A night to remember..

[Callista Runcorn]

Callistas hænder var endt mod hans skuldre igen, mens det et øjeblik føltes som om rummet begyndte at dreje. Hendes eget navn, eller Bryces udgave af det, fik hende til at glippe med øjnene og fokusere på ham "Hvad? Mhmm, fint." det kom ud halvt kvækkende, som om ordene havde siddet fast på vej ud. Hun sank igen og prøvede virkelig at kæmpe kvalmen på retræte, uden det store held "Jeg skal bare.. jeg.." hun sank igen og indså det ikke hjalp.

Hun skubbede sig lidt tilbage og kom en smule vaklende op at stå, uden at turde sige mere hvis ikke hun virkelig ville gøre sig selv til grin. I stedet sendte hun ham et halv undskyldende blik og gik meget hurtigt i retning af det nærmeste toilet, hvor lyden af en smækkende dør sekunder efter gav genlyd.

[Bryce Donovan]

"Callista?" Bekymringen aftog ikke. Tvært imod forstod han endnu mindre af hvad der foregik, men han fik heller ikke meget tid til at gruble på det, før Callista havde forladt hans skød, og med hastige skridt forladt stuen. Lyden af den smækkende badeværelsesdør fortalte ham hvor hun var.

I et øjeblik blev Bryce siddende, mens han forsøgte at rede ud i hvad der lige var sket. Generelt havde hele dagen været mærkelig. De sidste par dage. Måske lidt mere end bare de sidste par dage, hvis han tænkte nærmere efter. Men det var første gang hun bare var gået på den måde.
Efter at have konkluderet at han stadig ikke forstod hvad der skete, rejste han sig fra sofaen og begav sig over til badeværelsesdøren og bankede på.
"Callista? Er du okay?" spurgte han gennem døren. "Har du brug for noget?"

[Callista Runcorn]

Callista nåede ikke mere end lige at få sædet smækket op, før middagen fra tidligere var på vej op. Hendes mave krampede sammen ubarmhjertigt sammen og klemte både luft og maveindhold ud af hende.

Hun hørte det bankede på døren og hørte også bekymringen i Bryces stemme, men selv hvis hun havde villet sige noget, havde hun ikke luft til at gøre det og det eneste svar, blev en ganske umiskendelige lyd, der nåede ud til ham på den anden side af døren.

[Bryce Donovan]

Det eneste han fik som svar var den umiskendelige lyd af maveindhold der endte i toiletskålen, og Bryce skubbede døren op og trådte ind til hende. Det var et noget sørgeligt syn som mødte ham; Callistas halvt afklædte skikkelse bøjet ind over toilettet med hovedet skjult af en arm over toilettet.

"Aifric!" kaldte Bryce, og husalfen dukkede omgående op. "Hent noget vand og en våd klud."
"Ja, mr. Donovan." svarede husalfen og knipede med fingrene, så alt han havde bedt om tog form på et bræt på gulvet. Bryce havde allerede rullet skjorteærmerne op og sat sig på hug ved siden af Callista, så han forsigtigt kunne trække hendes hår tilbage.
"Du havde det vist værre end jeg troede." mumlede han sympatisk, mens hans hånd beroligende strøg hende over ryggen, mens han afventede om hun var ved at få det bedre, eller om der var mere, der skulle op.

[Callista Runcorn]

Hvis ikke hun havde været ret optaget af at få vejret igen, ville hun uden tvivl have bedt ham blive ude, eller hårdnakket have bedyret hun ikke behøvede hjælp. Hendes gispende åndedræt, kombineret med det anstrengelsen, der havde fået sveden til at springe frem på hendes pande og trukket tårer op i hendes øjne, modsagde hende dog helt åbenlyst.

Hun lukkede øjnene da han trak hendes hår væk, lagde panden mod sin egen arm og nikkede svagt "Mhmm.." fik hun spagt frem og følte sig, overraskende nok, ikke særlig selvbevidst, men måske var det mere fordi der ikke helt var plads til den følelse, når en anden var overvældende dominerende. Som på kommando fik dén mentale sammenkædning, hendes mellemgulv til at krampe sammen igen og hun afleverede det sidste af sit maveindhold til toilettet.

[Bryce Donovan]

Det var svært for Bryce ikke at rynke en smule på næsen når man sad ved siden af toilettet lige dér og da, og han var glad for at Callista i det mindste ikke så hans reaktion og kunne trække de forkerte slutninger.
Hånden strøg hende blidt over ryggen indtil han kunne mærke hendes åndedræt falde lidt mere til ro, og det lod til at det værste var overstået. Og efter at have sørget for at få hendes ansigt løftet lidt op, skyllede han ud i toilettet så lugten i det mindste ville aftage.

"Så tror jeg også vi fik konkluderet at du nok bør tage en dag eller to fra arbejde." ræsonnerede han. Hvis hun var så syg eller overarbejdet at hun kastede op, havde hun helt klart brug for en pause.
Med sin frie hånd rakte Bryce ud efter den våde klud, som han forsigtigt førte over Callistas pande for at tørre den værste koldsved væk. "Er du okay?"

[Callista Runcorn]

Kvalmen forsvandt ret hurtigt sammen med det sidste maveindhold og hun skubbede sig lidt væk fra toilettet og tilbage mod ham, mens hun langsomt fik vejret igen. Hun nikkede tavst og selvom hun havde alle planer om at få en tid med en helbreder dagen efter, var hun ikke sikker på hun faktisk havde en reel grund til at blive hjemme. Hun håbede det dog.

Kluden var vidunderligt kølig og hun nikkede igen "Mhmm.. meget bedre nu." svarede hun, en smule hæst, men ikke desto mindre sandt. Hun trak kjolen lidt op, men hun drejede hovedet og så en smule brødebetynget på ham "Undskyld.."

[Bryce Donovan]

Hans arm gled automatisk en smule omkring hende da hun rykkede tilbage mod ham, og fingrene strøg hende blidt over maveskindet, som igen var forsvundet under kjolen.
"Du behøver ikke undskylde." forsikrede han med et lille drag på smilebåndet, og slap hende igen så han kunne række ud efter glasset med vand og rakte hende det. Om ikke andet kunne hun få skyllet smagen ud af munden.

"Det var vist bare en dårlig dag vi havde valgt at gå ud." var hans konklusion, og lod sin skuffelse over udviklingen lægge sig dér, hellere end på hende. Det måtte simpelthen bare være rent uheld at det hele var faldet på samme dag. "Men du må stadig gerne blive her i nat, hvis du har lyst. Aifric kan sørge for at du får hvad du har brug for." understregede han. Det var lige så meget for at kunne redde bare en smule af deres aften, som det var hans vedvarende bekymring. Han valgte dog ikke at lægge ord til bekymringen; han kendte Callista godt nok til at vide at en formodning om at hun havde brug for hjælp ikke ville blive taget godt imod.

[Callista Runcorn]

Callista tog imod glasset med vand og drak mens han fortsatte og nikkede igen "Stjernene må have stået forkert i morges." medgav hun og tømte glasset, på sin vis glad for, at hun sad med ryggen til ham, for hun var ikke komplet sikker på, hun kunne holde ansigtet helt i overbevisende folder.

"Det er fristende.." begyndte hun og det var det virkelig, men hun havde brug for at få sin mistænke enten bekræftet, eller punkteret, før hun kunne tænke på noget andet igen "Men måske er det bedst hvis jeg tager hjem.. og ikke udsætter dig for noget." hun rakte bagud og fandt hans kind med fingrene i et blødt kærtegn, for at understrege hun ikke afviste ham.

[Bryce Donovan]

Bryce fornemmede allerede afvisningen da hun beskrev tilbudet som fristende, og hun understregede det yderligere lige efter. I det mindste var hendes bløde kærtegn af hans kind en blødgørelse af afvisningen, og han lagde blidt sin hånd over hendes.

"Du behøver ikke være logisk hele tiden." lød hans bløde protest, selv om smilet på hans læber ikke ligefrem tydede på at han bar nag. Bekymringen var der dog stadig. Ikke at han ikke vidste at Callista var en kvinde som sagtens kunne tage sig af sig selv, men han havde det heller ikke godt med at hun skulle være alene mens hun var dårlig. Han skulle til at foreslå at hun kunne tage én af palæets tomme soveværelser, men tanken i sig selv slog ham som mærkelig og uønsket. Han kunne ikke forestille sig at have hende i sit hjem og sove på forskellige værelser.
Med et suk, og et kys mod hendes kind, overgav han sig. "Hvis jeg ikke kan overtale dig til andet, kan jeg i det mindste lade Aifric tage til Portree med dig?" spurgte han. "Tro mig. Hun er en fremragende sygeplejer." tilføjede han med et løft på smilebåndet.

[Callista Runcorn]

Trods de trykkende tanker, gled en lille, underholdt latter over hendes læber "Jeg er ikke kommer så langt ved at dagdrømme." hun lagde nakken helt tilbage mod ham og åndede tungt ud "Det var ikke lige sådan her jeg regnede med du skulle se mig i aften." begyndte hun, mens hun overvejede hans tilbud og til sidst drejede hovedet igen "Aifric ville være værdsat.. hvis du kan undvære hende et par dage." hun smilede svagt op til ham og blikket var taknemmeligt, selvom maven bandt en mindre knude på sig selv.

[Bryce Donovan]

Han var godt klar over det. Callista havde altid slået ham som en målbevidst kvinde, som ikke bare drømte sig til målet. En sand Slytherin, kunne man sige. Han måtte trække lidt på smilebåndet igen.
Da hun lagde nakken helt tilbage tillod han sig at plante et kys på hendes pande, mens hans fingre strøg over hendes kind.
"Det skal du ikke tænke over. Jeg er sikker på at vi får mulighed til at indhente det tabte, når du har det bedre. Så kan vi måske også have en ny middag." påpegede han med et glimt i øjet, før han strakte halsen nok til at kunne nå hendes læber med sine i et blødt kys.

"Aifric?" spurgte han ud i luften, før det gik op for ham at husalfen slet ikke havde forladt dem, og blot stod tavst et sted bag ham.
"Ja, mr. Donovan?"
"Jeg overlader dig til Callista i nogle dage." sagde han myndigt, og skævede over mod husalfen. "Sørg for at hun har alt hvad hun behøver. Adlyd hendes ønsker som var de mine."
Ja, mr. Donovan." Husalfen bøjede nakken og trådte et par skridt frem, som var hun klar til at tage med Callista. "Når De er klar, miss Runcorn."
Bryce havde allerede vendt sin opmærksomhed mod Callista igen. "Lad mig høre fra dig når du har det bedre. Eller hvis du ombestemmer dig, og vil udsætte mig for det alligevel." tilføjede han, kun halvt i spøg, og smilede varmt ned til hende.

[Callista Runcorn]

Callista nikkede en enkelt gang, mens hans læber strejfede hende pande, men følte et lille stik af dårlig samvittighed, da han talte igen, men fik et sekund eller to til at finde et overbevisende udtryk, da han kyssede hende "Det lyder som en god plan." gav hun ham derfor bare ret og trak kjolen helt op igen, mens han henvendte sig til husalfen.

Et mat smil spøgte på hendes læber "Jeg lover at holde dig passende underrettet om både fremgang og tilbagefald." lovede hun rettede sig modvilligt op "Lige nu vil jeg bare gerne hjem og sove." indrømmede hun, selvom det var andet end søvn der fyldte mest i hendes tanker.

[Bryce Donovan]

Bryce gav et forstående nik fra sig, og efter at have lade hænderne stryge en gang ned af Callistas arme rettede han sig endelig op, så han kunne rejse sig op fra gulvet. Aftenen var på ingen måde gået som han havde forventet - eller som hun havde, mistænkte han - men han ville ikke lade det forpurre nogen fremtidige planer.

"Bare fokusér på at få hvilet dig og blive frisk igen." bad han hende da han rakte en hånd ned for at hjælpe hende op at stå. "Og lad Aifric tage sig af dig. Hun har været en sand livredder før." Bryce kastede et lille smil ned mod husalfen, som gengældte smilet høfligt før hun så op på Callista.
"Aifric står til Deres tjeneste, miss Runcorn. Hvis De ønsker det kan Aifric tage til Portree og gøre alt klart til Dem." tilbød hun.

[Callista Runcorn]

Callista tog imod den fremstrakte hånd uden behovet for at lade som om hun ikke havde brug for den, eller værdsatte hjælpen. Det var lidt sent i forhold til ham, at begynde at spille overdrevent selvstændig, når han lige havde holdt hendes hår, mens hun kastede op.´

Blikket fandt husalfen, der fik et svagt smil "Det lyder dejligt. Tak, Aifric." opmærksomheden blev vendt mod Bryce igen, med et uudgrundeligt blik "DU behøver ikke alt det her.. det ved du godt, ikke?" konstaterede hun dæmpet, uden at forsøge at foregive, hun ikke satte pris på det.