Man må spille de kort man har på hånden

[Simon Montague]

Simon Montague nikkede. ”Det sker jo,” responderede han med et venligt smil, uden at tænke mere over det. ”Jeg kan forsikre dig om, at quidditchtræning ikke bliver et problem her.”
Døren klikkede i bag dem, og selvom Simon selv havde foreslået et tomt klasselokale, overraskede det ham, at hun ikke lod døren forblive åben. Han valgte dog ikke at kommentere det, men fortsatte i stedet ind i rummet for at smide tasken fra sig på et tilfældigt bord. Tosomheden føltes meget tydeligt i det lukkede klasseværelse.

[Cora Greengrass]

Hun var nok blevet lidt for vant til lukkede døre og forladte, eller sjældent besøgte, rum. Det slog hende derfor ikke at man kunne studse over den lukkede dør, selvom hun måske burde være mere forsigtig omkring sine signaler. Ikke at hun ligefrem havde afholdt sig selv fra at sende Simon et af sine særlige smil på gangen.

Skoletasken blev placeret på en stol, før hun moslede sig selv op at sidde på tilsvarende stol. Efter at have lagt det ene ben over det andet, lænede hun sig lidt ned for at rode i tasken indtil hun frembragte forvandlingsnoterne hun havde lavet til fremlæggelsen. Dem hun da havde nået at lave med Kiaan.

"Det her er hvad vi nåede at kigge på," Hun blev siddende hvor hun var, men rakte blot noterne frem mod Simon. "Jeg ved godt at det ikke er meget, men jeg vil ikke spilde din tid. Jeg lover."

[Simon Montague]

”Ja, det…” Øjnene løb ned over det fremviste pergament. Det var virkelig et sølle udbytte. ”- I må have haft travlt med andre ting,” endte han med at konstatere, ikke uvenligt. Selv havde han gjort sig en del flere skriftlige overvejelser, som dog blev liggende i tasken.
Simon havde forventet mere; primært fordi Cora med smilende overbevisning havde lovet, at hun nok skulle vise, at det ikke ville ende med at være ham, som stod med skolearbejde alene. Drengens forudsigelse syntes dog uvægerligt at holde stik. Han drejede hovedet væk fra de få nedfældede noter, da heksen sendte en ny lovning afsted. Den momentære skuffelse blev blinket bort af hendes ord; Hun virkede så opsat på at få samarbejdet til at fungere – der var potentiale i den ulige samarbejdsrelation:

”Bliver du egentlig den nye – hvad kalder I det – leder?”

[Cora Greengrass]

De grønne øjne granskede ham nærmest bag bukkede øjenvipper ved konstateringen. Den kunne egentlig lyde uskyldig nok, men Cora vidste at drenge måske kunne snakke ligeså meget som piger. Selvom hun da virkelig regnede med at hun havde søgerens diskretion. Hun lod det ligge, og fokuserede i stedet på at vurdere om ordene kunne nå Simon, nu hvor de nedskrevne på pergamenterne ikke var voldsomt overbevisene.

Spørgsmålet kom lidt bag på hende. "Hm, det ved jeg ikke. Det har vel næppe noget med forvandling at gøre," Hun forsøgte sig med et smil. Et der trak venstre mundvige lidt over den højre.

"Medmindre et ja, ville afholde dig fra at blive min makker i projektet?"

[Simon Montague]

Igen sendte Cora ham dette halve smil. Simon kunne mærke, at han allerede længtes efter at se resten af det.

”Næ,” Simon rullede med skuldrene, afslappet: ” – tværtimod. Det gør mig kun mere forventningsfuld, hvis det passer, at du rent faktisk overtager .. posten." Slytherindrengen lænede sig tilbage på stolen, afventende med armene over kors og den fulde opmærksomhed rettet mod makkeren. Tasken forblev demonstrativt lukket på bordet.

”Så vidt jeg husker sagde du, at du ville vise mig det.” Han smagte lidt på ordet: ”Ja, det var vist bestemt ordet vise du brugte. Plus at du ikke ville spilde min tid. (her blev en finger kortvarigt løftet) - Og eftersom der ikke står andet et par linjer på det pergament, du har hevet frem, er jeg nu spændt på at se, hvad du så hentydede til – hvis korridorerne taler sandt, kan man forvente store ting af sirenedronningerne - så hold dig endelig ikke tilbage.”
Han nikkede opmuntrende til hende.

[Cora Greengrass]

Om posten overhovedet var til at overtage, anede Cora ikke. Der var visse andre af sirenerne der havde haft forbindelser til Alissa Avery-Buchanan længere og ærligt... Cora anede ikke om det hele ville skrante når den misundelsesværdige heks gik ud af skolen til sommer.

"Vi må vente og se," sagde hun så derved blot og vippede lidt mod foden for enden af det korsslagne ben. Ved Simons næste bemærkning hævede hun kortvarig et brunt, velplejet bryn.

"Hvem jeg er venner med, har næppe meget at gøre med mine forvandlingsevner," Påstod hun, før hun endnu en gang gravede i tasken. Naturligvis strøg tankerne om en måde at overbevise ham på, men Cora var påpasselig lige nu. For hun vidste ikke om søgeren havde talt over sig, eller om Simon ville holde tæt.

Forvandlingsbogen blev fundet frem, men hun åbnede den ikke før hun begyndte at recitere sine planer for projektet. Planerne gik udover dem der var i noteplanet og viste at hun rent faktisk havde tænkt det hele igennem. "Og så tænker jeg at vi må finde på en fed demonstration af materialet, så de andre ikke bare ender med at gabe over teori."

[Simon Montague]

Ikke underligt reagerede Cora med en vis studshed, hvis det overhovedet var en ægte ord; øjenbrynene røg op, blikket var vurderende, ordene langt fra så hjertevarme og eftergivende som øjeblikke tidligere. Det hele smil kunne han skyde en brun smacher efter.
Simon skulle netop til at argumentere imod hendes påstand, da Cora gav sig til at redegøre for teorien og hvordan dette kunne formidles til den kommende fremlæggelse for klassen.
Han kløede sig ubevidst ved munden, for at dække over den dirrende mundvige.

”Har du noget konkret i tankerne?”

[Cora Greengrass]

Coras pegefinger trommede en enkelt gang på den stadig-lukkede fagbog. Læderindbindingen virkede ru under den bløde fingerspids, men blikket flyttede sig ikke det mindste fra Simon.

"Hvad er en af de ting professorerne elsker mest? Tværfaglighed," Foreslog hun og vippede igen en smule med foden. Hun vædede læberne en gang med tungespidsen før hun fortsatte.

"Hvis vi skal fremlægge om flitterblomstens anvendeligheder i forvandling, kan vi jo nemt kombinere det med botanik. Låne en stikling af planten i drivhuset og vise hvordan den kan forvandles til at bevogte en genstand." En stikling ville være harmløs nok til at den ikke kunne finde på at gøre meget skade.

[Simon Montague]

Mundvigene trak sig resolut op i begge sider, resulterede i et smil, hånden på ingen måde kunne dække over længere. Han havde forventet modvilje, men i stedet fået føjelighed. Cora havde på ingen tid lavet både ramme og indhold for deres fremlæggelse – verbalt, bevares – men det var længder over dét, som Simon selv havde udtænkt. Og for hvad? Han havde end ikke behøvet at føre hyppogriffen til truget; den var raskt gået derhen selv.

”Greengrass, du er hermed min nye forvandlingsmakker!” proklamerede Simon højtidligt og rankede sig, for at klappe Cora kækt på skulderen. ”Det bliver perfekt – hvornår kan du have det teoretiske skrevet færdigt?”

[Cora Greengrass]

Da Simon indvilligede i makkerbyttet ved at klappe hende på skulderen, krusede smilet sig endelig om sirenens læber igen. Det føltes alt for godt at bare lidt gik hendes vej i denne periode, hvor alt hun søgte var at glemme de seneste uger. I særdeleshed afvisningen fra søgeren, og det rædsomme sammenstød med Cailean Morgaine i trofærummet.

Hovedet tiltede dog lidt på skrå ved Simons næste ord. Hun puffede en lok af eget hår væk fra ansigtet. "Jeg tænkte at vi skulle lave det sammen herfra." Hun ville ikke sidde med det alene.

[Simon Montague]

Det hele smil kom alligevel; bemærkede Simon. Troldmanden var så sandelig tilsmilet af held. Eller rettere: tilsmilet af Coras mund, der kort forinden havde cementeret, at hun ikke blot var ude efter at flyve på frikost.

”Ja, naturligvis. Klart, klart. Jeg ville få fat i stiklingen i mellemtiden.” Han sendte hendes ansigt et blændende smil som punktum.

[Cora Greengrass]

Endnu en gang tippede Cora lidt med foden, før hun glattede nederdelen fra uniformen lidt ud med hænderne. Sommetider krøb den lidt op når man sad med det ene ben over det andet på den måde. Ja, eller krøllede, hvilket heller ikke nødvendigvis var at foretrække.

"Vi kan godt finde på en form for arbejdsfordeling, hvis du ikke vil bruge unødvendig tid på at gøre det hele sammen," Tilbød hun så. Drivhusene sagde hende ikke så meget - og hun vidste ikke meget om det botaniske, så måske var det nemmere at proppe den del på Simon.

[Simon Montague]

Coras bevægelse fik draget opmærksomheden ned mod nederdelen og hænderne, som sikrede at den ikke krøllede eller gled højere op. Anstændighed. Ro. Endnu engang mere føjelighed.
Munden trak sig sammen, de mørke øjenbryn ligeså. Øjnene granskede hende vurderende i et øjebliks tavshed. Han kunne gribe hendes tilbud og stå tilbage med den absolut letteste arbejdsbyrde overhovedet – hvis ikke han havde følt det gnave i kanterne, ville tilbuddet have været uhyre fristende. De havde trods alt ikke fået mindre at se til på sjette.

Denne gang var det Simons tur til at vippe hovedet til siden, da han brød tavsheden med en forundret tone:

”Hvorfor bliver du ikke sur? Hvorfor undersælger du dig selv på den måde?”

[Cora Greengrass]

Øjnene havde flygtigt forladt ham til fordel for de støvede vinduer hvorfra eftermiddagssolen dovent sendte nogle stråler ind i det forladte klasselokale. Spørgsmålet drog dog hendes opmærksomhed mod medkollegianeren igen. Forundringen var tydelig i hans træk og i den der vippen på hovedet, der næsten kunne fremstå kær, havde hun ikke været overbevist om at han vejede hendes ord til nøjagtighed.

Brune bryn bukkede sig en smule i skepsis, men hun vidste også at det langtfra var normalen at hun tog så let på det, og ikke lod den anden part kæmpe mere.

"Måske vil jeg bare ikke have at du trækker makkertilbuddet tilbage, før vi overhovedet har afklaret ordningen med professoren," svarede hun og forsøgte at lyde henkastet. Der havde været så mange afvisninger på det sidste og hun ønskede ikke at stå alene om projektet. Eller værre - blive Kiaan Patil-Fawley 's partner igen. "Jeg dækker min ryg."

[Simon Montague]

Selv ikke ligefremheden fik hende til at gløde, som Sirenerne eller syntes at være kendt for. Letantændelige temperamentsfugle. Det i stedet henkastede svar fik Simons mund til at falde åben.
”Oh.”
En smule beklemt over at situationen åbenbart var en anden, end han havde troet, bed han sig diskret i læben og svarede med oprigtighed:

”Selvfølgelig trækker jeg ikke tilbuddet tilbage. Jeg forventede bare at – ja, du ved.. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg synes, at du skal blive sur – jeg troede bare at der var noget i vejen. At du ikke kunne blive sur, fordi du var, ja..-”
Han beklagede sin fejlagtige tolkning med blikket.