Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

[Agnes Rosier]

Emnet føltes ikke ukendt, men efterlod hende derimod derimod med en følelse af deja vu. Lige nu føltes muligheden for det længere væk end nogensinde før. Agnes fugtede læberne.

"Et mildt svar afværger raseri, men et hårdt ord vækker vrede," citerede hun Ordsprogene. Hun slap hans hånd for i stedet at lægge den over hans kind. Tomlen strøg over den.

[Matheo Rosier]

Berøringen formildede ham. Matheo mærkede sig selv blive håbefuld omkring uregerlige Agnes igen, men han vidste også, at han ikke burde lade sig narre af en Eva der flirtede med en slange, selvom Matheo havde skabt noget trygt og helligt for hende.

Hånden fandt over hendes mod kinden.

"Har jeg ikke været mild mod dig?"

[Agnes Rosier]

Kærtegnet føltes efterhånden en kende for intimt. Nok var det Matheo, der var hendes forlovede, men af uvisse årsager følte Agnes, at det var Simon Montague, hun forrådte ved at stå sådan. Hun trak hånden til sig igen.

"Selvfølgelig," forsikrede hun med eftertryk. "Men når du er vred, så giver det mig ikke lyst til at blive ved med at undskylde det."

[Matheo Rosier]

Hånden gled væk under hans, men Matheo stod stadig relativt tæt på Agnes. Øjnene forlod hende ikke, selvom den form for kontakt, for mange mennesker, ville virke ubehagelig så lang tid ad gangen. For Matheo, gjorde det dem jo kun tættere.

"Jeg er beskyttende. Ikke vred," forsikrede Matheo hende om. Stemmen var rolig. "Fordi jeg holder så meget af dig."

[Agnes Rosier]

Måske kunne Matheo for nogen være intimiderende, men Agnes lod sig ikke intimidere så nemt. Hun havde set det, der var langt værre end en vred syttenårig. Også, selvom han insisterede på, at det ikke var tilfældet. Men det var også bare Matheo. Hun kendte ham og kendte den godhed, der lå bag.

"Hvis du virkelig holder af mig, er du nødt til at stole på, at jeg ved, hvad der er bedst for mig," sagde hun indtrængende. "Og jeg er ikke klar til at blive gift som syttenårig."

[Matheo Rosier]

Ordene forsøgte at kravle under huden på ham. Matheo vidste ikke hvor barmhjertig han skulle være. Selv Agnes´ Gud var kun barmhjertig indtil han besluttede sig for at drukne og brænde menneskeligheden ned.

Han lyttede. Blinkede også et par gange i overvejelse. "Lad os ikke snakke mere om det i aften. Lad os tage hjem."

[Agnes Rosier]

Det var nok det mest fornuftige, Matheo havde sagt dén aften. Den sidste rest af Agnes' harme gled ud, og hun smilede svagt til ham med et nik. Hun trak en rød krølle bag øret.

"Skal vi mødes ved pejsen i hallen om en halv time?" spurgte hun. Hun blev nødt til at få talt med Simon Montague først.

[Matheo Rosier]

Matheo brød sig ikke om afstanden, men en halv time kunne nødigt vende verden på hovedet. Medmindre hun altså bed i æblet igen.

"Ja. En halv time," gentog han for at segmentere aftalen, men om han ville bruge den halve time helt på afstand, var en anden sag.

Midlertidig pause