Fortæl mig dine hemmeligheder

[Cailean Morgaine]

Til Corban Yaxley Jr.

Corban havde lovet at de skulle bruge eftersidningerne på at lave opgaver sammen. At de skulle bruge dem på noget der ikke var ligeså dødsygt, som eftersidningerne plejede. Men dét var noget han havde lovet før påskeferien, og før Corban havde tabt sutten og var blevet en endnu større nar, end Cailean havde antaget ham for at være før.

Før i tiden havde det været akavet at være på sovesalen, efter et skænderi. Nu var det bare direkte ubehageligt. Og uden helt at være klar over det, var Cailean faktisk gået ganske meget på listetær omkring Corban. Hvorfor det måske også var for det bedste, at Corban ikke deltog i eftersidningerne længere. Nu var det bare et stykke pergament med en liste.

Corban sagde at han ville tjekke bagefter, men Cailean havde ikke hørt noget fra ham endnu, selvom han var ret sikker på, at alt hvad han lavede ikke levede op til præfektens tidligere høje standarder. Han virkede distraheret og travlt optaget af noget andet.

Men lige nu var præfekten distraheret og optaget et sted der ikke var sovesalen. Her var i hvert fald tomt, og Cailean sad i sin seng med bøger og noter spredt ud over det hele, indtil der var en bog han ikke kunne finde. Om den var blevet væk i rodet eller et andet sted, var ikke til at sige, men væk var den.

Cailean sendte et blik over mod Corbans hylder.

Whatever.

Han ville ikke opdage noget.

Blikket flakkede kort mod døren, inden han rejste sig fra sengen og gik over for at lede efter bogen på Corbans alfabetiserede hylde. Dér!

Cailean trak uforsigtigt bogen ud og fik også hevet Hogwarts a History med sig, så den tunge, kedelige bog faldt på gulvet. Cailean bukkede sig bare ned for at samle den op og sætte den tilbage, men da han så at nogle at siderne var ved at fald ud, var han lige ved at gå i panik. Corban ville helt sikkert opdage det, og så kunne de stå dér og råbe ad hinanden igen. Det var fandme typisk!

Cailean åbnede bogen for at vurdere skaden, men det var åbenbart ikke bogens egne sider, som nær var faldet ud. Der manglede ganske vist nogle sider. Men de så ud tilat være revet ud, for at gøre plads til en mindre, sort, læderindbunden bog.

Cailean så undrende på den, sendte et blik mod døren igen og satte den anden bog på plads sammen med Hogwarts a History, før han gik tilbage til sin seng med den lille sorte bog. Var det ikke dén Corban havde forsøgt at gemme under madrassen?

Han strøg fingrene henover læderet inden han endelig åbnede den. Nysgerrig. Siderne var dækket af en sirlig håndskrift, der lod til at beskrive en samling besværgelser. Cailean bladrede lidt, imens brynene rynkede. Det lignede ikke besværgelser som Corban ville bifalde. Eller som skolen ville bifalde. Eller samfundet. Cailean fortsatte læsningen, som om forklaringen ville komme senere.

[Corban Yaxley Jr.]

Det var nærmest en skyggeeksistens. Corban kunne ikke rigtig finde sig selv længere, og eksamensforberedelserne gav ham egentlig heller ikke nogen form for eskapistisk trøst. Han forsøgte at få vejledere til at tage visse af hans runder på skolen, og deltog ikke voldsomt aktivitet i undervisningen.

Han har mistet sin bror, var det han hørte hviske om sig, fra dem der bemærkede ændringen. Og så kom skammen. Skammen over ikke at sørge ligeså meget over Tom Yaxley , men derimod det der var sket efter. Han holdt sig for sig selv nu... undgik at snakke med nogen om noget.

Og det var bestemt med en intention om bare at finde tid til at kigge i bogen, inden han skulle tage sig af eftersidningseftersynet, at han nu forventede at møde en tom sovesal. Tidspunktet var trods alt skævt... Det første han så var de rodede noter på Cailean seng. Dernæst på uordenen i hans egne bøger. Slutteligt, eksemplaret som Cailean havde i hænderne.

"Hvad fanden laver du?" Han tabte skoletasken, vadede hen mod kammeraten og forsøgte at flå bogen ud af hans hænder.

[Cailean Morgaine]

Cailean havde været helt tabt i bogen indhold og i sine tanker om, hvorfor i al verden Corban, af alle mennesker, gemte på sådan en bog. Så meget, at han ikke havde bemærket døren til sovesalen få op, før ingen ringere end præfekten selv, pludselig kom direkte imod ham.

Cailean så op og gav hurtigt slip på bogen, da Corban greb ud efter den. Som havde den netop antændt sig selv og brændt hans fingre. Og han var heller ikke længere om at hoppe ud af sengen til den anden side, end hvor Corban stod.

Men han havde allerede læst flere sider.

"Hvad fanden laver jeg? Hvad fanden laver du med den bog?" Den lignede mest af alt noget han kunne have fundet i kælderen derhjemme. Blandt alle de andre suspekte genstande, som af og til blev solgt gennem baglokalet i familiens forretninger.

[Corban Yaxley Jr.]

Brune øjne faldt ned mod bogens sider, da han havde sikret sig at Cailean var på god nok afstand til ikke at snuppe den tilbage. Han vendte den om i hænderne, så han kunne læse hvilke linjer knægten netop selv havde læst. Forbandelserne var grumme, men han vidste ikke om Cailean kun lige havde åbnet bogen eller om der var mere han havde set. Som hvad der stod på en af de sidste sider i Corbans egen håndskrift.

"Det rager ikke dig," Han klappede bogen sammen, men holdt den stædigt sammen. "Det her angår ikke dig Cailean."

[Cailean Morgaine]

Folderne mellem hans bryn blev kun dybere. Han var ikke helt sikker på, om han egentlig turde stole på sine egne øjne eller om han overhovedet havde lyst. Siderne havde alle haft samme håndskrift. Undtagen én. Og håndskriften på den ene side, havde været uhyggeligt bekendt.

"Det rager mig." Erklærede han endelig og fortsatte, "vi deler sovesal og det rager mig pænt meget, hvis en der sover to meter fra mig, bruger den der som godnat læsning!"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde hørt om opslagene på skolen der var begyndt at poppe op før sommerferien. Lige nu, var det dem han kom til at tænke på som en form for rygdækning.

"Så du ikke hvad der stod på gangene? Om at man, som magiker, burde have ret til at kende alle aspekter af magien?" Fingrene holdt stadig tæt om det brugte læderomslag, der holdt bogen sammen.

"Det er ikke hyggelig godnatlæsning. Selv Tom kunne måske ikke forsvare sig sådan her."

[Cailean Morgaine]

Der opstod et øjebliks tavshed, imens Caileans blik flakkede lidt imellem bogen og Corban. Løj han? Hvis han gjorde var det meget overbevisende. Men det ød ikke som noget den gamle Corban ville have sagt, og derfor havde Cailean sin tvivl.

Langsomt trådte han et par skridt rundt om sengen, så han nærmede sig den side Corban stod på.

"Nå, men jeg er også magiker. Så har jeg vel også ret til at se den?" Forsøgte han, og rakte en åben hånd frem, selvom han ikke troede på, at Corban ville give ham bogen tilbage.

[Corban Yaxley Jr.]

Blikket forlod ikke Cailean. For han ønskede ikke at han skulle så tvivl hos kammeraten. Selvom både tone og blik var fast, kunne man dog ikke ændre på at Cailean var en der kendte ham bedst. Trods knas i forholdet gennem de seneste par år især. De havde kendt hinanden siden de var elleve. Børn. 

Bogen blev ikke rakt frem. I stedet trådte han et umuligt skridt tilbage da Cailean nærmede sig. "Du har ikke engang ret til din stav længere." Indvendte han direkte.

[Cailean Morgaine]

Hånden faldt igen.

Dén havde han ikke set komme, og for et kort øjeblik kunne antydningen af noget sårbart findes i hans blik. Men så bed han sammen, så kæben spændtes imens blikket blev mere hårdt. Han havde sat ild til Greengrass' ærme ganske uden sin stav, og måske var det ikke nogen dum idé at demonstrere samme trick overfor Corban.

Øjnene blev smallere. "Og?" Han knyttede næverne. "Som om jeg har brug for min stav. Jeg plejer at kunne lukket arret på dig uden, så jeg synes du skal give mig din bog og fortælle mig, hvor fanden du har den fra!"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban nød ikke at være modbydelig og uhøflig, men Cailean måtte ikke vide mere om den bog. Han burde, i det hele taget, ikke have fundet den. Det havde været et skrækkeligt gemmested, og han burde have tænkt sig bedre om.

"Jeg er ikke bange for dig, Cail," Kom det fra ham. Nok havde han engang været temmelig nervøs for mulige slag, men nu følte han at han fortjente dem. Han kunne tage det... kunne han ikke?

"Lad være med at blande dig. Snart er vi her ikke mere. Så kan du være ligeglad."

[Cailean Morgaine]

Han knyttede næverne og overvejede at give Corban noget at være bange for.

"Vel vil jeg ej lade være med at blande mig, din idiot! Du har opført dig vildt mærkeligt siden du kom tilbage, og nu finder jeg den dér?" Han nikkede mod bogen.

"Hvor har du den fra? Og hvad skal du bruge den til?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban forsøgte ikke at være bange for næverne. Hvad var det værste der kunne ske? At næsen brækkede igen-igen og blev sat sammen af helbrederen? Cailean var ikke Senior...

"Det... rager... ikke... dig!" Skar han ud i pap. Kæben var ret anspændt nu, men han slap ikke taget om bogen.

[Cailean Morgaine]

Cailean trådte tættere på.

"Det rager mig!" Knurrede han tilbage og rakte hånden fem for at grib fat om bogen, og forsøge at hive den ud af hænderne på Corban. "Har du brugt nogen af dem?"

[Corban Yaxley Jr.]

Fingrene klamrede sig om bogen, men tydeligvis havde Cailean også fået godt fat. Nu stod de bare med bogen mellem sig - hver især med et stædigt greb.

"Selvfølgelig har jeg ikke brugt nogen af dem!" Indvendte han ærligt, men også i klart forsvar. Han forsøgte at hive lidt ekstra i bogen, i håb om at Cail ville slippe.

[Cailean Morgaine]

Cailean gav ikke slip. Han hev heller ikke til med alle sine kræfter, men hvis Corbans greb blev svækket ville han nemt kunne hive den til sig. Lige nu stod han bare fast, og havde blikket rettet stift mod det menneske der stod foran ham, som han havde svært ved at genkende.

"Hvorfor var den sidste side skrevet med din håndskrift?"