Hvor står du, når jeg er ved siden af mig selv?

[Corban Yaxley Jr.]

Øjnene var rettet ud af det store vindue, dér hvor ørnenes og løvernes veje mødtes. Blikket var en smule frakoblet og han havde foldet hænderne bag ryggen. Modsat Corban Yaxley's vindueskigning, registrerede han ikke hverken vind eller vejr på den anden side. Han tænkte bare over hvad han skulle sige, når Althea Roberts kom.

Det var nogle timer siden han var kommet tilbage til skolen, men han var ikke deltaget til aftensmaden. Elever kom tilbage fra storsalen, for at gå op mod deres kollegier, så det var hér han måtte vente.

Da han hørte en stime af elever bag sig, vendte han sig om. Blikket kolliderede med Althea, som var en af de bagerste i den bevægelige mængde. Han løftede hånden, som en hilsen og opfordring.

[Althea Roberts]

Althea gik i stå, da hun så ham. Hun blev puffer videre frem af mængden, lamslået over at se Corban pludselig tilbage efter tavsheden efter påskeferien. Hun snublede og ville måske have ærgret sig over at være klodset, hvis der havde været plads til tanken. I stedet fandt hun bare fodfæstet igen og gik frem mod ham.

"Corban? Hvor har du... Hvad er der... Er du okay?"

Så mange spørgsmål på en gang.

[Corban Yaxley Jr.]

Kan du se uden briller - havde hun spurgt ham om, da de sad sammen på madrassen på gulvet. Glæden fra den aften var lidt forsvundet i begivenhederne der fulgte - og det samme var brillestellet. Han gemte sig ikke bag det længere, selvom det ikke ligefrem betød at øjnene afslørede særlig meget.

Selvom han da mærkede det prikke indeni over spørgsmålene.

"Jeg er okay," Forsikrede han hende om, mens han skævede mod de forbipasserende elever. Han ventede lidt, til de stod mere alene ved det store vindue. Han satte sig ned i karmen og nikkede som hentydning til at hun også kunne sætte sig, før han bevægede læberne igen.

"Jeg havde ikke mulighed for at skrive. Det har været lidt kaotisk derhjemme," Han havde foldet hænderne i skødet - virkede næsten rolig. "Min storebror, Tom, er død. I en brand. Jeg ville blive indtil efter begravelsen."

[Althea Roberts]

Det tog lidt tid for Althea at indse hvad der var anderledes og så virkede det fjollet at spørge om brillerne. Da Corban fortsatte sin forklaring forsvandt det da også fuldstændig fra hendes tanker og hun så blank på ham i vindueskarmen. Det susede let for hendes ører, før hun rømmede sig i stilheden og rakte en hånd frem for at lægge den på hans.

"Corban," forlod det hende, knust på hans vegne og stadig ikke selv helt ovre sommeren før. Som om hun nogensinde ville komme over det for alvor. "Det er jeg virkelig ked af," forsikrede hun lavmælt. Ikke at hendes ked-af-det-hed gjorde en forskel, men det var det rigtige at sige. Hun havde i hvertfald ikke selv brudt sig om dem der spurgte hvordan hun havde det. Elendigt, tydeligvis.

[Corban Yaxley Jr.]

Da han mærkede tyngden af hendes hånd over sin egen, trak det automatisk hans blik ned mod den. Og dernæst mod den fjerne ende af gangen der ledte hertil. Pludselig virkede noget så ømt, utrolig farligt, og nakkehårene rejste sig også en anelse. Nærmest som mærkede han sin fars blik fra den ene rude i kontoret, til denne på skolen. Det var en svær følelse at ryste af sig.

"Det... Tak," Corban mærkede klumpen i halsen. Han havde aldrig været tæt på Tom, men det betød ikke at han intet havde mærket. At det ikke gjorde ondt, selvom han lige nu - følte sig så overvældet af følelser, at han på samme tid følte sig følelsesløs.

"Det skete da jeg var hos dig... Min familie ved det nu."

[Althea Roberts]

Det sidste Thea tænkte på var deres... Hvad det end var. Hun tænkte på hvordan Corban måtte have det over tabet, hvordan hun selv havde haft det lige efter, lige dele katatonisk og klar til at bryde ud i gråd. Han virkede så fattet, men hun var ikke i tvivl om at der foregik et væld af følelser.

Ved hans konstatering så hun forundret ud. Hun blinkede. "Ved hvad?" Hun havde jo ellers overvejet om det var derfor han var væk. Cailean Morgaine havde også nævnt det. "Åh. Nej." Hun sank. "Hvad betyder det så?" Hendes hals lukkede sig lidt sammen. Corbans familie var meget strikt, vidste hun.

[Corban Yaxley Jr.]

Det betyder, at min verden er væltet sammen. Det kunne Corban næppe fortælle hende. For hvor i alverden kunne man starte, når begyndelsen på historien var ligeså gammel som ham selv. Og når denne del af fortælling sluttede med, at hans far havde ført hans hænder, så han nu havde været medskyld i en katastrofe.

Der var blod på hans hænder. Ikke synligt dog, men Corban mærkede det, når Althea holdt om dem. "Det betyder at..." Han vidste hvad det bedste at gøre var. At skære hende fra, før hun kom til skade. Alligevel kunne han ikke helt få sig selv til at sige det. Men... hun var mugglerfødt. Hun ville ikke tilgive ham for hvad han havde gjort.

"Jeg er tvunget til at vælge mellem ansvaret til min familie og mine følelser for dig." Blikket søgte hendes igen.

[Althea Roberts]

Thea havde lyst til at holde det til at handle om sorg. Om hans bror. Men det blev ikke sådan. Hun kunne ikke sidde med tårerne vældende op i øjnene over at han gjorde det forbi, når hans bror var død. Det virkede helt uden proportioner. Hun sank og så ned for at blinke tårerne væk, imens hun trak hånden til sig.

"Ja, okay," mumlede hun lavt. "Det var jo bare et spørgsmål om tid. Det sagde du jo på en måde også."

Men hun havde troet meget mere tid. Hun kunne bare ikke sidde og græde over dét, når han havde mistet et familiemedlem. Hun sank igen. Slugte sine følelser. "Vil du tale om din bror? Det er også okay hvis du ikke vil."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban mærkede den der lyst til at bede hende om at føre hånden tilbage til hans. Det var den første form for ømhed han havde oplevet i ugevis, selvom den næppe var voldsomt fortjent. Han begravede dog sine håbløse ønsker.

"Jeg... ville ikke vide hvad jeg skulle sige om ham," svarede Corban, hvilket nok også sagde en del i sig selv. "Vi var aldrig særlig tætte."

Han drejede sig lidt i karmen, så han kunne kaste et blik ud af ruden. Efter et suk og nogle minutters tavshed, bevægede han munden igen: "Jeg er ked af at jeg forsvandt på den måde. Uden besked. Undskyld."

[Althea Roberts]

Thea nikkede lidt. Det var også svært at tale. Hun havde nærmest ikke talt. Det var svært ikke at sammenligne situationerne med hinanden og føle dybt for Corban. Hun stoppede alle sine romantiske følelser og komplet knuste hjerte med i en tykbundet kiste og smækkede låget på.

I stedet levede hun sig ind i hvordan det var at miste en storebror. Tanken var næsten ubærlig. Hvis Abraham Roberts døde, troede hun ikke at hun ville kunne klare det. Hun ville knække som en kvist. Så var det her trods alt mindre slemt. Hun vidste jo at folk kom over hjertesorg.

Tabt i tanker, missede hun først at Corban talte, men fik stykket det sammen og nikkede. "Cailean Morgaine savnede dig," konstaterede hun lidt frakoblet. "Han spurgte efter dig. Han mente det var min skyld du ikke var kommet igen. Var det det?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban huskede skam hvor knækket Althea havde været. Hun havde mistet sine forældre pludseligt, og hendes verden var også vendt om. Han anså ikke sin egen skæbne for værre - bestemt ikke. For mens Althea nok ønskede sine forældre levende, ønskede han Corban Yaxley død.

Blikket var stadig rettet ud af vinduet, selvom det lige flakkede kortvarig mod hende, da hun nævnte Cailean. Og det som han havde sagt.

"Nej," svarede han, selvom det var usandt. Althea havde været en del af det. For de kunne sagtens have sendt ham mod skolen, og fået ham hjem til en begravelse. Især nu hvor der gik længere med afholdelsen af denne, end under normale forhold. "Der har bare været meget. Der efterforskes i Toms død og min far... ser gerne at jeg forbereder mig på min nye rolle som arving."

[Althea Roberts]

Thea sank en klump. Efterforskes. Hun fik en isnende følelse i maven. Igen var det nemmest at lade være med at tænke på sig selv og fokusere på tragedien. Hun ville ikke tænke på hvad det betød at forberede sig på at blive arving. Han skulle jo nok giftes med Fiona. Måske lige efter skolen. Lige om lidt. Hun smækkede kisten i igen.

"Efterforskning? Er der mistanker om at det var andet end et uheld?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban trak på skuldrene, men nikkede så. Ærligt, anede han ikke meget. Netop fordi forældrene ikke ligefrem gav ham opdateringer på det hele. Holdet bag efterforskningen var værre, men af mere forståelige grunde.

"Der var vist ikke tilstrækkelige beviser til hverken at be- eller afkræfte noget," Det var det eneste han havde opfanget. Han trak en hånd gennem håret. Mest for at distrahere sig selv.

"Lad os ikke snakke mere om det, okay?" Han så mod hende igen. Han ville så gerne beskytte hende, men pludselig føltes det som om han skulle beskytte hende fra sig selv. Og hans messed up familie og forbandede smykker. "Jeg holder virkelig af dig. Det ved du godt ikke?"

[Althea Roberts]

Althea nikkede svagt til ikke at snakke om det, før hun stivnede. Mentalt satte hun sig selv tungt på kistens låg. I virkeligheden stirrede hun ud af vinduet uden at se noget.

"Ja," forlod det hende simpelt og uden en tiendedel af de følelser der rasede i hendes brystkasse.

"Vi behøver ikke at tale om det."

Hun kunne ikke tale om det. Hendes øjne var blanke imod hendes vilje.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban ville gerne fortælle hende hvordan det hele hang sammen. At han var fucking bange. At han havde vidst at det næppe var helbredende tonic, som hans far bad ham hælde i tankene. Og at han selv havde været med til at udvælge dén halskæde, som kunne forbande Althea hvis han forblev tæt på.

"Jeg ved godt at vi ikke behøver," men det er måske vores sidste mulighed. Han blev nødt til at tage afstand. I hvert fald indtil han tænkte at truslen ikke var der længere. Men ville den nogensinde forsvinde?

"Jeg kan se at du er ked af det." Og det samme var han, selvom vådheden ikke fandt øjnene.