Episode I: Den Forbudte Afdeling

[Alfie Burke]

Selvom der gik lidt tid, lod Alfie også den åbne bog falde ned mod brystkassen. Øjnene lukkede sig og læberne slap en behagende lyd over fornemmelsen af slanke fingre gennem blødt hår. "Jeg tror jeg mærker det lige nu."

Han smilede subtilt, selvom øjnene ikke åbnede sig endnu.

[Baylea Burke]

Alfie var ikke helt dum, men det havde hun nu heller ikke forventet, selvom det unægteligt havde gjort nogle ting væsentligt nemmere. Men Baylea ønskede det ikke på nogen anden måde, som studerede hans rolige ansigt, det lille smil ved hans mundvige.

"Altid et skridt foran, hm?"

[Alfie Burke]

Langsomt lod han de mosede øjne åbne sig, så han kunne se op mod Baylea. En hånd hævede sig, så han kunne strejfe hendes hage med blommen på pegefingeren.

"Måske foran dig," sagde han så, hypnotiseret af sin egen fingers vandring. "Det er en tillidserklæring kære søster. Går man foran nogen, kan man blive stukket i ryggen."

[Baylea Burke]

Berøringen var blid og Baylea bød den velkommen ved at sænke hagen lidt, frem for at trække sig tilbage i afvisning. Hun greb fat om hans hårrødder, men taget var ufarligt, trods det bestemte greb. Hun lænede sig lidt ned mod ham.

"Tror du ikke, jeg kan stikke dig i ryggen?"

[Alfie Burke]

Øjnene flakkede ikke den mindste smule, da søsterens ansigt kom tættere hans. I stedet blottede han en smule af tandrækken i lidt af et ulvesmil. Som var der udfordring at hente hos ham, selvom de talte om et heftigt tillidsbrud.

"Nu-huh," erklærede han. "Det tror jeg ikke du har hjertet til."

[Baylea Burke]

Tvillingerne havde måske altid lignet hinanden, men det var på deres indre, at ligheden var tydeligst. På værdierne, der styrede deres handlinger, og fik hende til at stramme grebet yderligere om hans hår. Det var det, hun elskede ved ham. Udfordringen, uviljen til at bakke ud.

"Måske er det nærmere mangel på hjerte, der er løsningen," pointerede hun dæmpet.

[Alfie Burke]

Fingrenes stramning fik ham til at lægge hovedet tilbage mod hendes skød, så hagen pegede mere opad. Det fik en af hjørnetænderne til at strejfe underlæben.

"Der er hjerte i alt du gør, kære søster," påpegede han hæst. "Hvad dét så er lavet er, er noget værd at undersøge."

[Baylea Burke]

Blikket flakkede ganske flygtigt forbi hjørnetanden mod læben, før det igen var tilbage ved hans øjne. Hun kneb øjnene lidt sammen, men løsnede grebet om hans hår, samtidig med kropssproget. Hun lænede sig tilbage mod reolen igen og lod skuldrene falde.

"Det ved du nok bedre end nogen anden," pointerede hun roligt med ansigtet faldet tilbage i de neutrale folder.

[Alfie Burke]

Håret var ikke noget andre fik lov at røre meget ved. Den ære faldt på ham selv og tvillingen. Faktisk savnede han hendes greb om lokkerne, selvom det havde været til den faste side, så snart hendes fingre forlod dem.

Søsterens målrettethed var ikke hjerteløs. Ikke i følge Alfie. Men det var støbt af noget andet. Noget mere hærdet, ligesom hans eget.

"Gør det dig nervøs?"

[Baylea Burke]

Blikke, der allerede hvilede på Alfie, blev tankefuldt i kølvandet på spørgsmålet. Uudgrundeligt, næsten, selvom han uden tvivl kunne se mere i hendes øjne end de fleste. Baylea fugtede læberne, men rystede til sidst på hovedet.

“Nej,” svarede hun, selvom hun ikke engang ville have overvejet det, hvis ikke de havde været alene. Foran andre benægtede hun pure, at hun havde skyggen af frygt i sig.

[Alfie Burke]

Svaghed var ikke noget der blev blottet skødesløst. Selvom Alfie derfor ikke forventede at blive mødt af noget tegn derpå, nød han at udfordre søsteren. Granske hendes ansigt efter tegn og signaler der gav ham en dybere indsigt i hendes sjæl end han allerede havde.

"Tænk at have sådan en stærk søster," Kom det fra ham - nærmest tankefuldt.

[Baylea Burke]

Baylea var stærk, både fysisk og mentalt, og det var sådan, hun gerne ville ses udefra. Derfor var hun heller ikke immun over for, at Alfie tænkte præcis dét om hende. Fingrene strøg igennem hans hår igen.

“Jeg er vel basker,” svarede hun med et indforstået glimt i øjet. De vidste begge, at det ikke var, hvad han havde ment.

[Alfie Burke]

Og det samme var han, men det betød ikke nødvendigvis at han altid følte sig ligeså stærk som søsteren. De havde dog begge deres områder. Steder hvor de brillerede. Sammen, kunne de opnå endnu mere. Ingen kunne vælte dem.

"Så lad os da slå de andre af banen. Læs."

Selvom han havde afbrudt processen, løftede han nu sin egen bog og begyndte at bladre rundt mellem eliksirerne igen. Dog uden at flytte hovedet fra den behagelige position.

[Baylea Burke]

Det var ingen nem opfordring at følge, mens Alfies hoved stadig lå i hendes skød. Det sitrede da også om Bayleas mundvige, før hun alligevel slog bogen op. Denne gang blev den dog liggende på gulvet ved hendes side.

Der gik længe, før de talte igen. Faktisk var det først, da stearinlyset over dem spruttede og gik ud, at hun overhovedet hævede blikket fra bogen igen. Mørket lagde sig tungt om dem, selvom det var lys længere nede af gangen.

“Måske det var et tegn,” konstateredes hun dæmpet, men uden at gøre anstalter til at handle på det. Det var selvfølgelig også begrænset, hvad hun kunne, før tvillingen flyttede sig.

[Alfie Burke]

Fokusset havde lagt sig mod en eliksir, der havde fået ham til at væde læberne i koncentration og endda bevæge disse, som kunne munden ikke undlade at røre på sig når han læste i sit indre. Og så blev det sværere at finde mening i skrifttegnene, da lyset langsomt døede ud. Kvalt af mangel på mere at tage fat i.

"Ja," Han satte sig langsomt op, men forblev ganske tæt på sin søster. "Fandt du hvad du ledte efter?" spurgte han, før han overhovedet overvejede at løfte sig fra underlaget.