Roads go ever ever on

[Archie McCormack]

Det havde ellers været en stille og rolig dag. Det var efterhånden kun få kamre af templet, de manglede at undersøge og erfaringerne fra de andre kamre havde gjort det nemmere at forudse nogle af de forhindringer, de ville møde.

Til gengæld havde det også gjort nogle fra holdet arrogante og dumdristige. Det kan måske lyde lidt hårdt og det var da ikke, at Archie var usympatisk over for kollegaen, der i sin uopmærksomhed fik sprængt sit ben af eller de tre andre fra holdet, der også pådrog sig alvorlige skader. Det var bare heller ikke helt velvilligt, at han trak sig selv og lærlingen ud af templet for at få transporteret dem ud.

Det eneste gode ved det var, at han snart kunne skimte Valerie McCormack 's lyse hår gennem den tætbevoksede regnskov.

[Valerie McCormack]

På trods af at de seneste uger havde været mere eller mindre fuldt optaget af lejrens yngste beboer, så var Valerie ikke bare med til pynt og af samme grund var hun på vej gennem junglen i løbet af få øjeblikke, da først beskeden nåede hende. Det var naturligvis ikke så praktisk med et spædbarn, men hun kunne ikke efterlade datteren i lejren og af samme årsag måtte det være sådan.

Det var blot en af grundene til, at hun var både svedig og stakåndet allerede, da hun ankom, men adrenalinen fulgte trop, så snart hun kastede det første blik på scenen foran sig. Instinktivt søgte hun over mod Archie og overdrog ham barnet, mens hun talte. "Hvad er der sket?"

[Archie McCormack]

Archie var ikke vanvittigt begejstret over, at hverken datteren eller hustruen skulle gennem regnskoven, men uroen lagde sig lidt, da han så dem begge uskadt. Han nikkede en enkelt gang til kollegaen, der havde fulgt dem, før han tog imod spædbarnet. Selv efter flere uger, var bevægelsen stadig en smule firkantet. Han klarede halsen.

“Thompson overså en fælde,” svarede han uden at lægge skjul på sine tanker om kollegaens vovemod. “Det var som havde en bombarda ligget i dvale. Han fik sprængt benet helt af. De andre blev ramt af brudstykker af de sten, eksplosionen tog med sig.”

[Valerie McCormack]

Valerie havde, måske modsat Archie, ingen bekymringer over at overlade datteren til ham - modsat de fleste af de andre, ærligt talt - og hun nikkede til forklaringen, allerede i bevægelse igen.

"Hvor er han?" spurgte hun, som hun forcerede de første stumper ruin og så rundt i kaosset, blikket efter den mand, der måtte være hårdest såret.

[Archie McCormack]

Archie havde kun lige nået at rette grebet ordentligt til om spædbarnet, før han måtte række ud og tage ved Valeries overarm. Berøringen var ublid og han skyndte sig at bløde det lidt op.

"Pas på." Han gjorde et nik med hovedet. "Herovre." Og med de ord førte han an. Kollegaen var blevet lagt til side ude for deres vej på et af de områder, de havde sikret, og lå nu op ad et væltet træ.

[Valerie McCormack]

Valerie reagerede øjeblikkeligt på grebet om sin arm, ikke uden overraskelse over det, men til gengæld helt uden betænkelighed omkring det, vant til at lytte til Archie og hans instinkter, når de var afsted på ekspedition.

Derfor nikkede hun også blot og fulgte med ham, ikke uden en følelse af travlhed. Til gengæld forlod hun heller ikke hans side, før hun selv kunne se den sårede mand og straks søgte over mod ham.

[Archie McCormack]

Archie gik fra at føre an til at følge efter i tavshed. Hans opmærksomhed fulgte kun flygtigt blikket til kollegaen, før begge dele igen var delt mellem Valerie og spædbarnet.

Med en tung udånding fik han sat sig ned og studerede det lille ansigt.

[Valerie McCormack]

Valeries opmærksomhed var helt naturligt fuldt ud på forbandelsesbryderen, som helt tydeligt kun var øjeblikke fra at forbløde. Om hun var nået frem i tide var endnu uvist, men hun handlede hurtigt og fik snart standset den blødning, som i hvert fald ellers ville ende med at blive den åbenlyse dødsårsag - hvis ikke chokket gjorde.

Hun var ikke opmærksom på, hvor lang tid det tog eller at den altid fugtige, varme luft fik sveden til at rende ned over tindingerne. Det var først, da hun rejste sig fra sin stilling på hug, at hun indså anstrengelsen i benene og det var i et øjebliks svajen, at hun greb ud og støttede sig til en udskåret stenpille - kun for sekundet efter at mærke et insisterende, men faretruende velkendt træk bag navlen.

[Archie McCormack]

Trods opmærksomheden var på det lille, nye liv, var Archie ikke blind for Valerie og han så den faretruende svajen ud ad øjenkrogen. Hastigt fik han rettet lidt på pigen, før han rakte ud, klar til at støtte hende. Men Valerie var ikke længere at se nogetsteds.

"Val?" kaldte han og var øjeblikkeligt på benene igen. Blikket flakkede rundt, afsøgte lejren, men uden spor af hende. Der var kun det lille hold, bestående af den sårede kollega, fem andre og en lærling, ud over Ronan Thomas. Hjertet hamrede og da han åbnede munden igen, var det i et råb.

"Valerie!?"

[Ronan Thomas]

Ronan var optaget af at hjælpe nogle af den andre tilskadekomne indtil Valerie havde tid til at se dem og sad på hug foran en kvindelig forbandelsesbryder, da et råb brød gennem junglen.

Hans nakke drejede sig skarpt og i løbet af øjeblikke, var han på benene med staven trukket og på vej gennem vildnisset.

"Hvad sker der?" spurgte han, da blikket faldt på læremesteren.

[Archie McCormack]

Med tiden var Archie blevet en mere bevidst læremester. Han forklarede og fortalte mere uopfordret, men lige nu var bare ikke et teaching moment.

"Val?" kaldte han igen, men uden at kunne se hende. Han trak staven, men anede ikke, hvad han skulle stille op med den.

"Homenum Revelio." Intet skete.

[Ronan Thomas]

Ronan fik ikke noget svar, men fandt forklaring nok i Archies lettere paniske opførsel. Hans blik søgte rundt, faldt på den ligblege kollega, som formåede et vagt nik i retning af en mindre stensøjle.

Ronan nærmede sig den med sammentrukne bryn og kastede en af de besværgelser, som de brugte til at få skjulte fælder til at afsløre sig. En tung udånding slap ham.

"Transitnøgle," konstaterede han, ikke uden eftertænksom undren, som blikket søgte mod Archie igen.

[Archie McCormack]

Archie var i forvejen en presset mand og blev det ikke mindre, da spædbarnegråd udgjorde endnu en faktor for pres. Han rystede datteren lidt, prøvede at få rokket hende til ro, selvom anspændtheden fyldte hans bevægelser.

"Jeg bliver nødt til at tage efter," konstaterede han uden tøven, men slap ikke bare spædbarnet.

[Ronan Thomas]

Ronans blik flakkede kort ned til kilden til støj, men det var mere en impuls end noget andet, før det var tilbage på læremesteren. Brynene trak sig sammen, men han svarede ikke med ord, selvom ansigtsudtrykket nok afslørede en tvivl omkring, hvordan det kunne lade sig gøre.

Det var dog ingen hjælp at sætte ord på det og i stedet gled hans blik undersøgende tilbage til området, hvor Valerie måtte være forsvundet. Brynene trak sig sammen, da han gled ned på hug og trak en lys tryllestav frem mellem den tætte bevoksning.

[Archie McCormack]

Archie behøvede ikke en tolk til at forstå skepsissen i Ronans ansigtsudtryk. Havde han stået i lærlingens sted, havde han nok delt følelsen, men det gjorde han ikke. Han stod i stedet af en mand, hvis hustru lige var forsvundet og som nu stod med et utrøsteligt spædbarn i armene uden at ville affinde sig med, at han ikke kunne gøre noget.

"Hvad?" gøede han, ikke sen til at følge efter lærlingen.