Introduktion

[Tibby Kendrick]

Reaktion på Strøtanke #2
Åben tråd

Tibby var på vej tilbage til biblioteket efter en kort tissepause, da han så at der stod noget skrevet på et stykke pergament længere henne. Sidst han havde set et sådan pergament, havde der stået noget om bøgerne på biblioteket. Noget der virkelig havde vakt hans interesse og nysgerrighed, så han tøvede ikke med at gå hen for at læse den nye note.

Han havde regnet med endnu en rebelsk note fra en anonym, nysgerrig sjæl som han selv. En elev der bare gerne ville lærer mere.

Men den nye note handlede absolut ikke om bøger eller om at få mere ud af deres skoleår. Det lød mere som en af gåderne der blev stillet ved indgangen til opholdsstuen i tårnet, og Tibby måtte lige læse det igennem én gang til.

Han skubbede brillerne på plads, og var så dybt koncentreret om noten at han ikke bemærkede at nogen nærmede sig.

[Althea Roberts]

Thea havde svævet rundt på slottet efter ferien og tiden med Corban Yaxley Jr.. Det var næsten en naturlov, at noget måtte komme og trække hende ned. Hun vidste ikke at det var nu det skulle ske, som hun nærmede sig Tibby ved opslagstavlen.

Da hun stoppede op, læste hun over hans skulder. Hun måtte læse en ekstra gang, før hendes bryn trak sig tæt sammen og hendes øjne stak lidt.

"Facistiske svin," hviskede hun vredt.

[Tibby Kendrick]

Det gav et mindre ryk i Tibby, ved den pludselige hvisken og han vendte blikket for at se på Althea. Heldigvis gik det hurtigt op for ham, at de ikke var ham hun kaldte et 'fascistisk svin', men sandsynligvis notens forfatter.

"Hvad mener du?" Han havde ikke løst gåden endnu, og var lidt i tvivl om årsagen til hendes udbrud.

[Althea Roberts]

Theas mund var trukket helt tæt sammen og hun dirrede svagt. Hendes blik på Tibby var dog ikke direkte vredt på ham, helt uskyldig i sagen.

"28 rene? 28 familier, Tibalt. Man drikker af pokalen, hvis man avler fuldblodsbørn, man drikker ikke hvis man er barnløs, man spilder sit rene blod, hvis man får børn med en udenfor de 28."

Væmmelsen var tydelig i hendes ansigt.

[Tibby Kendrick]

Det var som om noget i hans mave slog knude på sig selv, da han vendte blikket mod noten igen. Hendes fortolkning gav skræmmende god mening, og han kom til at tænke på oplevelsen med Kazimir Valdez Vasilyev i toget. Han havde ikke sagt det til nogen. Han havde bare slået det hen som en dum engangsoplevelse, men hvis folk gik og satte den slags noter op?

Blikket blev rettet mod Althea igen. "Det er ikke MACUSA igen, tror du?"

[Althea Roberts]

Thea så temmelig stram ud og rettede tryllestaven mod noten for at forsøge at få den ned. Den rykkede sig overhovedet ikke og hun klemte læberne hårdt sammen.

"Jeg tror det er elever," svarede hun. "Hvis du tænker lidt, ved du godt hvem der ville ønske vi ikke var her.

[Tibby Kendrick]

Det vidste han alt for godt, men det var ikke en særlig behagelig tanke. Kazimir Vasilyev havde kaldt ham noget rigtig grimt, og han var ikke meget for at blive mindet om det.

"Nå men så..." Han skubbede brillerne på plads, inden han stak en hånden i en lomme hvorfra han trak både en fjerpen, blækhus og en hel rulle pergament, der umuligt ville have kunnet være der, hvis det ikke var fordi han havde købt tøjet i en butik i diagonalstræde, som specialiserede sig i lommer der var større indeni end udenpå.

"Vi skriver da bare noget andet og sætter det hen over." Hvad vidste han ikke endnu, men han satte sig ned på gulvet og rullede pergamentet ud. "Et slag for Sammen, måske?" Han så afventende op på Althea, og prøvede at lade som om han ikke var alt for påvirket af opslaget.

[Althea Roberts]

Thea dirrede. Hun var tydeligvis også påvirket og ikke så hurtig til at tage den konstruktive hat på som Tibby. Endelig tog hun dog en dyb indånding og slap den ud igen.

"Skriv... Skriv noget om 28 glas rødvin, der tørrer ud, fordi de ikke fornyer sig," opfordrede hun.

[Tibby Kendrick]

Tibby sad klar med pennen, men tøvede ved Altheas forslag og så op på hende igen med brynene rynket en anelse.

"Tror du ikke bare, at det gør det værre?" Han ville helst ikke hidse en stemning op. Og da slet ikke hvis dem der havde skrevet opslaget, kunne finde på at gøre noget som var værre, end kryptiske gåder i korridorerne.

[Althea Roberts]

Theas blik glædede, da hun vendte det mod Tibby. "Gør det værre? Tibalt, de har sammenlignet det at få børn med en at os med at udvande blod. Det handler ikke om hvad de synes. Det handler om at vise hvor latterligt det er, så andre ikke bliver overbevist af deres propaganda."

[Tibby Kendrick]

Han var godt klar over at hendes harme ikke var rettet mod ham som sådan, men det vendte sig alligevel ubehageligt i maven på ham.

"Jo, men... Kan vi ikke bare sige det til en professor? Jeg mener bare, hvis de finder ud af, hvem der har skrevet det..." Det var virkelig intet under, at Tibby ikke var blevet placeret blandt løverne, hvilket blev håbløst klart for ham lige nu.

[Althea Roberts]

Thea bed tænderne lidt sammen, satte sig ned på gulvet og tog pergamentet ud af hænderne på Tibalt.

"Du kan hente en professor," konstaterede hun. "Jeg er træt af at de facister tror de kan skræmme os og styre folks liv med deres vanvittige racehygiejne og arrangerede ægteskaber."

[Tibby Kendrick]

Tibby protesterede ikke da Althea tog over, og han rejste sig heller ikke for at hente en professor. I stedet sendte han et nysgerrigt blik mod pergamentet, for at se hvad hun havde tænkt sig at skrive.

"Hov, hvad med den der hang her for en uge siden? Så du den? Det var om bøgerne på biblioteket, men... Tror du det var de samme?"

[Althea Roberts]

Theas ansigt formørkedes lidt. "Har der været flere? Hvad stod der på den?"

Hun fik lidt ondt i maven. Det var sådan det var startet i 30'erne, vidste hun. Det var velsagtens også sådan det var startet, da Voldemort kom til magten første gang. Frygt, manipulation, propaganda. Hun rystede svagt på hånden, som hun satte pennen til papiret og skrev øverst: "Om frygten for tynd saftevand".

[Tibby Kendrick]

Tibbys blik fulgte med i fjerpennens dans henover pergamentet, imens han prøvede at huske havde der havde stået sidst. Umiddelbart kunne han ikke huske, om det også havde været en gåde? Det have virket ret ligefremt.

"Jo altså, det var bare noget om at der skulle være bedre adgang til alle bøgerne på biblioteket? Altså, så vi kunne lærer noget mere. Jeg tror ikke det havde ret meget at gøre med alt det dér blodfanatisme..."