You smell like hidden motives

[Jemima Burke]

At Jemima havde haft det stramt med at skulle tilbage på skolen var der ikke rigtigt nogen hjemme der havde været i tvivl om, også selvom det kun var Iris der havde kendt til hele grunden. Bare tanken om at skulle tilbage på en sovesal hvor Alissa også lå, var uoverskuelig, men hun havde gjort sit bedste for at lade som om den anden pige slet ikke eksisterede, hver gang hun var i nærheden.

Det samme gjaldt Algernon McLaggen . Selvom hun trods alt ikke delte sovesal med ham, delte de stadig både timer og kollegie og hver gang hun så ham, boblede en blanding af skuffelse og vrede i maven på hende. Så hun havde undgået ham også, eller bare ladet som om han var usynlig, når de havde timer sammen.

Af begge de grunde, havde hun også opholdt sig meget lidt i Slytherins opholdsstue og en del mere i fællesstuen, hvor hun også drejede ind nu, for at sætte sig med de kapitler hun skulle læse til dagen efter. Hun stoppede op et par skridt indenfor døren da hun fik øje på Algernon i en af stolene, skar en grimasse, drejede om på hælen og marcherede ud igen, for i stedet at gå på biblioteket og finde et uforstyrret hjørne.

[Algernon McLaggen]

Dramaet til festen i påsken havde virkelig været en tand for meget til Algernon. Én ting var at høre om al det drama alle andre rodede sig ud i, men det var noget andet selv at være en del af det. Derfor havde Algernon da også accepteret at han skulle gå på listefødder omkring Alissa og at Jemima så igennem ham som luft.

Men nu havde han da fået snakket med Alissa. Selvom alt vist hverken var glemt eller tilgivet. Så manglede han jo egentlig bare Jemima. Men sidst han havde forsøgt at tale til hende, havde hun set lige forbi ham.

Men i dag var han sikker på, at hun så ham. Og han var sikker på, at hun vendte om og smuttede af samme årsag. Så naturligvis rejste han sig fra sin stol og fulgte efter i et lidt hurtigt tempo.

"Jem! Hey, Jem!" Kaldte han, da han kom ud i korridoren, inden han satte farten op til et let lunten for at indhente hende.

[Jemima Burke]

Det eneste der skete da Algernon fulgte efter hende og gav sig til at råbe ned ad gangen, var at Jemima stædigt satte farten på sine skridt lidt op.

ikke at hun havde tænkt sig direkte at begynde at flygte løbende ned ad gangen, men der var heller ingen der sagde hun skulle stoppe op, bare fordi han kaldte - hvilket hun også lod som om hun ikke hørte.

[Algernon McLaggen]

Virkelig? Uanset hvor meget både Jemima Burke og Alissa Avery ville hade at han tænkte det, så kunne han ikke lade være med at sammenligne dem mentalt. De var begge på pisse irriterende, hvis man først blev uvenner med dem. Måske var det dérfor, at de ikke kunne udstå hinanden.

"Lad nu værre, Jem. Vil du ignorere mig resten af skoleåret? Virkelig?"

[Jemima Burke]

Jemima bed hårdt sammen, allerede irriteret bare fordi han var der og blev ikke mindre irriteret, over hans forsøg på at få det til at se ud som om det var hende der var urimelig. Hun stoppede stadig ikke op og havde virkelig ingen intentioner om at gøre det. Hvis han ville halse efter hende som en hundehvalp hele vejen til biblioteket, måtte det være hans valg.

Selvom hun ikke stoppede, kunne hun alligevel ikke helt holde kæft, selvom hun også anerkendte hans eksistens på den måde "Det var faktisk nøjagtigt min plan." svarede hun køligt og drejede omkring et hjørne.

[Algernon McLaggen]

Algernon fulgte stødt med, og var meget målsat på at blive ved indtil hun droppede sit barnlige pjat.

"Det lyder som en virkelig umulig plan, Jem. Du kan ligeså godt kaste din skældsord over mig nu, og få det overstået, så du ikke er begrænset til at være steder hvor jeg ikke er. Det er for åndsvagt."

[Jemima Burke]

Jemima stoppede stadig ikke og besvarede i første omgang hans selvretfærdige udgydelser med et indigneret fnys "Måske, men kun halvt så åndsvagt som at jeg rent faktisk troede på du tænkte med andet end hvad du har mellem benene." gav hun skarpt igen uden at se på ham.

[Algernon McLaggen]

Algernon blev en smule stram i ansigtet, men rystede fornærmelsen af sig. Hun havde troet rigtigt. Men han var ikke helt sikker på, om det overhovedet var en god ting.

"Har jeg nogensinde givet dig nogen grund til, at tro noget andet?"

[Jemima Burke]

Det var mere tilfredsstillende end Jemima helt ville indrømme, at se de skarpe ord få ham til at reagere.

Modsvaret fik dog også hende til at blive lidt stram i betrækket, for hun havde ikke lyst til at indrømme, at han nok havde ret - og så alligevel "Nej, ikke før du gjorde det komplet soleklart og ikke engang kunne sige det direkte til mig." gav hun igen med undertrykt arrigskab.

[Algernon McLaggen]

Algernon slog ud med hånden og himlede med øjnene.

"Ved du hvad jeg ikke forstår, Jem? Det var Elias Oliver Wood der kyssede med Alissa bag din ryg og gjorde dig ked af det, og jeg vil vædde med at det ikke er første gang han har sagt ét og gjort noget andet. Men jeg har aldrig været uærlig, og alligevel er det mig du er vred på."

[Jemima Burke]

At han bragte Elias ind i det hele, gjorde ikke rigtigt Jemima mindre arrig, tvært i mod, men det fik hende til at stoppe op så brat, at havde hun været en vogn, ville hun sikkert have sat mærker i gulvet "Ved du hvad jeg ikke forstår?" bed hun og fortsatte før han havde nogen mulighed for at indvende noget "Hvordan du kan stå der og være så skide hellig og prøve at få det til at se ud som om du er komplet uskyldig, når du stod og væltede ud til Alissa, at den eneste grund til du brugte tid på mig, var for at komme i bukserne på mig!" hun krammede hårdt sammen om bøgerne hun havde i favnen, så hun kunne slippe dem med den ene hånd og løfte den med fingrene krummet i ren frustration "Kan du høre hvad du selv siger? Hvordan er det ikke nøjagtigt at sige en ting og gøre en anden?" konfronterede hun "Du lukker så meget lort ud, at du rent faktisk har overbevist dig selv om, at det er rigtigt."

[Algernon McLaggen]

Nu var det Algernons tur til at blive frustreret. Normalt gad han ikke alt det drama, som pigerne af og til lagde for dagen, og når først relationerne blev for kompliceret, fandt han som regel noget andet. Men på irriterende vis, havde han ikke lyst til at give op på Jemima.

"Fordi jeg troede det ville få hende til at gå!" Bed han tilbage.

"Du er ikke venner med Alissa, Jem, men det er jeg. Og jeg lover dig, at hun ikke bare ville skride hvis jeg sagde, at jeg sad og trøstede dig. Jeg prøver ikke at lade som om, at jeg er uskyldig Jem, men du kan heller ikke forvente at folk er fuldstændig fejlfri. Tror du ikke, at jeg ville gøre det om hvis jeg kunne?"

[Jemima Burke]

Jemima himlede med øjnene og slap et vredt fnys før hun brød ind, midt i hans ordstrøm "Nej? Hvad handler det så om, Algernon? Hvis ikke det er et forsøg på at score mig eller overbevise mig om Elias Oliver Wood er et røvhul, hvad så? Fortæl mig det, for jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor du det ene øjeblik næsten får mig overbevist om du er min ven, for så det næste at trampe hen over mig for at stryge Alissas gigantiske ego."

[Algernon McLaggen]

Algernon så vantro på hende. Det her var lige præcis årsagen til, at han ikke gad involvere sig følelsesmæssigt. Og et var ufatteligt irriterende, at han stadig følte sig tiltrukket af hende, selvom hun opførte sig mindst ligeså hysterisk som en hippogriff i brunst.

"Nu stopper du, Jem. Jeg er ked af at jeg ødelagde din aften endnu mere, virkelig. Men I kan altså ikke bare forvente, at resten af verden vælger side og enten er på dit eller Alissas team. Tro det eller lad værre, men jeg har faktisk ingen interesse i, at nogen af jer har det skidt, okay?"

[Jemima Burke]

Jemima gjorde det stik modsatte af at stoppe. Faktisk blev hun kun mere vred over at få besked på at gøre det "Men kun så længe den anden af os ikke ser det, right." hun fnøs igen "Jeg er skide ligeglad med hvilket team du er på. Det her har ikke en skid med mig og Alissa at gøre." gav hun igen "Det handler om dig og mig." hun havde virkelig lyst til at prikke fingeren hårdt i brystet på ham, men nøjedes med at pege "Du kunne have brugt tusind andre undskyldninger hvis du absolut skulle finde på en, og så vælger du den mest overfladiske og slibrige du kan komme på, så ja, du ødelagde min aften endnu mere." hun rystede på hovedet og slog ud med den frie arm. Et øjeblik var hun ved at tabe bøgerne "Jeg ved ikke engang hvorfor jeg er overrasket."