So we meet again..

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus blev afbrudt fra sin tællen et øjeblik, men trådte ikke nogen over tæerne alligevel "Ikke helt skidt.." gentog han hende med en sitren i mundvigen, mens han fulgte musikken perifært. DEt meste af opmærksomheden var på hende og i særdeleshed hendes øjne. Blikket faldt dog flere gange til hendes læber, uden at han helt kunne stoppe sig selv. Følelsen af dem var stadig i ret frisk erindring "Hvad er der med min holdning?"

[Sophia Slughorn]

Uanset hvor gerne Sophia gik tilbage til en mere simpel tid, hvor kroppen ikke havde længtes efter Nicodemus igen, var der ingen vej tilbage. I virkeligheden havde det nok aldrig været simpelt. Alligevel føltes det sådan i øjeblikket.

"Din hånd er på eventyr, hm?" drillede hun ham i en indirekte besvarelse af hans spørgsmål, rettet mod den lidt halvslatne arm, der havde ført hånden tættere på hendes bagparti end talje.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus havde nok ikke været helt bevidst om hånden, der ganske rigtigt havde flyttet sig og nu lå i grænselandet til anstændigt. Et splitsekund krummede han fingrene lidt mod hendes kjole, før han modvilligt flyttede hånden til et mere sikkert område "Bedre?" spurgte han, stemmen dæmpet en smule. Det var umuligt ikke at være påvirket af hendes nærhed og alkoholen gjorde grænserne lidt flydende.

[Sophia Slughorn]

Hånden bevægede sig ganske rigtigt op til et anstændigt sted, men det var manøvren, der havde ligget forinden, som hun ikke kunne slippe. Hun fugtede læberne og lod sig opsluge af de mørke øjne.

"Nej." Den ellers normalt bløde stemme var ikke andet end en hæs hvisken, kun hørbar for ham.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus kneb øjnene lidt sammen over det ene ord og krummede ubevidst fingrene mod hendes ryg igen. Hånden blev dog hvor den var denne gang, selvom blikket der holdt hendes, var mere intenst "Så fortæl mig, hvordan jeg skal forbedre min.. holdning, så du er tilfreds." udfordrede han, stadig dæmpet, kun for hendes ører.

[Septimus Slughorn]

Det havde været den oplagte anledning for Septimus at få indhentet lidt sludren med nogen af hans venner og bekendte som var tilstede til festen. Han havde da også fået brugt et par timer på netop dét, og humøret havde været højt da han bestemte sig for at finde sin hustru i mængden igen. Det var lettere sagt end gjort i det store palæ, men det lykkedes ham at finde hende ude på dansegulvet - med en dansepartner han ville genkende, selv med maske. Det trak i hans smilebånd da han begav sig ud til sin hustru og lillebroderen.

De så ud til at være optaget af en snak mens de dansede, men han kunne ikke høre hvad den gik ud på. I stedet trådte han op bag Nicodemus og prikkede ham, måske en smule legende, på skulderen, og sendte ham et let smil.
"Nic. Godt at se dig." hilste han med et glimt i øjet. "Må jeg bryde ind?" spurgte han, lige så meget rettet mod Nicodemus som det var til Sophia. Han havde ikke nået at danse med hende endnu.

[Sophia Slughorn]

For en stund havde der kun været hende og Nicodemus på dansegulvet. Det skete ellers sjældent, at Sophia lod sig opsluge på en sådan måde, men alt ved den tidligere flamme fik hende til at længes efter ham. De dansede vistnok også lidt tættere end de andre par.

Læberne var da også netop gledet fra hinanden for at fortælle ham, præcis hvordan han kunne tilfredsstille hende, da en velkendt stemme brød ind og reddede hende fra sig selv. Det var dog ikke lettelse, hun følte i øjeblikket.

Smilet, der indtog hendes læber, var dog intet andet end imødekommende. "Jeg tror lige, at han kan undvære mig," bemærkede hun med et glimt i øjet, selvom det gav et ubehageligt stik nord for navlen.

[Nicodemus Slughorn]

Den intense glød i hans blik var kun blevet stærkere og SOphia behøvede ikke sige noget, for at han kunne læse i hendes blik, at deres tanker uundgåeligt, var vandret i samme retning.

Hun nåede heller ikke at sige noget, før han blev prikket på skulderen og han stoppede op, kun for at dreje hovedet og blive mødt af sin storebrors smilende ansigt. Første impuls var meget hurtigt at slippe Sophia, men han tog sig i det og sendte istedet Septimus et overbevisende smil, mens han trådte roligt til side "Jeg kan ikke komme i tanke om nogen grund til du ikke skulle gøre det i hvert fald." hans blik fandt hendes igen og sagde mere end ord kunne lige der "Tak for dansen, Soph." han gav sin brors skulder et klap "Jeg vil finde noget at drikke. Mon ikke vi ramler sammen senere." og med det fortrak han fra dansegulvet, med en knudret fornemmelse i mellemgulvet og uden at se sig tilbage.

- Nic out -

[Septimus Slughorn]

Sep smilte efter sin bror da han forlod dem til fordel for en jagt på drikkevarer. Det lod ham frit vende sin opmærksomhed mod Sophia. Det glimtede varmt i hans blik.

"Jeg håber ikke at jeg afbrød jer." Der var næsten noget legende i hans tonefald. Sandt at sige var han glad for at det virkede som om Sophia og Nicodemus kom så godt ud af det med hinanden, taget i betragtning at Nic vist var kommet lidt i vejen for Sophias planer, sidst han havde været på besøg i Godric-dalen.
Han holdt en hånd ud til hende i en tavs invitation til en dans, og smilet bredte sig endnu en smule.

[Sophia Slughorn]

Det var nok et held, at der var varmt i rummet, for Sophia kunne mærke varmen i kroppen. Mærke, hvordan den var steget hende til kinderne, selvom hun ellers var alt for gammel til at være en rødmende ungpige.

Hun åbnede munden, men i sidste ende havde hun ingen anelse om, hvad hun skulle sige. Læberne blev samlet igen, før hun sendte Nicodemus Slughorn et anerkendende nik. Og så var han væk. Forsvundet i mængden igen og efterlod hendes hjerte helt nede i maven, som hun vendte sig mod Septimus og tog hans hånd.

"Selvfølgelig ikke," forsikrede hun ham og selvom smerten blev skjult effektivt, var der ikke helt samme varme i ordene, som hun normalt mødte ham med. Hun smilede blidt for at gøre op for det.

[Septimus Slughorn]

Det varede kun et øjeblik, men Septimus nåede at registrere en forandring i Sophias tonefald. Men så havde hun taget hans hånd og smilet til ham, og lagt hans kortvarige bekymring i ro. Og med hendes hånd i sin overtog han sin brors plads i dansen med hende.

"Holdt du dig beskæftiget i mit fravær?" spurgte han med et smil, og et tonefald der ikke var helt blotlagt for en undskyldning. Ikke at han decideret følte sig skamfuld for at de havde brugt tid hver for sig den aften, men når de i forvejen havde så lidt tid sammen på grund af deres travle skemaer...

[Sophia Slughorn]

Det var en helt anden ting at danse med Septimus, men det var nok meget godt. Snart søgte Sophia også lidt tættere til ham, som det var muligt med sin ægtemand. Hun gav hans skulder et klem.

"Selvfølgelig," forsikrede hun ham. Det var trods alt ikke sådan, at hun bare selv sad hen og ventede, når ikke de var sammen. Hun havde relationer at pleje og albuer, der skulle gnubbes. Og tidligere flammer, der skulle danses med, åbenbart.

"Selvom jeg er glad for, at du kom tilbage."

[Septimus Slughorn]

De forsikrende ord var med til at berolige den sidste smule bekymring tilbage i ham, og smilet på hans læber afspejlede den rene ro, mens han villigt lod Sophia danse tættere ind til ham. Han tøvede heller ikke med at lægge armen tættere omkring hendes lænd for at imødekomme nærheden.

"Du ved, jeg har svært ved at holde mig væk." svarede han drilsk tilbage. Tomlen strøg blødt over hendes fingre i hans hånd, og understregede alligevel at der var noget sandhed i spøgen. "Desuden er det længe siden vi sidst har danset sammen. Jeg måtte gribe chancen."

[Sophia Slughorn]

Det trak ganske svagt i Sophias mundvige over svaret, som hun vidste var sandt. Det var åbenbart den påvirkning, hun havde på begge Slughorn-brødrene. Den yngste blev skubbet ud af tankerne nu. Nej, nu.

"Jeg kan kun bifalde det," svarede hun og mente det, selvom det i øjeblikket havde føltes som en irriterende afbrydelse. Et drilsk glimt spillede i de skifergrå øjne.

"Det er godt at se, at en tidligere ravenclaw også kan have ambitioner."

[Septimus Slughorn]

En underholdt lyd kom fra ham af hendes kommentar, men på intet tidspunkt mistede Septimus koncentrationen i deres dans, som han stadig ledte Sophia i.

"Måske har jeg alligevel tilbragt nok tid med en tidligere Slytherin til at noget af det er smittet af på mig." svarede han med et glimt i øjet. Det var desværre noget som kunne diskuteres; man kunne i hvert fald ikke med fuldkommen ærlighed sige at de to havde tilbragt meget tid sammen i det sidste. Det ville han gøre noget ved.

"Vil du også bifalde ambitionen om at ville tilbringe hele dagen med dig, når vi har mulighed for det igen?"