Søskendesjov

[Sinéad L. Yaxley]

Til Phaedra Fudge
Efter: Røgslør og spejle

Et højt smæld lød, da Sinéad landede i det nordlige Skotland ude foran hendes søsters hjem. Hun kunne mærke hjertet slå hårdt og hurtigt i hendes bryst, og selvom hun ikke havde nået at få overtøj på, var hun ikke kold.

Hurtigt havde hun indhentet afstanden til hoveddøren, og hun tøvede ikke med bare at gå ind. Det blev hun nødt til. Etiketer og høfligheder måtte vente.

"Phae!" Kaldte hun desperat, da hun kom indenfor i den store ejendom.

[Phaedra Fudge]

Spøgelseshuset var enormt, men føltes egentlig kun mere hjemsøgt grundet det faktum, at Phaedra var tjent til at skulle leve der alene. Husalfen var desuden ingen hjælp, når den havde travlt med Reginald Fudge og hans afkom. Det var derfor ingen kunne møde heksen ved døren. Og derfor, Phaedra mærkede pulsen blive lidt hurtigere da besværgelsen hun havde lagt over døren gik af. En form for magisk dørklokke.

Men så hørte hun søsterens stemme i den rungende tomhed fra entreen.

"Sinéad?" Hun bevægede sig ned ad trappen og fik øje på søsteren. Fordi hjemmet var ret koldt, bar hun oftest kimono over tøjet og denne blev da også lige trukket tættere om sig. "Hvad er der sket?" Hun nåede ned til søsteren, og behøvede ikke et sekund for at se at noget var rivende galt.

[Sinéad L. Yaxley]

Så snart Sinéad fik øje på storesøsteren, var hun klar til at tude. Hun kastede sig ind i hendes favn, og holdt fast som gjaldt det hendes liv.

"Det' Tommy! Phae, du må hjælpe mig!" Hun vidste ikke hvordan. Hun var bare sikker på, at hvis nogen kunne gøre noget, var det Phaedra.

"Han... Jeg tror han er død." Tom Yaxley var ret sikkert død.

[Phaedra Fudge]

Selvom det næppe var med de dybe ømheder de plejede at mødes, var der ingen tøven i Phaedra da hun så lillesøsterens øjne boble over. Armene kransede sig om hende.

"Tom?" spurgte hun afklarende gennem søsterens grådkvalthed. D-ø-d ordet opfangede hun dog ret hurtigt, og det var herefter hun greb en slank hånd om hver af Sinéads skuldre for at holde hende lidt ud fra sig.

"Hvad mener du? Fortæl mig hvad der er sket."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad var måske lidt hård ved sig selv, da hun tørrede øjnene og bagefter søgte søsterens blik.

"Jeg prøvede bare at hjælpe ham, Phae! Det gjorde jeg. Men... Åh Merlin, Phae, han er død!" Knæende gav efter og bukkede sammen under hende. Havde det ikke været for Phaedras støtte, var hun nok ramlet sammen på gulvet.

"Han røg ud af vinduet, han... Det brændte, og... Jeg ville bare redde ham!"

[Phaedra Fudge]

Historien havde temmelig mange huller i sig. Huller som Phaedra forsøgte at lappe sammen så hurtigt hun kunne, uden at være særlig succesful herom. Tom Yaxley var død. Sinéad var indblandet på en eller anden måde, der kunne vise sig som værende inkriminerende.

For alt i verden måtte hun beskytte sin familie. "Sinéad..." sagde hun med al alvor, og forsøgte at gøre op for den febrilske panik som Sinéad udviste, ved selv at kontrollere eventuel rysten.

"Rolig... Vi ordner det. Der vil være nogen der stiller spørgsmål. Du skal kunne give klare svar. Er det forstået?"

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad tav imens søsterens ord gav tankerne frit spil. Nogen ville stille spørgsmål. Og hun var bare stukket af? Det var et problem.

Hun rettede sig lidt op og tvang sig selv til at samle sig. At Phaedra var der, hjalp en hel del.

"Phae, han brugte fiendfyre. Hele vores hjem stod i flammer, og jeg kastede ham ud af vinduet." Hun tog hånden op foran munden, imens blikket farrede rundt efter tankerne i hovedet. "Phae, jeg har..." Hun så på søsteren. "Tom har været under kærlighedseliksir siden jul." Indrømmede hun og stolede fuldt og fast på, at Phaedra holdt tæt. De havde altid holdt hånden over hinanden.

[Phaedra Fudge]

At Phaedra lod sig overraske mere over nyheden om kærlighedseliskir end fiendfyre sagde en del. Kærlighedseliksir var noget hendes egne tanker selv var graviteret mod, nu hvor hendes ægteskab til Reginald Fudge havde vist sig så gunstløst. Hans børn ville arve alt, før hun ville.

En tommel strøg over søsterens skulder. Det var som om nyheden ikke påvirkede Phaedra så meget som den skulle. Så meget som den måske burde. Hun tog generelt det hele... alt for let.

"Du forsøgte at redde ham, Sinéad. Ved at kaste ham mod vinduet," konkluderede hun, ud fra hvordan Sinéad havde formuleret det øjeblikke forinden. "Jeres hjem stod i flammer og du forsøgte at redde ham. Gentag det."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad nikkede flere gange, end hvad der var nødvendigt. "Vores hjem stod i flammer og jeg forsøgte at redde ham," gentog hun. Så klemte hun øjnene sammen og tog sig til tindingerne.

"Åh Merlin, åh Merlin, Phae." Blikket blev løftet mod søsteren igen. "Jeg skulle have indrapporteret det. Jeg skulle have... Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke... Måske var det alt det med eliksiren og... Phae, hvorfor indrapportere jeg det ikke? Skal jeg gøre det nu?" Hun havde allerede staven klar.

[Phaedra Fudge]

Phaedra nikkede, nærmest i takt med sin søster, da ordene blev gentaget. "Godt," kommenterede hun en gang eller to, før hun overvejede hvad deres næste skridt måte være.

"Vi kan i hvert fald ikke vente længe. Sinéad, er der noget... noget som helst der kan inkriminere dig? For så må vi bortskaffe det før de kommer."

[Sinéad L. Yaxley]

Hendes vejrtrækning faldt lidt mere til ro, ved Phaedras evne til at holde hovedet koldt. Hun tænkte scenariet igennem. Der var massere af tegn på, at hun havde været i lejligheden, men andet ville også være underligt. Hun boede der trods alt. Men alt var nok brændt ned.

Et svagt gisp sprang dog frem over hendes læber. "Barrieren!" Hun så på sin stav og tilbage til Phaedra. "Man kan ikke bare sådan slukke fiendfyre, og det spredte sig i gaden, fra Toms... Fra hvor han faldt. Men hvis de tjekker min stav kan de se at jeg kastede den... Jeg ved ikke... Og hvem skulle ellers have kastet den?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra havde været igennem det selv. Ikke til en så voldsom grad dog, men hun havde været del i sin forhenværende forlovedes dødsfald, og havde navigeret sig rundt om mange spørgsmål. Tilmed afskaffet sig beviserne om den mørke magi der havde segmenteret deres forhold udover forlovelsen.

Rynken mellem de velholdte bryn blev tydeligere da Sinéad nævnte denne barriere.

"Hvad hvis... din tryllestav gik bort i flammerne?" foreslog hun, bevidst om at stave var en forlængelse af magikeren selv. Det kunne dog være en ofring værd, hvis de kunne nå at kaste den ind i flammerne inden andre kom til stedet.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad havde kun lige fået en ny stav, efter den gamle var blevet knækket af Tommy eller Appleton. Hun var stadig ved at lærer den at kende, og var ikke meget for at skulle ud og finde en ny igen. Selvom det lige nu lød som den mest stabile løsning.

"Så skal jeg tilbage dertil igen?"

[Phaedra Fudge]

Phaedra nikkede med oprigtig alvor tegnet i blikket. "Det bliver vi nødt til," Fortalte hun sin søster med en alvorlig nikken. "Og vi bliver nødt til at gøre det nu."

Det var derfor hun slap søsteren for et kort øjeblik for at tage sko og frakke på. Ikke længe efter, havde hun grebet hendes hånd så de kunne komme udenfor og transferere sig væk.

Til en bygning i flammer, vel at mærke.

[Sinéad L. Yaxley]

At tage tilbage var det absolut sidste Sinéad havde lyst til. Men søsteren havde ret. Derfor lod hun sig også trække ud ad døren hun netop var kommet ind ad, og et stykke væk fra ejendommen så de kunne transferere.

Hun skænkede Phaedra et enkelt, uroligt blik, inden de begge tog afsted.

Ankommesten var mildest talt kaotisk. Tommys fiendfyre havde spredt sig til nabobygningerne, og hvis ikke her allerede var folk fra ministeriet, så ville der uden tvivl snart dukke nogen op.