Tilbage til "normalen"

[Corban Yaxley Jr.]

På en eller anden måde var det langt nemmere for ham at abstrahere fra egen følelsesløshed, ved at lytte til Alissas smerte. Selvom den nok blev underspillet en smule, bar den megen vægt. Han vidste hvor meget der kunne ligge i selv de færreste ord fra hende. Det understregede kun deres vigtighed.

"Surrealistisk er netop sådan det føles," Han rettede blikket frem for sig igen.

"Utroligt så meget én persons fravær kan betyde for det store billede."

[Alissa Avery]

Alissa nikkede igen. Hun tillod sig ikke meget tid til at tænke på Dominic længere. Hun havde sit liv, et mål og en retning. Og alligevel ...

"Det var altid meningen, at det var ham, der skulle videreføre det hele. Navnet, virksomheden." Alissa holdt en lille pause, tøvede, men valgte så at fortsætte.

"Jeg troede, jeg skulle bane min egen vej. Ikke gå én, der var valgt for mig."

[Corban Yaxley Jr.]

Ordene resonerede så voldsomt med ham, at den mest diskrete trækning ved kæben opstod. For kindtænderne pressede sig lidt sammen over de overlappende situationer. Selvom deres fængsler var forskellige på mange måder, var der visse fællesnævnere man ikke bare kunne ignorere.

"Lærte du at gå på den vej med det samme?" spurgte han. For lige nu, følte han at han kravlede. Slæbte sig frem, fordi truslerne altid var et halvt skridt bag ham.

[Alissa Avery]

I de fleste andre situationer havde Alissa nok observeret ham som et rovdyr betragter sit bytte. Hun havde set tegnene på, om hun ramte noget i ham. Men lige nu var der ingen røv, slør eller spejle. Der var bare de to præfekter i nattemørket. Og tavsheden, der faldt igen i kølvandet på hans spørgsmål.

"Nej," indrømmede hun, kun fordi hun af uforklarlige årsager vidste, at svaret ikke nogensinde ville forlade den svagt belyste korridor. "Af og til, ganske sjældent, drømmer jeg det anderledes."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde aldrig frygtet ansvaret og kontrollen, når det galt alt udenfor hjemmet. Nu, var han fanget i positionen han havde kæmpet så meget af sit liv for at undgå. Han vidste at det netop var fraværet af én person der havde skabt denne dominoeffekt. Måske var det derfor han ønskede at se hvad der skete hvis man tog en anden ud af ligningen også... Manden bag det hele. Selv hvis det kostede præfekten det sidste han havde.
For han kunne aldrig vinde friheden tilbage. Tog han Corban Yaxley ud af ligningen, ville han nok bare ende i en anden form for fængsel en dag. Alligevel kunne han undgå at flere mugglere...-

"Og hvis du kunne gøre andet end drømme om det... ville du så gøre det?"

[Alissa Avery]

Spørgsmålet burde ikke komme bag på Alissa, men det gjorde det. Til gengæld havde hun ikke glemt den sidste summer på Sankt Mungos og hun behøvede ikke betænkningstid for at ryste på hovedet.

"Nej," svarede hun da også uden tøven. "Vi er, hvem vi er."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste udmærket hvem han var nu. Aldrig havde det været mere klart. Han var flygtet for sit navn i årevis, men nu var han måske mere lig manden han var opkaldt efter. Bare en... svagere udgave. Påskens handlinger talte for sig selv.

"Ja..." Han nikkede og forsøgte at fokusere på en ligegyldig fakkel forenden af den nærmest endeløse korridor. "Det er ansvaret vi må bære."

[Alissa Avery]

Alissa rynkede brynene. Hun havde hørt andre tale om deres lod på samme måde. Som en tung byrde, lænket om benet.

"Det gav mig Hamish," mindede hun Corban om, muligvis i et behov for at understrege, at hun ikke levede med følelsen af samme byrde.

[Corban Yaxley Jr.]

Påmindelsen ramte vist den intentionelle position i brystet på ham. Corban sænkede hagen den mindste smule, men vendte dernæst ansigtet lidt til den ene side, nærmest for at inspicere en af rustningerne, som de passerede denne.

"Og gav mig Fiona," sagde han uden at ytre fortrydelse om dét aspekt. Han elskede stadig Fiona, selvom det var på en anden måde nu.

[Alissa Avery]

Ansigtet var atter glat og røbede ikke mange følelser. Alissa havde blandet sig i Corban og Fionas forhold tidligere og intet var helt blevet det samme siden. Hun havde erkendt sin fejl dengang og sagde heller ikke noget til det nu.

"Ville du - gøre det anderledes?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kunne ikke kun bebrejde Alissa for hvad der var sket. På mange måder, lagde han vel altid skylden på sig selv i stedet. Han havde altid været en boksepude, så hvorfor ikke bare indfinde sig med det?

Sagen var, at han nu var blevet slået så hårdt tilbage, at han kun ville give endnu mere modstand tilbage. Når han var klar...

"Nej," svarede han. "Der er ikke noget at gøre. Vi er hér af en grund."

[Alissa Avery]

Alissa faldt tavs. Selvom hun altid havde kendt Corban som pligtopfyldende (og en kende stiv i kanterne), havde hun nok i virkeligheden forventet et andet svar. Hun kastede et blik på ham.

"Og hvad er din grund?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban fugtede læberne tænksomt, men kunne naturligvis ikke røbe meget om de tanker han gik med. "Indtil videre har jeg bare vænnet mig til tanken om at være den anden søn..."

Bare. Selvom det ikke betød at han nogensinde havde følt sig særlig fri. Han havde dog håbet at han fremtidigt kunne forme sin egen sti. Ændre på ondskaben udenfor hjemmet.

"Min grund er simpel. Jeg må værne om min familie. Beskytte den."

[Alissa Avery]

Det trak ganske svagt ved den ene mundvig. Ikke, at der var noget morsomt over situationen, men fordi Alissa mere end nogensinde før kunne genkende noget fra sig selv i den anden præfekt.

"Du er også min familie nu, Corban," fortalte hun ham roligt og rettede blikket frem igen. "Det håber jeg, at du ved."

[Corban Yaxley Jr.]

Ærligt, var Alissa føltes Alissa og Fiona mere som familie end hans egne forældre gjorde. Selv hans søskende, havde han nærmest et mere køligt forhold overfor. Alligevel vidste han hvem der havde inficeret husholdningen. Hvem der skulle væk, før han blev en endnu større trussel, nu hvor han kunne vandre frit.

"Det ved jeg. Vi er familie," Gentog han, selvom han ikke var sikker på at Alissa ville have det på den måde, hvis hun vidste hvad der var hændt. Hvad han havde gjort og ville gøre.