Må man også sige B

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft havde ikke haft noget med Sylvester Buchanan at gøre i lang tid. Deres afdelinger krydsede sjældent så meget, at der var behov for at involvere begge afdelingshoveder, og i højmagiratet var andre forbindelser som var vigtigere at pleje. Desuden havde manden mistet en stor portion af Bancrofts respekt efter sagen med willie bæstet.

Men den yngre troldmand havde efterspurgt et møde, og Bancroft var hverken smålig eller uprofessionel, så der var selvfølelig fundet en tid i kalenderen. Han vidste ikke hvad mødet drejede sig om, men han havde et godt gæt: Den yngre troldmand ville selvfølgelig ind i varmen igen, og rod bod på fortidens uoverensstemmelser. Og Bancroft var et gavmildt menneske, så den chance skulle kollegaen selvfølgelig have.

Han var netop ved at sætte sit segl på nogle brev der skulle sendes, da hans assistent bankede på døren og sagde at Mr. Buchanan var kommet. Bancroft nikkede og bad hende om at vise ham ind, inden han rejste sig for at gå manden i møde.

"Mr. Buchanan," hilste han og rakte hånden frem da kollegaen trådte ind. Smilet var som altid imødekommende og venligt.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var ganske klar over, at han ret bevidst havde trukket det lidt for længe at arrangere et møde med Bancroft, men uanset hvor sikker han var på, at han ville dele sin fremtid med Abigail Bancroft, lige så svært havde det været at tage skridtet. Han var normalt ikke en konfliktsky mand, men sagen med Dominique Weasley, havde ikke just skabt det bedste forhold mellem de to mænd og en del af Sylvester forventede på forhånd et afslag.

Foran Bancrofts kontor stivede han sig af med en dyb indånding, rettede på vesten under kappen mens assistenten meldte ham og gik ind på kontoren med et høfligt smil "Mr. Bancroft." gengældte han hilsenen, tog den fremstrakte hånd og gav den et fast klem "Tak fordi De kunne finde tid til at se mig."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft nikkede. "Selvfølgelig, selvfølgelig!" Erklærede han i en venlig tone, og slog ud med armen mod stolen overfor hans egen, inden han selv gik rundt om skrivebordet og fandt sin egen plads.

"Jeg er jo spændt på at høre, hvad det drejer sig om." Han godtede sig lidt ved tanken om, at hører Buchanans forsøg på en undskyldning.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester kunne ikke helt slappe af, trods den ældre troldmands høflige velkomst, men udadtil holdt han sig lige så rolig som altid, mens han tog plads i den anviste stol og fulgte Bancroft med blikket på den korte tur om på den anden side af skrivebordet "Det drejer sig om et personligt emne.." begyndte han og rømmede sig lidt, før han gik lige til sagen. Der var ikke så meget grund til at trippe om den varme grød "Jeg ved De ved jeg har haft en forbindelse til Abigail. En der kunne være startet bedre end den gjorde, men vores følelser for hinanden er ikke mindre reelle af den grund." han gjorde en lille pause igen. Lige længe nok til at fylde lungerne med luft "Jeg er kommet for at bede om Abigails hånd."

[Callistus S. Bancroft]

Tavsheden der fulgte var tung og det venlige, milde udtryk Bancroft have båret, fik et hint af skepsis og vantro.

Han lænede sig tilbage i stolen, og hvilede albuerne på armlænene så han kune folde fingrene foran sig imens han betragtede Buchanan. Han mindedes godt at hans kære Abbie havde fortalt om en sådan episode, men Bancroft havde slået det hen som en engangsting. En bagatel.

Det lod dog ikke til, kun at have været en bagatel. Og selvom Bancroft langt hellere så sit barnebarn finde sammen med en mand med et rigtigt job, modsat Padraig Ogden, så havde han ikke ret meget til overs for manden der nu sad overfor ham, og spurgte til barnebarnets hånd.

"Dét må jeg sige, Mr. Buchanan, dét var ikke hvad jeg havde regnet med at hører." Og han lignede heller ikke én, der var positivt overrasket. "Ja jeg beklager min umiddelbare tavshed, men tilgiv mig for at have mine betænkeligheder ved dit... tilbud."

[Sylvester Buchanan]

SYlvester nåede et øjeblik eller to at føle en svag tilfredsstillelse, fordi ærindet han var kommet i, tydeligvis ikke var hvad den ældre troldmand havde forventet. Følelse druknede dog hastigt i den mere dominerende følelse af at blive mål og vejet, hvilken uden tvivl nøjagtigt var hvad han blev.

Han tog det dog med en rolig mine, selvom tiden mellem han selv tav og til Bancroft talte, nåede at føles længere, end den sikkert reelt var. Responsen kom dog ikke komplet bag op ham og han lagde hovedet lidt til den ene side, mens han sendte manden overfor sig, et spørgende blik "Ja?"

[Callistus S. Bancroft]

Abigail Bancroft var farfars pige. Og farfar var villig til at give hende næsten alt hvad hendes hjerte begærede. Men han var ikke villig til at kaste hende i armene på hvem som helst der kom og spurgte pænt, og da slet ikke på en mand der ikke var villig til at værne om familien Bancrofts ry.

"Ja, jeg går ikke ud fra at du regner med et ubetinget 'ja' og et 'tillykke', Mr. Buchanan!" Svarede han en anelse spidst, "hvordan skal jeg kunne opgive mit yndlingsbarnebarn til en mand der tidligere har udvist modvilje til at passe på min familie, hm? Jeg går ud fra at du kan forstå mine betænkligheder."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester rystede på hovedet, stadig rolig på overfladen, selvom spørgsmålet fik hans kæbe til at stå lidt tydeligere frem et splitsekund "Jeg gjorde hvad jeg kunne for at passe på Abigail, ved ikke at involvere hende i den kedelige sag, Mr. Bancroft. Jeg har ingen modvilje mod din familie, men mod lemfældighed med de love der nu engang er gældende." svarede han, uden at bringe op, at det var samme yndlingsbarnebarn, han havde brugt til mellem linierne at forsøge at presse Sylvester selv i samme sag, ud over det faktum, at Bancroft ikke selv havde tænkt ret meget på sin familie ved overhovedet at havne der "Hun har fortjent meget bedre end at blive blandet ind i den slags."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft havde været udsat for et mordforsøg og Buchanan havde på mystisk vis fået bildt sig selv ind, at det var bæstet der stod bag, som var offer i sagen. Og det var tilsyneladende stadig den yngre troldmands holdning, på trods af at han nu sad her og bad om Abbies hånd. Magen til frækhed...

"Lemfældighed." Bancroft fnøs. Underholdt men hånende, imens blikket vandrede midlertidigt ud i rummet, til det fandt tilbage og fæstnede sig på den næsvise unge herre.

"Jeg fornemmer ikke at du har nogen oprigtig interesse i mit barnebarn, Mr. Buchanan, og mit svar er derfor nej." Hvis ikke knægten kunne feje sin stolthed afvejen og vise en smule respekt, så var hans såkaldte kærlighed til Abbie ikke stor nok.

[Sylvester Buchanan]

Måske burde han bare have bøjet hovedet og sagt ingenting. Holdt tand for tunge og have øje for målet, men ligesom Bancroft var han vant til at give ordrerne - og til at blive adlydt. Han var ikke vant til at sidde skoleret og det strøg ham mod alle hårene, selvom han stadig formåede at holde et nogenlunde neutralt udtryk på ansigtet.

"Jeg havde ingen intentioner om at bringe sagen op. Den har intet med Abigail at gøre, eller med mine følelser eller vilje til at værne om hende at gøre. Jeg har ventet siden sidste år på hende. Jeg kan vente længere end det." argumenterede han, uden at have gjort anstalter til at rejse sig, selvom han havde alverdens lyst til at marchere ud fra kontoret med sin stolthed intakt.

[Callistus S. Bancroft]

"En naiv antagelse, Mr. Buchanan." Bancroft lænede sig tilbage i sin stol og lod ikke blikket vige fra den yngre troldmand. Én ting var omstændighederne omkring hele sagen den gang, og Buchanans uprofessionelle tilgang til den. En anden ting var, at manden bagefter troppede op uden selv den mindste antydning af en undskyldning, og forlangede et giftemål med hans kære Abbie. Ikke tale om.

"Mit svar er endegyldigt, og med mindre tonen for dette møde tager en alvorlig drejning, så vil jeg også bede dig om at forlade mit kontor. Du har fået dit svar, Mr. Buchanan. Mødet er hævet."

[Sylvester Buchanan]

At Bancroft tydeligvis valgte at bruge sin egen sårede stolthed som grund kunne en blind muldvarp se og det endte som endnu en grund til Sylvesters dalende respekt for den ældre troldmand. Han kunne dog ikke gøre så meget andet, end at tage afslaget og begynde at tænke på plan B - for han havde på ingen måde tænkt sig at opgive Abigail, uanset Bancrofts meninger.

Så han nikkede en enkelt gang uden at være veget under den anden mands blik og rejste sig "Det vil jeg så overbringe Abigail. Fortsat god dag, Mr. Bancroft." han nikkede ikke igen, men vendte sig og forlod kontoret.

Lukket?