Én af de dage

[Kala Patil-Fawley]

Adskillelsen med Ronan Thomas havde været en uomtvistelig præmis for deres forhold lige fra start af og normalt tog Kala det nogenlunde chill. Hun fokuserede på sine venner og sin karriere, samt alt, der fulgte med det - og det var da heller ikke så lidt. For det meste var hun da også beskæftiget og selvom hun altid havde det lidt funky, efter han tog afsted, aktiverede hun hurtigt sig selv.

Men dette besøg havde ikke været planlagt og hun havde hverken forberedt sig på det eller den alt for snarlige afsked, kun omkring en time senere. Hun havde virkelig prøvet at være tapper, men alt var fejlet og da han igen var taget afsted, kunne hun knapt holde gråden på afstand.

Det var da også med en følelse af at være lidt et rod, at hun tog afsted til Tudselommen. Hun følte sig ikke helt klar til turen helt til Skotland, så hun lånte den første og bedste pejs i London og lidt efter trådte direkte ind i den lille stue i William Knight 's lejlighed.

"Liam?" kaldte hun med en stemme, der stadig var ru og vaklende.

April, 2028

[William Knight]

Efter en lang dag på kontoret, var der blevet trukket i blødere bukser og en mørk tshirt. Vinduerne i lejligheden stod også åbent, fordi sommerdagen var lummer og ikke alle vinduer vendt i en gavmild retning.

Håret var stadig halvvådt efter badet, da han hørte en stemme fra køkkenalrummet, hvor kaminens ellers slukkede flammer havde blusset op med et grønt skær.

"Babe," Hilste han, før han spottede heksens ansigtsudtryk. Bryn krummede sig. "Jeg henter en øl." For mere behøvede han ikke at se. Snart var han kommet hen til hende med to kolde.

[Kala Patil-Fawley]

Det var lidt af et sats, men Kala havde ikke egen pejs og desuden heller ikke chill nok til at vente på, at en ugle kunne komme frem og tilbage fra Skotland. Hun havde dog heller ikke plads til at reflektere over sit held, da hun så Liam og allerede begyndte at krakelere.

Hun snøftede lidt og slog sig ned på sofaen, før hun tog imod den ene flaske. Men hun havde ikke særlig meget lyst til indholdet. Eller meget andet, for den sags skyld.

[William Knight]

Fordi hendes læber ikke med det samme havde fundet øllen, tog den forhenværende løve en impulsiv beslutning og satte de kolde mod sofabordet i stedet. "Ej. Kom da her," Han lagde armene omkring hende.

Det var ikke fedt at se Kala snøftende. Overhovedet ikke. "Snak med mig."

[Kala Patil-Fawley]

Kala gjorde ingen indvendinger, formåede det ikke for alvor. Hun lod bare Liam stille flaskerne til side og gled ind i hans favn. Armene snoede sig omkring ham, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

"Det er så dumt," mumlede hun grådkvalt ned mod hans skulder. "Jeg ved det jo godt, men ... Men det er bare ikke sjovt mere." Det havde det faktisk aldrig været.

[William Knight]

Armene blev lagt tættere omkring bedsteveninden. Tonen i hendes stemme var nok til at klemme hende yderligere mod sig. Med den ene hånd aede han hende trøstende over håret.

"Det må også være pressende... men prøv at hænge i, babe," kom det opfordrende for ham. "Du elsker spillet og sporten, hm. Det er klart at du er udkørt." Han troede at det var hvad det handlede om.

[Kala Patil-Fawley]

Tavsheden faldt efter Liams ord og til sidst var Kala nødt til at trække sig lidt tilbage, så hun kunne se på ham. Kinderne føltes varme og lidt hævede og øjnene det samme, men hun kunne ikke tage sig af det, som hun så forvirret på ham. Og så faldt brikkerne på plads.

Hun rystede hovedet og tørrede næsen med bagsiden af sin hånd. "Nej, det er ikke det," mumlede hun. "Ronan var hjemme i dag." Det var første gang i flere måneder og hun følte sig stadig helt ru.

[William Knight]

Om han nogensinde havde været en reelt god trøster, anede han ikke. Liam var trods alt den der havde hentet øl før han havde givet veninden et kram. Behovet for at være der for hende var dog ærligt og stærkt. Især nu hvor han kunne se hvor opsvulmede hendes øjne var, samt se det våde præg lige under hendes næse.

"Oh..." Kom det punkteret fra ham. Selvom det normalt ville være en god ting, var det tydeligvis ikke sådan tingene hang sammen.

"Og han er taget af sted igen?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde en lille smule snot på hånden og var generelt ikke sit mest charmerende selv i øjeblikket. Men det kunne hun ikke tage sig af og hun stolede på, at det ikke betød noget for Liam heller.

"Han kunne kun være her en time," svarede hun med et nik og maven trak sig sammen ved uvisheden over, hvornår hun ville se ham igen.

[William Knight]

Snot under næsen eller selv på hans afvaskede tshirt, betød ikke spor. Liam var egentlig bare glad for at Kala var dukket op, frem for at sidde alene tilbage i lejligheden lige efter det kortbeskrevne visit fra kæresten. Panden rynkede.

En time. Så var det næsten bedre ikke at dukke op overhovedet. Tanken var ikke en han italesatte. "Fuck," bandede han dog alligevel.

"Det er fandme ikke nok tid. Sagde han noget om hvornår han kommer tilbage igen?" spurgte han, velvidende om at der ofte gik måneder.

[Kala Patil-Fawley]

Ikke et sekund fortrød Kala, at han havde valgt rent faktisk at komme hjem, så de kunne bruge den begrænsede tid sammen. Det var i stedet netop begrænsningen, der fik hendes mave til at knuge sig hårdt sammen og minen krakelerede igen ved det dæmpede bandeord.

Hun nikkede sin enighed og tørrede tårerne væk fra kinden, selvom der kom flere. Hun snøftede igen.

"Han ved det ikke. Der er ikke altid så meget sikkerhed, når de er afsted."

[William Knight]

Der var ikke meget andet han kunne gøre end at sidde der og lytte. Trodse trætheden efter arbejdsdagen og være der for bedsteveninden, når hendes kedafdet-hed gjorde ham vågen og opmærksom. En hånd lagde sig mod hendes kind for at stryge tårerne væk.

"Jeg tror det er naturligt at være skide frustreret, når man bare skal være tilbage," Selvom Kala havde et travlt arbejdsliv, var der en forskel. Hun vendte oftere hjem til lejligheden - delt med en person der sjældent var der.

"Bare luk frustrationerne ud. Jeg lytter, babe."

[Kala Patil-Fawley]

Kala lænede sig ind mod kærtegnet, der var tryghed og varme. Ikke på samme måde, som hun fandt i Ronan, men noget andet. Noget familiært. Hun smilede mat, næsten taknemmeligt, gennem tårerne.

"Jeg er bare... Det er bare skod at se ham tage afsted. Og ikke at kunne nyde, når han er der, fordi jeg hele tiden tænker på, hvornår han tager afsted igen. Tæller dage, timer, minutter."

[William Knight]

Der var elementer af det som han sagtens kunne nikke genkendende til. Med Gillian, havde det med at skulle sige farvel også været virkelig svært og frustrerende. Der var dog også en markant forskel i situationerne. For han vidste hvornår ørnen dimitterede og hvornår Hogsmeadeweekender og ferier lå.

"Har I nogensinde snakket om hvordan det ser ud på sigt for-... altså, jeg tænker at I nok snakkede om det da I blev kærester igen, men nu har I været i denne her situation længe, og det tærer tydeligvis på dig."

[Kala Patil-Fawley]

Faktisk havde de aldrig haft snakken, selvom meget var forbedret i denne omgang. Men Kala var pludselig meget bevidst om det og hun trak på skuldrene. Hun greb flasken, mest for at have noget at holde om, selvom hun stadig ikke førte den til læberne.

"Det er ikke ... Det er ikke sådan, det fungerer. Vi støtter hinanden," mumlede hun, selvom hun ikke følte sig så sikker på det, hun normalt fandt ro i.