Uden for et bagende drivhus

[Olive O'Neal]

Fredag eftermiddag stod altid på botanik. Som var det ikke nok, at skulle prøve at følge med i Professorens dommedagssnak om de foreliggende UGL'er, var drivhuset bagende hedt i forårssolen. Længslen efter weekend gjorde dem rastløse og det var vist en lige så stor lettelse for professoren, som det var for dem, da førstnævnte gav dem ti minutter tidligere fri.

Den lavmælte summen fra hvisken i drivhuset, udviklede sig hurtigt til et miskmask af samtaler, der blandede sig sammen. Olive følte sig også helt stegt i hovedet, så hun drev bare med Rosie Day og en håndfuld af de andre op mod slottet. Hun lyttede kun til samtalen med et halvt øre, lidt for distraheret af det faktum, at Slytherin plejede at træne i eftermiddagstimerne.

Da hun hørte en velkendt stemme kalde, kunne hun derfor ikke for alvor skjule smilet, det bragte med sig og det blev siddende, som hun vendte sig mod Kiaan Patil-Fawley.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var nogenlunde kommet sig efter sin ulykke fra sidste gang Slytherin havde trænet. Det dunkede stadig en smule i hovedet og kroppen var stadig en smule øm, men han følte sig ikke længere så rundt på gulvet som han havde gjort da han var havnet på Hospitalsfløjen. Om ikke andet havde han lært at træne på behørig afstand af baskerne og deres smashere.

Der var godt varmt i forårssolen, og Kiaan havde endt med at tage træningstøjet af for i stedet at bruge skoleskjorten med ærmerne godt rullet op, da han begav sig tilbage til slottet. Med kosteskaftet - hans kost havde heldigvis overlevet episoden - lagt over skuldrene lagde han mærke til den lille flok af Hufflepuff-elever som kom fra retningen af drivhusene. Blikket fæstede sig især til én af dem, hvis navn han kaldte ud da han småløb for at indhente dem.

"Hey, Ollie." hilste han med et smil, som blev videredelt til pigerne hun fulgtes med - selvom man nok kunne argumentere for at smilet definitivt havde været varmere, da det havde været rettet mod hende. "Vil du følges ad?"

[Olive O'Neal]

"Det kan vi dag godt." Olive havde praktisk talt allerede glemt alt om klassekammeraterne og gav Kiaan et enkelt nik. Hun kastede et blik over ham, før hun gav sig til at gå tilbage mod skolen efter de andre, dannede bagtrop med søgeren.

"Har I haft træning?" spurgte hun henkastet, som vidste hun ikke udmærket, hvornår de trænede.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det passede ham mere end fint at danne bagtrop med Olive, og mens hendes klassekammerater så ud til at falde tilbage i deres egen samtale, kunne han fokusere på hende.

"Jep. Jeg fik endda slet ingen smasher i hovedet i dag. Imponerende, ikke?" Han prikkede sig selv på siden af hovedet, kun for at blive mindet på at der stadig var ømt, når han ramte det helt rigtigt - hvilket han tydeligvis var lidt for god til. Det lykkedes at fortrænge reaktionen til en rykning omkring øjet.
"Og du kommer fra botanik?" Han nikkede sigende tilbage ned af stien hun var kommet fra. "Hvad lavede I i dag?"

[Olive O'Neal]

Hvor alvorligt det end havde været i øjeblikket, kunne Olive ikke lade være at grine, nu faren var overstået. Hun nikkede, før hun løsnede slipset lidt og knappede den øverste knap op.

"Herbevicus-besværgelsen," svarede hun udmattet og lod hånden falde igen. "Få belladonna til at gro, få roser til at gro, få kål til at gro. Jeg er helt stegt i hovedet." Hun kastede endnu et blik over ham.

"Hvordan har du det?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Lyden af Olives latter fik mundvigerne til at vippe lidt mere opad. Det var lettende at høre igen, efter den rutsjebane deres forhold havde været igennem i det sidste. Men forhåbentligvis ville tingene begynde at falde til ro nu.

"Jeg kan godt huske det, da vi gjorde det sidste år." istemte han med et nik. "Der er urimelig varmt i drivhusene nu. Men hey, du får grønne fingre af det." Han skulle lige til at række hånden ud efter hendes for at udpege ovennævnte fingre, men han standsede sig selv i det. Små skridt, mindede han sig selv om, endnu en gang.

"Jeg har det fint nok. Jeg har lært at tage afstand til smasherne." Smilet strakte sig lidt, før han, lidt mere dæmpet, tilføjede: "og jeg er lidt mere fokuseret nu, end jeg plejede." Han smilede indforstået til hende.

[Olive O'Neal]

"Fornuftigt," indskød Olive med et skævt smil, der ændrede karakter ved tilføjelsen. Og selvom hun godt vidste hvorfor, hørte hun alligevel sig selv spørge:

"Nå? Hvordan kan det være?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Der var noget i tonefaldet der gjorde ham overbevist om at Olive allerede vidste hvorfor, men Kiaan havde ikke meget imod at uddybe det. Alligevel var tonefaldet dæmpet nok til at det ville forblive mellem ham og hende.

"Der har været så meget rod i det hele. Det er der ikke mere." Han behøvede ikke udbrodere hvilket rod han snakkede om, eller hvordan der var kommet orden i det igen. Han holdt heller ikke sig selv fra at lade armen komme tæt nok på hende til at hans hånd flygtigt strøg mod hendes.

[Olive O'Neal]

Alt havde ikke været noget rod i Olives liv. Hun havde været glad og grinet og lært fede ting. Men noget havde alligevel været skævt.

"Forstår, hvad du mener," svarede hun langsomt, bevidst om, at suget i maven var bragt til live af den flygtige kontakt mellem deres hænder.

Hun kastede et blik til siden på ham. Instinktivt flyttede hun hånden lidt i samme retning og indfangede hans lillefinger med sin egen.

[Kiaan Patil-Fawley]

Blikket måtte flakke ned mellem dem og til deres hænder, hvor Olives lillefinger havde viklet sig om hans, og Kiaan kunne ikke benægte suget i maven, det stadig gav ham. Og en del af det havde helt klart noget at gøre med visheden om at de vidste hvor de havde hinanden igen, sikkert for første gang siden de havde slået op. Han gav hendes finger et lille klem med sin egen, og lod den blive hængende ved hans hånd.

"Har du planer i weekenden?" spurgte han konverserende. "Eller har du for meget at lave med eksamensforberedelser?"

[Olive O'Neal]

"Ja, jeg ville jo gerne bruge den på at dase ude ved søen eller skate ned ad gangene," svarede Olive med et skævt smil og slap kun langsomt Hald lillefinger. Til gengæld så hun på ham igen.

"Men det ender nok med at blive en fræk aftale med biblioteket."

[Kiaan Patil-Fawley]

"Rauwr. Men så må jeg hellere give besked til dragerytterne om at du er for travlt optaget til at lege med i dag." Det skæve smil på hans læber imiterede hendes.

"Hvis ikke det afbryder din frække biblioteksdate kunne jeg gøre dig selskab. Jeg har selv en forvandlingsopgave jeg må igennem." Egentlig skulle Cora Greengrass have været hans partner i opgaven, men hun havde vist fået sat sig sammen med en ny partner mens han havde været på hospitalsfløjen, og han var endt med at skulle gøre det selv. Det var måske det bedste.

[Olive O'Neal]

Olive vidste godt, hvad Kiaans selskab ville gøre for hendes koncentration. Det gjorde dog ikke tanken mindre tiltalende, selvom det nok burde.

"Du skal være velkommen," hørte hun sig da også svare, smilet stadig om hendes læber.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Fedt." Smilet voksede en anelse, selv om Olives hånd havde forladt hans. Og til trods for at han mistænkte at hans eget fokus måske ville være lettere distraheret i hendes selskab - tydeligvis var han ikke i en position til at kunne lægge al sin fokus i skolearbejdet endnu.

"Er du nervøs?" spurgte han. "Til eksamenerne, mener jeg."

[Olive O'Neal]

Olive så på ham, løftede den ene skulder og rettede blikket frem. Sandt at sige brugte hun ikke meget tid på at tænke på eksaminerne, men:

"Ja," indrømmede hun. "Altså ikke til en sådan grad, at jeg er på vej op på hospitalsfløjen for at få noget til nerverne. Men ja, selvfølgelig."

Hun så på ham igen. "Andet ville vel også være dumt, ikke? Jeg mener, du er vel også nervøs før en kamp. Ikke?"