Lorteslanger

[Freya Runcorn]

De havde tabt. Freya vidste ikke om der var snyd om involveret eller hvad der var sket, men det var slut for en uge siden. Træningen var ligeledes ophørt, men Freya var alligevel på banen, i færd med at gennemgå kampen mentalt. Som søger bar hun en stor del af ansvaret, men det var ikke hendes alene. Baskerne fra Ravenclaw havde været dygtige og blokeret hende flere gange, indtil den anden søger var heldig.

Hun hadede at det var sådan, slog sig selv i hovedet og åbnede kassen med bolde for at tage træningslynet ud og holde det mellem fingrene. Så, impulsivt, men alligevel planlagt, slap hun det fri og kastede sig på sin kost, før hun satte af fra jorden, uden at opfatte at Milphio Borgin var på vej over græsset imod hende.

[Milphio Borgin]

Kampen mod Ravenclaw havde virkelig taget en uventet drejning. Angriberne havde gjort det virkelig godt, og det havde egentlig alt sammen set ganske fornuftigt ud, indtil ørnenes baskere begyndte at gå målrettet efter Freya. Miles og Louisa Lacroy var gået fra at spille offensivt til defensivt, og alle slag mod smasherne handlede mere om bare at få dem lang væk, end rigtig at få dem slået stratetisk efter modspillerne. Det var lidt noget lort.

Heldigvis var Miles dog sjældent bitter over en tabs kamp ret længe ad gangen. Og han tænkte egentlig heller ikke så meget på kampen, da han i dag travede ned mod banen for at flyve lidt rundt for sjov.

Men da han fik øje på Freya, som så meget målrettet ud, kom han alligevel til at tænke på kampen. Og at lidt træning inden sommerferien måske ikke var nogen dum idé. Måske ville hun træne sam-

Hun lettede.

Miles så efter hende.

Han overvejede om han skulle hente et ekstra bat og en smasher inden han lettede, men måske var et alligevel smartere lige at høre Freya ad. Han satte sig derfor op på kosten, og satte målrettet efter hende.

"Fay! Vent lidt!" Råbte han efter hende.

[Freya Runcorn]

Freyas blik var intenst på lynet. Hun havde brug for at bevise for sig selv at hun nemt kunne fange det. Derfor tog det noget tid, før hun opfattede råbet bag hende. Hun vendte sig ikke. Hun skulle have lynet.

"Nej," råbte hun bare tilbage, uinteresseret i hvem der ville have fat i hende. Hun dykkede brat efter den lille, gyldne bold, men missede den med få centimeter og måtte rette sig op. På den tid var den fløjet væk og hun vendte sig i luften mod Miles med lynende øjne.

"Hvad?!"

[Milphio Borgin]

Miles tog sig ikke ret meget af lynet. Hverken dét der var stukket af, eller dét som var i Freyas blik. Han smilede bare bredt til hende og gik lige til sagen.

"Ville det være cool, hvis jeg træner lidt med smasherne?" Han rettede en tommelfinger og et nik tilbage mod skuret hvor boldene var.

[Freya Runcorn]

Freyas vejrtrækning var hastig og hun forventede halvt at Miles ville fortælle hende om en eller anden krise. Hvad han i stedet sagde fik hende til at blinke i vinden.

"Hvad? Hvorfor vil du det nu? Jeg træner med lynet."

[Milphio Borgin]

"Ja ja ja, præcis! Vi kunne træne sammen, ikke? Jeg kan slå smasherne væk, når de kommer for tæt på! Eller... Altså, jeg ville kun tage én smasher ud. Selvfølgelig. De bliver ligesom til kampen, ikke? Så bliver jeg lige lidt bedre til at få dem banket langt væk, så du kan fange lynet. Jeg ville bare lige hører om det var cool, sådan, inden jeg bare slap den løs."

Han smilede bredt og ventede bare på, at hun sagde 'ja'.

[Freya Runcorn]

Freya betragtede drengen uden situationsfornemmelse. Nej, Gideon Flint havde ved Merlin intet at frygte.

Det irriterende var jo at han havde ret. Det var ikke svært at fange lynet uden distraktioner. Hun kneb øjnene sammen, men så fnøs hun højt.

"Fint. Men kun én tromler."

[Milphio Borgin]

Miles lyste helt op og nåede kun lige at smide et "klart!" inden han vendte om på kosten og susede ned mod skuret, hvor han fik fat i en af kassere med træningsbolde. Han trak hele kassen ud af skuret, så han ikke slap den ustyrlige bold løs i den lille trækonstruktion, og skulle til at bøvle med bygge-magi.

"JEG SLIPPER NU!" Råbte han op til Freya, da han frigjorde smasheren og selv sprang op på kosten. Klar til at indhente Freya igen, så han kunne beskytte hende mod det kuglerunde monster han lige havde sluppet fri. Åh, quiddtich. Fantastisk sport!

[Freya Runcorn]

Freya var lidt sammenbidt. Hun nød ikke situationen, men indrømmede at det var en nødvendighed for sig selv.

Hun svarede heller ikke Miles, men var klar, da smasheren kom susende efter hende og undgik den med et bagud-flip i luften, der ville have efterladt mindre erfarne kosteryttere svimle.

Så steg hun lidt op i luftlagene og begyndte at spejde efter lynet.

[Milphio Borgin]

Miles fokus var rettet mod den aggressive kugle og dens afstand til Freya Runcorn. Han havde ingen anelse om hvor lynet var, om det så fløj op i næsen på ham. Men det var heller ikke hans opgave, og han bugte i stedet sin energi på at slå hårdt til smasheren da den kom flyvende imod dem. Han sigtede mod målringene. Det var en god måde at øve sit sigte på, år der ikke var andre spillere eller lignende.

Sådan fortsatte de det næste stykke tid. Lige indtil Freya satte farten op, og Miles gik ud fra, at hun måske havde fået øje på noget.

[Freya Runcorn]

Freya så det. Lige ved den ene tribune, meget tæt på hvor der ville have siddet hujende elever. Det var lidt risikabelt at komme så tæt på, men hun havde brug for at fange den gyldne kugle, så hun satte farten op bag sin kost og styrtdykkede. Tæt på, slap hun kosten med den ene hånd og greb ud i luften.

Hun fangede lynet lige før hun rettede op og med nød og næppe undgik at brage ned i sæderne. Hjertet hamrede, klar over risikoen. Hun holdt den gyldne kugle i sin næve og stod stille i luften.

[Milphio Borgin]

Miles fulgte delvist med. Han havde ingen grund til at komme ligeså tæt på tribunen som Freya, men han havde god grund til at holde sig i nærheden, så han kunne være klar med battet. Han var dog lige ved ikke at ramme, da smasheren dukkede op i fuld fart cirka samtidig med, at Freya nær var fløjet lige ind i det gamle træværk.

De aggressive kugle fik et akavet slag, der sendte den direkte op i luften. Miles rettede blikket med Freya igen, men heldigvis var hun ikke ramlet ind i andet end lynet.

"Yes! SÅDAN, FAY!" Råbte han begejstret, før han rettede blikket op så han kunne kaste sig over den ustyrlige kugle når den kom tilbage. Den skulle jo tilbage på plads, hvis de var færdige.

Han svævede kun lige over jorden nu, og da smasheren kom smækkede han den først hård ned i jorden med battet, inden han sprang ind over den, og greb fat. Så skulle den bare tilbage til skuret.

[Freya Runcorn]

Freya var ikke færdig. Hun havde fanget det gyldne lyn, ja, men det var jo kun en gang. Hun tillod sig et kort smil til Miles, før hun slap lynet fri igen, lukkede øjnene et øjeblik og skød frem i luften.

Ravnene skulle ikke vinde næste gang.

[Milphio Borgin]

Miles havde rigeligt travlt med at få smasheren tilbage til skuret, og bemærkede ikke at Freya satte afsted igen. Ikke før han allerede havde været inde med kuglen og spænde den fast.

Med en hånd over øjnene for skygge, spejdede han lidt efter hende. Hun var pisse sej, på den kost! Miles sprang kun op på sin egen for at flyve et par runder, og øve nogle skarpe vendinger. Han havde dog stadig battet med. Det var trods alt en fast del af hans udstyr.

Så måtte han se hvor længe Freya blev ved. Han håbede lidt at de kunne følges tilbage.

[Freya Runcorn]

Freya fangede lynet igen. Hun slap det fri og satte efter det. Tiden susede afsted ligesom hun gjorde på kosten, men hun ænsede det ikke.

Hun måtte træne fangsten igen. Og igen. Og igen.

Musklerne værkede, da solnedgangen farvede horisonten tusind bløde farver, men hun var ikke færdig. En mere.