spørgsmålet var kompliceret, men hendes blik flakkede ikke i mødet med det. "Tid og nænsomhed," foreslog hun så. "Vi finder ikke hinanden i bunden af glas med boblevand."

[Simon Montague]

Tid og nænsomhed. Simon smagte på det. Det var ikke umiddelbart det svar han havde forventet af Coras mund, men de klædte unægtelig læberne. Han havde ikke set hende praktisere det på skolen, når det gjaldt måden at skabe tætte forbindelser på – skyldtes det ønsket om et mere dybdegående og mindre overfladisk år?

”Kan du uddybe hvordan præcist?”
Simon flyttede blikket fra hendes mund og op til hendes øjne.