På en kedelig, grå dag

[Agnes Rosier]

Det regnede stadig og hvor de tunge dråber før havde lagt sig oven på de røde krøller, lignede de efterhånden to druknede mus. Agnes kunne i hvert fald mærke tyngden fra vandet i håret såvel som skoleuniformen. Hun skar en grimasse, der endte ud i et svagt smil.

"Du mener virkelig, at vi skal følge efter ham?" spurgte hun, primært retorisk for at understrege sin skepsis. "Lad os i det mindste vente, til han er nået indenfor."

Hun skridtede hen til sin kappe, men samlede Simons op først og brugte den som undskyldning til at kaste et blik over ham, som hun rakte den frem.

[Simon Montague]

Han havde haft ret i sin antagelse: Hendes smil var ikke langt væk. Det lå og lokkede, næsten uden kontur, en vag fornemmelse. Men Simon vidste efterhånden hvad han skulle se efter. Det dirrede gennemsigtigt i luften imellem dem.

”Du virker ikke vildt begejstret for din udkårne” konkluderede han, og fulgte hende med blikket som hun bukkede sig, for at samle det gennemblødte, sorte stof op. Fingrene strejfede hendes, da hun rakte kappen frem.

”Bare rolig, efter 70-80 år bliver han sikkert fin og frejdig.”

[Agnes Rosier]

Blikket flakkede. Normalt var Agnes bedre til at holde kortene til kroppen og hun sparkede sig selv mentalt over det. Hastigt trak hun da også hånden til sig og samlede sin egen kappe op, før hun svarede.

"Matheo er god ved mig," svarede hun med ord, hun havde gentaget så ofte for sig selv, at de lå på rygraden. "Han og hans familie var der for mig, da jeg ikke havde nogen andre. Du må ikke dømme ham på sit forsøg på at passe på mig." Også selvom det drev hende til vanvid sommetider, indså hun.

[Simon Montague]

Asken kom dryssende ned over hende, som mantraet blev gentaget. Hun havde sagt præcis det samme tidligere på trappen, og ligesom sidste gang, virkede det jammerligt utroværdigt. Det var trods alt ikke brændende, kåd kærlighed, Simon havde været vidne til, da Matheo havde gjorde dem selskab. Eller Agnes udtalte længsel efter at følge efter ham, da han skred.
Men han kunne ikke sige hende imod. Ej sågar pege på det åbenlyse, selvom han i det øjeblik ønskede det.
I stedet trak han på skuldrene, tørrede regnen af panden med håndryggen.

”Hvis du siger det,” imødekom han hendes første ord, men holdt sig fra at kommentere på resten.

[Agnes Rosier]

Agnes mærkede igen distancen; Distancen til alle andre, der kom, når Matheo kom hende for nær. Hun fugtede læberne og fejede en trist krølle væk fra ansigtet. Smilet var væk nu, men der var oprigtighed at spore i hendes blik, da hun lige så forsigtigt rakte frem og lagde en hånd på hans underarm, lige under albuen, i en fjerlet berøring.

"Simon?" Hun tøvede kortvarigt. "Tak. Det her havde jeg brug for."

[Simon Montague]

Simon kunne ikke lade være med at hæfte sig ved hendes hånds placering fordi den til forveksling mindede om den måde, hvorpå Agnes kort forinden havde berørt Matheo. Utroligt hvordan det samme, denne lette fysiske kontakt på underarmen, kunne betyde så forskellige ting; Simon tolkede det i hvert fald ikke som om at hun ønskede at opnå afstand denne gang – det var tilsyneladende kun forbeholdt den forlovede.

Øjnene lagde sig i hendes, mundvigene krængede let op i begge sider. Han rørte sig ikke.

”Skulle det være en anden gang, Agnes. Foretrækker du også at spille skak i regnvejr?”

[Agnes Rosier]

Det sitrede atter ved Agnes' mundvige, denne gang ved tanken om, at de måske igen en dag kunne danse i regnen sammen. Fingrene krummede sig lidt over hans arm og først da indså hun, at hun stadig holdt ham. Hun lod hånden falde.

"Det gør jeg nok," svarede hun. "Men det gør sig nu bedst indendøre." Hun fejede vand væk fra ansigtet og kom til at gyse.

"Det er nok også sikkert at begive sig derind mod nu. Hvis du stadig vil følges?"

[Simon Montague]

I modsætning til Agnes havde Simon ikke glemt, at hendes hånd fortsat lå på hans arm. Grundet det gennemblødte skjorteærme føltes det næsten som om, at der intet tøj var imellem den lette, fysiske kontakt. Simon bildte sig ind at han kunne fornemme aftrykket af hendes fingre, da hun atter slap ham. Ønsket om indendørsskak blev skrevet bag øret.

Uden at give direkte svar på det indlysende spørgsmål, sendte Simon hende et skævt smil.
Han fremdrog sin tryllestav, hidkaldte de efterladte sko og rakte dem til Agnes. Bagefter fik han fat i sine egne.

"Hvis bare du beskytter mig mod eventuelle farer" svarede han sorgløst, hankede op i sko og kappe og begav sig barfodet mod slottet.

[Agnes Rosier]

Agnes tog imod sine sko med et taknemmeligt nik og kom til at studere Simon, mens han tog sine egne sko. Hun skyndte sig at rette blikket frem igen og måtte tage halvandet skridt for at komme op på siden af ham. Et smil gang allerede om hendes læber.

"Du mener simpelthen, at jeg er truende nok til den slags?" spurgte hun underholdt. Men, Merlin, det var forfriskende ikke at blive behandlet som en figur af det mest porøst glas.

[Simon Montague]

”Ja,” svarede han, uden skyggen af morskab i stemmen. Vandet satte sig i det våde hår, dryppede ned over panden. Øjnene var rettet mod slottet.

”Hvis situationen kræver det, er jeg sikker på, at du både ville kunne beskytte dig selv og andre. Du er jo en ildfugl, Agnes.”

[Agnes Rosier]

Agnes havde vist aldrig fået et kompliment helt som dét, selvom hun var blevet sammenlignet med mere end en fugl gennem tiden. Men denne gang følte hun sig ikke skrøbelig, bare en smule varm i kinderne. Tænderne blev blottet i et smil.

"Hvorfor siger du det?" spurgte hun i pureste nysgerrighed.

[Simon Montague]

Smilet var større end dem han hidtil havde observeret. Hjertet responderede mærkbart på synet.
”Dansen afslørede det,” svarede han ærligt. Og så, for at slå hul på den højhellige sentimentalitet inden den rigtig viste sig, spurgte han:

”Du kan naturligvis også være en ildkrabbe, hvis du synes det passer bedre?”

[Agnes Rosier]

Blikket fulgte Simon med utilsløret interesse, der blev blødet lidt op af den latter, der sneg sig ind på Agnes ved hans svar. Hun kneb øjnene lidt sammen om et spillende blik.

"Det var måske nærmere dét, min dans mindede dig om?"

[Simon Montague]

Latteren fik regndråberne til at klirre. Opmærksomheden drev instinktivt mod hendes mund, før den løftede sig op til Agnes levende blik; hinden af død og følelsesløshed var tydeligt forduftet. Ikke overraskende klædte det hende. Det gjorde kækheden også.

”Havde du skudt ild ud af bagen, ville ligheden have været slående,” røbede Simon med et blink.

[Agnes Rosier]

Agnes kom til at grine igen og latteren sad spillende i hendes blik, selv da lyden atter forstummede. Hun rystede lidt på hovedet af dem, ikke ulig en bedrevidende forældre.

"Sikke et billede," bemærkede hun og fangede sig selv i at skæve til Simon igen, som søgte blikket ham af egen vilje.