Anden dans

[Simon Montague]

Bedøvet af sin egen eufori, bed Simon ikke mærke i alvorsglimtet, den nervøse trækning, som viste sig i Agnes ansigt. For at bremse hendes urolige hænders handling, tog han blot den ene, inden han letfodet begav sig tilbage mod slottet og festen, der (forhåbentlig? Hvor længe var der mon gået?) stadig var i gang.

”Jeg tror, at dit vejlederemblem smitter” bemærkede Simon og skævede smilende til hende, sorgfri og yderst tilfreds med alting.

[Agnes Rosier]

Agnes var lidt utilfreds med sig selv, men det var ret svært at dvæle i det og vedblive at slå sig selv oven i hovedet, når Simon tog hendes hånd og smilede til hende, som om solen aldrig ville gå ned over dem. Som om resten af livet var denne vægtløse bevægelse over græsset.

"Virkelig?" Hun så tilbage på ham, kun for at finde hans blik allerede i sin retning. Smilet vendte tilbage. "Så burde jeg nok have gnedet det mod dig noget tidligere."

[Simon Montague]

Agnes’ ligefremhed havde nær fået ham kvalt i sin egen indånding. For at forklæde chokket bedst muligt, lo han højt og oprigtigt, inden han, med en hovedrysten, forsøgte at vippe forestillingsevnen af pinden, før den kom for godt i gang.

”Foretrækker du det? At følge reglerne?”

[Agnes Rosier]

Agnes havde ikke ment noget andet med sine ord og var ikke bevidst om, hvordan de kunne tolkes i en mere konkret forstand. Hendes forholdsvist uskyldsrene sind var da også langt mere beskæftiget i at overveje hans spørgsmål, og hun tog sig tiden.

"Ja," konkluderede hun dog, nok ikke så overraskende. Men det føltes da ikke helt sandfærdigt og derfor måtte hun også tilføje: "For det meste, i hvert fald." Hun tøvede lidt. "Når de giver mening."

[Simon Montague]

Simon fnøs fornøjet, da den sidste tilføjelse blev frigivet.
”Vi er virkelig ikke så forskellige os to,” pointerede slangen til løven, mens de skrånede over gårdarealet. Agnes’ hånd var som en naturlig forlængelse af ham selv; Simon kunne ikke glemme hvordan mellemrummet mellem fingrene havde passet så perfekt, perfekt til hendes.

[Agnes Rosier]

Blikket dvælede lidt ved hans, før hun igen måtte se, hvor hun gik. Men snart graviterede det helt naturligt tilbage til ham.

"Forskellen er vel, hvilke regler, vi vurderer, giver mening," pointerede hun snusfornuftigt, men ikke uden et glimt i øjet, der var helt og aldeles forbeholdt ham.

[Simon Montague]

Atter trak det i mundvigene. Det underspillede i hendes blik var som at blive ramt af en lammer. Hvordan kunne han blive betaget sådan af at snakke om regler? Det drilagtige væsen smittede. Simon løftede udfordrende det ene bryn.

”Taler du alle slags regler lige nu? Eller kun skolens?”

[Agnes Rosier]

Agnes kunne nemt blive en lille smule skør, når Simon så sådan på hende, men det var ingenlunde sammenligneligt med det altopslugende mørke, der havde været over det sidste halvandet år. Og måske derfor kom smilet helt naturligt til hende nu.

"Alle." Hun rettede blikket frem igen, som lidt af alvoren vendte tilbage, og i det øjeblik var det svært at se, at hun kun var femten.

"Samfundet er forskruet på mange måder, så man er nødt til at være kritisk," uddybede hun. "Lovgivningen har ikke fulgt med den udvikling, der er sket i mugglernes samfund. Hvis ikke Ministeriet vil beskytte os, hvem skal så?"

[Simon Montague]

Simon lyttede opmærksomt til det Agnes kom med, og lod derefter en tavs eftertænksomhed sænke sig imellem dem. Uden at være helt bevidst om det, var den unge troldmand stoppet op. Hendes ords rigtighed klingede fortsat, da han drejede sig mod løven. Tonenfaldet var så let som han følte sig, en konstatering blottet for sentimentalitet, nærmest bare en objektiv, italesat observation:

”Jeg er vild med dig, Agnes.”

[Agnes Rosier]

Tusind tanker nåede at stryge gennem Agnes' hoved i tavsheden. De kendte hinanden gennem klubben, men det var trods alt ikke alle, der gik til sagen på samme måde som hende. Men hun stod ved det og var rolig, da hun stoppede op sammen med ham. Vågne øjne afsøgte hans ansigt.

Hun blinkede en gang, så en gang mere, mens hun prøvede at forstå, hvad Simon mente med sin konstatering. Det lød ikke som nogen følelsesmæssig erklæring og hun rynkede brynene ganske svagt.

"Tak," svarede hun langsomt, tøvende. Blikket flakkede mellem hans øjne, som kunne hun finde svar deri. "Du er heller ikke så slem."

[Simon Montague]

Hendes forbehold fik ham til at trække mundvigene fornøjet opad. Det var sådan han kendte Agnes bedst; pigen der aldrig bare følte sig sikker med det sagte, medmindre situationen var noget ganske særligt. Så ændrede hun til gengæld også drastisk; drillende, ligefrem, kritisk. Med en latter så ren som regnvand direkte fra skyen.

”Jeg blev bare overvældet over, hvor ret du har. De er ikke så ofte at man hører nogen sige det, som det er,” forklarede han, i forsøg på at gøre det flakkende blik roligt igen. Med et blinkende øje tilføjede Simon dernæst:

”- Men jeg er glad for, at du også er vild med mig!”

[Agnes Rosier]

Agnes følte sig en lille smule dum over at have forsøgt at læse noget ind i hans ord, som ikke havde været der. Men hun holdt fast i, at han dog anerkendte hendes svar og kom til at fnyse muntert af tilføjelsen. Før hun vidste af det, havde hun himlet med øjnene af ham.

"Jeg har ofte ret, Simon," pointerede hun, bare en lille smule irettesættende. Mundvigen sitrede dog ganske svagt.

[Simon Montague]

”Hov, hov, hov!” advarede Simon, da han blev mødt med Agnes’ himmelvendte øjne.
Det var dog umuligt ikke selv at komme til at fnise en smule over netop det. Hendes umiddelbare reaktion var kærkommen, ja, direkte ønsket. Han tolkede det skamløst som et tegn på absolut tryghed.

”Det er også svært at argumentere imod, når du er vejleder,” pointerede han i nogenlunde samme tone, som den hun selv havde brugt.

[Agnes Rosier]

Protesten rørte ikke Agnes det store. Tværtimod fik det igen mundvigene til at søge opad og hendes blik spillede, da det fandt tilbage til Simons.

"Du mener måske, at jeg misbruger den magt, der ligger i titlen?" udfordrede hun ham, uden at se voldsomt bekymret ud.

[Simon Montague]

”Snarere tværtimod: du kunne godt have trukket en håndfuld point fra Greengrass og Day”
I søen med kollegiepokalen, den slags uanstændigheder og (og i særdeleshed) hykleri fortjente straf.

”- bare som en slags forebyggende foranstaltning, du ved.” Det blev afsluttet med et frydefuldt smil.