På en lille brandtrappe i London

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke nødvendigvis meget, Kala havde hængt ud med Jemima Burke uden om træningerne i skoletiden og efter den, var det primært gennem Ailis eller Elias, at de var stødt ind i hinanden. Da de var rendt ind i hinanden i Diagonalstræde den dag, havde hun dog ikke desto mindre budt muligheden, for at ændre på det, velkommen.

Med et suk i tilfredshed lænede hun sig bagud mod den lune murstensvæg og strakte benene på den ikke voldsomt store brandtrappe, ganske belejligt placeret lige uden for vinduet. Blikket gled tilbage til krøltoppen.

"Ved du så, hvad du vil nu efter skolen?" spurgte hun. Det var ellers et emne, hun havde undgået. Det skulle i hvert fald ikke være hende, der satte nogen under pres. Men nu havde de ligesom diskuteret verdensmesterskaberne, den forestående sæson, generel Quidditch-begejstring og hvor dejlig varm sensommersolen var dén dag.

[Jemima Burke]

Jemima havde ikke forladt Hogwarts med verdens mest imponerende venneflok. På den anden side, havde hun heller aldrig været typen, der havde behov for femogtyve, når fem gode kunne gøre det.

Kala var måske aldrig helt kommet i vennekategorien, men de havde alligevel så mange fælles venner, at de helt automatisk ofte havde krydset veje, ud over de mange timer de havde tilbragt på quidditchbanen sammen. Alt andet lige, kunne hun virkelig godt lide den ældre (nu ex) slange og havde ikke tøvet med at sige ja til at forlænge sin tur til London lidt den dag.

Jemima havde løftet ansigtet mod solen og missede et øjeblik mod den, da hun vendte blikket mod Kala "Måske.." hun trak helt tydeligt på det, overvejende hvor meget hun skulle sige "Eller ja.." rettede hun og skar en lille grimasse "Det er bare lidt.. kompliceret."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var virkelig ikke særlig kompliceret, men det betød ikke, at hun ikke havde erfaringer med, at livet var det. Derfor nikkede hun også bare lidt, overvejede, og sprang så alligevel ud i det.

“Hvordan kompliceret? Hvis du vil snakke om det, altså.”

[Jemima Burke]

Jemima skar en grimasse, men havde også lidt et behov for at snakke med nogen om det hele og Kala var nem at snakke med "Bare.. fordi det jeg allerhelst vil, virkelig ikke er det min familie mener jeg skal." hun trak benene lidt op, lænede sig ind mod sine lår og lagde armene omkring knæene "Så uanset hvad jeg gør, så bliver nogen ikke tilfredse. Jeg skal bare vælge om det skal være mig eller dem." hun kneb det ene øje i og fremtvang et mat smil "Kompliceret på den måde."

[Kala Patil-Fawley]

Endnu engang blev Kala konfronteret med følelsen af at have været i Jemimas sted og endnu engang aktiverede det en form for beskyttergen, selvom Jem ikke længere var en elev. Eller én spiller på hendes hold.

"Yeah, sådan var det også for mig," svarede hun og tog en dyb indånding, før hun trak på skuldrene. Hun havde ikke for alvor talt med nogen om, hvad der egentlig var sket, før hun var flyttet ud. Ikke andet, end at ikke kun havde været hendes eget valg.

"Mine forældre fortalte mig, at jeg i hvert fald ikke skulle spilde mit liv under deres tag. Så, ja. Nu er jeg her."

[Jemima Burke]

Jemimas bryn løftede sig i mild overraskelse "Ja?" hun vidste ikke vildt meget om Kalas familie og slet ikke om deres indbyrdes forhold. Hun havde nok bare aldrig forestille sig, at det kunne sammenlignes med hendes eget.

Hun lyttede og brynene krøb lidt sammen, før hun endte med at skære en lille grimasse i sympati "Jeg tror mine ville have det fint med jeg gjorde det, eller allerhelst skyndte mig at blive gift, så jeg havde en mand hvis tag jeg kunne spilde mit liv under." hun slap et suk "Nogen gange føler jeg lidt jeg blev født ind i den forkerte familie."

[Kala Patil-Fawley]

Nok var Kala ikke født som fuldblodsheks, men hendes far var fuldblodstroldmand og havde altid ønsket de samme privilegier for sine efterkommere, som han selv nød godt af. Derfor nikkede hun, tøvede lidt, men talte så alligevel om den familie, hun så sjældent nævnte.

“Det kender jeg godt. Min far er en Fawley, jo.” Hun sukkede. Ikke samme status som Burke, men dog blandt Sacred 28. “Han har altid gerne ville, at både Vanya og jeg kom i lære i Ministeriet. Og fandt én at blive gift med, selvfølgelig. Jeg tror ikke, hans krav er så anderledes end dine forældres.” Et mat smil blev rettet mod Jemima. Hverken arbejdet, boligen eller hvem hun boede der med var acceptabelt for dem.

“Du skulle have set dem, dengang jeg hang ud sammen med Im… rah. Avery.” Tilføjelserne kom ved eftertanke, bare for at være sikker på, at Jemima vidste, hvem hun talte om. Normalt blev det ikke så privat mellem dem. “De delte ikke helt samme begejstring for Ronan.” Eller hans forældre, nok nærmere.

[Jemima Burke]

Jemimas blik flakkede et øjeblik ved Kalas konstatering og hun endte med en halvt, undskyldende grimasse, uden at afbryde. Det var åbenbart nemt at glemme, at Kala også kom med i hvert fald én forælder, der stillede lignende krav til hende.

Det trak alligevel i Jemimas mundvige og hun rystede på hovedet med et skævt smil, ligeså mat som Kalas "Nej.. det lyder ret bekendt alt sammen. hun tav igen og nikkede mest for at indikere hun lyttede og forstod "Så de ved godt du og Ronan er en ting?"

[Kala Patil-Fawley]

"Det tror jeg," svarede Kala, selvom hun ikke vidste det. Hun talte sjældent om forældrene med hverken Vanya Patil-Fawley eller Kiaan Patil-Fawley, selvom nysgerrigheden ofte meldte sig. Men det var et år siden, at hun sidst havde hørt fra deres forældre.

"De vidste det første gang, men jeg tror, de håbede, at jeg ville vokse fra det eller sådan noget."

[Jemima Burke]

Igen lød Kalas svar alt for bekendt, men på en underlig måde, fik det også Jemima til at slappe lidt mere af "Jeg har ikke fortalt mine om Elias Oliver Wood heller.." indrømmede hun, selvom hun var ret sikker på Kala nok allerede vidste det "Min søster ved det og Elias er okay med det.. det siger han i hvert fald." hun skar en lille grimasse og fortsatte "Jeg tror min mor har en mistanke. HUn har ikke sagt noget, men jeg hader at lyve for dem. Jeg tror måske også bare hun håber det er noget jeg vokser fra, indtil de kan finde en til mig de synes er passende."

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede, selvom hun ærligt talt ikke snagede meget i sine venners forhold. Hun lyttede dog gerne og slap en dæmpet lyd i forståelse, da Jemima nåede en naturlig pause.

"Yeah. Jeg hadede det også," svarede hun. "Og ærligt? Jeg havde nok ikke forventet, at de rent faktisk ville ende med at bede mig om at flytte ud." Hun trak på skuldrene.

"Men det var sådan, Ronan og jeg ligesom ... genetablerede kontakten. Så." Hun trak på skuldrene igen.

[Jemima Burke]

Jemima nikkede opfordrende i indikation til hun stadig lyttede ogfølte brynene krybe lidt sammen, da Kala satte ord på et muligt udfald hun selv havde overvejet "Nej.." fortænderne fangede et øjeblik underlæben før hun fortsatte "Det ville jeg heller ikke.. måske nærmere det modsatte og sætte mig i husarrest på ubestemt tid - myndig eller ej." hun rakte op og snoede en krølle rastløst om en finger "Jeg tror også lidt min plan var, at jeg skulle flytte før de fik muligheden for nogen af delene. Hvis jeg kommer ind, så ville det uanset være mest praktisk at bo i London." hun gjorde en lille pause og overvejede før hun fortsatte "Jeg har søgt en plads som aurorlærling."

[Kala Patil-Fawley]

"Daaaaaamn," svarede Kala, tydeligt imponeret. Det var ikke nemt at blive auror. Hendes karakterer havde i hvert fald aldrig tilladt det.

Hun tænkte ikke rigtigt over, hvad det ville betyde, da hun fortsatte: "Altså ... Hvis det er, kan du jo komme her."

[Jemima Burke]

Kala var kun den anden person ud over Elias Oliver Wood hun havde fortalt om sin plan og nu hvor ansøgningen var afleveret, gav den andens reaktion hende et nervøst sug i maven "Jaer.. I know.. crazy." svarede hun og skar en halv grimasse, før hun åbnede munden for at sige noget mere.

Hun glemte dog hvad det faktisk var, da Kala fortsatte og i stedet fik hende til at sigge med halvåben mund et par lange sekunder og glo "Komme her.. hvordan?" spurgte hun tøvende, bare for at være sikker på hun ikke havde misforstået noget.

[Kala Patil-Fawley]

Kala så ud over baggården og opdagede derfor ikke den tidligere holdkammerats måben. Først ved spørgsmålet drejede hun hovedet og trak på den ene skulder. Måske det var noget, hun burde tale om med Ronan Thomas, slog det hende. Men det var måneder siden, hun sidst havde set ham.

“Altså, jeg skal nok lige vende det med Ronan, men, ja, altså, jeg bruger mest hans værelse og, ja, jeg har ikke set ham siden omkring påske uanset, så … Mit værelse er der i hvert fald. Hvis du har brug for et sted at finde fodfæstet?”