Solstråler og skæbnemøder

[Agnes Rosier]

Det var ikke første gang, Agnes var med til Lughnasadh, men hun var aldrig helt komfortabel omkring så mange mennesker. Dette år var det dog ikke dét, der gjorde hende mest utilpas. I stedet havde Matheos øjne, der syntes at følge hende over alt, fået hende til at drive væk fra Rosier-familien.

Hun havde ikke haft noget egentligt mål, ikke bevidst. Men hun lyste helt instinktivt op, da hun fik øje på Simon Montague i mængden.

[Simon Montague]

Simon Montague havde aldrig været synderligt begejstret for dyr, men i løbet af sommerferien var han gået hen og blevet helt begejstret for ugler. Og det var der en særlig grund til: De fjerbeklædte budbringere fløj over himmelbuen med Agnes ord; små håb, delte minder, smil på pergament.
Pludselig var de dog udeblevet, uglerne. Tavsheden havde efterladt den unge troldmand tilbage i den stilstående (og lettere depressive) familie-virkelighed.

Det var derfor med uforbeholden, tydelig glæde at han genkendte det røde hår blandt alt det ligegyldige. Han løftede hånden til hilsen. Irritationen og de irrationelle forklaringstanker, som var opstået efter ugletrafikkens ophør, var et øjeblik komplet glemt.

[Agnes Rosier]

Agnes havde haft dårlig samvittighed forbundet med Simon tidligere, men det gjorde hende ikke mere forberedt på bølgen af det, der strømmede ind over hende nu. Glæden ved gensynet var syndig, forbudt. Men det forhindrede ikke hjertet i at slå hurtigere.

Hun var ikke gift endnu, mindede hun sig selv om. Og de havde ikke gjort noget forkert. Men det føltes alligevel næsten sådan, da hun løftede sin egen hånd og gengældte med en lille vinken.

[Simon Montague]

Simons begejstring blev kun større af, at Matheo tilsyneladende ikke var i nærheden. Så helt klæbende var drengen trods alt ikke alligevel?
Da afstanden imellem dem var reduceret betydeligt, stoppede Simon op, betragtede hende, kun for at erkende at hun ikke umiddelbart virkede anderledes, til trods for tiden der var gået siden afslutningsfesten.

”Agnes! Hvor er jeg glad for at se dig!” hilste han unødvendigt, fordi kropsproget allerede røbede det.
”Har du tid til at gå lidt rundt? Har du haft meget at se til?” Det kunne forklare, hvorfor uglen var stoppet med at banke næbet mod ruden.

[Agnes Rosier]

Agnes havde haft en lille smule ondt i maven over ikke at svare Simons breve, men nu løsnede det sig op igen. Et smil tegnede sig endda over hendes læber over den åbenlyse begejstring, som hun dog ikke dristede sig til at gengælde alt for overstrømmende.

"Man tror altid, at sommerferien er til for at slappe af," vævede hun i stedet for at svare direkte. At hun for det meste havde siddet og set ud på vandet og tænkt på ham.

"Hvad med dig?"

[Simon Montague]

Troldmanden slog sig til tåls med svaret, fordi han ikke gad gumle på alternative forklaringer, nu hvor han atter befandt sig med hendes smil i sit synsfelt.

”Præcis! Man har knapt nok fået tid til at glemme pensum, før hovedet bliver fyldt med andre ting.” Usikre fremtidsplaner, for eksempel. Tæt-på-tomme-bokse i Gringotts og risikable beslutninger. I forsøg på at slippe tankerne, som automatisk opstod ved sit eget tynde svar, satte Simon i fysisk bevægelse, en afslappet gang.

”Er du lige kommet?”

[Agnes Rosier]

En dæmpet lyd i bekræftelse forlod hende, men hun forfulgte ikke emnet. Gud vidste, at hun havde haft rigeligt at tænke på, efter Matheo Rosier havde invaderet hendes privatliv.

"Nej, vi har været her i noget tid," svarede hun svævende, mens blikket ubevidst vandrede over mængden for at sikre sig, at der ikke var nogen fra familien i nærheden.

[Simon Montague]

Simon fulgte Agnes blik, hæftede sig ved en mand med gedeskæg af forbløffende energisk vækst.
”Er du stødt på nogen fra skolen?” spurgte han, mest for at holde samtalen i gang. Der var tusind ting han ønskede at spørge løven om, men erfaring havde lært ham, at det var dumt at springe direkte ud i det. Der skulle ligesom et par sætninger til at viske utrygheden helt ud af blikket; kappe tanketrådene midlertidigt til det nervøse sind, som Simon bebrejdede Rosier for at have lagt over Agnes ellers livlige væsen.

[Agnes Rosier]

Blikket fandt tilbage til Simon, selvom Agnes var stigende bevidst om det problematiske i, at han fik hendes mave til at slå kolbøtter på dén måde. Hun rystede på hovedet og slap en udånding.

"Jeg har primært været sammen med Matheo," svarede hun, ikke uden et stik af ærgrelse over dette.

[Simon Montague]

”Banket ham grumt i skak, formoder jeg?” kom han hende i møde, selvom Simon slet ikke kunne forestille sig drengen være interesseret i noget, der kunne skabe bare den mindste glæde hos andre.
Han skævede til Agnes, det lille smil affødt af hendes blotte tilstedeværelse, hang ved.

”Sig at han er dårligere end mig!”

[Agnes Rosier]

Agnes havde ikke meget lyst til at snakke om Matheo Rosier, hverken med ham eller andre. Det føltes forkert, som at forråde hans tillid - mere, end hun gjorde det ved at være her med Simon nu. Så hun trak på skuldrene, før hun så op på ham. Smilet havde sneget sig tilbage.

"Det ville være noget af en bedrift, hvis han var," drillede hun, valgte at fokusere på Simon i stedet.

[Simon Montague]

Agnes kommentar fik resolut Simon til at bremse op og vende sit ansigt mod hende; for en stund iagttog han hende indgående. Så stak han næseborrene op mod himlen, indsnuste forstilt luften.
”jeg tænkte det nok -” brummede han for sig selv, og sendte hende et alvorligt blik under en rynket pande: ”- her lugter helt bestemt af røg.” Derpå lænede han sig tilbage på en sådan måde, at han kunne få udsyn til Agnes’ kjoledækkede bagdel. Blikket kunne ikke længere se sig helt fri for et drillende glimt, da de genfandt heksens ansigt.

”Du er jo ildsprudende, lille krabbe! Pas på hvad du siger, ellers ender jeg med at skulle på Skt. Mungos."

[Agnes Rosier]

Agnes var aldrig blevet betragtet, som Simon gjorde det og det efterlod hende varm i kinderne. Hun rystede på hovedet af ham, men mundvigene sitrede og blikket spillede.

"Du kan selv være en krabbe," fnøs hun, men det lød mere underholdt end fornærmet. Hun var stoppet op og lænede sig frem for at indsnuse ham. Det skulle have været teatralsk, men hun indså øjeblikkeligt, hvor meget hun havde savnet netop dén duft. Hastigt trak hun sig tilbage, kinderne varmere.

"Selvom du lugter mere at brændt kylling." Hvis brændt kylling altså duftede friskt og mystisk og ualmindeligt besnærende.

[Simon Montague]

Simon fnyste begejstret af hendes gensvar; både af ord og handling.
Det var svært at opretholde den alvorsfulde mine, ligesom det nærmest var umuligt at tage hendes drillerier til sig som andet end glødende, hjertesvulmende komplimenter (ak lille hjerte, brist ikke!).

Uvilkårligt løftede han hånden for at knibe lidt i hendes ene varme kind.
”Du har virkelig savnet mig, hva´?” Han slap sit tag, og rettede sig op, fordi han helt reflektorisk havde søgt tættere på hendes væsen.

”- Men lige meget hvor overvældende dit savn er, lille krabbe, vil dine flabetheder ikke gå ustraffet hen – ingen skal kalde en Montague en brændt kylling!”

[Agnes Rosier]

Berøringen pustede til minder, der for længst burde være begravet, men stadig fik det til at flakse i hendes mellemgulv. Hun fnøs og gav hans fingre et blidt, irettesættende (og mest af alt legende) dask.

"Og hvordan havde du så tænkt dig, at det ville gå for sig?"