Fordømmelse kan være arveligt

[Constantin Montague]

Haven duftede ret stærkt af syrener. Buskene stod og foldede sig om udendørsarealets kroge, og maskerede nok både i omgang og blød aroma, ukrudt og torn. Selvom man nemt kunne glemme det underliggende økonomiske forfald når man havde boet på skolen, og vandret rundt på gangene med et godt navn og højthævet hage, var det anderledes når man nu levede tættere med løgnene. Og ansvaret der fulgte med at være arving.

Ava H. Montague vidste naturligvis ingenting. Forholdet var turbulent som altid, og han havde haft sine overvejelser om at afreagere med en anden kvinde. En der ikke komplicerede løgnene, fordi der ingen følelser var at hente. Hustruens bånd til ham var dog ligeså tykt, som hendes families lommer var dybe.

"Du er her ikke ofte nok," Fortalte han Sophia Slughorn , mens de fulgtes gennem haven, efter at være blevet gennet lidt væk af de gamle. Måske skændtes de. Selvom stemmerne aldrig blev højrøstede.

"Du gør ikke nok."

[Sophia Slughorn]

Duften af syrener havde altid været forbundet med haven, hvor Sophia så mange gange havde søgt tilflugt. Væk fra forfald og strenge miner til et sted, hvor hun bedre kunne trække vejret. Hun foretrak stadig haven, selvom hun ikke var ubetinget begejstret for selskabet denne gang.

Normalt var det en af forældrene, der stod for snakken og den var ikke mindre uudholdelig af, at det nu var hendes lillebror, der stod bag de forhadte ord. Hun kastede kun et enkelt blik på ham.

"Jeg er her, så ofte jeg kan," pointerede hun med ophøjet ro. Det kom ikke på tale, at han fik provokeret hende. I hvert fald ikke synligt. "Septimus og jeg lever begge travle liv, så jeg kan gøre noget."

[Constantin Montague]

Constantin havde ikke meget tilovers for svogeren Septimus Slughorn , men måske skyldtes det bare plan desinteresse. Han havde, trods alt, aldrig været særlig tæt med sin kontrollerede søster.

Hænderne var begravet i lommerne mens de gik. Skridtene var måske lange, men de var også langsomme. "Hvorfor kan det så ikke mærkes?" spurgte han ligeud. Det var ham der skulle høre på det i hverdagen. Sophia måtte gribe lidt ansvar. "Det presser på fra de familier vi har lånt fra. Vi må give noget tilbage."

[Sophia Slughorn]

"Måske I burde overveje, hvordan I bruger mine tilskud, så," pointerede Sophia med samme rolighed som før. Det var ikke kun i forbindelse med arbejdet, at hun hang fast i detaljer og gemte dem til senere.

"Jeg så billederne fra afslutningsfesten. Sikke fine klæder, Simon har på." Ikke, at hun ikke undte den yngre bror det og meget mere til.

[Constantin Montague]

Constantin vendte ansigtet mod søsteren. Ligheden mellem dem var unægtelig, men ikke nok til at han mærkede en dybere tilknytning end det. Kæben spændtes et øjeblik.

"Du ved ligeså godt som os andre, hvor meget vores udtryk betyder for andres indtryk," Han var dog også hamrende forfængelig, men det var en god undskyldning.

"Han netværker. Ligesom du og jeg gjorde."

[Sophia Slughorn]

Sophia holdt et fnys tilbage. Hun vidste, lige så vel som Constantin, hvordan Montague-familien gjorde tingene. Det fik hende dog ikke til at mene, at det var mere fornuftigt af den årsag.

“Og din hustru? Hvordan hjælper hun, hm?” Blikket, der fandt ham, var stadig roligt, men også mere end det. Hovent, nærmest.

[Constantin Montague]

Constantin lod mundvigene sitre i et sekund. Ikke i anstrengthed, men nærmere i en velvide om hvad Hardyerne havde gjort for familien på det seneste.

"Havde det ikke været for Avas familie, så tingene nok langt anderledes ud for os nu," Ægteskabet havde været vigtigt. Det samme havde forretningsforbindelsen. De kunne dog ikke blive ved med at malke relationen, uden at begynde at give tilbage. Familiære bånd kunne dog strækkes længere end andre relationers.

"Jeg vil bare sikre mig at du sørger for vores familie, før du skaber din egen."

[Sophia Slughorn]

Sophia havde lyst til at pointere, at også foreningen med Slughorn-familien havde hjulpet en del, men det vidste de uden tvivl begge og hun spildte sjældent sin tid på unødvendige forklaringer. Hun rankede sig bare og vendte blikket væk fra ham.

"Vores familie har altid været min førsteprioritet," pointerede hun roligt. "Jeg kan ikke se, at du skulle have nogen grund til at anfægte det. Især ikke nu." Hendes forflyttelse havde trods alt ført til, at hun havde kunne sende lidt flere galleoner til familien hver måned.

[Constantin Montague]

Constantin kunne skam ikke bebrejde Sophia for meget, men det betød ikke at han ikke prøvede. Presset omkring ham var stort og forældrene var også blevet mere frygtsomme. Han viderekommunikerede deres hang til at kaste skylden på deres børn. Eller på hinanden.

"Hm," Han tav for en stund og vendte blikket frem mod sig. Blandt andet mod den lille pavillon, hvor han havde behandlet Ava temmelig usømmeligt for uger tilbage.

"Jeg skal bare sikre mig hvor du står." Deres forhold var trods alt ikke synderlig godt. Det var vigtigt at vide at hendes loyalitet ikke kun lå på forældrene, der skubbede mere ansvar mod Constantin. 

[Sophia Slughorn]

Et fnys pressede sig på, men Sophia hævede sig over det og fulgte hans blik til pavillonen i tavshed. Hun måtte tage en indånding ved hans opfølgende ord og havde allerede nu lyst til at vende sig mod ham og lære ham om, hvor hun stod og altid havde stået.

“At jeg skaber min egen familie kommer ikke til at gøre noget værre,” fortsatte hun i stedet roligt. “Tværtimod vil det kun gøre Flaccus mere tilbøjelig til at overdrage ansvaret og formuen til Septimus.”

[Constantin Montague]

Constantin holdt bemærkninger tilbage over at det jo, i så fald, var Septimus' penge og Sophia ikke nødvendigvis fik en kæmpemæssig ret til at tage derfra, uden at skulle besvare visse spørgsmål.

Han vidste samtidig intet om deres forhold. Intet udover det overfladiske.

"I så fald, bør du måske i stedet fremskynde processen."

[Sophia Slughorn]

Følelsen forlod hendes ansigt og et langt øjeblik var der faretruende stille. Da Sophia talte igen, var det da også med en nærmest foruroligende ro i stemmen. Hun havde altid fundet det dæmpede toneleje mere effektfuldt end det hævede.

"Jeg skal nok selv råde over mit sexliv, Constantin."

[Constantin Montague]

Der var skam også en effekt. Constantin havde altid spillet smart overfor sin søster, men han vidste nu også at han et-eller-andet sted burde respektere hende. Samtidig var det ham der var arving, og den ældste søn, så det vægtede.

"Jeg siger det bare," pointerede han ligeud, og ligeså nonchalant som før. Som snakkede de om vejret i stedet for seksuelt samvær.

"Der er ingen grund til at vente længe med den slags. Du har allerede en fin karriere."

[Sophia Slughorn]

Sophia havde lyst til at fortælle ham, at han slet ikke skulle sige noget som helst, men hun holdt tand for tunge. Hun vidste godt, hvordan det foregik i familien. Vidunderet havde ofte det sidste ord og der var ingen grund til at bevæge sig ud i et decideret modstandsforhold.

"Ja, det har jeg," bekræftede hun afmålt. Hun havde allerede færdiggjort den uddannelse, Constantin var i gang med og hun nød dén overhånd.

"Endnu en ting, jeg har formået helt uden din hjælp eller vejledning."

[Constantin Montague]

De store beslutninger havde raget ham i skoletiden. Siden han dimitterede, var det dog væltet ind med krav og forventninger fra forældrene. Måske fordi de ønskede at løfte noget af deres eget pres. Eller beredte Constantin til at være med til at forsøge at udligne hans forældre, bedsteforældre og oldeforældres økonomiske fejltrin. Penge var blevet ødslet væk. Gæld var ikke blevet betalt, og havde hobet sig op.

"Måske ikke min hjælp, men vores navn og omdømme åbner vel flere døre end de lukker," Sophia havde vel ikke kun kæmpet sig til det. Der lå insinueringen.