Eksklusiv familiemiddag

[Claremont Zabini]

Middagsbordet var altid den rigtige størrelse til det rigtige antal gæster. De sad aldrig for tæt eller for langt fra hinanden, og det var præcis sådan at det skulle være. Blaise og Pansy sad på deres faste pladser og imens Clinton og hans forlovede lignede nogen der selv havde valgt hinanden, lavede Calliope og Finley Runcorn diskret ravage i deres egen bordende. Hel præcist hvad de lavede kunne Claremont ikke finde ud af, så han tog bare en beslutning om at han ikke skulle have flere asparges fra dét fad.

Petronelle dela Cruz sad ved siden af ham. Han havde endnu ikke fået mulighed for at bruge særlig meget tid med hende efter forlovelsen var blevet annonceret. Ikke alene i hvert fald. Men hun var sød at se på og lod til at komme godt i snak med de fleste. Selv hans forældre, sådan for deres standarder.

Selv skar han et stykke af den perfekt tilberedte havbars og lyttede imens Pansy selvhøjtideligt fortalte om den tilsyneladende mest vidunderlige kjole hun selv havde haft på til sit bryllup, under dække af et spørgsmål om hvilken slags kjole Petronelle havde i tankerne.

[Petronelle dela Cruz]

Spurgte man Thiago dela Cruz, hvad hans ældste datter skulle til England efter, havde han en mindre tale forberedt med alle de gode grunde og fordele. Petronelle selv var ikke lige så klar på, hvad hun lavede der. Især ikke siddende til bords med sin kommende svigerfamilie i et hjem så britisk, at der knapt ville komme sollys ind - selv hvis solen formåede at trænge igennem skyerne.

Men hun var velopdragen og smilede til Pansy Parkinson, der dog forhåbentligt ville have forståelse for, at Nell heller ikke selv ville tage nogen andens navn.

“Jeg ved ikke, om jeg vil have kjole på,” kunne hun dog ikke dy sig for at svare og trak på den ene skulder. Den mørkhårede kvinde virkede ikke tilfreds, men hendes krølhårede kaos af en datter lod til at finde ny interesse i samtalen. Om det bare var for at se Pansys reaktion, vidste argentineren ikke. “Der findes mange muligheder.”

[Claremont Zabini]

Claremont havde kun lige taget en bid mad i munden, og var nær ved at kløjes i det, da han ufrivilligt slap en underholdt lyd som heldigvis kunne skjules lidt af den diskrete hosten der fulgte efter.

Han løftede nysgerrigt blikket mod Petronelle, og undgik bevidst sin mors.

De eneste 'alternative' muligheder Claremont kunne komme i tanke om til 'ingen kjole' var lige præcis dét. Ingen kjole. Tankestrømmen vandrede videre til et bryllup hvor alle var nøgne, og han var ikke fuldstændig frastødt af idéen.

Indtil han kom i tanke om onkler og tanter, der også skulle deltage.

"Hvad har man på i Argentina, Petronelle?"

[Petronelle dela Cruz]

Nell havde absolut ingen planer om at skulle til nøgenbryllup, men sandt at sige havde hun nok heller ikke mange planer om at skulle deltage i et bryllup, hvor hun var bruden, forlovelse eller ej. Blikket på Claremont var dog ikke desto mindre spillende og smilet livligt, da hun greb sit glas.

“Til bryllup? Traditionelt set hvid kjole, slør, blomster. Jeg tænker, du kender konceptet.”

[Claremont Zabini]

Claremont fugtede læberne og rakte selv ud efter sit glas, for at fugte ganen efter at have slugt maden forkert. Pansy havde rettet din opmærksomhed mod Callie og Blaise virkede uinteresseret i hele samtalen.

"Jeg har hørt om det." Svarede han let ironisk, og rettede opmærksomheden mod glasset inden han tog en tår.

"Men jeg havde håbet du kunne bringe noget mere eksotisk på banen, et engelsk bryllup kan desværre godt blive kedeligt."

[Petronelle dela Cruz]

Nell grinede. Ligesom England var Argentina påvirket af kristendommens indtog og bryllupperne bar præg af det.

"Jeg gør mig ikke i kedelige affærer," svarede hun, hvad sandt var. Benene blev lagt over kors, før hun tog en tår af vinen.

"Eller lange, hvide kjoler."

[Claremont Zabini]

Det var en skam at krøltoppen, snothvalpen og Claremonts forældre også sad ved bordet. Det gjorde jo uundgåeligt middagen til en kedelig affære.

Han slap et mildt underholdt fnys og vendte opmærksomheden mod maden igen. "Ja, så skulle du nok være blevet i Argentina." Bemærkede han, inden han tog den bid i munden han netop havde skåret ud, imens blikket faldt med væmmelse på det yngste par da den ene af dem stak en ært i næsen.

[Petronelle dela Cruz]

Nok vendte Claremont blikket væk, men Nell betragtede ham stadig og hævede et bryn over hans ord. Instinktivt rankede hun sig lidt på sin stol og fulgte hans blik over til det andet par, hvis forlovelse var arrangeret. Ukurant, måske, men det fik hende til at trække ganske flygtigt på smilebåndet. Det var snart væk igen.

"Ja. Måske jeg skulle." Ordene havde fået en skarp undertone.

[Claremont Zabini]

Den pludselige skarpe tone kom bag på ham, og fik ham til at rette blikket imod hende igen. Han smilte, let underholdt.

"Tag det ikke personligt, Petronelle. Jeg tvivler stærkt på, at England forsøger at være kedelig med vilje."

Pansy lod stadig til at være mere optaget af det yngre par end det ældre, men ikke desto mindre sænkede han stemmen og lænede sig en smule tættere på.

"Men hvis du hellere vil giftes i Argentina, siger jeg da ikke nej." Det ville også reducere mængden af presse betydeligt, og måske kunne han lettere slippe afsted med at lade som om han var single, når han gik i byen.

[Petronelle dela Cruz]

Nell var ikke lige så overbevist som Claremont, men hun lod sig bløde op, da han lænede sig tættere på. Blikket flakkede kortvarigt til hans forældre, før hun fandt tilbage til mørke øjne.

"Har du en elsker, du gemmer mig fra?" spurgte hun og et drilsk glimt havde fundet tilbage til hendes blik. Ikke, at det ville gøre hende meget, hvis det var tilfældet.

[Claremont Zabini]

"Et par stykker," svarede han afslappet og denne gang uden at bekymre sig om forældrene hørte det. De havde trods alt ikke konteksten. Der var dog et glimt i hans blik der afslørede, at det muligvis var sagt i spøg.

"Bliver det et problem?"

[Petronelle dela Cruz]

Petronelle slap en munter lyd og spiddede en kartoffel med gaflen. Blikket slap ham dog kun i enkelte sekunder.

"Vil du gerne have det?" spurgte hun i samme drilske tonefald. "Kvinder kæmper over dig?"

[Claremont Zabini]

"Hvem siger jeg ikke allerede har det?" Svarede han, med et selvtilfredst glimt i øjet.

Han skar endnu et stykke af havbarsen og hvilede blikket på maden imens han fortsatte samtalen. "Men du kan heller ikke bilde mig ind, at ingen kæmper lidt om en kvinde som dig, Petronelle. Det bliver en sorgens dag for mange håbefulde, den dag vi tager vores kedelige tøj på og holder vores kedelige bryllup."

[Petronelle dela Cruz]

Nell havde ingen grund til eller behov for at stille spørgsmålstegn ved postulatet. Ikke andet, end en underlig trang til at pille ham et hak eller to ned, der altid meldte sig, når hun blev konfronteret med lidt for selvfede mennesker. Det viste sig dog kun som en krumning om hendes ene mundvige, underholdt næsten.

De næste ord trak et muntert fnys fra hende og hun lagde bestikket fra sig for i stedet at hæve sit glas og læne sig lidt ind mod ham. Det var ikke en skål for hele bordet, det var en skål for dem og hun tog sig endda friheden af at støde glasset blødt mod hans, så det frembragte en lys, klirrende lyd.

“For vores kedelige bryllup,” erklærede hun og tog en tår, før hun tilføjede: “Og du kan bare kalde mig Nell.” Selvom han nok ville udtale det helt anderledes, end hun med sin tykke, spanske accent.

[Claremont Zabini]

"Nell," gentog han. Om end det lød anderledens i hans mund end i hendes. Ikke at det var noget han selv bemærkede, da glassene klirrede let og indbød dem begge til at tage en tår.

Resten af middagen forløb ligeledes behagelig. Så behagelig som en aften nu engang kunne vær i selskab med en kvinde man åbenbart skulle tilbringe resten af livet med, ved et bor hvor Callie og hendes vedhæng gjorde deres bedste for at sabotere alt. Heldigvis stak de af efter desserten, og var ikke til at finde igen.

Claremont regnede med at han ville slutte sig til sin far i herreværelset.