En kølig fornøjelse [S]

[Kala Patil-Fawley]

I det år, de havde været sammen igen, havde Ronan Thomas aldrig været væk så længe. Kala var efterhånden ved at blive lidt sindssyg; nogen ville endda argumentere mere sindssyg, end hun havde følt sig, da hun brød helt sammen hos Liam. Den nogen var selvfølgelig hende selv, som hun greb kuglepennen, klikkede den op, tog en dyb indånding og satte den mod papiret.

Ronan,

Jeg tænker meget på dig. Virkelig meget. Især når jeg ligger i din seng og kigger på dine kedelige plakater der ikke bevæger sig. Så tænker jeg på dine sjældne smil der giver mig sug i maven og dit blik der tænder noget i mig. Jeg savner at kunne række ud og tage din hånd lige så meget som jeg savner at røre alt andet ved dig. Og at du rører mig.

Jeg håber når det hele ikke er for kaotisk at du også har tid til at sende mig en tanke. Måske saltvandet og de alt for mange kilometer ikke er så slemme. Hvis ikke så har du lidt hjælp her.

Din fodboldtosse.

Hun havde muligvis aldrig skrevet så meget før. I hvert fald ikke uden for skolen - og selv der havde hun ofte haft problemer med at få opfyldt pladskravene. Tegnsætning var der ikke meget af, men hun tænkte ikke, at det var det, der ville få ham til at skifte mening om hende. Så hun smed også den grønne velourtop ned i konvolutten, der var forhekset til at kunne rumme den.

Oplevelsen blev skyllet ned med en kop kaffe, selvom fingrene allerede rystede af både koffein og adrenalin. Hun kunne da heller ikke vente, til hun alligevel skulle ud den aften, med at sende det mod Peru.

Ventetiden var mildest talt angstprovokerende. Dagene gik. Så kom der endelig et brev. Jordens mindste brev. En kort beskrivelse af, hvornår de kom hjem og ikke meget andet. Og Kala var klar til at dø. I hvert fald et par timer, før fanden tog i hende. For så måtte der tages drastiske midler i brug.

Det var ikke skide velovervejet, da hun fandt sig siddende splitterravende Kong Hans i stuen og ventede på, at han kom hjem. Kulden begyndte at snige sig ind med tvivlen. For det var jo i virkeligheden lidt for koldt til at sidde der i sit bedste Eva-kostume og stritte med en fodbold, når hun egentlig ikke vidste, hvornår han præcis ville komme hjem. Og han ville jo nok gerne have et bad og noget mad og noget kaffe og en time på øjet og fuck. Hvad havde Vanya Patil-Fawley fået hende ud i?

Hun hørte kun svagt opgangsdøren gå, for det gjorde den så ofte. Nej, det var lyden af en nøgle i låsen ind til deres lejlighed, der fik hende til at gå i panik. Og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Den bedste strategi var at flygte og det var det, hun var på vej til, da Ronan trådte ind i rummet og hun stadig stod, halvt fanget mellem sofa og værelsesdør og skulle til at tænke hurtigt - ikke én af hendes styrker, når ikke der var målringe og tromlere eller smashere involveret.

Men der var ikke andet at gøre end bare at stå ved det. Så hun vendte sig om igen. Shit, skulle bolden foran skødet eller brysterne? Hun havde ingen anelse, så den endte med at hænge løst foran hendes skød, mens hun smilede et smil, der på ingen måde var så selvsikkert, som hun var gået efter.

"Øhm, hey. Velkommen hjem."

[Ronan Thomas]

Ronan var... Brugt. Mildest talt. Han havde været afsted siden november og de sidste måneder havde været mere intensive end noget andet. Heldigvis var det, efter fem, uendelige måneder, endt nogenlunde lykkeligt og han følte sig temmelig slidt.

Det afspejlede hans ydre da uden tvivl også, da han endelig kunne låse døren til lejligheden op. Hvad end han havde haft af usammenhængende tanker forsvandt dog helt over det syn, der mødte ham. Døren stod endnu åben foran ham og underkæben røg et stykke ned mod gulvet på en meget u-Ronan-agtig måde. I nogle sekunder var hjernen ikke helt med, før han sansede at træde frem og skubbe døren i.

Og for en gangs skyld fejlede han helt i at finde ord. Så blot helt himmelfalden ud.

[Kala Patil-Fawley]

Det var et meget skrøbeligt tidspunkt for Ronans tavshed. Men hvad kunne Kala andet gøre, end at stå der midt i rummet og stramme fingrene lidt om fodbolden. Hendes håndflader var fugtige mod læderet, selvom der var køligt.

Blikket flakkede til dørens bevægelse, men endte ved Ronan. Hendes mund føltes pludselig tør, så tungen gjorde ikke meget for at fugte læberne.

"Sig noget," endte hun da også med at formulere den bøn, der havde taget form i hendes tanker.

[Ronan Thomas]

Ronan prøvede, troede han nok, men kunne virkelig ikke for godt formå at holde sit blik løftet til hendes ansigt. Det faldt, som om tyngdekraften hev i det og han havde fuldkommen glemt, at han stadig stod med sin taske over ryggen og i øvrigt temmelig meget lignede en, der lige havde tilbragt det meste af et år i regnskoven.

Da Kala talte, formåede han dog at se op og møde hendes blik. Hans eget udstrålede den komplette mangel på forståelse for, hvad der skete, men det antydningsvise ulvesmil på hans læber afslørede, at det ikke var en dårlig ting. "Jeg prøver bare at fatte, om det her virkelig sker eller om jeg er blevet fanget i en eller anden magisk fantasilomme et sted i regnskoven."

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke første gang, Kala havde gjort Ronan målløs - eller endda fået ham til at måbe. Forskellen var bare, at dengang havde hun været iført et outfit, hun vidste, hun så godt ud i. Nu var hun nøgen, i mere end én forstand.

Men så smilede han det forbandede smil, hun ikke havde kunne slå ud af hovedet, og gav hende den forsikring, hun havde brug for. Bolden blev kastet til ham, blødere end normalt, men hun ville trods alt ikke ramme ham og lige nu så han ikke ud til at kunne tage flere overraskelser. Også selvom det efterlod hende helt blottet for hans blik.

"Jeg kan godt komme og knibe dig," tilbød hun, nu hænderne var fri, ikke uden et glimt i øjet.

[Ronan Thomas]

Ronan var absolut distraheret, men havde også gode reflekser og greb fodbolden uden problemer. Den landede på den ene arm, som han dumpede tasken tungt ned på gulvet med den anden.

"Ja, sgu," svarede han og trådte et par skridt frem, uden at bruge tid på at snøre støvlerne af. Et bryn var kippet let op, mens han nærmede sig. "Så, er der nogen særlig anledning til det her, eller er det bare sådan, du går rundt, når jeg ikke er hjemme?"

Ikke, at han ikke godt vidste, hvad anledningen var. Håbede han, i hvert fald.

[Kala Patil-Fawley]

Smilet voksede med selvtilliden, som Ronan nærmede sig. Det kriblede i hele kroppen efter at krydse afstanden til ham, men hun blev stående, hvor hun var, og hævede det ene bryn.

"Skal jeg have anden anledning end at byde dig velkommen hjem?" spurgte hun retorisk og gav ham da heller ikke tid til at svare.

"Så må du selv bestemme, hvad du vil først." Hun nikkede mod fodbolden. Men de vidste vist begge, hvad hun gerne ville have svaret til at være.

[Ronan Thomas]

Ronan var stadig svedig og beskidt efter junglen, men han tog sig ikke af det. Han krydsede blot afstanden og fnøs helhjertet over hendes ord.

Lyden af fodbolden, der ramte gulvet og hoppede væk ramte da også nogenlunde samtidig med, at han greb blidt fat om Kalas hofter, bøjede sig frem og pressede læberne insisterende mod hendes.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke sart. Hun var pjattet med duften af Ronan, selv når han var svedig og beskidt og havde fået lidt for meget sol. Det blev kun bedre, da han endelig nåede hende, så hun kunne slynge armene om hans skuldre og strække sig op mod kysset.

Han smagte varmt og lidt af dårlig kaffe, men af Ronan, og hun sukkede sin længsel ud med hans læber.

[Ronan Thomas]

Ronan havde helt reelt overvejet, om Kala mon virkelig ville blive ved med at vente på ham og de sidste fem måneder var tvivlen kun blevet større. I hvert fald indtil hendes brev, der nær havde fået hm til at gå til af rastløshed.

Og nu, ved den her velkomst, var der ikke for alvor nogen tvivl og han forsøgte ikke overhovedet at dæmme ned for sin egen længsel. Tværtimod kyssede han hende med stigende intensitet, mens hænderne gled om og fulgte bagdelens runding, inden de fortsatte til baglårene og slet og ret hev hende op.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde efterhånden vænnet sig til den mere opsøgende Ronan, men havde også haft flere måneder og et ubesvaret brev til at komme i tvivl over. Nu var der vitterligt ingen tvivl, som hun slog benene om ham.

Nærheden var nok til at få usynlige muskler til at trække sig sammen og hun slap flere suk mellem de sultne kys. Hun kunne fortælle ham, hvor meget hun havde savnet ham, men ord havde aldrig været hendes styrke, så hun kyssede ham med alt, hun havde.

[Ronan Thomas]

Der skulle helt sikkert udveksles ord, men Ronan havde heller ikke travlt med det. Der var vigtigere ting i første omgang og det var først, da både ben og arme syrede, at han måtte bryde væk med et gisp.

"Fuck," lød det dæmpet fra ham, men tonefaldet og det skæve smil understregede, at det var sagt med den reneste tilfredshed.

[Kala Patil-Fawley]

Det var okay køligt i rummet og Kala var ret så nøgen, men hun var ikke vanvittigt bevidst om nogen af delene. I hvert fald ikke, før kysset blev brudt og hun trak sig tilbage med en dæmpet latter.

Hvor godt Ronan end kunne bruge et bad, fforhindrede hende ikke i at plante bløde kys på hans kinder og næse og til sidst midt på hans magnetiske læber.

"Mh," lød det dæmpet fra hende. "Virkelig." Hun tog en indånding og måtte tvinge de næste ord frem: "Skal jeg hoppe ned?"

[Ronan Thomas]

Ronan kunne ikke lade være med at smile en anelse under regnen af kys, men så også på hende, som var hun blevet vanvittig, da hun stillede et efterfølgende spørgsmål.

"Nej," svarede han simpelt, men klart, før han kyssede hende igen og satte i bevægelse, indtil han kunne lempe hende ned på sofaen og selv følge efter.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke lyst til at hoppe ned, men hun kunne godt se nødvendigheden i det. Derfor smilede hun også som en lille sol over Ronans svar og havde snart fanget hans læber igen.

Sofaen var ikke det smarteste sted med hans lange lemmer, men hvor der var vilje, var der en vej - og hun kunne ikke huske at ville nogen mere end Ronan. Hun prøvede da også virkelig ikke at forhaste noget, men fem måneder var så lang tid og hun endte snart med at trække op i hans overdel.