Det biologiske ur tikker hurtigst

[Phaedra Fudge]

Syvogtyve. Det var alderen hun var vågnet op til denne morgen, i en seng der virkede alt, alt for stor når hendes elsker ikke optog pladsen. Hun havde inviteret ham på besøg til aften, uden egentlig at markere at datoen var speciel i den krøllede, men feminine håndskrift.

Hendes familie havde udstrakt en invitation. Eller havde nærmere inviteret dem selv til at spise med hende og hendes mand. Det var ikke unaturligt at kontraktforlovede endte med at bo fra hinanden, men det blev der ikke talt om. Og som regel var det efter man havde fået børn. Desuden vidste hun at hendes familie ville nævne hendes alder endnu en gang og komme med hentydninger til en fremtidig ufrugtbarhed. Det var måske ikke mærkeligt, at hun havde sagt nej til at de måtte komme forbi.

Reginald Fudge ønskede ikke flere børn, eller at skænke sin hustru mere opmærksomhed end nødvendigt. Det var noget hun kunne leve med, nu hvor hendes følelser for Abraham Roberts var blevet så mærkbare, men hvad ville være tilbage til hende når bæstet en dag var væk: Et spøgelseshus?

At blive et år ældre bragte overvejelser med sig, men tanker og ideer havde svirret siden hun havde sneget en flakon amortentia med sig. Denne var gemt godt afvejen i huset, trods den endnu også stod klart i hovedet, da hun nærmede sig den blussende kamin og mødte sin elsker i en omfavnelse, da han trådte ud fra grønne flammer.

[Abraham Roberts]

Abraham havde aldrig haft nogen intention om at indlede en affære med en gift kvinde - eller nogen anden kvinde, i det hele taget. Alligevel var Phaedra Fudge gledet ind i hans liv og havde taget en eller anden form for plads, som han ikke nødvendigvis følte sig sikker på, men heller ikke havde noget behov for at definere.

Derfor havde han heller ikke haft så mange skrupler ved at takke ja til hendes invitation denne aften og tog da også velvilligt imod hende, da først han trådte ud fra kaminen. Armene gled om hende og en dæmpet lyd af tilfredshed undslap ham.

"Phae," hilste han og lod læberne strejfe hendes hår. "Det er godt at se dig."

[Phaedra Fudge]

Phaedra gled ind i troldmandens favn, som var det noget af det mest naturlige hun kunne gøre. Måske havde han ikke været hendes første forelskelse, men han var hendes første elsker, og dén person pulsen blev lidt hurtigere ved tanken om. Duften af ham var blevet genkendelig og hun nød den til fulde lige nu.

"Jeg er glad for at se dig," Hviskede hun ømt mod hans skulder. Hver gang han kom på besøg, syntes skyggerne i det stadig-fremmede hjem at blive mindre betydelige.

Hun gled lidt ud af hans favn, for at trykke et ømt kys mod hans mund. "Du ser træt ud." For hende, havde arbejdsugen også været lang. Og det var måske derfor hun dirigerede ham lidt hen mod sofaen.

[Abraham Roberts]

Abraham var ikke typen, der var fyldt med naturlig ømhed, men han holdt reelt af Phaedras selskab og i forlængelse af det, var han også kommet til at holde lidt af hende. Der var da absolut heller ingen uvilje i det kys, han delte med hende, men efterhånden en behagelig velkendthed.

Han tøvede da heller ikke med at følge med over mod sofaen, hvor han tog plads med en aura af en mand, der havde været der flere gange før og ikke følte sig fremmed i hjemmet. "Det har været en lang uge," medgav han. "Jeg har ikke været hjemme de sidste par nætter. I har også haft travlt?"

[Phaedra Fudge]

Elskere var alt de kunne være, men rammen passede heksen. Hun beundrede Abraham og mærkede sig selv falde mere og mere for ham, uden at føle samvittighedsnag over de løgne hun havde vævet mellem dem. Som efterforskningen i hendes forlovedes død dengang. Eller det faktum, at Abraham havde været den første mand hun havde delt sin seng med. Eller at hun fyldte syvogtyve i dag, og ikke havde drukket sin præventive eliksir til morgen.

Alligevel holdt hun af ham, og gled ned ved hans side i sofaen.

"Mhm. Afsindigt," Hun nussede hans håndryg med tomlen. "Der har ikke været mange timer mellem arbejde og søvn. Jeg håber ikke at du har en tidlig vagt i morgen." Der var en hentydende tone i stemmen.

[Abraham Roberts]

Abraham havde ingen forventninger om at kende til Phaedras hemmeligheder, men havde heller ikke nogen idé om, hvor mange af dem, der rent faktisk direkte involverede ham på en eller anden måde. Han sank blot lidt tilbage i sofaen, der endnu var ham lidt for pæn og ukomfortabel og lod den frie arm lægge sig over ryglænet, hvor fingrene kunne stryge let over hendes nakke.

"Er det et tilbud om at få sovet ud?" spurgte han, ikke uden et drillende glimt i blikket. Som om han ikke udmærket vidste, hvad hun egentlig mente.

[Phaedra Fudge]

Selvom hans berøring var blid og let, havde den sin virkning på hende. Hun nød Abrahams opmærksomhed, såvel som hans kærtegn, og vendte sig selv lidt mere mod ham i sofaen.

"Måske," svarede hun, selvom gnisten i hendes blik talte for sig selv.

"Jeg kan godt lide når du overnatter her."

[Abraham Roberts]

Abraham var absolut ikke immun over for hendes blik, men forsøgte heller ikke ligefrem at skjule det. Fingrene gled op og strøg en lok hår bagom hendes øre, før de fortsatte ned over hendes hals.

"Så er det heldigt, at jeg ikke har nogen planer i morgen tidlig," medgav han, før fingrene lukkede sig helt om hendes nakke og han lænede sig frem for at stjæle endnu et kys.

[Phaedra Fudge]

Øjnene fulgte ham opmærksomt, og hun mærkede varmen i både krop og kinder da han fik navigeret en brun lok på plads bag øret, for at strække kontakten lidt med fingerspidserne.

Hun smilede ved hans dæmpede ord, men fandt ingen grund til at besvare dem med andet end det. Ikke når hans ansigt kom tættere og hun i stedet kunne møde ham i et kys.

En hånd lagde sig mod hans bryst og materialet der omgav det, mens hun kyssede ham. Det var farligt at være fokusset for heksens opmærksomhed, når hun allerede havde planer om hvordan hun kunne gøre dem endnu tættere. Hun gled tættere på ham i sofaen, så knæ strøg mod knæ.

[Abraham Roberts]

Abraham var ikke bekymret, selvom han måske burde være det. Phaedra var trods alt gift med en relativt indflydelsesrig magiker, der tillige var varulv, men det var knapt i hans tanker.

Han var blot fokuseret på det, der efterhånden føltes velkendt og lod sin hånd glide over hendes lår, mens han tog sig tid til at genudforske følelsen af hendes nærhed.

[Phaedra Fudge]

Phaedra måtte dække sin egen ryg - det var rigtigt nok -, men hendes tanker var ikke på Reginald Fudge lige nu, selvom han var grunden til at hun ikke havde drukket sin præventive eliksir til morgen.

Naturligvis var det forkert at udnytte Abraham, men hellere gøre det nu, end senere. For hun vidste at hun var ved at falde for sin første elsker, med de stærke hænder og dybe åndedræt.

"Jeg vil have dig," mumlede hun dæmpet og utålmodigt mod hans mund. Det føltes ikke længere så grænseoverskridende at sige den slags. Desuden var det sandheden.

[Abraham Roberts]

Abraham kunne godt lide, når Phaedra var direkte og han var alt andet end immun overfor kombinationen af hendes ord og hendes generelle nærhed.

"Hvem er jeg til at sige nej til sådan et ønske?" mumlede han retorisk ind mod hendes læber, antydningen af et drenget smil over hans egne, før han behændigt fik fat i hende og guidede hende helt ind over sig.

[Phaedra Fudge]

Phaedra havde før med Abraham mærket restriktionerne ved de figursyede kjoler hun bar. Især dem der snoede sig om hofterne og gik ind ved lårene. Valget i dag havde været mere strategisk af den årsag, så hun kunne langt nemmere sætte et knæ i sofahynderne på hver side af ham.

"Du er en heldig mand, Abraham Roberts," Hun var begyndt at nyde at sige hans fulde navn. Det var nok den nye besættelse. Det og at mærke ham i og om sig.

Læberne fandt hans igen.

[Abraham Roberts]

Abraham betragtede ikke som sådan Phaedra som noget ophøjet eller udenfor hans liga, men han havde ingen grund til at sige hende imod. Til gengæld havde han heller ikke noget stort behov for at udfylde tiden med yderligere snak.

I stedet mødte han hendes kys, mens hænder afsøgte efterhånden velkendte dele af hendes krop; først over og siden under stof.

[Phaedra Fudge]

Knapper blev åbnet og påklædning efterhånden fjernet. Phaedra havde udvalgt et nyt sæt mørke blonder, ment til at fremhæve de bløde og private dele af hendes krop, som kun Abraham var ment til at se. I hvert fald indtil andet ville blive nødvendigt...

Åndedrættet var skævt, da hun gled ned fra hans skød igen. Panden var lidt fugtig af sved og hun følte sig stadig ør ovenpå egen forløsning, som hun nu lå i sofaen, nøgen og med blussende kinder.

"Besøg mig oftere." Bad hun.