Vær en stemme, ikke et ekko

[Erin Morgaine]

Cortachy Castle, Skotland. Påskeferien, 2028.

Erin havde aldrig troet at det kunne ende sådan. Efter festen var hun taget hjem og var gået direkte i seng, men den følgende morgen under morgenmaden var det begyndt, som samtalen med Ian Ogilvy havde sat i gang. Efter den første tår te, fortalte hun ligeud sine forældre, at hun nægtede at gifte sig med Gideon Flint. At de kunne låse hende inde i et tårn eller hvad de end ville finde på, men hun nægtede. Hvis Cailean Morgaine kunne være så oprørsk at han næsten blev smidt ud af Hogwarts, så kunne hun også stå op for sig selv.

Og op stod hun. Men hendes forældre låste hende ikke inde. Under skingre anklager fra hendes far om at være en tøjte og ses med halvblodstroldmænd, endte morgenen med en pakket kuffert, en husalf i hånden og så kunne Erin ellers komme tilbage, når hun havde tænkt sig om. Hun var kort og godt smidt ud hjemmefra.

Uden at vide hvor hun skulle tage hen, med en synkende fornemmelse af at hendes liv som hun kendte det var slut, gik de to skikkelser sammen med af en lille vej. Husalfen, der altid havde taget sig af Erin, tog dog i det øjeblik en selvstændig beslutning og trodsede magisk lovgivning fuldstændig, da hun trak Erin med i en transferens på tværs af Storbritannien og dumpede hende med sig selv ned i Skotland. Regnen silede ned over dem og gennemblødte dem, som de nærmede sig slottet. Alfens beskrivelse af stedet satte sig i Erin og da først hun løftede dørhammeren og bankede, havde hun godt regnet ud hvor hun var.

[Ian Ogilvy]

Det var intet lille slot og ingen af husets beboere kunne høre dørhammeren. Det kunne den ene af de to husalfer dog og det var den, der åbnede døren. Med et skeptisk blik på den druknede mus udenfor, lukkede den dog pigen ind, så snart den hørte navnet og forsvandt med et lille plop for at videregive informationen.

Det var dog ikke husets yngste herre, den søgte, men i stedet fruen i huset. Af samme grund gik der nogen tid, hvor Erin måtte vente, mens Ellen fandt sin søn og udvekslede enkelte ord. I sidste ende var det dog Ian, der med en dyb fure mellem brynene, satte ned mod indgangshallen. Han sagtnede farten på de sidste trin. "Erin?"

[Erin Morgaine]

Erin sad sammensunket i indgangshallen på en stol og stirrede frem for sig. Hun hørte skridtene før Ians stemme og satte sig lidt op med hovedet drejet imod lyden. Da han sagde hendes navn, stak det allerede forræderisk bag øjnene og hun mærkede tårerne presse sig insisterende på.

"Undskyld jeg kom. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gå hen."

Kufferten stod ved siden af hende og husalfen sad på gulvet og vippede lidt frem og tilbage. De var vist begge hjemløse.

[Ian Ogilvy]

Noget brølede i hans indre ved synet af hende på stolen, gennemblødt og med et udtryk, som han ikke brød sig det mindste om. Han stod stille i et par øjeblikke, før han nærmede sig.

Han tøvede, men til sidst sank han ned foran hende og lod en hånd hvile mod hendes knæ. Ganske let. "Hvad er der sket?"

[Erin Morgaine]

Erin hørte skridtene og bevægelsen, før hun mærkede Ians hånd på sit knæ og skælvede svagt. Hun kunne se et svagt omrids af ham, men de fugtige øjne hjalp ikke på sagen. Absolut ikke for første gang ville hun ønske, at hun bare kunne se ham. Læse hans udtryk. I stedet kunne han se hendes, som hendes blik til sidst faldt og hun snøftede lidt ind.

"Jeg fortalte dem, at jeg nægtede at gifte mig med Gideon," fik hun vaklende frem. "Så de smed mig ud. Jeg vidste ikke... Vidste ikke hvor jeg skulle hen, men Poppy transfererede os herhen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Ian..."

[Ian Ogilvy]

Ians hjerte blødte lidt over synet af hende, men hans mave vred sig også, som hun talte. Det var katastrofalt og han ville ikke andet, hvad han skulle gøre, hvis ikke husalfen allerede havde viderebragt hans mors klare holdning.

Til gengæld var han ikke i tvivl, da han skubbede sig frem og fangede hende i en omfavnelse. Så meget en trøst, som det kunne være. "Du kan blive her, så længe det er nødvendigt," gentog han sin mors ord, men med mere ømhed end den oprindelige snuhed, de nok var kommet med.

[Erin Morgaine]

Erin gled ind i Ians omfavnelse og lettelsen skyllede over hende over forsikringen. Hun klamrede sig lidt til ham og tog en dyb, hørlig indånding, selvom det ikke forhindrede de våde øjne i at løbe over.

"Virkelig? Kan jeg?" Det føltes som sådan noget man bare sagde og ikke som noget, der reelt passede, men hun bad til at det var sandt, for hun havde intet andet sted at gå hen.

[Ian Ogilvy]

Ian vidste godt, at hans mor sikkert havde tænkt flere, udspekulerede tanker allerede, men han selv brugte ikke så meget energi på det nu.

Brynene var dog trukket tæt sammen, men han slap hende ikke. "Ja," svarede han. "Selvfølgelig."

[Erin Morgaine]

Erin åndede lidt ud og følte en uendelig lettelse over forsikringen. Hun havde ingen forventninger til hvad det ellers betød, for hendes absolut største behov var et tag over hovedet og måske et varmt bad.

"Tusind tak, Ian," svarede hun spinkelt. "Efter hvad vi... Tusind tak."

[Ian Ogilvy]

Ians rynke mellem brynene forblev, selvom han ikke slækkede grebet om hende. En nagende, gnavede følelse i hans mave mindede om dårlig samvittighed, som han havde en fornemmelse af, at det var hans ord, der havde ledt til katastrofen.

Det satte han dog ikke ord på nu, men lod det blot bløde ud over sit eget, sorte indre. Blikket stirrede på et ligegyldigt punkt og han havde ikke sluppet endnu. "Hvad har du brug for, Erin?"

[Erin Morgaine]

Erin havde allermest brug for det kram hun allerede sad i, men det lød voldsomt ynkeligt og hun kunne ikke blive ved med at klynge sig til ham på den måde. Hun ledte lidt efter sin værdighed, men trak sig ikke væk.

"Måske et bad og noget tørt tøj," mumlede hun. "Fryser lidt. Ved ikke om alt i kufferten er gennemblødt..."

[Ian Ogilvy]

Ian nikkede lidt til hendes ord og fornemmede, at hun havde svært ved at slippe. Måske havde han selv det samme. I hvert fald endte han blot med at trække sig nok væk til at lade armene glide under hendes knæhaser.

Det var ikke uden anstrengelse, at han rejste sig med hende i armene, men han var trods alt basker og hun var et lille nips.

"Tag dig af tøjet," sagde han til hendes husalf, selvom den ikke var hans at kommandere med og kaldte så på husets egen, da han var begyndt at gå. Den blev sendt afsted for at fylde et kar med vand, mens Ian påtog sig selv at bringe hende dertil.

[Erin Morgaine]

Erin var fuldt ud i stand til at gå, men da Ian løftede hende op i armene, protesterede hun ikke. Hendes arme var allerede omkring ham og lukkede sig blot over hans skuldre.

Hun havde ikke følt sig så tryg i hun anede ikke hvor lang tid og fandt en krog ved hans hals, hvor hendes hoved passede. Hendes øjne faldt lidt i og hun tog en dyb indånding, imens alt muligt skete omkring hende. Hun forblev blot i Ians stærke baskerarme.

Da duften af sæbe og dampen fra vand ramte hende, slog hun øjnene op og fortrød lidt at det betød at hun måtte skilles fra ham.

[Ian Ogilvy]

Ian talte ikke på vejen, måske især fordi det trods alt ikke var nogen smal sag at bære et andet menneske en etage op. Han klarede det dog, selvom både arme og ben styrede lidt, da han satte hende forsigtigt ned.

Blikket gled over hende og han tøvede et øjeblik, før han talte. "Jeg er udenfor, hvis du har brug for noget."

[Erin Morgaine]

Erin fandt fodfæstet og slap Ian, trods modviljen hun følte ved det. Hun nikkede lidt og forsøgte at orientere sig i rummet. "Vent," bad hun og viste en svaghed, fordi hun blev nødt til det. Hun var alligevel så blottet.

"Vil du ikke beskrive hvor de vigtigste ting er? Badet, et sted til mit tøj, sæbe, håndklæde? Poppy plejer at hjælpe nye steder," indrømmede hun.