Forandring i luften [s]

[Bryce Donovan]

Bryce foretrak egentlig at holde sig hjemme i Kildare så meget det var ham muligt for tiden, men en gang imellem krævede hans pligter at han forlod palæet i det irske højland og tog til Ministeriet i London. Hvad der var anderledes fra før i tiden hvor han havde måttet tage turen, tøvede han ikke med at tage direkte til pejsene ved ministeriets indgang så snart retsagen var ovre og benyttede sig af Susenetværket for at komme lige hjem. Retsagen havde trækket i lang drag, og selv om at han var taget hjemmefra tidligt den morgen, var det allerede godt ud på aftenen da han endelig kunne træde ud af sit ildsted i palæets pejsestue.

Det var ikke den eneste forandring som var sket over de seneste par måneder. Hans hjem havde fået en mindre ommøblering for at passe til den tilflyttede kvinde, som han allerede mærkede savnet efter. Kvinden, som allerede var godt inde i sit andet trimester, et faktum som til enhver tid vejede godt på Bryces tanker.

En kort velkomst fra husets husalf lod Bryce vide at Callista Runcorn befandt sig i dagligstuen, og det var præcis dértil Bryce satte kursen, efter at have ladt Aifric tage sig af hans arbejdsgevandter, og han for alvor kunne føle sig hjemme.
En let banken på dagligstuens dørkarm var det eneste varsel han gav, før han trådte ind i rummet, og sendte kvinden derinde et blødt smil.

"Beklager at det blev så sent."

[Callista Runcorn]

Callista var kommet hjem flere timer i forvejen og selvom det stadig føltes underligt at kalde palæet hjem, men selvom hun stadig vænnede sig til det, var der klare fordele. En husalf ikke mindst, når man kom træt hjem.

Hun sad ret mageligt i en sofa, med benene oppe, da skridt udenfor døren kom før en let banken og Bryce kom ind. Et mat, men varmt smil spillede på hendes læber og besvarede hans "Jeg har spist." konstaterede hun og lagde helt automatisk en hånd mod maven der ikke længere var så let at skjule under tøjet "Din datter kunne ikke vente." tonen blev let drillende, for reelt set anede hun ikke, om det var en dreng eller pige der tumlede rundt, men man havde vel lov at håbe.

[Bryce Donovan]

Bryces blik havde automatisk fundet vej til den efterhånden synlige mave mens han trådte tættere på hende, men blikket flakkede lige så hurtigt op til Callista ved hendes drillende kommentar. Det var ikke første gang hun havde lavet en hentydning til barnets køn - og han mistænkte at det heller ikke ville være den sidste - selv om at ingen af dem reelt vidste hvad barnet var. Smilet på hans læber var dog stadig varmt da han lænede sig ned for at møde hendes læber i et blødt kys.

"Hun ligner sin mor." svarede han drillende tilbage. Bryce var ikke sikker på om han overhovedet havde en præference, når det kom til om de ville få en søn eller en datter, men han måtte da indrømme at han oftere og oftere fangede sig selv i at betragte det som en pige.
Han tog plads ved siden af Callista og fik flyttet hendes ben så de lå ovenpå hans. Som det var blevet hans vane, fandt hans ene hånd frem til Callistas mave, og placerede sig oven på hendes hånd. "Hvordan går det med jer?"

[Callista Runcorn]

Callista slap et lille, indigneret fnys, før hun løftede hovedet lidt for at få sit kys "Er det en god eller en dårlig ting? Eller kommer det an på situationen?" spøgte hun, før hun skar en næsten usynlig grimasse, da han løftede hendes ben.

Hun smilede dog hurtigt igen over hånden der lagde sig ovenpå hendes og trak på skuldrene "Ud over at jeg skal på toilettet flere gange i timen, er der vist ikke så meget nyt at rapportere." hun trak sin egen hånd ud under hans og lagde den øverst i stedet med hovedet lidt på sned "Hvordan har din dag været?"

[Bryce Donovan]

"Det kommer an på hvad man synes om moren." pointerede han sigende, med forventningen af at hun burde være klar over hvor godt han syntes om dén her mor. Taget i betragtning at han havde været den første af dem til at åbne op for idéen om at de beholdte barnet og åbnede sit hjem for at hun kunne flytte ind med ham. Ikke at hans motivationer kun havde været baseret på graviditeten.

Med Callistas hånd ovenpå hans gjorde Bryce intet for at fjerne hånden, men rykkede i stedet en smule tættere på hende, for at gøre placeringen mere behagelig.
"Lang." svarede han simpelt. "Sagen trak i lange drag. Den tiltalte blev ved med at erklære sin uskyld, og beviserne var ikke de stærkeste. Vi endte med at måtte gennemgå sagen tre gange før magiratet nåede en beslutning." Han slap en tung udånding, som om han ikke havde nået at slippe alle spændingerne fra den lange og frustrerende arbejdsdag fra sig ved døren. "Du aner ikke, hvor meget jeg glædede mig til at komme hjem til behageligt selskab."

[Callista Runcorn]

Callista kunne ikke helt sige sig fri for, at have været en smule irriteret over at spise alene og derefter sidde og vente på han kom hjem, med ømme fødder og ben ikke desto mindre, men irritationen fordampede lidt ved hans sidste erklæring. Den fik endda et næsten ømt smil til at forme sig på hendes læber, mens hun løftede den frie hånd, og lænede sig lidt frem, for at lade fingerspidserne vandre ned over hans kind "Jeg har en fornemmelse.." hånden faldt igen "Så var han skyldig? Eller hun?"

[Bryce Donovan]

Huden sitrede hvor hendes fingre strøg over ham, og Bryce måtte næsten finde sig selv ret underholdt af hvordan det var en fornemmelse han stadig nød i sådan en grad, selv efter så lang tid. Det fik det til at trække en smule på hans smilebånd, før hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene.

"Hvem ved." svarede han med et støn. "Men så længe beviserne ikke overbeviste mig, kunne jeg ikke lægge min stemme på at få ham dømt." Det var allerede mere end han burde diskutere sagen med nogen, men det var nemt at bøje reglerne en smule når det kom til Callista. Desuden var hun selv ministerieansat, og ikke ligefrem en udenforstående.

Han lagde nakken en smule tilbage mod sofaryggen med blikket lagt på hende, og betragtede hende med et lille drag om munden, mens hans hænder lagde sig på hendes ben lagt over hans. Blødt begyndte han at nusse hendes ben.
"Hvad med din dag? Når du ikke spiste uden mig, eller gik på toilettet hver time." uddybede han med et legende glimt i blikket.

[Callista Runcorn]

Callista lod den ene arm flugte med sofaryggen og betragtede ham mens hun lyttede. Hun tænkte ikke så meget over, at det var fortrolige oplysninger, for de ville ligeså lidt komme videre, som ting hun fortalte ham om sit eget arbejde.

Hun nikkede let, uden at spørge mere ind, men spændte svagt i benene under hans hænder "Når jeg ikke gjorde det, var jeg ude for at obliviere tre mugglere, hvis nabo havde været lidt for gavmild med den magiske hjælp i sin køkkenhave, eller sad ved mit skrivebord med en stak rapporter." hun skar en lille grimasse "Jeg tror den havevandring kostede mig et par sko, men jeg håber Alfric kan redde dem."

[Bryce Donovan]

"Det kan hun. Der findes ikke det, Aifric ikke kan ordne." lød det overbevist fra Bryce, mens han trak let på smilebåndet af hende. Aifric havde været i familien siden hans bedsteforældres tid, og havde trofast og lydigt tjent familien. Hun havde adlydt Callista på Bryces befaling allerede før graviditeten, men siden Callista var blevet gravid og var flyttet ind, havde hun adlydt hende uden form for tøven. Bryce nød udviklingen til fulde.

"Og hvis hun mod forventning ikke skulle kunne, finder vi nogle nye til dig." lovede han hende, mens hans hånd gled ned fra hendes lår for i stedet at nå ned til hendes fødder. Hun havde før klaget over ømme fødder, og det var nok med dét in mente at han begyndte at massere hendes ankler let.
"Har du fundet ud af hvordan det bliver med dit arbejde, når du når længere hen?" spurgte han derefter, da hans blik fandt hendes igen.

[Callista Runcorn]

Callista modsagde ham ikke og var selv kun tilfreds med det lille væsen, men for en der havde boet flere år uden den luksus en husalf var, skulle der heller ikke meget til at begejstre hende - heller ikke selvom hun var vokset op i et hjem med husalf.

Hendes blik fulgte hans hænder ned over sine ben og en ganske svag fure manifesterede sig mellem hendes bryn, men den kunne ligeså godt være i overvejelse over spørgsmålet, som hans fingre der bearbejdede hendes ømme ankler "Delvist.. jeg kan måske arbejde hjemmefra den sidste måneds tid, når transferens og susenetværk er udelukket." hun var ikke helt tilfreds med den restriktion og lige nu, mens det endnu ikke var en risiko, havde hun nok lidt svært ved at acceptere den.

[Bryce Donovan]

Det kom ikke bag på Bryce at Callista havde tænkt sig at være aktivt i arbejde så længe som muligt. Hun havde aldrig slået ham som typen der bare ville blive hjemme, selv om hun måske burde. Han vidste også bedre end at forsøge at overbevise hende om at overveje barsel når hun kom længere hen end hun var.

"Det virker som det tryggeste." indskød han alligevel. Han havde haft sine overvejelser, både om Susenetværket og transferens, og hvilke komplikationer det kunne have i hendes tilstand.
Tanken fik ham til til at hæve blikket til hendes mave igen før det søgte hendes ansigt, og han trak en smule på smilebåndet. "Har du været nødt til at forklare det for dine kolleger endnu?" Det var ikke fordi nogen af dem havde skiltet med hendes graviditet. Men de havde krydset punktet hvor hendes voksende mave var blevet synlig, og han kunne forestille sig at der nok var dem, der ville spørge ind til det.

[Callista Runcorn]

Callista så stadig ikke overbevist ud og var klar til at argumentere for det modsatte, uden at det helt blev nødvendigt "Måske.." indrømmede hun kun "Det er uanset ikke aktuelt endnu." emneskiftet rørte dog kun ved et anden irritabelt punkt og spørgsmålet trak et fnys fra hende, mens hun vendte øjne "Jeg har fortalt det til kontoret, ja. Åbenbart får det alle til at mene, det nu er helt i orden at lægger hænderne på min mave i tide og utide."

[Bryce Donovan]

Det lykkedes ham kun med nød og næppe at holde smilet fra at blive bredere. Han kunne trods alt ikke ligefrem tale imod handlingen, mens han selv sad med hånden placeret over hendes mave.

"Her troede jeg at det var mit privilegium." indskød han i stedet med en underholdt tone, før han fangede sig i det og beroligende strøg fingrene over maven. "Jeg forstår din frustration. Det er vel bare fordi det er sådan en nyhed. Det er ikke mere end nogle måneder siden du fortalte mig at børn på ingen måde var i dine planer." mindede han hende om med et lille træk på smilebåndet.

[Callista Runcorn]

Callista fnøs, men mere muntert end det blev indigneret "Det ér dit privilegium." understregede hun og mente det "Ikke alle andres. Jeg går heller ikke og gramser på dem uden at respektere deres personlige sfære." kom det halvt vrissende.

Hun havde aldrig været typen der var familiær og havde behov for fysisk kontakt til andre på den måde. Sådan var hun ikke vokset op og med mindre hun kendte folk virkelig godt, var hun ikke til hilsener meget ud over et håndtryk "Uanset hvad mine planer var og ikke var, så giver det ikke fripas til pludselig at måtte rage på mig når det passer dem." fastholdt hun stædigt, selvom hun på samme tid gav hans hånd et lille klem.

[Bryce Donovan]

Det lykkedes ham ikke at skjule smilet denne gang, ligesom det varme blik som faldt på hende, mens han lod hånden forblive på sin plads mellem hendes hånd og hendes mave. Han nikkede enigt.

"Absolut. Med tiden vil de nok også lade være, men i mellemtiden forstår jeg at du ville foretrække at de slet ikke gjorde det." Smilet blev lettere sympatisk da han lænede sig en smule ind så han kunne nå hendes læber med sine i et lille kys. "Ellers skal du bare sige til, hvis jeg skal komme forbi obliviatorkontoret og skræmme dem væk. Jeg kan være enormt frygtindgydende hvis jeg vil." tilføjede han, kun halvt ironisk.