Mors dreng

[Matheo Rosier]

Ofte når han vendte tilbage til hjemmet efter et semester, kom savnet virkelig til udtryk. Ikke at Matheo nogensinde blev den snøftende omsorgssyge dreng, men han skænkede sin mor, Odile Moreau Rosier, en overvældende mængde af opmærksomhed, der sikkert ville stilne mere af efter de første dage hjemme.

"En læsning, maman," Opfordrede han, denne regnfulde sommerdag hvor de havde trukket sig indendørs i en af stuerne. Øjnene bevægede sig mod bunken af tarotkort. "Jeg har brug for en."

Han havde holdt øje med Agnes Rosier til afslutningsfesten. Så godt han kunne formå, men der var stadig mange uklarheder. Især i ham selv. Besidderiskheden havde et hold om ham, selvom de ulmende følelser for - og oplevelser med fugleungen nok var det eneste han ikke delte med sin mor.

[Odile Moreau Rosier]

Odile sad allerede ved sit lille bord tæt ved et af de store vinduer og så op fra kortene der var lagt ud ved Matheos ønske "Oui?" tonen var spørgende, men der var få ting hun ville nægte ham, og en læsning i kortene, var noget hun gladeligt gav.

"*Asseoir." opfordrede hun med et nik mod den anden side af bordet, mens hun samlede kortene sammen i en sirlig bunke igen "Noget bestemt du søger svar på, eller mere bare et overblik over hvordan ting står til?"



*Sæt dig.

[Matheo Rosier]

Matheo gled ned i stolen overfor de velkendte, velbrugte kort. Sommetider når han havde slanget sig på sofaen en regnfuld dag som dette, kunne han bare ligge og nyde lyden af kortene der blev blandet eller lagt ud med nøjagtighed.

"Et overblik," svarede han, mere befærdet i det engelske end det franske. Forståelsen var der, men det var sjældent at han selv talte sproget.

"Over sommeren. Hvad der er i vente."

[Odile Moreau Rosier]

Odiles blik fulgte ham mens han kom nærmere og satte sig overfor hende. Et øjeblik sad hun blot og betragtede ham, læste ham, ligeså meget som hun lyttede til hans ord, før hun besvarede dem med et lille nik "*D'accord."

Hun tog kortene op og med en glidende, indøvet bevægelse, spredte hun kortene ud i en vifte foran ham på bordet "**Tirez quatre cartes." bad hun og så afventende på ham.

*Okay (agtigt xD)
**Træk fire kort

[Matheo Rosier]

Som altid, gjorde han som han fik besked på af sin mor. Fingrene rakte ud og trak de kort der talte mest til ham. En. To. Tre... Øjnene gled over viften af nedadvendte tarotkort, før de stoppede ved et. Fire.

"Må jeg?" vende dem altså. Blikket fæstnede sig ved maman.

[Odile Moreau Rosier]

Odile var tavs mens hun betragtede Matheos fingre svæve over de udbredte kort. Søgende ligesom hans blik mod dem. Om han følte energien, den svage summen omkring kortene som hun selv gjorde, vidste hun ikke, men hun var tilfreds med hans koncentration mens han udvalgte sine kort.

"Oui." hun nikkede igen og noterede sig mentalt, hvilke kort han havde trukket i hvilken rækkefølge, mans hun samlede de utrukne kort sammen og lagde dem ud til siden. Hun trak Matheos kort lidt længere ind på bordet og omrokerede dem en smule på, mens hun så vurderende ned på dem "Seks sværd.." hun lagde fingerspidserne ganske let mod det første kort han havde trukket, mens brynene trak sig lidt sammen "Konflikter opsøger dig.. tvivl." hendes bryn krøb lidt sammen "Søg væk fra dem til roligere farvande. Til et sted hvor du kan samle styrke, enten mentalt eller fysisk."

[Matheo Rosier]

Kortene blev vendt og betragtet. Matheo var blevet læst før af sin mor og kendte visse af billedernes betydning. Heksens kendskab var langt dybere end hans eget og han respekterede hendes fortolkninger, ligesom han respekterede alle andre ord der flød fra hendes mund.

Øjnene fulgte kortene da de blev rokeret rundt. Konflikter. Agnes havde inviteret en konflikt ind i form af Simon Montague og han tvivlede bestemt på hendes loyalitet. Tænk bare på alt det han havde beskyttet hende fra. 

"Hvilket sted?" spurgte han sin mor. Hjemmet havde altid været hvor han samlede styrke, men nu var en svaghed kommet ind i hjemmet, og fik ham ikke til at føle sig stærkere.

[Odile Moreau Rosier]

Odile løftede blikket da Matheo talte og lagde hovedet lidt på skrå med en tsk'ende lyd "Det behøver ikke være et fysisk sted, choupinou." huskede hun ham på og lod den ene hånd tegne et usynligt ottetal i luften mellem dem, mens hun ledte efter de rigtige, engelske ord "Det kan også være en særlig sindstilstand, hvor du føler du kan lukke af for tvivlen og vende den til noget konstruktivt, oui?"

Hun så ned igen og vendte det næste kort, seks mønter. Studerede det, både alene og i forbindelse med det første, før hun talte igen "Der er hjælp at finde. Du behøver ikke stå alene med din tvivl. Nogen er klar til at støtte dig i dine valg, hvis du er klar til at dele hvad du går alene med." fortolkede hun og så uudgrundeligt op på ham, med brynene igen krøbet lidt sammen.

[Matheo Rosier]

En sindstilstand. Matheo nikkede og blinkede lidt langsommere, for lige at lukke lidt mørke ind fra lukkede øjenlåg. Bare for nogle splitsekunder. Fingrene rakte dernæst frem og berørte det første vendte kort. Seks sværd. Konflikt.

Det næste kort blev vendt, men han følte sig først en flig fortrøstningsfuld da moderens fortolkning var fuldendt. Blikket blev dirigeret op for at møde hendes. Han nikkede.

Før hun kunne vende det næste kort, rakte han hånden frem med forsiden opad. I en sagte invitation til at hun skulle tage den. "Maman. Jeg er urolig for Agnes. For at hun ikke holder af mig."

[Odile Moreau Rosier]

Odile gav ham igen et øjeblik til at fordøje sine ord, hvilket også gav hende tid til at læse hans ansigt og få bekræftet noget, hun allerede vidste - at der var noget der gik ham på som han ikke fortalte hende.

Hun kunne finde ud af hvad det var med magi, eller få Lucian Rosier til det, men hun gav ham alligevel muligheden for selv at nå frem til at fortælle. Hun følte han var tæt på da hun så ned på kortene igen og flyttede slanke fingre til det tredie kort. Før hun nåede at se nærmere på det, gled en hånd ind i hendes synsfelt og et splitsekund trak det ganske lidt i hendes mundvige.

Så løftede hun blikket igen og lagde i stedet hånden over hans. Lukkede fingrene omkring hans og klemte let "Hvad har givet dig den bekymring, chérie"

[Matheo Rosier]

Det betryggede ham at mærke morens slanke fingre over sine. Hvordan de klemte i en blød forsikring, selvom han følte sig skamfuld over at have tilbageholdt noget. For sandheden stak i dybere. Han havde slettet Agnes hukommelse engang hvor hun havde forvildet sig ned i gangene, uden at sige et ord om det.

"Det er bare den her... følelse," fortalte han. Brynene bukkede sig en anelse. "Der er en anden dreng der viser interesse i hende. Jeg frygter at hun ikke afviser ham så hurtigt som hun burde."

[Odile Moreau Rosier]

Odile lod tommelfingeren stryge blidt over hans mens han fortsatte, med ord der tydeligvis ikke kom let. De kom dog og det var hvad talte, selvom han måske burde være kommet til hende noget før. De fremkaldte dog også et beroligende smil på hendes læber.

"*Ça arrive." hun gav hans hånd et klem igen, men virkede ikke alarmeret, hvilket hun heller ikke var, selvom hun ikke ville underkende hans bekymring "**Ce n'est pas une catastrophe." fortsatte hun og så overvejende på ham "En forlovelse er ikke det samme som at få alting serveret, chéri. Din papa og jeg har lagt fundamentet. Resten er op til dig.. og Agnes." hun slap ikke hans hånd, men fortsatte de forsikrende strøg over hans tommeltot "I stedet for at vente på hun afviser ham, må du vise hende at du har mere at byde på end din rival."


*Det sker.
**Det er ikke en katastrofe.

[Matheo Rosier]

Om noget blev ham serveret i forhold til Agnes Rosier vidste han ikke. Nok havde hans forældre sikret ham en forlovelse, og Agnes mor havde sikret sig, at han fik hende for sig selv, men hvad med resten? Matheo var overbevist om, at han kæmpede for den rødhårede heks hver dag. For at gøre det bedste for hende. Selv hvis det betød at brække vingerne en gang i mellem, så hun bedre kunne blive burvant.

"Hvordan viser man det?" spurgte han så, oprigtigt nysgerrig og trøstet af sin mors ord.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles lille smil sitrede igen, da tankerne uundgåeligt blev ledt tilbage til starten af hendes og Lucian Rosier s forhold "Vis hende du er der, at du vil hende, uden at forsøge at eje hende. Udstrål selvsikkerhed og ro. Nous les femmes.." hun løftede hånden fra hans og tegnede et yndefuldt ottetal i luften før hun fortsatte "Vi kan lide at blive jagtet, un petit peu. At vide vi er..ønskede." hun lod hånden falde til hans igen "Små ting der fortæller os, at han tænker på os og interesserer sig for hvem vi er og hvad vi kan lide." hun slap en lille munter lyd og rystede på hovedet "Da jeg først mødte din far var det ikke le coup de foudre. Jeg synes han var frygtelig kedelig og stiv.. indtil jeg lærte ham at kende."




*Vi kvinder..
**En lille smule
***Kærlighed ved første blik

[Matheo Rosier]

Men jeg ejer hende jo... Havde Matheo lyst til at indvende. Han så ingen grund til at gå om hjørner med den slags, men hvis hans mor gav ham rådet med på vejen, måtte han forsøgte at emme af den ro, som han ikke mærkede omkring Agnes.

Hovedet gled på sned, da moren begyndte at fortælle om kvindernes mysterier. Jagt... Ja, han kunne da godt jage Agnes Rosier hvis det var hvad hun virkelig ønskede. Han tog det måske mere bogstaveligt end han burde, selvom han også forsøgte at holde tungen lige i munden og rent faktisk... forsøge at være romantisk.

"Det lyder ikke let," var hans eneste bemærkning. Brynene rynkedes.