Nyt år, nyt håb

[Altinius Rier]

For alle, der kendte Professor Altinius Rier, var det nok et temmelig aparte syn at se ham hvirvlende gennem menneskemængden. Sandt at sige vidste han da heller ikke helt, hvordan han havde forvildet sig derud. Eller hvordan det havde lykkedes Valerie at overtale ham til at tage med.

Tino var da også mere end bare overrasket, da han tog et par snublende skridt, efter musikken var stoppet. Det var dog intet ved siden af overraskelsen, da han kastede et blik på en kvinde, han selv efter ikke at have set hende i tre år, ville kunne genkende hvorsomhelst, maske eller ej.

Et øjeblik overvejede han, om han så syner, men han blinkede og Samira Shafiq var lige dér. Og han forstod ingenting.

[Samira Shafiq]

Det var uden tvivl ganske vanvittigt, men ikke desto mindre befandt Samira sig i Skotland. I den korte tid hun havde været der sidst, havde hun deltaget i et maskebal og nu var det endnu engang denne upersonlige type fest, som hun gennem kontakter havde fået en invitation til. Det var næppe hverken tiden eller stedet til at opsøge Altinius, men han var barrikaderet på slottet til hverdag og et brev havde ikke føltes som en mulighed. Det her var det bedste bud på et sted at finde ham, skønt han næppe ønskede at se hende.

Netop maskerne gjorde dog også den opgave mere eller mindre umulig. Ingen var genkendelige for hende og hun brugte flere timer på blot at spejde rundt. Hun havde da også været i gang med selvsamme i udkanten af dansegulvet, da en fremmed havde grebet fat i hende og hun havde fundet sig midt i dansen, før hun kunne nå at sige fra.

I hvert fald i ganske få øjeblikke, før musikken standsede brat. Eller gjorde den? I et øjeblik var hun i tvivl, for trods maske, vidste hun lige nøjagtigt, hvem hun stod overfor nu og i nogle sekunder forstummede al lyd. Så gik det op for hende, at musikken var stoppet, men hun hørte dårligt nok beskeden. “Altinius,” røg det blot ud af hende, nærmest i en udånding.

[Altinius Rier]

Rundt omkring dem blev der udvekslet kys og nytårshilsener, men Tino kunne lige så vel have stået helt alene med Samira. Han hørte sit navn forlade hendes læber.

Der gik for længe, før han fattede at lukke munden og rette sig lidt mere op. Instinktivt rettede han også hatten.

"Samira," gengældte han hilsenen og formåede at lyde høflig, selvom hans indre var i oprør. Det flakkede blik kunne han dog ikke skjule. Han tog sig selv i nakken.

"Godt nytår."

[Samira Shafiq]

Det var absolut ikke det, hun havde planlagt. Hun ville have fundet ham, ville have forberedt sig, men nu var hun også hylet lidt ud af den. Måske var det rimeligt nok, når han heller ikke havde haft en chance for at sige hverken til eller fra. Lige nu var det blot som om, at hendes hjerne havde slettet alt det, hun ville have gjort og sagt og det tog hende et øjeblik, før hun fik reageret.

"Ja," svarede hun, en anelse hæst. "Godt nytår," svarede hun, selvom det føltes underligt at sige. For ukompliceret. Derfor fortsatte hun også, accenten udpræget, men sproget stærkere end det havde været, sidst hun havde været der. "Jeg kunne ikke finde dig."

[Altinius Rier]

Engang ville dén sætning have sendt hjertet ud af brystet på Tino. Håbet ville have flammet op og fået ham til at sige tåbelige ting. Som at fri til hende to gange, kun for at blive forladt igen, ensom og forvirret.

Så nu hævede han blot brynene ganske let. "Ledte du?"

[Samira Shafiq]

Samira havde udspillet et hav af forskellige scenarier i sit hoved, men ikke i nogen af dem, havde de været nødt til at stå her - midt på et dansegulv, blandt alle de andre gæster - og indlede samtalen.

"Ja," svarede hun dog ærligt, uden tøven. Med en hamren i brystet. Han havde ikke bedt hende gå endnu, men det kunne tidsnok komme. "Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle finde dig. Der ikke var på dit slot," fortsatte hun. "Jeg vil gerne tale med dig. Hvis du vil lytte."

[Altinius Rier]

Altinius ville gerne lytte. Men han kendte også faren, der fulgte med. De knubs, der altid fulgte i Samrias kølvand. Han åbnede munden, men nåede aldrig at få ord ud, før en yngre heks stødte ind i ham. Han holdt en undskyldende hånd op efter kollisionen, men kunne ikke for alvor samle sig om beklagelser.

Så han holdt en opfordrende hånd ud, bød hende at vise an væk fra virvaret af mennesker. Der måtte være bedre steder til samtalen.

[Samira Shafiq]

Samira havde ærligt talt forventet, at han ville afvise hende til en start. Ikke fordi, han normalt ville gøre det, men fordi hun trods alt havde gjort noget, der i manges øjne ville være komplet utilgiveligt. Derfor var det da også allerede en lille sejr, da det skete, selvom hun endnu følte sig langt fra målet. Hun måtte da også synke en enkelt gang, før hun fulgte med ham.

Til gengæld havde hun ingen klager over at forlade menneskemængden til fordel for den iskolde natteluft og hun tog en tiltrængt mundfuld af den, før hun vendte sig selv og sit blik mod Altinius.

“Jeg håber ikke, at jeg har ødelagt din aften ved at være her. Jeg forstår, at det er en risiko.”

[Altinius Rier]

Det var koldt udenfor. Køligere, end Tino havde forventet, og han tøvede ikke med at lade kappen glide af. Engang ville han have draperet den om hendes skuldre, men nu rakte han den blot frem mod hende i et tavst tilbud.

Han ventede på hendes afgørelse, overvejede at fortælle hende, at hun aldrig kunne ødelægge hans aften. Men hun havde to gange forladt ham og en forlovelse, én gang ved alteret. Handlinger, der havde spoleret mere end bare én nat.

"Du har ikke ødelagt min aften," forsikrede han hende og nakken var kortvarigt bukket, da blikket flakkede ned forbi skoene. Han løftede hovedet igen med en indånding.

"Så. Hvad bringer dig til England?" Spørgsmålet lige så meget som det konverserende tonefald føltes uærligt. Nysgerrighed bag var dog reel, selvom han prøvede at håndtere den med varsomhed.

[Samira Shafiq]

Samira ville have forstået, hvis han i det hele taget havde nægtet at tale med hende, men Altinius havde altid været god af sig. Hvis hun var i tvivl om det, skulle hun bare se på kappen, han rakte frem nu.

Måske burde hun undlade at tage imod den, men hun var ikke vant til klimaet og tænderne ville hurtigt klapre i en grad, at hun intet kunne få sagt. Så hun tog imod det. Og forsøgte at lade være med at hæfte sig alt for meget ved hans duft. Det hjalp, at hun havde noget, hun skulle sige.

Alligevel tøvede hun et sekund eller to, før hun lagde ud. "Min far er gået bort," lød det dæmpet, velvidende, at det ikke var en fuld forklaring - men det var indledningen til en.

[Altinius Rier]

Det havde været et spinkelt håb, der havde nået at skinne i hans bryst, udelukkende for at splintres ved svaret. Men det var ikke desto mindre oprigtig sympati, der tegnede sig i hans træk.

"Merlin," sev det fra ham, og hans sårede følelser blev skubbet til side. "Min kondolence." Han sænkede nakken lidt i respekt.

[Samira Shafiq]

Samira smilede svagt, og en anelse trist, men hun fortalte det ikke blot for at vinde hans sympati. Hun nikkede og tog en inånding. "Tak," svarede hun dæmpet.

"Men det er også årsagen til, at jeg er her," fortsatte hun i samme, lavmælte toneleje. "Jeg lovede ham, at jeg ikke selv ville drage herfra med fortrydelser."

[Altinius Rier]

Dét anede Tino ikke, hvad han skulle stille op med. Han turde ikke håbe, turde ikke tænke. Turde knapt at trække vejret.

"Oh?" blev da også blot det ukarakteristisk uintelligente svar.

[Samira Shafiq]

Samira tog en indånding, men hun kunne dårligt blive ved med at flygte. Nu, hvor hun igen var rejst hele vejen hertil. Hun samlede sig, før hun så på Tino og forsøgte at ignorere det stik, det gav i brystet på hende.

"Jeg forventer ikke, at du nogensinde kan tilgive mig, og det er heller ikke, hvad jeg beder om," lagde hun, accenten udpræget, men sproget ikke så rustent, som det havde været. "Jeg vil blot fortælle dig, at jeg er ked af, hvad jeg gjorde."

[Altinius Rier]

Tino stod længe og bearbejdede hendes ord. Det var koldt ude, kun i skjorteærmer, men han havde ikke lyst til at møde hende med uærlighed. Hænderne blev vredet og læberne fugtet, før han slap en udånding.

"Jeg er også beklagelig over, hvordan det gik til," konstaterede han indledningsvist, for svigtet kunne stadig mærkes. Tvivlen,

"Men jeg har allerede tilgivet dig." Der var ikke skyggen af løgn i de lyse øjne. "Jeg håber også, at du kan tilgive mig."