Episode II: Knitrende Ild

[Alfie Burke]

Ild var hendes domæne. Hans var et andet element. Alligevel drejede han flakonen i håndfladen, uden helt at turde kigge mod skaden der var pådraget den anden. Søsteren havde taget den fri vilje fra ham. Endda brændt ham. Selvom hans eliksir næppe var harmløs og uskyldig, havde han tænkt sig at overtale sit offer til at sluge det. Ikke tvinge hånden.

Hvad fuck beviste det her, tænkte han for sig selv før han alligevel hævede flakonen frem mod søsteren.

[Baylea Burke]

For første gang flakkede blikket, skjult for Flint. Det søgte svar i Alfies øjne, søgte at finde og tilgivelse og en form for idé om, hvad der ventede. Men hun fandt intet.

Tavst rakte Baylea frem og tog flakonen. Hun sank, fugtede læberne og trak proppen ud, før hun førte den til læberne og tømte den.

[Alfie Burke]

Hævn. Utilstrækkelig fucking hævn. Om han ville have givet hende flakonen hvis hans tur havde været først, anede han ikke, men nu gled den nemmere ud mellem hans fingre.

Vand var hans element. Eliksiren smagte angiveligt også bare af vand. Rustent, men den slags man kunne få ud af en gammel hane. Effekten svarede lidt til, at man stak hovedet under vandstrålen og sank det hele ned et forkert sted. Ned i den gale hals - i lungerne, hvor det absolut ikke hørte til. Og man kunne ikke slukke for det igen.

Men dosen var lille. Ville ikke vare evigt. Forhåbentlig blot lang nok tid til at skræmme.

[Baylea Burke]

Engang havde Baylea brændt grandtantens familiehjem ned til grunden, men der var ikke andet end objekter, en kat og en ugle, der var brændt inde. Ikke noget at skrive hjem om. Alfie havde en anden historie på det punkt, uagtet at hun måske havde ageret slangen i hans øre.

Måske hun derfor reelt nåede at frygte, at det ville være hendes sidste øjeblikke. Spruttende sank hun i knæ, brøvede at hive luft ind, men fik kun følelsen af mere vand. Hun hostede, men intet kom ud. Den ene hånd fandt om halsen, mens hun kæmpede.

Og netop, som hun troede, at nu var nu. At der ikke ville være nogen vej tilbage, kom luften tilbage. Hun gispede og måtte kollapse på gulvet, uanset at hendes værdighed led under det.

[Gideon Flint]

Gideon havde løftet sig fra møblet, langsomt da den yngre heks var faldet på gulvet. Naturligvis stod han med en modgift, der burde virke på visse eliksirer, men der var også grænser for hvor meget den kunne afhjælpe. Desuden var doseringen vist præcis nok til at den ikke blev nødvendig.

Og så fik heksen luft igen.

"Godt," sagde han, næsten afslappet, selvom han ikke ligefrem nød at se andre i smerte. Selv ikke mugglere, var han den til at skade. Ikke personligt i hvert fald. Hans ideologier skulle helst komme frem på andre måder, men loyaliteten var vel... bekræftet.

"Den ene går den utilgivelige vej. Den anden den... Ja, jeg kan tydeligvis se et skel i dedikation, men tillykke. Første prøve bestået." Han smilede roligt til dem begge. "I hører fra mig." Og med den super-overlegne exit, forlod han de to.

Gideon out. Alfie's tur.

[Alfie Burke]

At drukne uden vand var næppe spor behageligt. Han kunne have doseret det noget værre. Gjort effekten langt mere sadistisk. Han havde førhen gjort noget utilgiveligt, trods det ikke havde været en af de tre, men der havde han udmærket vidst hvem målskiverne var. Nu, var han tilfreds med at han ikke havde gjort det værre.

Selvom Baylea ærligt fortjente det.

Han hjalp hende ikke op at stå. I stedet så han fjernt efter klublederen med foragt i blikket og en frakoblethed der kun delvist skyldtes smerten.

"Tilfreds?" spurgte han søsteren.

[Baylea Burke]

Flints stemme virkede langt væk. Langsomt fik Baylea skubbet sig op at sidde igen. Hendes blik var ufokuseret, da hun så efter den ældre ørn, og det dvælede, hvor han var forsvundet, længe efter han havde ladt dem alene.

Hun så ikke på Alfie, da han talte. Et sted i baghovedet vidste hun, at hun burde bede om tilgivelse, men ordene sad fast. Så i stedet gik hun efter det, der kunne forlade munden med hæshed: "Ja."

For sandheden var, at selvom hun havde gjort Alfie ondt, så var hun tilfreds. De havde gjort, hvad de var blevet bedt om. De havde bevist sig værdige efter at have kæmpet for den i femten år.

[Alfie Burke]

Ja. Naturligvis. Han burde ikke have forventet andet. For det her var meningen med galskaben trods netop ren magi ikke var hans ide, men hendes. Endda for at bevise at de ikke var uadskillelige.

"Godt," sagde han. Munden føltes tør og han kunne stadig lugte brændt hud. Han kiggede stadig ikke mod området, men gik bare mod døren for at forlade opholdstuen. Midnat eller ej, kunne han nå at digte en løgnhistorie til helbrederen på gåturen. Løgne var intet problem.

[Baylea Burke]

Nej, Baylea var virkelig ikke nogen omsorgsperson. Men det var alligevel unægteligt et stik af netop dét, der fik hende til at kæmpe sig på benene.

"Skal jeg gå med?" spurgte hun og var for første gang nogensinde usikker på, hvad svaret ville være.

[Alfie Burke]

Det var længe siden han havde mærket vrede som denne. Boblende. Kernen blev dog nok aldrig ligeså hård som Bayleas, men han forsøgte at koncentrere sig om raseriet for at undgå noget af det der klemte mest. Ikke at det var nemt eller at resultatet var entydigt.

"Jeg tvinger dig ikke," svarede han hult, som var det fuldstændig ligegyldigt for ham om hun kom med eller ej. Hun havde netop tvunget ham. Betød det alverden, havde han gjort det af egen fri vilje. Hvis man overhovedet kunne... Han havde hørt engang at menneskeligt instinkt ikke lod en drukne sig.

[Baylea Burke]

Det burde være det. Baylea burde lade ham gå alene, give ham muligheden for at bearbejde oplevelsen. Men hun havde hørt tonefaldet og vidste, hvad der lå bag.

Tavst fulgte hun med ham, fulgte ham ud af opholdsstuen og ned gennem tårnet.

[Alfie Burke]

Det var værre når hånden hang slapt ned. For blodet fik alle fingre til at dunke, sviende og nivende under neglene. Alligevel forholdt han sig i ro og forsøgte at gemme håndens rystelser væk, ved at begrave den i lommen mens de gik. Tavsheden var overvældende, men der var intet at sige.

Vejrtrækningen lød højere i de tomme korridorer. Pulsen ligeså, da de navigerede sig gennem ruten mod hospitalsfløjen.

[Baylea Burke]

De havde før gået i tavshed, brugt timevis på blot at være i hinandens nærvær, men dette var ikke som nogen anden gang. Baylea skævede i tvillingens retning.

“Hjalp eliksiren?” spurgte hun lavmælt, selvom hun sjældent viste den form for bekymring.

[Alfie Burke]

Fuck den eliksir. Den var tydeligvis ikke stærk nok. Ellers havde Gideon blot ikke regnet med, at nogen ville lade det gå så vidt for sig.

"Ja," Løgnen kom med det samme. Alfie ville ikke indrømme at han var det svageste led. Ikke når de åbenbart skulle være villige til at knække hinanden. "Man kan nok ikke se det, når helbreden har fixet det."

Nok gik han meget op i eget udseende, men det var ikke hele motivationen.

[Baylea Burke]

Baylea havde ikke tænkt på udseendet. Alfie havde altid været smuk i hendes øjne og det ville en forbrændt hånd ikke ændre.

Men det var ikke tiden til den slags bemærkninger, så hun fortsatte i tavshed.