Det eneste der er utilgiveligt, er at være umotiveret

[Alfie Burke]

Alt var ikke glemt, men han var udmattet. Måske endnu mere fordi det var drænende at være foruden den eneste han reelt bekymrede sig for. Hvad der var hændt i opholdstuen havde dog fået ham til at overveje om det var unødvendig svaghed.

Lige nu, lod han hende dog komme under den varme dyne - såvel som optage halvdelen af madrassen. Frem for at svare på hendes ord med egne, lagde han en arm omkring hende. Lod duften af hendes hår kilde genkendeligt i næsen.

Så sukkede han. Helt dæmpet. Næsten lettet.

[Baylea Burke]

Satte man klubben og bekymringerne og det magiske samfund til side, var det her alt, Baylea havde brug for og hun sukkede sin lettelse ud mod hans hud. Blidt kyssede hun den, der belejligt var ud for hendes læber, før hun trak sig lidt tilbage.

"Jeg er nødt til at fortælle dig noget," konstaterede hun dæmpet.

[Alfie Burke]

Man skulle holde sine fjender tættere end sine venner. Alligevel vidste han ikke hvad man gjorde med dem der var støbt af samme sjælestof. Hvis det overhovedet var tilfældet længere. For nu, forsøgte Alfie dog at overbevise sig selv om dette.

"Fortæl," Lød det fra ham, mumlende gennem mørket.

[Baylea Burke]

Baylea havde gruet for at fortælle Alfie, hvad Gideon havde bedt om, men det var nemmere at ytre ordene i mørket med dét momentum, der førte hende nu. Hun tog en indånding.

"Jeg er blevet pålagt ansvaret for din næste prøve," betroede hun ham med en finger, der strøg over hans håndryg. Med tilbageholdt åndedræt forberedte hun sig på reaktionen.

[Alfie Burke]

Tonelaget fortalte ham, at det måske var en hemmelighed hun indviede ham i. Den fik ham dog også til at holde vejret i et øjeblik. Dét - og så fornemmelsen af hendes fingre over hånden og markeringerne var prydede den. De værste var dog på den bløde inderside.

"Hvorfor fortæller du mig det?" spurgte han, søvnen nu langt fra hans tanker.

[Baylea Burke]

Det var ikke decideret bevidst, at Baylea søgte de endnu urørte ar fra brandsåret. Mærkerne, som hun havde efterladt på ham. For evigt forandret ham. Fingerspidsen strøg det med fascination, selvom hun fokuserede på samtalen. Hun svarede ikke med det samme.

"Det ved du godt," svarede hun dæmpet. Det måtte han vide. Det var for svært at lægge ord på.

[Alfie Burke]

Fortænderne lukkede sig sagte om underlæben for at kvæle det gisp der troede med at komme ud. Området var stadig ømt, selvom huden ikke var så rå som den havde været.

"Du advarer mig," Tolkede han, selvom det nok var dybere end det.

[Baylea Burke]

Advarer. Baylea var tavs, overvejede om det mon var det, hun gjorde. Fingrene blev flettet ind mellem hans og læberne vædet, før hun svarede.

"Jeg vil have dig til selv at vælge," konstaterede hun dæmpet, selvom det satte alt over styr.

[Alfie Burke]

Det var stadig ikke behageligt at strække fingrene, nu hvor huden var øm og havde delvist formået at hele sig selv. Alligevel lod han hendes glide ind mellem hans.

"Okay," sagde han, tør i munden omkring udsigten til at forme egen skæbne. Selvom det var fint at genvinde lidt kontrol igen.

"Lad mig tænke over det."

[Baylea Burke]

Det havde altid været en selvfølge for tvillingerne, at ordene sagt mellem dem aldrig nåede andres øre. Men noget var ændret nu; Det var den forbrændte hånd om noget et bevis på.

"Du kan ikke fortælle det til nogen," hviskede hun og lod panden finde tilbage til hans tinding, helt tæt, som det var bedst.

[Alfie Burke]

Der havde været ambition bag skaden og dén del af det kunne han nemmere tilgive. Han havde ladet sig forbande af sin søster, uden at vide hvad forbandelsen var - og ville nok gøre det igen, hvis det var det hun ønskede.

Alligevel var noget ituslået, selvom elementer var blevet læget ved at hun besøgte ham sådan her i nat. "Fortælle nogen hvad?" spurgte han mumlende, i forsøg på en tør joke.

[Baylea Burke]

Spøgelset af et smil strejfede hendes læber, men hun svarede ikke på det. Der var ingen ord, der kunne dække hendes grundlæggende tillid til Alfie. Så tavsheden faldt og hun gjorde intet for at bryde den; den var ikke truende på samme måde længere.

"Jeg ville aldrig have planlagt det sådan, hvis jeg vidste, at det var dig," konstaterede hun dæmpet og kun, fordi mørket virkede som et beskyttende tæppe for de ord, der aldrig kunne siges i dagslys. Han måtte vide det allerede, men alligevel føltes det nødvendigt.

[Alfie Burke]

Duften af hende var genkendelig og ligeledes var følelsen. På en madras som denne måtte man uundgåeligt ligge tæt, men det mindede ham om dage hvor ingen delte dem op, som var der noget forkert i, at de fuldendte hinanden.

Han fugtede læberne da hun talte. Lod dem, øjeblikke efter, markere hendes pande. "Det var måske godt at det var," mumlede han så, uden at være uærlig. Havde det været mod nogen der fortjente det mere, skulle det begraves dybere.

[Baylea Burke]

Den knugende fornemmelse for brystet forlod hende øjeblikkeligt ved følelsen af Alfies læber mod sin pande. Der var intet ved handlingen at fortryde. Hun havde betragtet flammerne med fascination. Det var svigtet, der havde tynget hende.

"Måske," medgav hun og lod armen finde om ham, så hun kunne rykke lidt tættere. Det gav også mulighed for at komme helt ind på madrassen.

[Alfie Burke]

De havde aldrig gjort mod hinanden, som de havde mod andre. Det var måske der sagens alvor lå. Alt i Alfie handlede om overlevelse og det var måske en af grundene til at han vidste, at han havde brug for Baylea trods det ondt hun havde gjort ham.

"Den næste prøvelse må godt være noget der ikke... mærker," påpegede han så, efter noget tids betænkningstid i mørket og nærheden. Fingrene strakte sig i hentydning.