Iosephus Borgin havde en bondegård...

[Milphio Borgin]

Påskeferien
Til Olympia Borgin

Det gik ikke stille for sig hos familien Borgin, når alle ungerne var hjemme fra Hogwarts i ferierne. To ud af de tre ældre søskende som egentlig var myndige, boede stadig hjemme og pladsen var trang i hovedhuset. Heldigvis var den udendørs grund stor og hvis det var lidt for koldt at være udenfor, kunne man altid søge tilflugt i laden hvor halmballerne hurtigt kunne ommøbleres til huler eller hjemmelavede labyrinter.

Miles var kravlet op på en af stængerne, og lå nu og fløjtede imens han overvejede om det kunne lade sig gøre at kravle højere op og ud af tagvinduet. Men han blev tavs da han kunne hører nogen nærme sig. Far brød sig ikke om at de kravlede sådan rundt og 'ødelagde' alting, og der var ingen grund til at blive opdaget hvis det kunne undgås.

Heldigvis var det bare Mia. Miles bed sammen om t dumt grin, og forblev stille for at se hvad søsteren skulle.

[Olympia Borgin]

Når man var en af Borginbørnene, var det som om ens private ejendele pludselig blev alles. Mia var i hvert fald godt træt af at nysgerrige fingre altid skulle røre hendes ting, men værre var det når det var spiseligt. For så røg beviserne ligesom bare ned, selvom visse af de yngre søskende ikke var gode til at tørre munden efter.

Hun havde modtaget et chokoladeæg fra en af vennerne på skolen. En af de mugglersk fødte. Og hvad havde hun gjort, da hun modtog ægget med posten? Jo, hun havde sneget det ind under en løs planke i gulvet i stalden, og det var hér hun snart listede sig ind i håb om at kunne nyde det i flygtig fred og ro.

Hun syntes at have hørt noget lige da hun trådte ind i stalden, men så blev der ellers stille. Der var altid knirken, knagen, piben og prusten omkring stalden, så hun tænkte ikke yderligere om det, da hun sneg sig rundt, sat sig på hug ved planken og forsøgte at få bevæge denne opad, så hun kunne finde ægget igen.

[Milphio Borgin]

Miles lå henover stængen som en kat på lur. Men når sandheden skulle frem, så var Miles ingen kat på trods af sit kollegie, og nysgerrigheden vandt over tålmodighed, da søsteren begyndte at hive i et bræt.

Med samme elegance som en kluntet hundehvalp, sprang Miles ne fra stængen og rodede lidt rundt i halmen før han kom på benene. "Hvad gemmer du under gulvet, Mia?" Han lød meget klar til at være en del af hemmeligheden.

[Olympia Borgin]

Når man boede med så mange (og især børn) var man vel ikke den nemmeste at skræmme. Mia var dog taget i fersk gerning med fingrene under den splintrede bræddekant, da hun hørte stemmen og moslen med halm.

"Av for..." Brættet faldt ned på plads igen, men hun havde fået en splint i fingeren. Den kunne hun i hvert fald mærke med tungen, da fingeren røg derind for at gøre skaden god igen.

"Hvad gemmer du dig for, Miles?" spurgte hun i stedet - stadig uden at fjerne pegefingeren.

[Milphio Borgin]

Miles bed ne di tungen i en underholdt grimasse, der morede sig over hendes ulykke. Han sendte et hurtigt blik til planken, så han var sikker på at kunne huske hvilket et det var, før han rettede det mod søsteren igen.

"Ikke for noget." Smilet var bredt og nysgerrigheden endnu større, da han satte sig ned på hug ved det løse stykke træ. "Skal jeg hjælpe?" Han ventede ikke på svar, før pilfingrene var i gang.

[Olympia Borgin]

"M-miles," Kom det utydeligt fra Mia (stadig med den sårede finger i munden), før hun i placerede den ene støvle lige ovenpå brættet, uden at tage hensyn til om Miles mon ville få fingrene i klemme eller ej.

"Drop det. Det er ikke noget."

[Milphio Borgin]

Miles slap en smertefulgt lyd da fingrene kom i klemme, selvom det heldigvis ikke var nok til, at han kunne få dem fri.

"Aorgh, fff... Ouchhhh hhh," fortsatte han imens han holdt om fingrene. Snart blev det dog til et halvt grin, på trods af smerten. "Hvad er det? Billeder af din kæreste eller sådan noget?" Drillede han, men fingrene gjorde stadig ondt. "Ow, fuck Mimpie. Det gjorde virkelig nas. Du bliver nødt til at vise mig det nu. Som undskyldning."

[Olympia Borgin]

Selvom Mia sommetider gerne ville fremstå mere moden end hun var, kom der da et underholdt (og lidt gryntende) fnys fra hende, da Miles ømmede sig. Ikke at hun var decideret skadefro, men han lød bare så latterlig og mindede hende om lange sommerferier og endeløse dage.

"Gu' er det ej, min kæreste," Hun himlede med øjnene.

"Har man ikke lov til at have en hemmelighed eller hvad? Du gemmer sikkert også ting for de små."

[Milphio Borgin]

Miles blik dvælede ved fingrene, som han vendte og drejede et øjeblik for at se, om der rent faktisk var sket en alvorligere skade. Men de var bare lidt røde, og da Mia svarede kiggede han op.

"Jeg gemmer i hvert fald ikke noget herude." Bemærkede han kækt, og skævede til gulplanken igen. "Desuden er jeg ældre end dig Mimpie, så hvis det kun skal gemme fra de små kan du godt lade mig se." Argumenterede han logisk, og genvandt efterhånden fornemmelsen af at have fingre der ikke var helt følelsesløse af smerte. Om et øjeblik var det sikkert glemt.

[Olympia Borgin]

Den unge heks skævede mod broderens røde fingre. Måske for lige at orientere sig om hvorvidt hendes handling havde draget blod fra ham. Synet var en lettelse, selvom hun skjulte det bag en indifferent trækken på skuldrene.

"Du er så nysgerrig," Sukkede hun, men vidste også at hun nok ikke fik fred før hun viste ham ægget. Derfor trak hun op i brættet, indtil det gyldent-folieindpakkede æg kom til syne. Det var på størrelse med en knyttet næve. "Det er chokolade. Ergo, vil jeg ikke dele de langfingrede gobliner derinde." Eller småsøskende.

[Milphio Borgin]

Miles fulgte nysgerrigt med da hans ældste lillesøster afslørede hemmeligheden under gulvet, og da skatten blev synlig satte han sig ned på hug for at studere ægget nærmere.

"Chokolade, siger du?" Han skænkede hende et kort blik, inden han rakte frem med intentionen om at se nærmere på ægget med fingrene. "Havde du tænkt dig at spise det nu?" Han drejede det for at finde åbningen, og krattede lidt i folien da han fandt den. Han skulle bare lige se, om det var lys eller mørk chokolade.

[Olympia Borgin]

"Smiles, stop," Kælenavnet gled naturligt over læberne på Mia, før hun gav storebroren et lille, rapt dask over hånden. "Ja, jeg havde tænkt mig at spise den. Få ikke gode ideer."

Med det, tog hun ægget op i favnen, hvis nu han skulle røre det mere med sine beskidte fingre. 

[Milphio Borgin]

Dét var allerede for sent. Miles havde fået gode idéer, og det var ganske tydeligt i hans blik. Stadig på hug, rykkede han sig tættere på søsteren og prikkede hende lidt i siden.

"Men du deler med mig, ikke? Jeg har hjulpet med at holde det hemmeligt." Ved ikke at kravle op på taget af laden, og råbe til resten af flokken at Mia havde chokolade.

[Olympia Borgin]

Det var med blandede følelser, at hun reagerede på prikket i siden. For det var noget så ubehageligt, og samtidig trak det et smil frem om læberne, omend det var ufrivilligt.

"Du har da ikke hjulpet med noget som helst," Protesterede hun, selvom hun vidste at det var usandt. Diskretion var meget at forvente når man boede blandt så mange børn.

Hun valgte dog at proppe ægget ind under sweateren hun havde på som det øverste lag - midt på maven. "Smut så." 

[Milphio Borgin]

Miles var meget uenig. Han syntes bestemt at han havde hjulpet og smilet blev kun bredere og mere drillende.

"Okay okay. Men vil du ikke se noget sejt, inden jeg smutter? Jeg skal bare lige låne dit æg et øjeblik."