Cumulonimbus [TW: Mishandling]

[Corban Yaxley Jr.]

Bare. Der var intet bare når det handlede om ordre fra Senior. Corban betragtede beholderne og forsøgte virkelig at holde hænderne i ro. Måske var det bedre hvis han bare tabte dem... For han havde bange anelser. Selvom han ikke vidste hvad der var i de store beholdere i ejendommen, havde han sine tanker om de små som han holdt i hænderne.

"Nej," Forsøgte han. Stemmen var så svag.

[Corban Yaxley]

Yaxley rettede sig op og vendte sig mod knægten ved det sagte ord. En svækling. Det skulle være en mild underdrivelse, at beskrive seniors ansigtsudtryk som værende uimponeret.

"Nej?" Han stak hånden i inderlommen og fiskede Corbans tryllestav frem. "Men hvis ikke du ønsker at gøre dig fortjent til den her, så bør jeg måske bare knække den med det samme?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban fulgte tryllestaven med blikket da den blev fremfundet og brugt som afpresningsmiddel. Det var bare en stav... Alligevel en stav han havde haft i mange år, og som var hans eneste våben, skulle tingene spidse endnu mere til. Han vidste ikke hvad flakonerne indeholdte, men han vidste at Senior ville lade det gå langt værre til, hvis han modsagde sig igen. Kunne en af hans venner blive truet? Hans forlovede? Eller Althea Roberts .

Modvilligt begyndte han at blande væskerne. Håbet var så godt som slukket, da han endelig nikkede som tegn på at de var færdigblandet.

[Corban Yaxley]

Yaxley lod taven glide tilbage i lommen og fulgte herefter ungens handlinger med et køligt blik, indtil væskerne var blandet. Han nikkede mod den ene beholder.

"Hæld den i."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste ikke helt hvordan han kunne få sig selv til at gøre det. Men væsken blev hældt i, selvom han med det samme fik kvalme. Nærmest i forventning om at han lige havde fået noget rædsomt til at ske, uden at vide hvad det var.

[Corban Yaxley]

Yaxley fortræk ikke så meget som en mine, men var blot hurtig til at svinge staven så alle låg kom på plads igen og før han greb knægten i armen, og uden advarsel transfererede igen.

Rør, kælder og bygning forsvandt. Alt var gået som det skulle. Og Yaxley havde ikke engang så meget som rørt ved flakonerne, eller været nødt til at klare dele af opgaven selv. Der var dog ingen reel tilfredshed at spore i hans ansigt, da de landede hjemme i Yaxley Manor igen. Faktisk var der ikke ret meget at hente hos Yaxley senior, der ikke engang skænkede sønnen et blik da de landede, og ej heller hans tryllestav.

Han havde vigtigere ting at tage sig til. Det havde været en lang morgen. En lang morgen med flere interaktioner end han var vandt til, og der var et vigtigt ærinde han blev nødt til at se til nu!

Han efterlod den nu ældste søn i gangen, og satte direkte mod sit kontor. Ingen havde holdt øje med vinduet, imens han havde været ude. Ingen havde observeret himlen, og hvordan den våde mørke morgen havde udviklet sig. Det var vigtigt at nogen holdt øje. Yaxley skulle nok sørge for, at der blev holdt øje!

Dagen efter påstod journalisterne på Profettidende, at en uforklarlig sygdom havde ramt flere muggler beboere i en bygning i London, der få dage forinden havde været udsat for fiendfyre. Flere i kritisk tilstand.

Men solen havde fundet vej til vinduet og tryllestaven der tilhørte Corban Junior havde fundet vej til knægtens sengebord. Sammen med en udrevet side fra avisen, med netop denne fantasiske nyhed.

[Corban Yaxley Jr.]

Corbans indre slog knuder. Kælderen forsvandt fra hans blik, og snart stod han hjemme i gangen - pludselig overladt til sig selv, inden han kunne nå at kræve sin stav tilbage.

Knæende rystede, men han tvang sig selv ovenpå og ind på et af badeværelserne. Det var utroligt at man overhovedet kunne knække sig, når man ikke havde spist i så mange timer.

Han var så træt... Og han faldt også udmattet i søvn, selvom det kun var formiddag. Timerne skred så langsomt fremad, og han endte med at finde den sorte bog frem igen, fordi rædsomhederne deri´, alligevel var en distraktion for det andet.

Dag blev til nat, og da han vågnede, var tryllestaven på sengebordet ved siden af brillerne og et udklip fra Profettidende. Kvalmen kom igen og vedblev dér. Som en knude i maven, sammen med sulten.

Det krævede virkelig alt i ham, senere på dagen, at banke på døren til farens kontor. Avisen blev knuget i den anden hånd.

[Corban Yaxley]

Gradvist blev himlen mere blå op ad dagen. Skyerne skrumpede ind eller blæste bort, og efterlod kun den klare farve tilbage, i stærk kontrast til det mørke kontor. Det var svært at forstille sig, at dagen forinden havde været våd og grå.

En fugl fløj forbi.

Nogen bankede på døren.

Yaxley rejste sig ikke fra stolen, og fjernede heller ikke blikket fra vinduet. Han lod blot døren åbne sig selv, men en doven bevægelse fra staven.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban trådte indenfor, så snart døren havde åbnet sig. Kritisk tilstand. Ville nogen af dem snart dø? Samvittigheden rev og nev i ham, og skyggen under hans øjne var unægtelig.

"Fortæl mig hvad der var i beholderne, så jeg kan gøre det om," sagde han, selvom hans far lod til at være mere optaget af udsigten fra vinduet end noget andet.

"Jeg beder dig."

[Corban Yaxley]

Fuglen fløj forbi igen. Denne gang med noget i næbet. En orm, velsagtens.

"Din hævn, Corban. På Toms død." Dét var hvad der var i beholderne. Og dét var hvad der havde tjent knægten sin stav tilbage.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban skævede ikke ud ad vinduet mod den forbiflyvende fugl. Nej, blikket var stift rettet mod manden i den tunge lænestol.

Hævn..?

"Vi kan ikke vide om mugglerne var indblandet," protesterede han rationelt. Hånden greb tættere om tidsskriftet.

[Corban Yaxley]

Der var en svag vind udenfor. Ikke tydelig for det utrænede øje, men Yaxley fornemmede ændringen. Han vidste præcis hvad han skulle kigge efter, og behøvede ikke at kigge længe. I stedet rejste han sig fra stolen, og vendte sig mod arvingen.

"Men takket være dig ved vi, at de så meget som tænker på at blive indblandet i vores verden igen. Har du andre forræderiske holdninger, jeg bør kende til? Eller kunne du godt tænkte dig at gå herfra, uden at jeg bliver nødt til at konfiskere din tav igen?"

[Corban Yaxley Jr.]

Blikket hævede sig, da Senior ligeledes lod sig hæve fra stolen. Takket være dig. Ja, det var takket være ham. Det var nemt at tro på den sandhed, selvom hånden var blevet ført. For han kunne have sagt nej igen. Kommet med protester og taget de slag, og den knækkede tryllestav, som en mand.

"Jeg har ikke forræderiske holdninger, Sir," Blikket fandt gulvet.

"Jeg vil bare ikke have at nogen skal dø ved min hånd." Eller din. 

[Corban Yaxley]

Yaxley slap et mildt underholdt fnys, der dog først og fremmest var hånende.

"Pil af med dig, før jeg vender vrangen ud på dig, knægt! Du er svag og ynkelig, og jeg får det fysisk dårligt ved tanken om, at du er så ligeglad med din bror, at du hellere så hans bødler gå fri."

Han hævede staven mod sin arving, og gav ham et par sekunder til at løbe ud af døren.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban trådte tilbage da han så staven pege mod sig. Han var også ude af døren relativt hurtigt, mens pulsen sad i halsen og nærmest gjorde det svært for ham at synke.

Døren lukkede bag ham - ført af magi, og han sank sammen på en af skamlerne i entreen for en stund. Ansigtet blev gemt i hænderne, men ingen tårer flød. Da han endte på værelset igen, endte han også med øjnene i bogen igen. Denne gang, var det dog meget for motivation end distraktion. For måske kunne han en dag bruge en af forbandelserne mod sin far.

Dagen efter, tog Corban dagens udgave af profettidende ved morgenbordet. Han skimmede siderne uden svar, og talte ærligt bare sekunderne, til han skulle tage til Kings Cross. Kufferten var pakket ovenpå, og selvom det måtte betyde at han så skulle gå glip af begravelsen, måtte Tom i det hinsides tilgive ham, at han ikke deltog. For ellers ville han da bare have flere ofre bag sig. Og endnu flere dystre tanker.

Men så blev han kaldt til kontoret igen. "De ville tale med mig... Sir?"