Forår er når det er sommer i solen og vinter i skyggen

[William Knight]

Knight-familien, Skotland

"Mor, det er sødt af dig, men jeg tror ikke at vi kan få mere ned," Kom det fra den yngstfødte Knight til den ældre kvinde, der var i færd med at navigere mere shephers pie over på Gillian C. Fudge's tallerken, trods den unge heks havde vendt sit bestik på en måde som måtte indikere at hun var færdig.

Han trykkede hendes hånd en enkelt gang under bordet, før han undskyldte sig med at skulle finde noget på sit gamle værelse, før desserten og teen blev sat på bordet. Det gav ham en mulighed for at være alene med Gillian et øjeblik, før forældrene skulle komme med eventuelle spørgsmål.

Sengen var der stadig. Det samme var skrivebordet og plakaterne på væggen. Ellers var rummet godt ryddet, og det var først da han lukkede døren på klem bag dem, at det rigtig gik op for ham at det var her det hele startede. En hånd blev ført gennem håret. "Er de for meget?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde været hjemme hos Knight-familien før, men dengang havde hun og William været forlovet. Nu var hele hendes verden vendt på hovedet og hans hånd om sin under bordpladen fremstod for hende som det eneste faste holdepunkt, hun havde.

Maden var primært blevet dissekeret frem for spist og det var imponerende, at Mrs. Knight overhovedet havde fået plads på tallerkenen. Hun tog da også ivrigt imod muligheden for at komme væk fra spisebordet og kunne ånde lidt mere frit, da hun trådte lidt ind i rummet. Blikket faldt på skrivebordet, hvor hun havde siddet.

"Nej," forsikrede hun ham og så tilbage i de mørke øjne. "De er søde."

[William Knight]

Liam trak en smule på smilebåndet ved Gillians ord. Ja, han kunne vel også godt mærke at hans eget forhold til forældrene var blevet bedre efter han flyttede ud. Egentlig var farens og morens forhold til hinanden måske også forbedret at at den sidste, ud af et kuld drenge, var væk fra reden. Selvom lidt ting stod tilbage.

"Jeg er glad for at du sagde ja til at komme forbi," indrømmede han så og stak hænderne i de trygge lommer. "Jeg ville ikke presse dig med tilbuddet, så..." 

[Gillian C. Fudge]

Stemningen i hjemmet stod i stærk kontrast til Fudge-hjemmet og selvom Gillian havde været der før, faldt det hende ikke naturligt at tage plads. I stedet blev hun stående, lidt flagrende, et par skridt inde i lokalet.

"Det var ikke et pres," forsikrede hun ham, måske ikke helt sandfærdigt. Men der var så meget andet pres på dem i forvejen, at hun ikke kunne undlade at frygte, at lidt mere ville få William til at forsvinde igen.

[William Knight]

Han havde ikke ønsket at Gillian skulle være alene i dét hjem i alle påskens dage. Ikke efter hvad der var hændt nær kaminen. Desuden havde hans forældre, trods deres forundring, spurgt om han ikke ville invitere Gillian og tanken om at få hende lidt på afstand af alt det havde virket fristende.

Han trak skrivebordsstolen lidt ud, men valgte at sætte sig på sengen overfor, da han ikke var sikker på om hun ville være komfortabel med at sidde på madrassen med ham.

"Jeg har savnet dig."

[Gillian C. Fudge]

Blikket gled fra William til stolen. Allermest havde Gillian lyst til at eliminere afstanden mellem dem og bare synke ned ved hans side. Men hun vidste godt, hvad ordentlige piger gjorde. Selv hvis hun ikke havde gjort, sagde den fremtrukne stol rigeligt.

Hun tog plads i den og foldede hænderne i skødet, så hun ikke greb ud efter ham, selvom ordene syntes at invitere til det. Det sitrede ved mundvigen af de rødmalede læber, men der tegnede sig aldrig et reelt smil.

[William Knight]

Hvad der var ment som hensyn, blev måske tolket som noget andet. Det var dog ikke en overvejelse han gjorde sig i det sekund. I stedet studsede han over at hun ikke gengældte ordene. Man kunne måske ikke rigtig... bebrejde hende noget. For få måneder siden, havde han holdt hende tæt ind mod sig, og det var som om de ikke rigtig havde talt det hele igennem. Hvad der var sket... hvor det satte dem.

"Jeg husker første gang jeg så dig herinde," Kom det så for ham, inden stilheden rigtig fik en chance for at bide sig fast. Mundvigen hævede sig en anelse.

[Gillian C. Fudge]

Gillian huskede det også, selvom det virkede som en evighed siden. Hånden svævede lidt over hans skrivebord, som fingrene fulgte det lakerede træ. Hun fulgte dem lidt med blikket, før hun atter så tilbage på ham. Det trak let i hendes ene mundvig.

"Ja?" spurgte hun blødt i opfordring til at fortsætte.

[William Knight]

Det var svært at forstå at det nærmede sig at være omkring tre år siden nu. Brune øjne betragtede roligt Gillian, mens tankerne gled tilbage på dén dag i, hvad havde det været, august måned? Han fortsatte.

"Du sagde at du ville være minister for magi, mens du holdt fast i den bog du var gået herop for at læse," Og han havde ikke bebrejdet hende. Den dag havde brødrene også været i huset. "Og, komplet uselvisk, tilbød du at hjælpe mig med studierne. Uden din hjælp havde jeg næppe klaret mig så godt."

[Gillian C. Fudge]

Så meget havde forandret sig siden sidst og de lyse øjne faldt atter til fingrenes skøjten over bordet, da William konfronterede hende med drømmen om ministerpladsen. Det var længe siden, Gillian havde tilladt sig at tænke på det.

Hun slap en dæmpet lyd, men hævede dog blikket til ham igen. "Du har altid talt dig selv ned," konstaterede hun roligt.

[William Knight]

Ikke altid, men han mærkede intet behov for at tale om tiden før Gillian. Engang havde det raget ham hvad andre tænkte, og han var endt med nærmest at forsøge at ødelægge de venskaber han havde. Studierne havde været langt fra hans tanker i den sommer, som sluttevist indledte hans kontakt med Gillian.

"Og du har aldrig troet på mig, når jeg har sagt hvor stor en betydning du har haft på mit liv," gengældte han. Faktisk havde hun nok aldrig troet på sig selv...

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ikke kendt den Liam, der var kommet forud for hendes William. Hun kendte kun troldmanden, der sad foran hende nu, altid med håret lidt i uorden og noget drenget i sin udstråling, men alligevel villig til forbedring. Det var ham, hun smilede ganske svagt til nu.

"Jeg troede ikke, at jeg ville sidde her igen," indrømmede hun. Det virkede alligevel lettere at forholde sig til end hans sidste tunge ord, der lå i luften mellem dem.

[William Knight]

Selvom lyden var dæmpet og afslappet, var der noget underholdt over den. Som havde han aldrig selv forestillet sig at de skulle sidde på værelset der engang havde været hans. Og som måske stadig var, når man tænkte på at forældrene endnu ikke havde pillet alt ned fra væggene.

"Nej. Indrømmet, er det lidt mærkeligt," Han sendte hende et blidt smil.

"Men jeg er glad for at du er her. At du havde lyst til at se mig i dag."

[Gillian C. Fudge]

Gillian rynkede brynene. Hastigt lagde hun hænderne i skødet, så ikke kroppen skulle tage eget liv og krydse afstanden. Impulsen var der dog.

“Selvfølgelig,” svarede hun, undringen tydeligt i ordet.

Efter alt, de havde gennemgået sammen, forstod hun ikke, hvordan han stadig kunne være i tvivl. Selvom det måske ikke var så fjernt fra den gnavende fornemmelse i maven, der afholdt hende fra at sætte sig over ved siden af ham.

[William Knight]

Måske var det selvfølgeligt. Samtidig var frygten der stadig et sted. Om Gillian helt og aldeles kunne tilgive ham de mange onder, bare fordi han var der nu og lovede at være der senere.

Lysten til at nærme sig hende meldte sig gang på gang, men selvom han havde holdt hende flere gange lige efter hændelsen, havde han ingen intention om at overvælde hende.

En stemme lød fra etagen under på det skotske byhus. "Så... den famøse dessert," Han rejste sig op fra sengen og rakte forsøgende en hånd frem mod Gillians i en anmodning om at hun skulle tage den.