Måske ikke helt okay

[Jesse Jones]

15. februar - efter Wakey wakey

Valentinsdag var ikke gået helt som Jesse havde haft planlagt i sit hoved, men selvom han var gået i seng med en dunkende arm og en smule bekymret for, om han havde presset Amber W. Jones ud i noget, der måske havde været for meget for hende.

Der var gået længe før han faldt i søvn og selv da, var det afbrudt, for hver gang han vendte sig, eller bevægede armen i søvne, vågnede han igen. Hen i nærheden af morgen, gav han til sidst op. Så stille som muligt for ikke at vække Amber, satte han sig op og svingede benene ud over sengekanten. Han følte sig groggy, men krediterede det til manglen på søvn, mens kulden der allerede havde fået ham til at ryste lidt under dynen, måtte være træk fra døren der stod på klem.

[Amber W. Jones]

Amber sov heller ikke godt og slet ikke tungt. Hun vågnede, da Jesse trådte ud af sengen og løftede groggy blikket i halvmørket på soveværelset. Det tog hende ikke mange øjeblikke selv at rejse sig, men da hun gjorde og for alvor så Jesse, var hun lige ved at vælte bagover.

"Jes," forlod det hende hæst over hans kridhvide, svedige ansigt.

[Jesse Jones]

Jesse registrerede ikke helt at Amber forlod sengen, før hun talte og han fokuserede et lidt sløret blik på hende. Han blinkede langsomt en enkelt gang og endte med at sætte sig ned på kanten af sengen igen "Jeg.." hans stemme var hæs og han rømmede sig for at klare halsen "Undskyld jeg vækkede dig." fik han frem, mens stemmen stadig lød lige hæs.

[Amber W. Jones]

Amber rystede svagt, men synet af Jesse fejede ethvert submissivt instinkt ud af hende. Dagen før havde hun lyttet til ham. Nu stivede hun sig selv gevaldigt af og gik direkte i klinch.

"Du lovede du ville tage på Mungos, hvis du havde fået det værre," mindede hun ham om, som hun hastigt trak en uldtrøje ud over sin undertrøje. "Find et par bukser, Jesse, for nu tager vi afsted."

Selv hev hun gårsdagens arbejdsnederdel over hofterne og trak et par strømper hastigt på, før hun vendte sig helt imod ham for at hjælpe. Hun forudså problemer med armen - eller stædigheden.

[Jesse Jones]

Jesse rystede på hovedet og fortrød da det fik soveværelset til at snurre en smule "Jeg har det fint." mumlede han og kom usikkert op at stå igen "Jeg skal bare.. have noget at drikke og sove det væk. Har du skruet op for varmen herinde?" han nåede hen til døren ud til gangen og med en hånd mod først dørkarmen, derefter væggen, stavrede han ned mod køkkenet uden helt at have registreret hun havde klædt sig på.

[Amber W. Jones]

Amber tog et par af Jesses bukser og fulgte efter ham med et stædigt udtryk.

"Det var ikke et spørgsmål. Tag dem på, Jesse. Vi skal afsted lige nu. Du er fuldstændig hvid i ansigtet."

[Jesse Jones]

Jesse nåede køkkenet, men havde fortsat en hånd mod væggen, indtil køkkenbordet overtog som støtte "Det går over igen." mumlede han stædigt og åbnede for det kolde vand. Hans hånd rystede svagt da han stak den under vandstrålen og bøjede sig for at plaske noget af det kolde vand i hovedet. Det lindrede med det samme den varme der brændte under huden, men kun et sekund eller to.

[Amber W. Jones]

Jesse var en idiot. Det var ikke så tit Amber reelt synes det, men lige nu var han simpelthen for dum at høre på. Da det samtidig var farligt, drejede hun direkte om på hælen, imens mandebabyen stod og sprøjtede vand i hovedet på sit feberansigt, og gik ind i stuen. Her kastede hun grønt susepulver i ildstedet, så det flamme op og stak selv hovedet ind i det, før hun kaldte højt på Oranie Sinistra-Jones, så snart hendes hoved dukkede op i hende og Kayfers ildsted.

Det blev sidstnævnte, der først kom væltende, men snart efter havde han hentet svigerinden og Amber fik forklaret sagens alvor. Hun trak sig væk, for at give plads i pejsen og ventede få sekunder på at Ori dukkede op.

[Oranie Sinistra-Jones]

Det var svært at sige, hvem der først var sprunget på benene med tryllestaven trukket, da grønne flammer pludselig blussede op, men Oranie sænkede den, så snart hun hørte svigerindens stemme.

Hun stod tilbage, mens Kayfer forsvandt, men satte sig ikke. Med god grund, viste det sig og snart dukkede hun selv op hos Amber og Jesse, brynene trukket sammen.

"Hvad sker der?"

[Amber W. Jones]

Amber vred hænderne det korte øjeblik det varede, før Oranie trådte ud af ildstedet. Hun åndede lettet op et sekund, men spændte så i kæben og rankede sig lidt, selvom frygten var åbenlys i hendes ansigt.

"Det er Jesse. Han kom til skade i går... Splinced. Min skyld," klemte hun ud. "Jeg forbandt det, men nu har han feber og han nægter at tage med på Mungos. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Ori..."

Jesse kunne formentlig høre hele samtalen, men det var hun fuldstændig ligeglad med.

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranies bryn gled op i forundring over informationen, før hun slap et dybt træt suk. Læberne blev presset sammen og hun himlede med øjnene, før hun nikkede og gik resolut forbi Amber.

Måske var det grænseoverskridende, men hun tog sig ikke af det. Hun fandt blot Jesse, foldede armene over kors og så på ham med hævede bryn. "Hvorfor er du ikke på Mungos?"

[Jesse Jones]

Jesse fik bildt sig selv ind, at Amber havde opgivet, selvom han virkelig burde vide bedre. Måske havde han lidt glemt hvor stædig hun kunne være, eller måske påvirkede feberen hans dømmekraft nok til, at han virkelig havde overbevist sig selv om, det hele var noget der ville gå over af sig selv.

Stemmerne i stuen, for der var da mere end én, var der ikke? Han var ikke helt sikker på om det var Amber der talte til ham derindefra, eller om det faktisk var en anden sammen med hende.

Han var endt med at glide ned at sidde på gulvet, med ryggen mod køkkenskabet under vasken, da et par fødder, der ikke var Ambers, kom ind i hans synsfelt. Vandet løb stadig da han løftede hovedet og fokuserede et sløret blik på sin, indtil for kort tid siden, lærling og skar en grimasse "Der er ikke nogen grund til du kom, Ori." han lagde nakken tilbage mod skabet og lukkede øjnene. Det forhindrede køkkenet i at snurre rundt "Det går over igen. Jeg skal bare.."

[Amber W. Jones]

Amber gik direkte i hælene på Oranie og slog armene ud i vantro over Jesses komplette idioti ved svaret. Han sad, dækket af sved, hvid i ansigtet på gulvet og kunne ikke engang holde øjnene åbne, men stadig insisterede han på, at han ikke havde brug for hjælp.

En lyd af den dybeste frustration forlod hende og hun havde halvt lyst til at sparke ham og halvt at skubbe ham ind i pejsen.

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie så mindst lige så uimponeret ud, som Amber var tydeligt frustreret. Armene forblev foldet over kors, men hun gjorde intet for at hive ham op. Endnu i hvert fald.

"Så mange år i specialstyrken, hvor vi alle har en seng med navn på på Mungos, og så har du tænkt dig at give efter for en infektion? Hvad er planen her, Jesse?"

[Jesse Jones]

Jesse slap noget der skulle have været et irriteret fnys, men endte med at lyde lidt punkteret "Der er ikke andre senge end den her i lejligheden der har mit navn på nu." brummede han og selvom det længe havde været planen at han ville forlade styrken, gik han måske alligevel med nogle klemte følelser omkring det, og måden det var sket på.

Han åbnede øjnene på klem og så op på det menneske der måske kendte ham allerbedst. På trods af uenigheder og hemmeligheder der havde slået skår i tilliden, så stolede han stadig på hende med sit liv. Der var ikke helt så meget på spil lige nu, men et sted bag tågerne var han ikke dum nok til ikke reelt at vide, at han havde brug for en helbreder "Ingen plan.." mumlede han og blikket flakkede momentært i Ambers retning før det fandt Oranies igen "Hun skal ikke se mig sådan her." stemmen var så lav at den næsten ikke var hørlig.