Samvittighed og tom mave

[Kiaan Patil-Fawley]

Til trods for at det var tidligt, følte Kiaan sig rimelig frisk dér på morgenstunden. Frisk nok til at han havde kunnet nå op af trapperne til krypten og til slottets stueetage før den første bølge af elever bevægede sig ind til morgenmaden. Han var blevet stående ved indgangen til storsalen, hvor han kunne se oppyntningen til allehelgens svæve rundt oppe under loftet, i form af udskårne græskar. Det magiske loft afspejlede den skyede himmel udenfor slottet.

Det var ikke helt ubevidst at han var blevet stående og ventet ved indgangen, hvor han fik et frit udsyn til gangen der ledte til Hufflepuffernes opholdsstue. Han behøvede heldigvis ikke vente længe, før han spejdede Olive O'Neal s velkendte ansigt runde hjørnet. Smilet fandt hans læber, men det var heller ikke uden den bitre smag af dårlig samvittighed i munden, over hvad der var sket med Cora Greengrass i hans egen opholdsstue nogle dage forinden. Han havde måske bevidst undgået dem begge i dagene efterfølgende, men mængden af skolearbejde havde i det mindste gjort undskyldningen troværdig.
Han tvang samvittigheden ned da han trådte op til hende.
"G'mor'n, Ollie. Sovet godt?"

[Olive O'Neal]

De havde måske ikke decideret sat ord på, hvad de var, men Ollie var ret sikker på det alligevel. Kiaan måtte kende hende godt nok til at vide, at hun ikke gjorde den slags med hvem som helst, også selvom de aldrig var kommet længere end kærtegn under blusen.

Derfor havde det også undret hende, at han fra den ene dag til den anden var forsvundet fra hendes hverdag. Men syvende år var travlt, antog hun, og hun sendte ham det samme afslappede smil som altid, da hun så ham stå og vente.

"Jeg kan ikke klage. Hvad med dig?" gengældte hun spørgsmålet og fik først dér set rigtigt på ham. "Er der noget galt?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Det afslappede smil på hendes læber havde fået hans eget smil til at brede sig en smule, men det falmede så snart hun så ud til at bemærke noget, han forsøgte at skjule. Knuden strammede sig i maven, indtil han rystede lidt på hovedet.

"Nej, der er ikke noget galt. Måske har jeg bare brug for noget morgenmad. Jeg er skrubsulten." Det var til gengæld ikke helt løgn. Han havde måttet droppe morgenmaden morgenen før, så han kunne nå at skrive sin opgave om middelalderalkymi færdig før den skulle afleveres. Men appetitten var helt sikkert også påvirket af knuden, som kun føltes som om den strammede sig.
Han forsøgte at se ubekymret ud, da han rakte en hånd frem mod hende. "Har du lyst til selskab?"

[Olive O'Neal]

"Så er det jo det helt rigtige tidspunkt," svarede Olive og nikkede i retningen af storsalen, før hun helt selvfølgeligt tog hans hånd. Han fik et smil, før hun begyndte at gå.

"Såeh, skoleåret er rigtigt kommet i gang, eh?" bemærkede hun og håbede, at det lød henkastet.

[Kiaan Patil-Fawley]

Svaret måtte have været troværdigt nok, og Kiaan sænkede skuldrene en smule mens han lukkede hånden om hendes og fulgtes med hende ind i Storsalen. I stedet for at sætte sig ved slangernes bord som han plejede, sluttede han sig til grævlingerne sammen med Olive.

"Det må du nok sige." svarede han med et kort fnys. "Jeg afleverede den første store opgave i går, og jeg er kun delvist sikker på at jeg får noget bedre end en A." Tilståelsen kom med et lille skævt smil. Hans blik var dog faldet på deres hænder. Han vidste udmærket godt at Olive ikke var typen som kyssede eller holdt hånd med hvem som helst, men han var stadig ikke sikker på om det betød at de var kærester igen. Og det virkede ikke som det rigtige sted at tage dén snak her i storsalen. Det måtte vente til senere, bestemte han sig for. "Hvordan behandler sjette år dig?" spurgte han i stedet da blikket søgte hendes igen.

[Olive O'Neal]

"Jeg undrede mig godt over, hvor du var blevet af," svarede Olive uden anklage. Selvom hun da havde mærket et lille stik af savn. Men det var langt væk, da de satte ind mod storsalen.

Det var lidt af et skridt at gå hen til vennerne, hånd i hånd med Kiaan, men hun hvilede i det og smilede da også indforstået til Rosie Day, da de slog sig ned.

"Det er vildt nok at være startet på FUT," svarede hun. "Og meget begejstret for ikke at have forvandling længere."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan dvælede ikke alt for meget i om Olives venner ved Hufflepuff-bordet kiggede for meget på dem, ligesom han holdt sig fra at skæve mod Slytherin-bordet for at se hvem der ellers ville kigge. Han fokuserede i stedet på Olive, og lod al sin opmærksomhed hvile på hende; det holdt samvittigheden lidt på afstand. Det fik i det mindste knuden til at føles blødere og varmere. Også selv om han havde sluppet hendes hånd da de havde sat sig ned.

"Nåh ja, det var du jo ikke vildt begejstret for." kom det fra ham med en munter lyd. "Men så er det jo også kun et spørgsmål om tid, før du bliver lige så travlt optaget med lektierne som jeg er."

[Olive O'Neal]

"At være elendig til noget plejer at lægge en dæmper på begejstringen," svarede Olive, selvom det tydeligvis ikke havde været nogen hindring for at synge i badet. Hun trak på skuldrene og skovlede røræg på tallerkenen.

"Men ja, det er sikkert meget rigtigt. Det er ikke syvende år, dog." Hun kastede et blik på ham. "Er professorerne ikke allerede helt i selvsving?" Hun huskede alt for klart, hvordan det havde været i året op til U.G.L'erne.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan kunne kun bringe et sympatisk smil på læberne. Forvandling havde altid været ét af hans yndlingsfag, og mestringsfølelsen han fik når han lykkedes i det, udgjorde helt sikkert en faktor. Han var dog ikke blind for at Olive ikke ligefrem virkede ked af det.
"Jamen jeg er sikker på du nok skal få det bedre uden det." svarede han med et dæmpet grin, før han fulgte hendes eksempel og skubbede mad over på tallerknen. Hans røræg fik selskab af noget ristet brød og nogle skiver sprød bacon.

"Jo, fuldkommen." svarede han på hendes spørgsmål. "Jeg tror knapt de kunne vente. De nåede lige at ønske os velkommen til syvende år, før de smed opgaverne efter os." Endnu et tørt fnys kom fra ham, og han tog en bid af det ristede brød, og blikket igen faldt på hende. "Jeg regner med at lektierne kommer til at tage meget af min tid i år, især med Quidditch ved siden af. Så jeg synes vi må udnytte den tid vi kan finde, så meget som muligt." Smilet bredte sig en anelse mere.

[Olive O'Neal]

Olive begrænsede sig ikke, når det kom til mad og fik skovlet lidt af det hele op på tallerkenen med al intention om at få tygget sig igennem det hele. Hun tænkte knapt over det, men hældte bare sirup på de små pandekager.

"Det lyder godt," svarede hun og mente det, selvom madforberedelserne optog størstedelen af hans opmærksomhed. Så snart det var overstået, kastede hun dog et blik over på ham og smilede varmt.

"Måske jeg kan komme forbi og se jer træne engang?" Ikke det fedeste i kulden, men Kiaan var jo glad for det, så måske ...

[Kiaan Patil-Fawley]

Overraskelsen måtte være tydelig i Kiaans ansigtsudtryk, for selv han var opmærksom på det. Han blinkede da også en gang før han fik svaret.

"Det plejer ellers ikke at sige dig noget." Det løftede dog mærkbart i hans mundviger. Netop fordi han vidste at Quidditch aldrig havde sagt hende noget, måtte han jo tage det som et godt tegn at hun foreslog det. "Men du skal selvfølgelig være velkommen." Der ville uden tvivl være køligt til træningerne, men det ville give dem lidt ekstra tid sammen. Han ville gribe den mulighed.

"Men jeg havde faktisk også noget andet i tankerne." tilføjede han. "Jeg har fået en invitation til nytårsfest hos Avery." Blikket dvælede lidt på hende. "Jeg ved ikke om det siger dig noget, men hvis du har lyst, vil jeg meget gerne have dig med." Forhåbentligvis ville han ikke være oversvømmet i lektier til den tid.

[Olive O'Neal]

Olive havde endnu ikke besluttet sig for, om hun ville tage hjem i juleferien og spørgsmålet overraskede hende. Selvfølgelig ville det være fedt at se vennerne og Luke, men det betød jul hos hendes mor (ugh) og generelt var det sociale spil i, hvor hun holdt jul, altid lidt for anstrengende, til at hun tog hjem.

Men nu var der selvfølgelig endnu en god grund. "Yeah?" Det sitrede i mundvigene, selvom hun stadig havde sine forbehold. "Og de er ok med, øhm, ja, mig?" En mugglerfødt.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan forstod omgående hvor hun ville hen med sit spørgsmål, og han tøvede lidt. Det var nok ingen hemmelighed at mugglerfødte ikke ligefrem stod på gæstelisten - havde det ikke været for familien han kom fra, ville han, som halvblods, måske heller ikke selv have været der.

"Det behøver de ikke være." svarede han til sidst. "Jeg er inviteret, og jeg har lov til at tage én med. Der stod ikke noget om begrænsninger." Hans smil fik måske en lidt beroligende kant, da han fandt hendes hånd under bordet igen. "Men det er selvfølgelig op til dig. Jeg forstår godt, hvis du har forbehold mod det, men jeg vil i hvert fald gerne have dig med. Sammen med mig." Smilet voksede en anelse mere, og hendes hånd fik et blødt klem.

[Olive O'Neal]

Det var først, da Olive mærkede fingerspidserne mod sit ben, at hun lagde kniven fra sig og tog hans hånd. Hun gengældte det bløde klem.

"Jeg vil også gerne være der med dig," gengældte hun ordene med et blødt tonefald, der ellers ikke normalt faldt hende naturligt. Måske var det overraskelsen af det, der fik hende til at huske tiden.

"Nå, hvis jeg skal nå at blive færdig..." Hans hånd fik et sidste klem, før genoptog morgenmadsprojektet.

[Kiaan Patil-Fawley]

Bekræftelsen fik knuden i maven til at blive erstattet af det varme sug, han virkelig havde savnet. Det havde helt klart haft noget at gøre med hendes tonefald, som han var sikker på var blødere end det plejede. Det gjorde det også nemmere at give slip på hendes hånd igen, da hun tog den til sig.

"God idé." istemte han enigt, og han skovlede selv en gaffelfuld røræg i gabet. Blikket forlod dog ikke Olive helt, og han fortsatte efter at have slugt maden i munden. "Vi har træning på lørdag efter morgenmaden." kunne han fortælle, ikke uden at smilet på hans læber fik en næsten legende kant. "Der bliver sikkert køligt, men hvis du stadig har lyst til at se på, kan du altid have et tæppe med dig i tribunen." Smilet voksede en anelse. "Ellers skal jeg nok gøre mit bedste for at varme dig op, når vi er færdige."