Lange aftener

[Sophia Slughorn]

Efter en lang dag, havde Sophia ikke været opsat på at skulle til velgørenhedsarrangement på hospitalet. Men det var, som det var; Hun kendte sin plads, både i samfundet og ved siden af Septimus Slughorn, så selvfølgelig var det sådan, de havde brugt deres aftener. Hun var dog ikke uden værdsættelse, da hun kunne træde ud af sine sko derhjemme og sætte ud mod køkkenet.

"Det bliver vi nok ikke enige om," afsluttede hun roligt en fuldstændig ligegyldig diskussion, mens hun hældte to glas vin op fra den flaske, hun havde åbnet dagen forinden. Hun smilede blødt og rakte det ene frem mod ham i antagelsen om, at han da selvfølgelig også skulle have et. Så tog hun en tår af sit eget glas.

"Men det var et flot arrangement," konstaterede hun og sænkede sit glas lidt. "Nåede du hjem først eller endte du med at måtte gøre dig klar derinde?"

[Septimus Slughorn]

Septimus fulgte efter sin hustru ind i deres hjem, hvor han hang deres jakker op på en stumtjener mens Sophia trådte ud af sine ubehagelige hæle.

"Næppe." svarede han hende godmodigt. Diskussionen havde været lettere ligegyldig, og han var gennem årene blevet vant til at der var mange punkter hvor han og Sophia havde forskellige perspektiver. Det holdt ham ikke fra at tage imod vinglasset hun rakte ham, og tog en tår sammen med hende.

"Jeg måtte tage et bad og skifte tøj på arbejde. Så hvis jeg har været lettere kvæstet her til aften, er det derfor." Han sendte hende et lettere beklagende smil. Ikke at de havde haft tid med hinanden til aftenens arrangement alligevel. Der havde været mange folk at mingle og snakke med, donationer at samle ind og projekter at informere om. Men selv om de ikke havde haft tid som mand og hustru, havde han altid fornemmet hende hos sig.
Med et lille smil på læben rakte han ud efter hende med sin frie hånd og trak hende lidt tættere på sig. "Du var strålende i aften, Sophia. Som altid."

[Sophia Slughorn]

Sophia sendte ham et forestående smil, før hun nippede lidt til sin vin. Hun lod sig dog snart indfange og trådte hen til ham, som han bød hende. Den frie hånd endte på hans overarm.

"Strålende, ligefrem?" Hun hævede et bryn.

[Septimus Slughorn]

Med Sophia i favnen igen lod Septimus sin arm lægge sig omkring hende, mens han gestikulerede sigende af hende med sit vinglas.

"Har du set dig selv? Jeg er sikker på at du havde alles blik i aften." svarede han hende godmodigt. Der var ingen grund til at være ydmyg omkring det faktum at hans hustru var en smuk kvinde. Det var ikke grunden til at han havde giftet sig med hende, men han var trods alt ikke blind.
"Nåede du selv hjem fra kontoret før du kom derud?"

[Sophia Slughorn]

Sophia hvilede i sig selv og nød da også at høre Septimus bekræfte, hvad hun allerede vidste. Hun gav hans overarm et blødt klem.

"Nej, desværre ikke," svarede hun og trak sig lidt tilbage for at gestikulere ned over sig selv.

"Men jeg synes nu, at jeg slap meget fint fra det. Selvom jeg godt kan misunde dig det bad."

[Septimus Slughorn]

Det blev Septimus' tur til at forme et sympatisk smil på læberne. Det var desværre blevet en standard for dem begge, med hvert deres tidskrævende arbejde. Ingen af dem havde rigtig nogen kontrol over deres arbejdstider, som på kort varsel kunne forandres.

"Du kan nå det endnu." påpegede han med et lille drag om munden. "Så kan du også få et bedre bad end mig. Vores kar er stadig meget bedre end de trange brusekabiner vi har på hospitalet." Vinglasset blev igen hævet til hans læber, og han betragtede hende over kanten af glasset med et glimt i øjet.

[Sophia Slughorn]

"Det frister," indrømmede Sophia og lod hånden stryge ved over hans arm, indtil hun slap ham igen. Helt selvfølgeligt satte hun ind mod stuen og forventede, at han ville følge efter.

"Men nu har jeg jo endelig et øjeblik med min husbond." Hun drejede sig mod ham, stadig gående, nu baglæns, indtil hun kunne tage plads i sofaen i blinde.

[Septimus Slughorn]

Som Sophia forventede det, fulgte Septimus selvfølgelig efter hende ind i stuen, efter at have grebet vinflasken fra køkkenbordet.

"Det har du." bekræftede han med er smil og et nik. Han satte flasken fra sig på bordet ved sofaen før han tog plads ved siden af hende. "Hvilket din husbond for øvrigt også er ret glad for. Det er tiltrængt." Det var allerede et stykke tid siden sidste gang de havde haft kvalitetstid sammen. "Skal du arbejde i morgen?"

[Sophia Slughorn]

Sophia gav ham et mildt smil, men kastede som altid ikke om sig med ord, før de igen blev en nødvendighed. Hun slap en indledningsvis lyd i bekræftelse.

"Ja. Mr. Buchanan har faktisk bedt mig se forbi," delte hun med ham og drejede glasset mellem fingrene.

[Septimus Slughorn]

Han var ikke overrasket. Han skulle selv tilbage til arbejde den næste dag, og vidste i realiteten at han ikke burde være oppe alt for længe. Samtidig var han også klar over at han måtte udnytte disse stunde med Sophia mens han kunne.

"Det lyder alvorligt." lød det vurderende fra ham, i et forsøg på at lokke mere ud af hende.

[Sophia Slughorn]

Blikket, der var drevet mod glassets bevægelse for at forsvinde i tanker, blev atter nærværende og fandt Septimus.

"Jeg har tænkt det samme," medgav hun og smilede ganske svagt.

[Septimus Slughorn]

Han anede ikke hvad Buchanan ville med Sophia, men det lod heller ikke til at hun vidste mere end han gjorde. Han lod det derfor ligge, og afsluttede emnet med et forstående nik, lænede sig tilbage i sofaen og lod sin ene arm lægge sig på sofaryggen og over Sophias skuldre.

"Så må vi hellere gøre det bedste ud af vores aften sammen mens vi kan, hm?" Smilet vendte gradvist tilbage, mens hans fingre blidt strejfede lokkerne ved hendes nakke.

[Sophia Slughorn]

Mr. Buchanan var hendes chef, så Sophia var ikke så forundret over forespørgslen, mere end hun var nysgerrig. Ved Septimus' ord blev følelsen dig erstattet af en trang til at himle med øjnene, som hun dog undertrykte.

"Jeg fornemmer, at du har forslag til, hvordan vi bedst gør det?" spurgte hun og mundvigene sitrede da også ganske svagt.

[Septimus Slughorn]

"Jeg synes vi har en god start allerede nu." svarede han uden tøven, og indikerede sigende til deres vinglas og til deres skikkelser i sofaen sammen. "Vi belønner os selv for vores lange dage og gode indsats, og indhenter lidt kvalitetstid sammen." Smilet voksede en smule.

"Men tilbudet om et bad står stadig. Jeg kunne jo gøre dig selskab." tilføjede han, og det spillede muntert i hans blik.

[Sophia Slughorn]

Sophia smilede til ham, som altid ikke bredt eller overgjort, men ganske subtilt. En ømhed, der var forbeholdt privaten. Ikke, at hun var for god til at ryste overbærende på hovedet af ham.

“Det ville jeg faktisk gerne tale med dig om,” konstaterede hun indledende og satte sig lidt bedre til rette, vinklet mod ham, som hun gjorde det, når hun skulle til at tage fat i et mere alvorligt emne.

“Jeg synes, vi skal begynde at gøre det mere… fornuftigt. Nu, har jeg ikke været i felten længe og,” hun tog en indånding mere, “hvis vi skal have børn, bliver tidspunktet nok ikke bedre."