En ny arvtager

[Francesco Hardy]

Sted: Hardy-residensen
Tidspunkt: Eftermiddag
Tag: Ava H. Montague

Francesco Hardy burde have vidst, at det aldrig ville ende godt, da han havde spektraltransfereret sig hjem til Hardy-residensen. Vi vil gerne snakke med dig, havde der stået i ugleposten. Alene det burde have fået ham på bedre tanker.

Forældrene havde inviteret ham ind på farens kontor. ”Du har fjantet rundt længe nok,” var Aldrich begyndt. ”Igennem de sidste to år har vi set mellem fingrene på dine udskejelser. Ja, det har vi faktisk, siden du begyndt på Hogwarts! Vi accepterede, at du havde brug for at løbe hornene af dig. Men nu er det tid til, at du påtager dig dit ansvar. Du er arving til Hardy-formuen og navnet. Det er din pligt at føre det videre. Derfor er det tid til, at du får en stilling i Ministeriet og tager dig gevaldig sammen.”

Derfra var det eskaleret. Spydige bemærkninger, vrede ord og beskyldninger var fløjet som granatsplinter gennem lokalet. Aldrich var blevet rød i hovedet af vrede, Iris græd og Franco bandede og svovlede. Han mærkede allerede ministerium-slipset stramme om halsen som en løkke, og det gjorde ham rædselsslagen.
”Jeg vil ikke have jeres penge, og Hardy-navnet kan I stikke skråt op,” råbte han til sidst.
”Du ved ikke, hvad du siger, knægt,” sagde Aldrich, ildevarslende stille.
Franco viste, hvad der var på vej. Stilhed før storm. Men han havde fået nok. Han fandt sig ikke længere i farens behandling. I få skridt var han henne foran skrivebordet, lagde begge hænder på mahogniobordpladen og lænede sig forover, så, han kunne stirre direkte ind i Aldrichs øjne.
”Jeg har ellers aldrig været tydeligere,” snerrede Franco. ”Jeg frasiger mig min arv.”
”Hvis du gør det, vil vi aldrig tale til dig igen,” udbrød Iris grådkvalt.
Francos blik blev mørkt. Musklernes spændtes. ”Så har I mistet jeres søn.”
Han snurrede rundt og gik ud af rummet, inden han kom til at give sin far en på siden af hovedet.

Ude på gangen stod Ava. Selvfølgelig havde hun smuglyttet ved døren.
”Det er dit, alt sammen. Er du glad nu?” snerrede han, idet han marcherede hen til sit gamle værelse for at samle sine ting sammen.

[Ava H. Montague]

Ava havde stået mange gange med kroppen spændt op mod døren indtil sin fars kontor, lige fra Francos private lektioner til møder med forretningsmænd. Hun havde suget det til sig, og det var ingen undtagelse nu. Den eneste forskel var at hun var det højere.

Brynene forblev skubbet ned i det mørke øjne, i et splitsekund overvejede hun at lukke døren op og rede hvad end lidt der var tilbage af familierelationen. Men det havde altid været hver mand for dem selv og Ava skulle ikke vide noget om at komme på sine forældres dårlige side.

De sidste ordvekslinger var dog så lave at hun ikke helt fik fat i det, og på samme tid kunne Iris ikke holde op med at græde, hvilket kun malede alvoren i hvad der var i færd med at ske. Da skridt lød og døren blev slået op haltede Ava et par skridt tilbage og glattede den grønne kjole ud, og løftede hovedet for direkte at fange sin brors blik.

"Det mener du ikke alvorligt." hun beherskede sit smil, og den varme det førte til kinderne. For selvom han havde skænket hende en gave så vidste hun godt at det ikke var så ligetil.

"Maman kommer sig aldrig over det."

[Francesco Hardy]

Franco havde hadet hvert eneste sekund i det kontor. Det bød altid på kedelige lektioner, reprimander eller skideballer. Alligevel overskyggede vrede og bitterhed den smule frihedsfølelse og glæde, der simrede under overfladen ved at vide, at dette var allersidste gang, han satte sine fødder på de bonede gulve.
Det føltes ikke længere som hans verden. Det havde det ikke gjort i årevis.

”Prøv endelig ikke at skjule hvor glad og skadefro du er lige nu,” sagde Franco sarkastisk, da han kortvarigt mødte hendes blik og fangede smilet på hendes læber, inden han rettede det mod gangen. Han slog døren op ind til sit værelse og gav sig til at pakke ting sammen. Han havde ikke boet hjemme de seneste par år, men eftersom det var allersidste gang, han ville befinde sig i dette frygtelige hus, havde han tænkt sig at tage sine ejendele med sig.

”Selvfølgelig gør hun det. Hun er lavet af stål. Hun tuder kun, fordi jeg har såret hendes stolthed, og fordi hendes ære står på spil, når de opdager sandheden i ministeriet.” Han forsøgte at rive plakaterne af halvnøgne damer, troldmandsbands og motorcykler ned ad væggene, indtil han huskede, at han havde sat klæberbesværgelser på, og ikke vidste hvordan man ophævede dem.
I stedet begyndte han at hive tøj op ad skufferne med hidsige bevægelser.

[Ava H. Montague]

De kendte alligevel hinanden godt nok til at de aldrig ville kunne skjule sig bag nogen facade, derfor lod Ava også sin bror se den fulde længde af det smil hun havde forsøgt at skue ned for. Hun bøjede hovedet let.

"Jeg skyldte dig et par sekunders overvejelse." lød det roligt fra Ava der let skød par brune lokker om bag skulderen. Hun fulgte ham roligt ind på værelset og satte sig i en af de to mørkeblå lænestole. Havde de ikke haft en husalf til at ordne rengøringen var hun nok blevet stående. Blikket spillede underholdt over Francos rebelske kropsholdning, bare måden hvorpå han pakkede på osede af både vrede og iver.

"Du er hendes søn, hendes eneste. Du ved også godt at morfar slår hånden af dig, ikke?" Bedsteforældrene havde altid, for Avas vedkommende holdt en særlig plads hos hende, for det var af dem hun havde lært hvordan det var at føle sig velkommen og elsket. Begge hendes forældre havde været for stoiske og afkoblet. Men de var diplomater og værnede om status som de fleste andre.

"De vil opdigte en anden historie. De vil vende den til deres fordel. Det kan du roligt regne med" De ville i hvertfald fortælle det som om at det var Aldrich der havde skåret hånden af sin søn, og ikke sønnen der havde valgt sin arv og familie fra.

Ava skar en let grimasse og trak elegant sin stav frem. "Nu skal jeg hjælpe dig, mor skulle nødigt få hjertestop hver eneste gang hun vil græde sorgen ud på dit værelse."

[Francesco Hardy]

Franco så ikke på Ava, mens han pakkede. Han stoppede sweatre, rober og sokker ned i en gammel quidditchtaske, han fandt under sin seng. Først da morfaren blev bragt på banen, tøvede han kortvarigt og betragtede sin gamle Hogwarts-uniform. ”Sandsynligvis,” indrømmede han. Ava havde altid elsket deres bedsteforældre, og Franco havde da også holdt af dem. Men han havde også set dem, for hvad de var: aristokratiske, konservative fuldblodssnobber.

”Jeg er ligeglad,” mumlede han og gik hen til reolen med gamle tegneseriehæfter. Vreden pulserede stadig gennem hans årer. ”De må sige, hvad de vil. Jeg er fri for dem nu,” tilføjede han, mens han pakkede hæfterne ned én efter én.

Ved hendes ord rettede han sig op og betragtede hende. ”Det her er, hvad du altid har ønsket, er det ikke?” Han slog ud med armene. ”At være favoritten var ikke nok. Du vil have alt. Arven. Navnet. Magten.” De var tvillinger, og dog så forskellige.

[Ava H. Montague]

Ava havde sejret hvor Franco havde fejlet, og det gjaldt snart hele deres tilværelse og relationer til familien. Men han havde talenter og en menneskelighed som heksen ikke altid var i besiddelse af, og ellers var det nemmere at cutte folk ud end at få dem som en klods om benet.

Men hun misundende ham ikke; hvordan kunne hun når hun altid havde fået alt hvad hun pegede på? Men bag om de mange kjoler og pletfri udseende var også hårdt arbejde hvilket hun nu høstede frugterne fra.

"Er du?" Avas mørke øjne blev små som hun kort drejede hovedet for at skule hen mod ham. "Har du overhovedet overvejet hvad du opgiver? Det er ikke kun penge, men din familie?"

"Mig." Var hun ikke mere vigtig end at han bare kunne pakke sit liv ned og vende dem alle ryggen. Vende hende ryggen? Nok var de ikke altid enige; okay aldrig. Men de delte stadigvæk et bånd der var tættere end det hun delte med sin lillesøster.

"Naturligvis. Jeg er langt mere ansvarlig med formuen, forretningerne og ansvaret. Men jeg troede ikke det skulle komme på bekostningen af min bror" svarede hun med rolig stemme før hun rullede plakaterne sammen så de ikke fik striber på midten.

"Du får det til at lyde som om jeg har konspireret mod dig bag din ryg"

[Francesco Hardy]

Franco havde ikke regnet med, at konsekvensen ved at frasige sig sin arv betød, at han aldrig ville se forældrene igen, men hvis det ikke kunne være anderledes … Det værste var, at han blev nødt til at se sine søstre i smug fremover.
”Jeg har ikke tænkt mig at hoppe og danse for dem resten af mit liv. De bliver aldrig tilfredse. Og spar mig venligst for din prædiken.”

Så satte hun alligevel det sidste stød ind. Han rettede sig op og vendte sig mod hende. Vreden fordampede langsomt, mens en grimasse tegnede sig på hans ansigt.
”Det mener du ikke, vel Ava? Har du også tænkt dig at cutte mig af? Er du bange for, hvad de gamle siger? Jeg havde troet, du var modigere end det.”
Han undlod at svare på hendes sidste kommentar, selvom det var sandt. Ava havde altid været den ambitiøse og ansvarlige. Hun skulle være født som mand og storebror. Så havde alting flasket sig i familien.

[Ava H. Montague]

Han kunne roligt regne med at ingen fra deres familie ville skænke ham så meget som et blik. Én ting var at han havde ret i at Ava ville gøre et bedre stykke arbejde end han nogensinde kunne, men at han så brat og så ligeglad kunne vælte det hele og vælge dem fra ville nok blive ved med at være Avas største bebrejdelse mod ham. Havde han regnet med at deres onkler og tanter blot ville lade det glide og opføre sig som om intet var hændt? Han havde lige mistet hele sit bagland.

Avas øjne lynede, alligevel beholdte hun den ranke positur. "Det burde du have tænkt på inden du skar dig ud af vores liv" bemærkede hun køligt og hævede et enkelt sigende bryn. "Jeg kan ikke blive set sammen med dig for fremtiden."

Noget i hendes blik sagde dog noget andet, og da hun nærmede sig sengen for at lægge de rullede plakater ved siden af hans taske greb hun ud efter hans arm og knugede sin hånd mod den varme hud.

"Det betyder ikke at jeg ikke vil." hviskede hun så hverken malerier eller husalfer kunne høre hende.

[Francesco Hardy]

Francos agtelse for Ava faldt drastisk. Det gik op for ham, at han havde undervurderet sin søster - hun var langt mere grusom og nådesløs end han hidtil havde troet. At hun overhovedet mente, det var hans valg, illustrerede hvor forskellige de var.

Han rev sig fri fra hendes varme hånd. Vrede mod nu også søsteren sitrede helt ud i fingerspidserne. De hviskende ord betød intet. ”Så har du truffet dit valg, Ava. Fatter du ikke, at det her er netop hvorfor jeg har brug for at komme væk? Vores forældre vil kontrollere mit liv i sådan en grad, at jeg ikke engang må bestemme, hvad jeg vil arbejde med, uden at de slår hånden af mig! Kan du ikke se, hvor vanvittigt det her er?”

Han rystede på hovedet og stak plakaterne ned i sin taske.

”Af alle mennesker havde jeg troet, at du var den sidste til at forlade mig.” Det var sjældne ord fra Franco. Deres barndom havde været ensom, og selvom de var vidt forskellige, havde de alligevel haft hinanden. Det lod til, at timeglasset for deres forhold nu var ved at rinde ud.

[Ava H. Montague]

At hendes bror ikke forstod hendes skjulte mening i de hårde ord der netop havde lydt fra hende burde ikke have undret hende. Alligevel stak det en smule at han reelt troede på at hun virkelig havde tænkt sig at vende ham ryggen.

Men måske var det i virkeligheden for det bedste? Måske hjalp det ingen af dem at blive ved med at forsøge at hænge sig fast i noget som tydeligvis ikke eksisterede mellem dem. Lige som Ava havde en mening om Francesco, havde han også en mening om hende som lige nu overskyggede alt ved hendes kropssprog.

Engang havde hun været på samme side som han var; fyldt op af forældrenes urimelige høje krav og manipolerende måde at navigere deres liv. Men siden Hogwarts havde hun kun brugt det som drivkraft, hvor tvillingen tydeligvis havde forsøgt at løbe fra det.

"Du høre tydeligvis ikke hvad jeg siger." svarede Ava i stedet en smule afkoblet i det hun trådte væk fra sin bror. Hun forstod hans behov for at stikke af, og hun ville lade ham gøre det, hvad end han troede om hende.

[Francesco Hardy]

Avas afslag, og sidste bevis på, at ingen i den familie holdt af ham, fungerede som en motor til for alvor at give slip på sit gamle liv og pakke de sidste ejendele sammen.
… Indtil han endelig forstod den skjulte betydning i hendes ord. Han slap tegneseriehæftet i sin hånd og var henne hos hende i få skridt.

Der var mange ting, han ikke forstod ved Ava. Hendes ambitioner. Hendes kærlighed for gorillaen Constantin Montague. Hendes behov for at manipulere alle for at få sin vilje. Men i sidste ende var hun hans søster. Tvilling. Og han elskede hende vel på en eller anden måde, indså han, da han slog armene om hende og knugede hendes petit skikkelse ind til sig i et sjældent kram.

Ord var ikke nødvendige. Så han gav hende et sidste klem, inden han løsrev sig og tog tasken over skulderen. ”Farvel Ava.” Han nikkede til hende, inden han kastede et sidste blik på sit værelse, der nu var blottet for tøj, plakater og andre genstande, som indikerede hvem, der havde beboet det i sytten år.
Om det var stolthed eller frygten for at fortryde, var ikke til at sige, men han gik ad en bagvej, der ledte langt væk fra forældrenes kontor, inden han trådte ud i haven og spektraltransfererede sig væk fra sit barndomshjem uden at se sig tilbage.

/Lukket