Tilbage til det gamle

[Tibby Kendrick]

Efter påskeferien
Hogwarts Ekspressen
Til Kazimir Valdez Vasilyev

Det havde været en lidt besynderlig påskeferie. Den store fest var én ting, men Tibby havde heller ikke set så meget til Summer Maddox som han plejede, og hans bedsteforældre havde måtte aflyse deres besøg så familiehyggen var en smule punkteret.

Men intet var så skidt, at det ikke var godt for noget! De aflyste planer havde givet anledning til nye, og Tibby havde været på loppemarked med sin far og fundet en ny projektor. Sammen med nogle af de andre mugglerfødte og et par nysgerrige næser, havde han sidste år forsøgt at stable en lille filmklub på benene. Men uden adgang til elektricitet, havde de fundet på en løsning med en gammelprojektor, der muligvis kunne spille filmruller med en magisk lyskilde.

De havde ganske vist ikke fået det til at virke, før nogen havde ødelagt det hele ved at smadre projektoren og terrorisere lokalet de havde fået lov at låne. Men nu var der nyt håb!

Og selvom dét nye håb sad fast i en trafik kø på motorvejen, så nåede Tibby alligevel toget tids nok til, at han kunne springe på og se perronen forsvinde gennem vinduet et øjeblik efter. Så skulle han bare finde en kupe med nogen han kendte.

Med et smil om læberne vandrede han gennem toget og stak hovedet ind her og dér, indtil heksen med vognen kom og skulle forbi, og han måtte træde ind i den første og bedste kupe.

Her sad også kun én anden. "Hov, hej."

[Kazimir Valdez Vasilyev]

Kazimir var kommet tidligt til toget denne dag, mest fordi hans far skulle have et stort møde med nogen fra Rusland og derfor havde han sørget for at Kazimir kunne komme tidligt afsted, det gjorde ham heller ikke noget for han havde haft et lidt større skænderi med hans far over dårlige karakter som han havde fået før påske.

Derfor havde Kazimir også bare sat sig ind i toget og i en tom kupe, da der ikke var kommet så mange, da han lande på stationen og derfor var det nemt at finde en tom plads. Kazimir var ikke i humør til at sidde med andre der larmede eller på anden måde ikke kunne sidde roligt og tie stille.

Lige som toget begyndte at køre overvejede Kazimir at gå en runde for at finde Gideon, han burde være med toget. Hans ide og tanker blev dog afbrudt som en elev trådte ind i kupeen, han spottede godt hvem det var og et svagt skævt smil formede sig på hans læber imens han med et kort bevægelse trak tryllestaven frem og mumlede "Colloportus" med staven pegende mod døren til kupeen, så det låste sig. "Tag endelig plads, det er da altid så hyggeligt med selvskab" sagde han og rejste sig for at gå det få skridt hen til fyren, som han udmærket vidste hvem var. " hvad med en vindues plads?" spurgte han men uden det var et direkte spørgsmål, men nærmere en ordre.

[Tibby Kendrick]

Kazimir var en af de typer, som Tibby helst gik i en pæn bue uden om. Nok var han venner med Gideon Flint, men selvom de var sovesalskammerater, havde de aldrig rigtig haft samme omgangskreds. Og noget sagde ham, at smilet der tegnede sig over den anden drengs læber, ikke var en venlig respons på Tibbys hilsen.

Han nåede kun at vende sig mod døren igen, før låsen klikkede, og Kazimirs tone fortalte ham, at det nok var dumt at række ud efter sin egen stav.

"Men..." Han skævede mod vinduespladsen, før blikket flakkede lidt mellem døren og Kazimir. "Jeg har egentlig lovet en anden, at vi skulle sidde sammen. Jeg tror hun venter på mig." Alligevel bakkede han et skridt tættere på sædet ved vinduet. Kazimir havde låst døren, og det hele lugtede langt væk af en situation der kunne eskalere lidt for hurtigt, hvis ikke han passede på.

[Kazimir Valdez Vasilyev]

Kazimirs smil var følelses forladt men alligevel overlegent, han placerede så han stod der hvor håndtaget til døren var imens han bare så afventende på Tibalt. Kazi var fuldstændig ligeglad med hvad Tibalt havde af aftaler og ikke havde, han gik ind i løvenshule og nu kom han til at blive her for nu i hvert fald, for det var tid til at 'lege'.

"Det var synd for hende" kommenterede han blot ligeglad med at han havde en aftale. "kom nu sæt dig ned, jeg hader virkelig at gentage mig selv" sagde han og puffede ud efter Tibalt, lidt halv hårdt hvis han ikke undveg ham for at få ham helt væk fra døren og over i hjørnet. "Man kan jo lige så godt hygge sig lidt, når nu en mudderblod vælger at komme ind i min kupe" sagde han og holde stadigvæk sin stav i hånden og var klar til reagere hvis han forsøgte på noget.

[Tibby Kendrick]

Endnu engang flakkede Tibbys blik mod døren, men kun ganske kort. Som for at være sikker på, at ikke kom til at se på Kazimir på en forkert måde. Måske var det défor, at han ikke så det komme da Kazimir pludselig blev fysisk og udfordrede Tibbys balance. Han genfandt heldigvis fodfæstet, men valgte alligevel at sætte sig ned, i håb om at alt ville løse sig, hvis bare han gjorde som han fik besked på.

Mudderblod. Tibby så op på Kazimir med et vantro udtryk, og en knugende, ubehagelig fornemmelse i maven. "Undskyld?" Spurgte han, som havde han ikke hørt hvad Kazimir sagde. Måske greb han bare ud efter et spinkelt håb om, at han måtte have hørt forkert.

[Kazimir Valdez Vasilyev]

Kazi's forsøg på at få Tibalt til at sætte sig ned lykkes, selvom hans skub ikke fik ham til at vælte ned i sædet det var dog bedre end ingen ting. Det lusket smil på Kazimirs læber kom frem som Tibalt sagde undskyld?. "du hørte mig ikke?" spurgte han og gik tættere på ham, satte bevidst et fod på sædet lige op af Tibalt. Havde Kazi valgt at sætte foden tættere ville den nok lande ovenpå hans lår.

Han lod sit hoved komme helt tæt på Tibalts øre med hans stav viftende foran Tibalt ansigt for at vise at han ikke skulle prøve på noget "Du er en beskidt mudderblod, intet andet lille Tibalt" hviskede han før han flyttede hovedet lidt "Giv mig din stav" kom det ret befalende fra ham. "Medmindre du gerne vil have ondt et sted" kom det nærmest ud som et lille grin.

[Tibby Kendrick]

Det rykkede forskrækket i Tibby, da foden kolliderede med sædet. I et split sekund troede han, at Kazimir ville sparke ud efter ham. Men det var lige før, at det ville have været at fortrække, hvis det betød han blev lukket ud bagefter.

Han trak sig længere tilbage i sædet. Så langt han kunne komme, indtil han var trængt helt op i hjørnet og ikke længere kunne lade som om, at han ikke havde hørt det det ord Kazimir brugte.

Han prøvede at komme i tanke om, hvad Aedan C. Finnigan ville have gjort i den her situation. Men Tibby var ikke nogen modig løve, og han havde heller aldrig været det mest offensive medlem af #sammen.

"Jeg..." Hans blik flakkede håbløst usikkert. "Jeg siger det til en professor, hvis du ikke lader mig gå." Det lød mere som en patetisk bøn, end en trussel.

[Kazimir Valdez Vasilyev]

Kazi så på Tibalt og man kunne uden problemer se hvordan Kazi smil voksede på hans læber, selvom der ingen følelser var at spore i smilet så var det der. Kazi lagde hovedet let på skrå som Tibalt forsøgte at trænge længere og længere op i hjørnet af sædet til han virkelig ikke kunne rykke sig mere, Kazi fod fulgte ham, så den hele tiden lå lige op af hans ben på sædet og måske også lidt på hans bukser. "Jeg siger det til en professor, hvis du ikke lader mig gå" kom det gentagende fra Kazi i ren provokation og i en barnlig tone. "Kan du ikke stå op for dig selv?" kom det håneligt fra ham.

Han kiggede kort over mod døren for at sikre sig der ikke kom nogen forbi kupeen, før hans rettede sin stav mod Tibalts bukser "Aguamenti" mumlede han meget kort, før der kom vand fra spidsen af hans tryllestav, direkte ned på hans bukser før han kort efter stoppede besværgelsen. "Se det passer meget bedre til hvordan du har det lige nu" hviskede han efter at havde retter sig så hans mund var ud fra hans øre. "Lille Tibalt har jo tisset i sine bukser" Sagde han før han lagde staven over i den anden hånd og tilføjede "Giv mig din stav"det var et krav og et meget bestemt et.

[Tibby Kendrick]

Tibbys blik flakkede også mod døren, da Kazimir kiggede derhen. Desværre lod det ikke til at være fordi han havde tænkt sig at lukke op, og lade Tibby gå. Han åbnede munden tøvende, og håbede der ville komme nogle modige ord ud, som kunne rede ham men han forblev stum og slap end ikke en lyd da bukserne blev våde. Han kunne bare mærke hjertet slå hurtigere imens frygten voksede.

Med tøvende hånd rakte han hånden mod lommen hvor tryllestaven lå. Den føltes på en eller anden måde mere spinkel og skrøbelig nu. "Hv- hvad vil du med den?"

Grebet om den var stramt og han var ikke umiddelbart klar til at give den til Kazimir. Men han turde heller ikke bruge den til at forsvare sig.