Vi har meget at fejre

[Simon Montague]

Det var gået fremragende. I bogstavelig forstand; fremlæggelsen havde været en lynende succes, deres præsentation skarp og effektiv. Forberedserne havde været præget af lidt børnesygdomme, opstartsvanskeligheder, bevares. Men det havde hjulpet gevaldigt at Cora Greengrass havde understreget sin manglende interesse for at introducere Sirene-egenskaberne. Heksen havde malet en højrød grænse som hun aldrig havde overtrådt, og som Simon havde behandlet med en lille smule mere lemfældighed. Prik, prik, skub, går det? Sagde jeg noget forkert?

Men så man bort fra de momentære kognitive nedlukninger, der havde efterladt Coras blik åndsfraværende, opgivende eller arrigt, havde samarbejdet fungeret (troldmanden valgte udelukkende at mindes de sporadiske smil). De havde komplementeret hinanden så særdeles godt, at selv Slytherinpigen ville have svært ved at benægte det.

”Cora!”
Mens den øvrige klasse forlod forvandlingslokalet og de overståede fremlæggelser, trådte Simon hen til makkerens pult.
”Det gik jo fantastisk. Har du travlt?”

[Cora Greengrass]

Okay. Det var gået strålende, men hvad kunne man ellers forvente med det hårde arbejde der blev lagt i det hele i slutspurten? Cora havde himlet med øjnene langt mere end én gang, når Simon begyndte at genere hende, men alligevel havde han da også trukket nogle underholdte fnys hist og her.

Desuden havde de komplimenteret hinanden til fremlæggelsen. Demonstrationerne sad i skabet, og det samme gjorde teorien. De gik ikke i stå, men supplerede hinanden. Ingen udefra ville nok kunne forvente, at der var langt mere modspil mellem dem når de var i privaten. Ja, selvom Cora virkelig havde gjort sit bedste for bare at fokusere på at få projektet i mål.

Måske var det dérfor hun var lidt overrasket over, at han henvendte sig efter. Måske var det bare til lidt rygklapperi. Og ærligt... var hun i godt humør over professors respons.

"Nej, jeg har fritime nu," sagde hun, mens hun pakkede skoletasken. "Jeg må indrømme at du ikke var helt uduelig, Montague." Et drillende smil spøgte ved læbernes kroge.

[Simon Montague]

Cora var i godt humør, og hvordan kunne hun også tillade sig at være andet? Simon selv lyste som en sol, slugte hendes gode humør og den drilagtige tone der sejlede rundt deri uden de mindste fordøjelsesproblemer.

”Jeg vidste, du ville være god,” svarede han uden skyggen af ironi. Al tvivl var blevet manet til jorden, da han havde set hvor flittig og vims hun havde været med forberedelserne. Cora havde nærmest ikke ladet sig distrahere af hans (primært) verbale distraktioner.

[Cora Greengrass]

Cora var måske naiv på mange områder, men hun høstede da også velvilligt komplimenter, velvidende om at hun ofte selv kunne bruge dem til at et-eller-andet tilbage. Simon virkede dog, i det mindste, ærlig, men om hun var god til at vurdere sandhed fra løgn omkring drenge, kunne debatteres.

"Det ville også have været skørt at forvente andet," Kom det fra hende, intentionelt selvophøjende. Smilet var dog skævt og insinuerede at hun måske også bare var ekstra kæphøj for morskabens skyld.

Skoletaskens rem blev hægtet over skulderen, så hun kunne gøre sig klar til at forlade lokalet. "Du klarede dig også exceptionelt, hvis du fisker efter komplimenter."

[Simon Montague]

Deres samarbejde havde lært ham mere end bare kombinere to fag i en fremlæggelse.
Simon havde også lært at Cora brugte hver en mulighed for at hæve sig op, selvfed og blussende, over de grå masser. I starten havde det fremprovokeret en absurd lyst til at stikke så meget til hende, så voldsomt, at piedestalen ville slå seriøse revner - men sådan var det ikke længere. Han kunne nemmere få øje på morskaben nu.

Decideret ros var han dog fortsat ikke vant til; han modstod lysten til at klø sig forlegent på armen, kastede i stedet et hurtigt svar tilbage: ”Jamen dog, et kompliment! Pas på du ikke overanstrenger dig, Cora.”
Det blev efterfuldt af et kort grin, før ansigtet faldt i mere forventningsfulde folder.
Tungen kløede for meget til at han kunne holde sin hemmelighed skjult længere:

”Jeg har taget en lille gave med til dig.”

[Cora Greengrass]

Cora havde skam ingen intention om at give ham for mange komplimenter. Det kunne hans ego næppe holde til. Desuden havde Alissa Avery lært hende, at man måtte være sparsom med den slags.

"Hm, en gave?" Hun lød oprigtigt overrasket, men med et snert af skepsis. Det afslørede måske lidt, at hun endnu ikke vidste om Simon var en man kunne stole på. Selvom han da havde været en udmærket projektmakker, når han ikke opførte sig som en komplet drengerøv.

Hun lænede sig lidt afventende tilbage mod pulten.

[Simon Montague]

Det krævede ikke briller for at se, at Cora ikke havde forventet det udspil.
Af uvisse årsager gjorde det kun Simon mere glad. Og mere spændt.
”Ja, du ved. Bare en lille ting, ikke noget stort” afslørede han, for at forhindre hende i at lade fantasien løbe helt amok.

Han fumlede ved lommen, fandt gaven frem som han overrakte Cora i en næsten formel gestus.

Bag den afslørende (og meget karakteristiske) indpakning lå en lille håndfuld skrøbelige Sukkerpenne fra Kandisbaronen. Købt og betalt med en bortløben mønt, der med stor sandsynlighed oprindeligt havde tilhørt Ian Ogilvy. I hvert fald var det under hans seng, at Simon havde fundet den. Skæbnen var skæg på den måde.

[Cora Greengrass]

Cora fulgte ham opmærksomt med blikket, uden overhovedet at kunne forvente hvad det var han trak frem fra lommen. Netop af den grund, var det en kort, men temmelig oprigtig latter der flød fra de buttede læber. Normalt ville hun måske være kommet med en mere subtil og sarkastisk reaktion, men hvad kunne man gøre...

Ikke at hun hævede sig over lige at himle med øjnene af ham. Smilet falmede dog ikke, da hun lukkede fingrene om sukkerpennene. "Du er så flabet, ved du godt det?" Kom det fra hende.

Hun åbnede nu alligevel pakken, selvom sukker ikke var godt for figuren, og fiskede et af slikstykkerne ud. "Eller er det her et håbløst forsøg på at få mulighed for at dele sukkerpenne med mig?"

[Simon Montague]

Reaktionen var mindst lige så fremragende som fremlæggelsen havde været det; Lumos direkte i hjertet. Han vidste det, det med flabetheden. Det var egentlig en tarvelig påmindelse, men på den anden side var det hele jo gået godt. Hendes smil virkede heller ikke særlig tvunget.

”Det er et fristende tilbud,” afslørede Simon med et nyt grin; ”men den slags skal deles i sengen, og jeg respekterer fuldt ud, at du ikke ønsker det.” Tonen var let, næsten frejdig.
Det faktum at hun ikke havde hugget hovedet af ham, men i stedet modtaget gaven med reel latter, gjorde ham fuldkommen usårlig. Dryppende af overskud.

[Cora Greengrass]

Der var visse fortolkningsmuligheder omkring gaven, men naturligvis valgte Cora den der styrkede hendes ego mest. Hun ville gerne tro på, at Simon var interesseret i hende (for hvorfor skulle han ikke være det), men samtidig var hun også overbevist om at hun ikke ville klappe i dén fælde.

"Så hellere spise dem selv. Måske gemmer jeg endda nogle til de andre piger i sovesalen," Hentydningen var meget bevidst. Hun forsøgte at drille ham en smule, overbevist om at han sikkert bare var en lysten teenagedreng der rørte sig selv ved tanken om piger der øvede sig i at kysse på hinanden. Eller havde pudekampe.

[Simon Montague]

Hvis der var skjulte betydninger, opfattede Simon det ikke. I stedet svarede han muntert:
”Så betænkningsfuld du dog er. Det bliver de sikkert glade for.”

Han lod øjnene glide over omgivelserne, før de fandt tilbage på Cora:
”- Selvom sukkerpennene nu egentlig var til dig.”

[Cora Greengrass]

Cora havde ikke gjort mange tegn til at de måske burde bevæge sig væk fra hinanden og lokalet. For lige nu, var hun fint underholdt af Simon, selvom han sommetider også gik hende på nerverne.

"Jeg værdsætter dem," sagde hun med et lille smil. "Jeg regnede dog ikke med gaveudveksling, så jeg har desværre ikke købt dig noget."

[Simon Montague]

Simon smilede. En direkte taksigelse fra en Sirene var ikke bare pjat.
Han hankede op i skulderremmen, og løftede hagen en smule.

”Der er heldigvis andre måder at gengælde det på, hvis du en dag skulle få trang til det”

[Cora Greengrass]

Cora var virkelig fristet til at spørge ham hvad disse måder var, men hun vidste at det nok var bedst at afholde sig fra den slags. Især når Simon før havde givet udtryk for at der blev hvisket om hende.

"Mh," var derfor den simple lyd hun gav ham. Det var ikke som sådan et svar, men hun ville ikke love noget. Hun nikkede mod døren, som tegn til at de kunne følges ud. Hun kunne ikke helt afholde sig selv fra at fiske endnu en sukkerpen frem. Det smagte sødt og syndigt, trods alt.

"Giver du altid sukkerpenne til dine projektpartnere?"

[Simon Montague]

Simon fulgte med uden indvendinger, mens han følte sig en smule åndssvag over at være så tilfreds med, at Cora fornøjet indtog gaven.

”Du letter ikke fra jorden, hvis jeg er ærlig og siger at du er den første, vel?” Man skulle have dragemøg i hovedet for ikke at bemærke Coras (i forvejen) omfattende ego. Det skulle nødig blive så stort at hun helt mistede jordforbindelsen.