Hvad hvis æblet ikke falder langt...

[Corban Yaxley Jr.]

Corban lod kindtænderne møde hinanden med en næsten ubehagelig lyd. Kæben blev stram, men blikket endnu strammere. Alligevel var der ingen våd hinde i hans øjne. For han ville ikke lade sig selv åbne dé sluser, hvis det betød at han gjorde sig selv svag og medgørlig igen. Han vidste hvordan han måtte ende det, men man kunne ikke være en svækling, hvis man gjorde noget så utilgiveligt.

"Gentag dét ord. Du ved hvilket," Ordet han lige havde brugt om Althea Roberts. En ting var den rædsomme måde Cailean malede Corban på. Det her var noget helt andet.

Han rejste sig og trådte tættere på ham. "Sig det!"

[Cailean Morgaine]

Nok havde Corban hævet sin stav for et øjeblik siden, men når alt kom til alt ville han aldrig bruge den. Det var, som det havde været og var blevet i mellem dem: Den mindste gnist startede en brænd, og lige om lidt slog den ene den anden, og så gik de hver til sit i nogle dage, indtil det lykkedes dem at slå en streg over det eller starte en ny fucking brænd.

Cailean trådte også tættere på. "Gentag det selv! Du hørte mig udmærket!"

[Corban Yaxley Jr.]

Trådte én af dem tættere på nu, ville deres næster nok kollidere. Så tæt stod de, da Corban, uden at tænke over det, havde mindsket afstanden en smule i reaktion til Caileans bevægelse.

"Som om jeg ville sige det ord!" Mange ting havde dog ændret sig. Som om han nogensinde ville tage livet af nogen... Som om han nogensinde ville udvælge hvilken forbandelse der potentielt kunne ramme pigen han var forelsket i.... Hvad i alverden kunne han hæve sig over længere? Ingenting.

"Dig derimod..." Kæben var stadig spændt. "Er dit eneste formål med din sølle eksistens, at sparke personer når de ligger ned? Eller har du bare brug for nogen at afreagere på, så du kan få det lidt bedre med dig selv?"

[Cailean Morgaine]

De kunne vitterligt ikke stå tættere på hinanden nu. Men at træde bagud var en falliterklæring på nuværende tidspunkt, så Cailean blev stædigt stående.

Dog uden et svar.

Han åbnede munden og søgte efter ordene, men lukkede den ret hurtigt igen. Sølle. Han kunne ligeså godt have lagt sig fladt ned på gulvet, og fortælle Corban han han bare kunne fortsætte med at pisse på ham.

Han knyttede næverne og greb ud efter Corbans krave, så han kunne sende et slag mod idiotens næse og lukke munden på ham én gang for alle. Og hvis Corban var rigtig heldig, ville han måske få slået alle minder om Tom ud af knolden, så han ville stoppe med at opføre sig så fucking sært!

[Corban Yaxley Jr.]

Altså... i det mindste mærkede han noget. Det var underligt betryggende. Nok var det ikke så meget indeni brystet, som det var i brusket i næsen, da noget lød til at knække. I det mindste tudede han ikke over det længere. Det var ikke første gang Cailean havde brækket hans næse. Nok heller ikke den sidste.

Det blev lidt vådt på overlæben. Klistret, velnok. Og så forsøgte han virkelig at skubbe Cailean væk. Han forsøgte også at få nogle slag ind mod hans mave og side, fordi armene var så lange og hurtigere, at han ikke kunne gribe dem.

[Cailean Morgaine]

Forbandede Corban Yaxley! Og forbandede at hans bror var død og at han ikke havde været på skolen og at han ikke havde sagt noget og at han var en kæmpe nar da han endelig dukkede op! Dét var tankerne der snurrede i ring, imens han forsøgte at få flere slag ind, og selv undgå Corbans.

Indtil han blev ramt virkelig hårdt i maven, og næsten knækkede midt over, før han tordnede frem med hele kroppen for at vælte Corban.

[Corban Yaxley Jr.]

I det mindste kunne han slå igen. Det var mere end han havde kunne gøre derhjemme. Han var hamrende ligeglad med hvad han ramte lige nu, for han ønskede bare at Cailean skulle give igen og få ham til at mærke et eller andet.

Han røg dog tilbage, da Cailean væltede ind over ham. De landede på sengen og madrassen, og det udviklede sig snart mere til en form for brydning. Lange arme fløj lidt i alle retninger.

[Cailean Morgaine]

At de to knægte kastede sig over hinanden, var der ikke længere noget nyt ved. Det var næsten et under, at Corban ikke havde skemalagt dem, nu det alligevel var blevet en så fast del af deres hverdag.

Men det var nyt at Corban slog så meget igen. Idioten plejede bare at tage imod og pisse Cailean endnu mere af. Selvom det også pissede ham af, at blive slået igen. Der var ingen let løsning.

Normalt gik brydekampene bare i sig selv, og så snakkede de ikke i en uge. Men denne gang, var det først da døren gik op, og en af deres sovesalskammerater kom ind, og stoppede dem. Cailean rev sig irritabelt fri fra hvem end der havde fat i ham - Corban eller den anden idiot, det vidste han ikke. Og så satte han kursen mod døren, inden nogen kunne nå at stoppe ham.

[Corban Yaxley Jr.]

Det var nok første gang Corban modsatte sig andre end Cailean, ved faktisk at skubbe dem. Han fik da også fat i Cailean, før kammeraten fik revet sig fri og forlod sovesalen. Tilbage var præfekten, med den blødende næse, og den spændte kæbe. Det tog lang tid for den anden sovesalskammerat rent faktisk at tale ham ned. I det mindste var vedkommende ferm med småhelbredninger, så næsen blev da sat på plads, og Corban fik ham til at love ikke at fortælle det videre.

Så blev han igen overladt alene. Bogen blev fundet frem, og i et skrøbeligt sekund, overvejede han hvilken forbandelse Cailean ville have godt af. Han indså dog at tankerne var blevet for mørke, og at vreden var rettet mod en helt anden når det kom til stykket. Derfor blev bogen gemt inde på en af sengebordshylderne, med et kedeligt omslag fra en anden bog omkring sig. En nødløsning, indtil han havde fundet et bedre gemmested.

Lukket.