Det er så yndigt at følges ad

[Simon Montague]

Hendes sætning rørte ham, noget der kom bag på ham selv. Stemningen var afslappet og kammeratlig, og alligevel blev han pludselig uhyre bevidst om at bevare det hidtil overskudskække ansigtsudtryk. Informationen var i sig selv ikke overraskende; Simon var egentlig ikke den mindste smule i tvivl om at de begge nød hinandens selskab; at det var gensidigt. Men Agnes havde aldrig sagt det så direkte før.

I sin pludselige følelse af at tænke alt og ingenting på én gang, stuvede han vilkårlige sorte brikker op på række. Han bemærkede ikke engang at de slog frustreret mod ham med deres sværd og små næver, eller at de med teatralsk arrighed prøvede at møve sig hen på de retmæssige pladser bagefter.

[Agnes Rosier]

Modsat Simons og hans brikkers postyr, satte Agnes sine egne tropper op i ro og orden. De indfandt sig på brættet med nærmest selvhøjtidelige miner. De to springere syntes endda at udveksle nærmest hovne blikke, da de passerede hinanden.

"Sidste mulighed for at trække dig med værdigheden i behold," tilbød hun ham, mest i drilleri. Hun forventede ikke, at Simon ville kunne gå fra sådan en opsætning, uden hans ære ville lide under det.

[Simon Montague]

Velvidende at han ville tabe, kunne Simon ikke andet end at sende Agnes en selvsikker grimasse fuld af optimistisme og livsmod.
”Ha! Du må være fuldkommen nuts.”

De små soldater havde tappert pustet sig op; kampvillige (og lettere dirrende) forsøgte de at nedstirre de hvide, tavse krigere på den anden side af den kvadratplettede slagmark. Gæve gutter.

”Hvad spiller vi om?”

[Agnes Rosier]

Agnes kunne ikke selv forklare, hvorfor dét fjæs gjorde hende varm i kinderne. Hun bemærkede det knapt nok selv, men smilede på en eller anden måde atter til ham.

"Du har måske brug for mere end æren?" spurgte hun og hævede brynene lidt.

[Simon Montague]

Simon løftede hånden, for at vifte den en enkelt gang i luften:
”Ork, ja. Æren er slet, slet ikke nok.” Det var den sjældent, havde troldmanden erfaret. Agnes’ smil derimod…

”Jeg har et forslag: Lad os sætte en førstepræmie og en trøstepræmie på højkant.” Han gengældte hendes løftede øjenbryn. Spændt på, hvad hun ville sige til følgende:

”- Den der vinder, kan frit inddrage hvad denne end ønsker fra den anden. Den der taber, kan opliste tre ønsker, som vinderen kan vælge imellem, og det ønske som vælges, bliver taberens trøstepræmie. På den måde har vinderen indflydelse på begge præmier, men ingen går tomhændet fra brættet.”

[Agnes Rosier]

Det var ikke noget dårligt forslag, men det fik alligevel Agnes til at knibe øjnene let sammen i skepsis. Potentielt kunne det være katastrofalt, men hun rankede sig i sidste ende bare lidt.

"Udmærket," accepterede hun i rolig selvsikkerhed og rakte en hånd frem mod ham.

[Simon Montague]

At Agnes indvilligede fik Simon til at sænke skuldrene. Lige meget hvad udfaldet blev, ville han gå derfra med noget. Troldmanden havde allerede sine ønsker klar.
Med synlig begejstring tog han imod hendes udstrakte hånd, klemte den.

”Så er det en aftale!” slog han fast. Da han var sikker på at fornemmelsen af hendes varme ville blive siddende i håndfladen, slap han, for dernæst at gestikulere bydende mod de to hære.

”Du starter – vis mig, hvad du kan”

[Agnes Rosier]

Håndtrykket havde efterladt Agnes' kinder med en varme, der nok ville blive siddende i flere timer, men hun gav den et ganske blidt tryk, før hun lod sin egen falde igen. Den endte foldet rundt om bordpladen og efter et lille nik, krævede det kun et indforstået blik til bonden.

Den hvide brik strøg lydløst fremad og et tårn udvekslede allerede nu en nærmest hoverende latter med sin sidemand.

[Simon Montague]

Det var svært at se bort fra den varme, som havde sat et synligt præg på Agnes’ kinder. Simon sank, alt imens han prøvede at fokusere på spillet. Selvom en gevinst var garanteret, havde slangen ikke i sinde at give op uden at bide fra sig først. En sort bonde blev befalet frem. Den mere stavrede end gled.

Simons taktik var simpel; indledningsvist ville han - til vid udstrækning - efterligne løvens fremgangsmåde, og så snart det begyndte at koste brikker, ville han benytte sig af en offensiv strategi; for alt i verden ville han undgå et kompliceret (og ofte langtrukkent) slutspil med få kampdygtige cirkulerende forvildet rundt på pladen.

[Agnes Rosier]

Agnes var endt ud i en remis ved sit første spil nogensinde og efter det havde hun altid været spilleren, der gerne ofrede sine brikker for at begive sig ud i lange, snørklede spil. Alt, hun behøvede, var sin springer.

Det var hun ikke tydelig omkring, dog, men spillede defensivt og fornuftigt, og hun hoverede ikke, da hun begyndte at have et par gode, sorte brikker stående og skumle nede i sit hjørne. De af dem, der stadig kunne stå efter en noget ublid behandling fra hendes fars aflagte brikker. Hun så dog, ganske unægteligt, bare en smule selvtilfreds ud, da hun igen hævede blikket fra brættet og fandt sorte øjne.

Hvorfor kom smilet nu igen krybende helt naturligt krybende tilbage?

[Simon Montague]

Springeren pløjede sig igennem de sorte rækker; efterlod scenen kaotisk og de arme stakler skælvende og lemlæstede. Simon så forfærdet til mens Agens effektive nedslagning stod på, en tydeligt øvet procedure. Eller rettere: En bestialsk fremvisning af ordsproget ’når midlet helligere målet’ – for hun havde med køligt overblik ofret flere af sine egne undervejs.

Vantro gloede han på hendes lettere triumferende smil. Chanceløs.
”Du er jo brutal,” konstaterede han, mens han perplekst pustede ud gennem næsen.

[Agnes Rosier]

Simon kunne stadig vende spillet, men det krævede mere end bare held og Agnes forventede ikke, at han skulle til at rive tæppet væk under hende nu. Men som hun slog blikket ned med et genert smil, så hun ikke vanvittigt brutal ud.

"Nawh," mumlede hun fåret og utydeligt,før hun hævede blikket til hans igen. "Det ved jeg nu ikke."

[Simon Montague]

”Det er vitterligt det mest begavede spil jeg nogensinde har set,” røg det, tydeligt imponeret, ud af den åbne mund. Granatchokket, som hendes behændige eksekvering havde efterladt ham i, fik ham til at være bramfri.

Med et nik til kongen bukkede denne sig i overgivelse. Synlig lettet over at slippe for den dræbende jagt.

[Agnes Rosier]

Agnes havde forventet sejren, men ikke en så imponeret Simon og hun mærkede igen kinderne, der endelig var vendt tilbage til deres normale farve under spillets koncentration, blive varme. Denne gang forlod blikket dog ikke hans, som et smil blomstrede frem om de buttede læber.

"Jeg har haft noget øvelse," indrømmede hun og fejede væk fra tindingen. "Men du gav mig en værdig udfordring."

[Simon Montague]

Lyserøde strejf over perlehvid hud. Perfekt, perfekt lille rødhåret hoved. Simon sank dybt ind i synet, for en stund handlingslammet af den ubrudte øjenkontakt. Åh, hastigt glimt af himmel.
Simon svælgede.

”Du kunne nedlægge mig i blinde,” svarede han, og håbede at dobbeltbetydningen ikke var for indlysende.

”Hvad ønsker du?”