Aldrig helt det samme.

[Callista Runcorn]

Der var gået en god uge siden Callista fortalte Bryce hvordan landet lå. At hun trods deres forholdsregler, var gravid, men ikke havde haft nogen intentioner om at beholde barnet - uanset hvad han sagde. Hun var dog stadig gravid denne dag, mens hun kastede en håndfuld grønt pulver i kaminen i Portree og øjeblikket efter trådte ud af en anden pejs i Irland.

“Bryce?” Børstede lidt sod af tøjet netop som husalfen dukkede op og informerede hende om, at Herren sad på sit arbejdsværelse.Det var derfor også der hun endte og regnede med husalfen allerede havde meldt hendes ankomst. De havde dog uanset haft en aftale, og af samme gund lukkede hun sig selv ind og mødte ham med et lille smil “Har du overhovedet tid til at holde fri i aften?”

[Bryce Donovan]

Ganske som Callista havde forventet, havde Aifric været hurtigt ude med at informere ham om gæsten som var dukket op. Beskeden var blevet videreført direkte efter at husalfen havde taget Callista imod, så da Callista troppede op på hans kontor, var han ikke overrasket over at se hende - foruden det faktum at de allerede havde aftalt at mødes den dag. Han var heller ikke overrasket over at hun lukkede sig selv ind uden at vente på ham. Han kendte hende godt nok til det, efterhånden.

Han drejede sin stol væk fra skrivebordet og mødte hendes smil med sit eget.
"Jeg har faktisk arbejdet dobbelt så meget, netop for at kunne tage aftenen fri." kunne han fortælle, med et diskret nik mod skrivebordet, hvor en del papirarbejde var blevet organiseret rundt, signeret og katalogiseret. Han rejste sig fra stolen så han kunne træde tættere på hende - ikke uden at hans blik flakkede ned af hende et kort øjeblik. Han vidste at hun, til trods for sin overbevisning om at hun ikke ville beholde barnet, stadig var gravid. I hvert fald medmindre hun havde skillet sig af med det uden at fortælle ham om det, men han havde sine tvivl til dét scenarie. Han gik hende i møde og rakte ud efter hendes hænder med sine. "Og det har været alt arbejdet værd, for at kunne tilbringe aftenen med dig."

[Callista Runcorn]

Callista trådte længere ind i rummet da han rejste sig og mødte ham på halvejen da han kom nærmere og det flakkende blik, fik hende til at hæve brynene lidt, uden at hun dog påtalte det "Jeg føler mig meget prioriteret." spurgte hun, dog med et ganske tilfredst udtryk, da hun lænede sig frem og lod læberne strejfe hans, mens den ene hånd lagde sig mod hans bryst "Jeg håbede også på din udelte opmærksomhed. Der er noget jeg gerne vil tale med dig om."

[Bryce Donovan]

Varmen fra hendes læber dvælede mod hans da kysset blev brudt, men hans blik spillede stadig varmt. Han besvarede ikke hendes første bemærkning, eftersom han mente at det lidt sagde sig selv at hun selvfølgelig var en prioritet for ham, men det var den følgende bemærkning som fik hans øjenbryn til at glide lidt op.

"Ja?" lød det spørgende fra ham, selvom det strøg ham forventningsfuldt ned af ryggen, som om han anede hvad samtalen ville dreje sig om. Og med en fare for at det kunne lyde som ét af hans forretningsmøder, gestikulerede han mod den ene stol ved hans skrivebord. "Kom og sæt dig ned. Vil du have noget? Aifric kan skaffe dig hvad end du har lyst til."

[Callista Runcorn]

Callista var forholdsvis rolig og nikkede før hun fulgte opfordringen og satte sig på stolen ved skrivebordet, med sin taske på skødet. Et øjeblik var hun af ren vane ved at bede om et glas vin, men tog sig i det "En kop te ville være rart, men det haster ikke." svarede hun i stedet "Jeg har bare en lille ting til dig." fortsatte hun, åbnede tasken og fremtryllede en lille gavepose med kulørt silkepapir stikkende op fra toppen, satte den på skrivebordet og så afventende, og måske en smule spændt, på ham.

[Bryce Donovan]

Hendes valg af drikke understregede blot det faktum at hun stadig var gravid, og med en kort besked til sin husalf vendte Bryce igen sin opmærksomhed til Callista. Han var trådt over til hende, der hun havde placeret sig i stolen, og lagt ansigtet nysgerrigt på sned, da hun fandt gaveposen frem.

"Til mig?" Overraskelsen var ikke til at tage fejl af, men samtidig var smilet på hans læber afslørende nok, mens han placerede sig på kanten af sit skrivebord. Samtidig var Aifric dukket op med et lille bræt med en tekande, to kopper og små beholdere med mælk, sukker og honning.
Bryce lod husalfen om at hælde op til Callista, mens han med et forventningsfuldt smil trak i gavens indpakning og pakkede den op.
Smilet falmede langsomt og gled over i forbavselse, og blikket flakkede en gang mellem gavens indhold og Callista, før han samlede de små sko, som begge to kunne passe i hans ene håndflade, op. Det overraskede ham hvor bevæget han blev af at se på de plyssede babysko med broderede firkløvere på sig.
"Cally..." lød det dæmpet fra ham, mens smilet langsomt tog form på hans læber igen. Beskeden hun ville sende ham var nået frem.

[Callista Runcorn]

Den spændte følelse i hendes mellemgulv voksede kun da Bryce tog den lille pose og begyndte at pakke den op. Hun var afklaret med sin egen beslutning og kendte allerede hans holdning, men alligevel flagrede noget et øjeblik nervøst i hende, da han stod med de små sko i hånden.

Smilet der fulgte, var dog smittende og opløste den nervøse flaksen, mens hendes egne mundvige krøb lidt op "Jeg tror vi får brug for lidt ekstra af det irske held fremover.." begyndte hun og tog en dyb indånding, ikke helt forberedt på, hvordan synet af ham med de små sko, fik hende til at føle "Hvis du stadig vil." tilføjede hun, selvom hans reaktion allerede havde givet hende svaret.

[Bryce Donovan]

Det var ikke til at pege på én enkelt følelse i Bryces bryst, for han syntes at være overvældet af mange følelser på én og samme tid. Forbløffelse, over at Callista lod til at have skiftet mening fra hendes oprindelige holdning. Panik, ved udsigten til hans fremtidige rolle som far. Men det altoverskyggende, og det som ledte ham i dét øjeblik, var en lykke han ikke havde kunnet huske at have oplevet før.

"Det vil jeg." forsikrede han hende, da det endelig lykkedes ham at rive blikket fra de små sko og til hende. Han kunne ikke ignorere hvor grødet hans stemme pludselig lød, og tog det som en antydning på hvor berørt af øjeblikket han egentlig var. En hånd rakte ud efter hendes, før han sank ned på hug foran hende. "Det vil jeg, Callista. Så længe det er det du vil, så er jeg der sammen med dig."

[Callista Runcorn]

Callista havde aldrig været den rørstrømske type der gik rundt med følelserne udenpå tøjet, men hun tog sig alligevel i at måtte blinke et par gange, da han sank ned foran hende "Så længe vi gør det sammen.." et vildt øjeblik var en anden tanke passeret da han satte sig på hug og hun stampede hårdt panikken ned igen og koncentrerede sig om det øjeblikket handlede om.

"Jeg ved ikke om jeg kan finde ud af det, men det er der vist kun en måde at finde ud af på." fingrene klemte lidt om hans "Jeg bliver umulig.. det ved du godt, ikke? Og tyk og klumpet." lige den sidste del, var måske det der skræmte hende mest, selvom hun ikke havde tænkt sig at sige det højt.

[Bryce Donovan]

En dæmpet, næsten underholdt lyd kom fra ham, mens han lod Callistas hånd finde ind i hans, så han kunne give den et forsikrende klem.

"Jeg ved næppe mere om det end du gør." startede han blødt. "Men jeg er sikker på at vi finder ud af det hele sammen. Vi har stadig tiden til at lære." Han lød optimistisk, men han var ikke blind for alvoret. Det her var ikke bare et eksperiment for sjovs skyld; det drejede sig om et barn. Deres barn. Jo mere dén tanke gentog sig i hans hoved, jo mere blev han mindet på dét faktum, at han skulle blive far. At han sammen med Callista skulle blive forælder.

"Du vrøvler." påstod han alligevel hårdnakket af hendes selvkritik, og smilede varmt til hende. "Du er smuk, Callista. Og du kommer stadig til at være smuk, mens vores barn vokser i dig." For at understrege sine ord strakte han sig en smule op mod hende, så han kunne nå hendes læber med sine i et ømt kys.
Han havde ikke været sikker på om han burde spørge, men nysgerrigheden vandt alligevel. "Hvad fik dig til at skifte mening?"

[Callista Runcorn]

At Callista var afklaret med sin beslutning, betød ikke hun var komplet selvsikker. Det var faktisk det sidste hun var på situationen og måske var det hvad der var det allermest skræmmende. Bryces forsikringer fik dog uundgåeligt et mat smil frem på hendes læber, mens hun uden skrubler labbede hans komplimenter i sig "Det siger du nu.." halvt protesterede hun, før hun i stedet for at sige mere, lagde den frie hånd mod hans kind og gengældte hans kys.

Spørgsmålet fik hendes bryn til at krybe lidt sammen. Mere fordi hun et øjeblik overvejede, om hun skulle fortælle ham hvorfor, end fordi hun behøvede tænke over svaret "Dig." hun strøg tomlen blidt over hans ru kind.

[Bryce Donovan]

Bryce var overbevist om at han ville være af den samme holdning, selv når månederne skred frem og Callistas mave ville vokse, men han sagde det ikke højt nu. Callista ville sikkert ikke tro det, så måske ville det være bedre blot at bevise det med handling, når den tid kom.

Blikket holdt hendes mens hendes tommel strøg over hans kind, og et kort øjeblik havde hendes svar fået ham til at ånde blødt ud. Han blev mere og mere overbevist om at det her var rigtigt. Han kunne ikke sige om panikken ville nå overfladen igen på et senere tidspunkt, men nu og her var han ikke det mindste i tvivl om at det var Callista han ville have som mor til hans barn.
"Så virker det passende at tale med dig om dét, jeg faktisk havde lyst til at tage op i dag." svarede han blødt, mens han forblev siddende på hug foran hende. I baghovedet havde han været klar over hvordan det ville have virket da han sank ned foran hende, men han havde ikke tænkt over det før det allerede var sket. Og ved nærmere overvejelse vidste han stadig ikke om hun var modtagelig for tanken - heller ikke selv om at de nu havde fastslået at de skulle få et barn sammen. Han ville se tiden an. Men der var noget andet han håbede hun var modtagelig for.
"Hvordan ville du have det med at flytte ind hos mig?"

[Callista Runcorn]

Callista lod hånden falde fra hans kind mens han talte igen. En lille rynke krøb ind mellem hendes bryn og hun så spørgende på ham "Ja?" opfordrede hun, uden helt at have nogen fornemmelse af, hvad det kunne være.

Hun fik dog svaret og indledende kræb brynene lidt mere sammen. Hun kunne dog ikke sige hun ikke havde tænkt tanken. Faktisk havde hun tænkt den en del efter at have besluttet sig på det noget større emne og rynken endte med at glatte sig ud, mens et lille smil krøb ind på hendes læber "Det.. ville jeg være villig til at forhandle om."

[Bryce Donovan]

Bryce havde anet at han allerede vidste hvad hun ville svare, men der havde alligevel været en anspændthed i tavsheden der fulgte, mens Callista overvejede hans forslag. På samme måde var det med et hørbart åndedræt at han lettet kunne bekræfte hendes villighed.

"Jeg er klar over at det er noget uortodoks at gøre det hele sådan her." indskød han med et lille drag om munden. "At du allerede er gravid før jeg overhovedet foreslår det her. Men vi tilbringer allerede så meget tid sammen, og kommer til at tilbringe endnu mere tid sammen fremover." Dén udsigt så på ingen måde ud til at skræmme ham, så meget som det faktisk fik hans smil til at vokse. "Så det giver bare god mening. Desuden er mit hjem stort nok til at et rum kan gøres til et barneværelse." tilføjede han, efterfulgt af en varm tilføjelse. "Men jeg ville have bedt dig overveje det, selv hvis du ikke bestemte dig for at beholde det."

[Callista Runcorn]

Callista slap et dæmpet fnys over hans første konstatering "Jeg tror ikke vi har gjort ret meget i den rigtige rækkefølge, hvis vi ser sådan på det." pointerede hun, uden at have andre indvendinger til hans argumenter.

Nok var hun selvstændig og var ærekær omkring sin frihed, men hun var også vokset op i en ret konservativ fuldblodsfamilie og nogle ting hang stadig fast "Jeg har allerede overvejet det." indrømmede hun med et lille smil og lagde hovedet lidt på sned "Men jeg er ikke sikker på, jeg er helt klar til at sælge mit hus." det var måske ikke noget særligt, men alligevel var det. I hvert fald for hende.