Granatchok

[Padraig Ogden]

Padraig havde alle dage ønsket at et ægteskab var mere romantisk end hvad der nu lå foran dem, men han ville gøre næsten hvad som helst for at beskytte Cedrella og sikre at han ikke mistede hende.

Han gik direkte efter sit overtøj, fortalte en enkelt, betroet kollega at de forlod skolen og gik dernæst tilbage til Ellas gemakker og lukkede sig selv ind. Han tog en dyb indånding. "Klar?"

[Cedrella Ogden]

Cedrella følte sig lidt svimmel og ved siden af sig selv, men hun sansede da at kaste et blik i spejlet og ordne sine ophovne øjne og den udtværede sminke. Det var praktisk og til at forholde sig til, ligesom det var at tage overtøjet på.

Det var snart klaret og hun stod rodløst og ventede, stadig uden helt at forstå, hvad der var ved at ske. Kun at hele hendes verden centrerede sig om Padraig, da han dukkede op igen.

Hun tog en hørlig indånding og søgte hen mod ham. Hånden fandt hans og hendes stemme var hæs, da hun talte. "Hvorhen?"

[Padraig Ogden]

Padraig nikkede en enkelt gang. "London," svarede han simpelt. Jeg kender en, der kender en. Vi rejser til Den Utætte Kedel og går derfra."

Han holdt hendes hånd, men drejede sig mod pejsen.

"Går du først?"

[Cedrella Ogden]

London og Den Utætte Kedel føltes faretruende nu, men det var sent og ingen ville reelt være på udkig efter dem, selvom Cedrella pludselig havde følelsen af at være åndet i nakken.

Hun tog en indånding og nikkede, før hun trådte ind i pejsen. Snart efter, stadig knapt ved bevidsthed, dukkede hun op i den dunkle krostue og sørgede for at trække hætten på sin kappe godt op, før hun trådte ud.

[Padraig Ogden]

Padraig gik direkte efter Cedrella og bumpede let ind i hende bagfra i pejsen. Han trak ingen hætte over hovedet, men lagde armen omkring hendes skuldre.

"Ingen ved at vi er her," mumlede han blidt nær hendes øre. Krofatter gjorde dog, naturligvis, men lod ikke til at være optaget af dem. Padraig førte Cedrella ud i baggården mod Diagonalstræde. Han låste op med magi og gik videre ned af gaden med et mål. Snart efter bankede de på i en stuelejlighed.

[Cedrella Ogden]

Cedrella lod sig berolige af Padraigs nærhed. Så meget, som det kunne lade sig gøre. De havde endnu ikke ladet sig se offentligt sammen som andet end kollegaer, men nu gjorde hun intet for at frigøre sig, da de trådte ud af pejsen igen. Tværtimod.

Hun var tavs, nervøs, som de gik, mens tankerne summede. Ingen af dem rummede dog modvilje mod det forestående. Modsat gav det hende et mål og hun var næsten stålsat, da hun fulgte med Padraig ind og lukkede sin hånd om hans. Hun vidste ikke, hvem der ventede, men til gengæld, at de ville forlade stedet som ægtefolk.

[Padraig Ogden]

En lille, bredhoftet, gammel heks boede i lejligheden. Hun bød dem knirkende indenfor og tændte et lys midt i rummet. Efter at have fået deres navne og stillet dem fire spørgsmål om deres forhold, gennemgik hun hurtigt vielsesritualet.

Hendes småsnorkende knark af en mand, der havde set på, skrev under som vidne på et pergament og herefter gjorde hun det samme. Så blev det Padraigs tur og han tøvede ikke, men satte sin underskrift.

[Cedrella Ogden]

Det var uden tvivl ikke de omstændigheder, som nogen af dem havde drømt om, men lige nu var det ligegyldigt. Det vigtigste var, at det rent faktisk skete.

Derfor tøvede Cedrella heller ikke; målrettet i hvert fald på det ene punkt. Hun skrev under, før hun rakte sin hånd til Padraig og først da de sidste, ceremonielle ord fik et usynlig bånd til at lukke sig om deres samlede hænder, åndede hun hørligt ud.

Øjnene glippede let med lettelsen og fingrene strammede sig om hans, før hun trådte frem og bare i det korteste øjeblik søgte skælvende ind i hans arme. De to andre til trods.

[Padraig Ogden]

Padraig knugede Cedrella ind til sig. Han var som sådan ligeglad med omstændighederne. Hun var hans, han var hendes, hun var sikker og han kunne beskytte hende.

"Tak," mumlede han til de to. "Vi må hellere komme hjem."

Han holdt stadig om Ella.

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke hjælpeløs, men i det øjeblik havde hun brug for Padraig og fandt ro i, at han sørgede for, hvad der skulle gøres.

Hun veg da heller ikke langt fra ham, da hun nikkede og selv takkede de to fremmede og blev også tæt ved ham på vejen tilbage gennem Diagonalstræde.

Tilbage på sit eget kontor var hendes hånd da også endnu lukket om hans, som hun vendte sig mod ham og søgte hans blik. "Tak," sagde hun dæmpet, næsten blødt, selvom det måske var unødvendigt.

[Padraig Ogden]

Padraig rystede let på hovedet. "Ingen årsag," mumlede han. "Det har kun været dig. Hele tiden dig."

Han bøjede sig og kyssede hende blidt.

[Cedrella Ogden]

Cedrella håbede, at Padraig forstod, at det ikke blot var en tom tak. Det var ikke ufarligt, hvad han lige havde gjort - ikke nu, hvor hendes far pludselig havde rejst sig igen.

Hun tog dog mod hans kys og den tryghed, der var omkring ham. Et enkelt lys i mørket. En hånd fandt bag hans nakke og hun hvilede panden ind mod hans, øjnene lukket.

"Jeg har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske nu, Padraig."

[Padraig Ogden]

Padraig var ikke bange. Han havde kun et at miste og det var Cedrella. Chancerne for at det skete var lige formindsket.

Han holdt om hende og tog en dyb indånding. "Vi er hinandens sikkerhedsnet," mumlede han. "Jeg griber dig hvis du falder."

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke i tvivl, men det fjernede ikke frygten for, at der skulle ske ham noget. På grund af hende. Et øjeblik var det altopslugende og hun måtte synke en enkelt gang, mens fingrene lukkede sig sammen om stof.

"Hvad gør vi nu?" spurgte hun, frem for at sætte ord på sin angst.

[Padraig Ogden]

Padraig tog en dyb indånding og pustede den langsomt ud igen. Han kyssede Cedrellas pande igen, strøg hende over håret. Der var meget på spil, men de var også lige blevet mand og hustru.

"De fleste, efter de lige er blevet gift, søger imod en seng. Jeg er i hvert fald træt, så jeg vil gerne følge den del af traditionen." Han smilede svagt. "Mrs... Ogden? Yaxley? Hvad foretrækker du?"