Muligheder for at mødes

[Amber W. Jones]

Amber smilede bredt og varmt og trommede lidt på kanten af kruset.

"Mit eneste kendskab til Italien er italienske mænd og kvinder fra New Jersey," lo hun.

"Men jeg glæder mig til at opleve det. Togturen skulle også være virkelig flot."

[Phaedra Fudge]

Phaedra smilede fortsat til veninden og lod kortvarig tankerne strejfe. Omkring et lignende scenarie - men bare hvor hun spillede hovedrollen med en mand ved sin side.

"Ja. Det er ikke så ofte vi magikere bare læner os tilbage og nyder udsigten under timers transport," Selv hvis man tog en flyvetur, skulle man jo stadig have styr på kosten.

"Så får I en masse tid til hinanden."

[Amber W. Jones]

Amber smilede tilfreds med billedet og nikkede. Hun havde i hvertfald aldrig prøvet det.

"Kan du ikke også tage på ferie med din elsker?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra havde ikke overvejet ideen. Ikke før nu i hvert fald, hvor Amber strålede af forventningsfuld rejseglæde.

"Måske... en dag." Hun smilede blidt. "Jeg ved ikke om Reginald rejser med sin..."

[Amber W. Jones]

Ambers smil tonede lidt ud, selvom det ikke forsvandt helt. Hun synes tanken var fjern nu. Et ægteskab i hver sit hjem med hver sin elsker. Hun ville hade det uendeligt, hvis hun vidste at Jesse Jones rørte ved en anden kvinde, sov med en anden kvinde, elskede en anden kvinde, men ægteskaber var ikke ens. Så længe Phaedra var glad, var det hvad der betød noget.

Hun tog en dyb indånding. "Det er vel ligegyldigt hvis han gør? Hvis I er enige om at leve hver for sig, så kan det vel ikke betyde noget, om du også rejser med din elsker. Kan det?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra tøvede og fugtede læberne med en tænksom og subtil bevægelse med tungespidsen. Blikket var slået ned i koppen, indtil hun hævede det for at møde Ambers.

"Vi aftalte aldrig at leve hver for sig. Måske i hver vores fløj, men ikke i hver vores ejendom," afslørede hun.

[Amber W. Jones]

Amber fulgte venindens blik ned i koppen og rynkede brynene. Det gled op igen, men hun så stadig ganske alvorlig ud.

"Virkelig? Hvad skete der så? Måske... Start fra begyndelsen?"

En blid opfordring. Hendes hånd rakte over bordet for at give Phaedras arm et klem.

[Phaedra Fudge]

Phaedra var aldrig blevet såret over hvad der var hænd, men hun var da blevet vred. Hun sukkede og begyndte sin fortælling. En sandhed med mange løgne:

Om at de havde elsket på bryllupsnatten, og Reginald havde givet hende friere rammer. Hvordan han havde indvilliget i at bo under samme tag, men gradvist var mindre hjemme.

"Det føles som han har skåret mig fra. I første række kommer børnene. Så elskerinden. Slutteligt den kone, han har overladt til at bo i et hjemsøgt hus."

[Amber W. Jones]

Amber lyttede og så støt mere bekymret ud. Hun havde igen rakt frem og strøg fingrene over venindens arm, imens hun talte. Hun rystede langsomt på hovedet og følte intet varmt overfor Reginald Fudge.

"Det kan han da bare ikke beslutte på jeres begges vegne," udbrød hun indigneret. "Phae. Du bliver da nødt til at tale med ham og sige at det ikke er i orden."

[Phaedra Fudge]

Selvom Phaedras hjerte ikke var ved at briste, nød hun kontakten med veninden. De bløde strøg over armen og de bekræftende ord. Dem der ikke kun var trøstende, men også kastede lidt ekstra brænde på bålet.

"Ja... en del af mig føler bare at Reginald har givet mig frihed," Hun fugtede læberne. "Der er dog én ting han ikke vil give mig... Han har jo allerede børn." Det var et alvorligt emne, men hun plantede frø.

[Amber W. Jones]

Amber rynkede brynene dybt over Phaedras overvejelser og nikkede langsomt. "Ja," svarede hun mumlende og kunne til gengæld godt forstå den del. Især som en, der stadig ikke rigtig havde noget behov for at skulle have børn.

Hun strøg fingrene over venindens arm igen. "Behøver I børn? Hvis I lever hver for sig?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra havde ikke den her store drøm om at blive mor. Hun havde dog virkelig ikke en drøm om at ende alene og uden sikkerhed, skulle Reginald beslutte sig for at trække tilbage på flere løfter.

Amber behøvede dog ikke at vide grundene til at Phaedras biologiske ur var begyndt at tikke. "Behøver er for meget sagt," sagde hun i stedet. "Jeg ved godt, at jeg har giftet mig med en ældre troldmand, men at få et barn.... Ja, det er noget jeg virkelig ønsker."

[Amber W. Jones]

Amber åndede langsomt ud og nikkede. Hun vidste godt at hun var heldig, at hende og Jesse Jones var samme sted på spørgsmålet om børn. Det måtte være så svært, når den ene virkelig gerne ville og den anden ikke følte det samme. Hun klemte lidt om Phaedras arm.

"Jeg kan godt se, at det er svært," indrømmede hun. "Men man kan ikke tvinge en anden til at ønske børn, Phae... Hvis det er sådan du har det, kan det være du bliver nødt til at opsøge andre muligheder... Jeg ved at skilsmisser er... Men det kan være en nødløsning."

[Phaedra Fudge]

Phaedra tvang blikket ned i koppen - nærmest som var hun samvittighedsfuld, nu hvor Amber vendte ordene dén vej. Naturligvis havde hun ingen forbehold omkring at kræve hvad der var hendes overfor Reginald. Ikke hvis det blev gjort subtilt og under overfladen.

"Jeg vil ikke skilles," Sandheden. Langsomt hævede hun blikket fra ingefærøllen igen. "Jeg har min mands sikkerhed, en elsker og tilmed frihed. Jeg kommer nok fra det igen. Det med børn."

[Amber W. Jones]

Amber trak hånden til sig, alvorlig, men nikkede så. Hun håbede for veninden at hun virkelig ville komme fra det igen, men hun var ikke så sikker endda.

"Der er nok ikke så meget andet for," svarede hun lavmælt. "Det er jo ikke noget man kan tvinge nogen til at ville... Selvom det må være meget hårdt at være uenige..."