Life will always slow for dreams of Christmas long ago

[Gillian C. Fudge]

Gennem grønne flammer så Gillian Skt. Mungos forsvinde og kunne snart efter træde ud i familiens hjem. Hun nikkede til sin far, før deres veje skiltes og hun i stedet søgte ud i hallen, hvor William Knight stadig var i gang med at få murbrokkerne til at falde på plads.

Tavst stoppede hun og betragtede ham arbejde, temmelig udtryksløst på trods af de mange følelser, der rasede i hendes indre.

[William Knight]

Det var næppe behageligt at stå tilbage, men det her handlede ikke om ham. Det var det sidste det gjorde. Naturligvis kunne Liam ikke undgå at overveje om han var katalysatoren til tragedien og alt det blod, han havde måtte fjerne fra gulvet. Selv med magi, havde det været umuligt ikke at få det på tøjet. Det samme galt støvet og fragmenterne fra de smadrede murbrokker.

Han var næsten færdig, da kaminen blussede op. Godt svedig og udmattet efter at have knoklet med det så længe. Der gik en stund mens han fik de sidste, han var i færd med på plads, før han lod tryllestavsarmen falde ned langs siden og vendte øjnene mod pigen han elskede.

"Din bror?" spurgte han, ude af stand til at formulere en længere sætning.

[Gillian C. Fudge]

Blikket, der havde fulgt arbejdet, hævedes i stedet til Williams ansigt, da han drejede sig mod hende. Gillian tog en indånding og nikkede en enkelt gang.

"Han er okay. Kun indlagt til observation den næste time," svarede hun og tog et par skridt tættere på ham.

"Skal jeg hjælpe dig med resten?"

[William Knight]

Blikket vandrede over Gillian. Hun så udmattet ud, men det var kun at forvente. Han ønskede at træde tættere på hende og hjælpe med måske at dulme bare en smule af den traume hun havde gennemgået. Da hun tilbød at hjælpe ham, rystede han blidt på hovedet.

"Det behøves ikke. Jeg er snart færdig," Han manglede en del...

"Gå bare op og hvil dig, Gillian. Jeg klarer det."

[Gillian C. Fudge]

Gillian rynkede brynene og betragtede ham et øjeblik, før hun rystede på hovedet. Én ting var, at William havde været tvunget til at være alene i hjemmet, muligvis i selskab med Siobhan Munro. En helt anden var, at han nu måtte rydde op i konsekvenserne af hendes handlinger.

Tavst trak hun staven og fik i en nærmest yndefuld bevægelse hævet en af de store murbrokker og lagt den på plads. Spidsen tegnede mønsteret af revnerne i luften og gulvet til at samle sig igen.

[William Knight]

Indvendingerne lå på tungen, men ingen af dem gled frem over læberne. Gillian var stædig i sin tavshed og kyndig i sin magiske kunnen. Derfor fandt han snart staven frem for at hjælpe hende med at få de tunge materialer til næsten at smelte sig sammen igen. Nu, de var to, gik det hurtigere, selvom de forblev tavse.

"Det må være det," sagde han efter at have fået fjernet det sidste lag støv og usammenhængende fragmenter fra gulvet. Tryllestaven blev stukket i lommen igen med en udmattet lyd.

[Gillian C. Fudge]

Der var rigeligt at lave, men to stave gjorde det bedre end én og snart kunne Gillian gå hans resultat efter. Hun fik da også rettet en enkelt helligdag eller to, før hun igen vendte sig mod ham. Hun rynkede brynene.

"Du burde ikke have din stav i lommen," konstaterede hun, som hun havde gjort utallige gange på det støvede bibliotek på Hogwarts.

[William Knight]

Komplet udmattet over oprydningen, og beskidt fra selvsamme, vendtes de brune øjne endelig mod blå. Bemærkningen normaliserede næsten en meget fremmet situation. Han vidste dog bedre end at trække for bredt på smilebåndet, alt taget i betragtning. Man måtte vel... læse rummet. Som førhen havde været sølet til med blod.

"Ja. Dårlig vane," sagde han, som vidste hun ikke allerede det. "I det mindste har jeg ingen stol at vippe på."

[Gillian C. Fudge]

Midt i følelsesløsheden meldte en lille gnist af noget oprigtigt sig alligevel. Nok til, at det sitrede let ved hendes ene mundvige. En smule liv vendte tilbage til de lyse øjne og hun tøvede ikke for alvor, før hun krydsede afstanden til ham.

"Er du okay?" spurgte hun og hævede en hånd til hans kind.

[William Knight]

"Det var mig der skulle spørge dig om det," Kom det fra ham, som kinden lod sig læne lidt ind mod hendes berøring. Hagen sænkede sig, så han bedre kunne møde hendes blik nu hvor afstanden var mindsket.

"Du må være helt udkørt." Hånden lagde sig over hendes.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vár udkørt og følte sig udmattet helt ind i knoglerne. Det var der dog ikke plads til i dét øjeblik. Hun skjulte det dog ikke i sin udånding.

"Jeg er glad for, at du er her." Tomlen strøg lidt over huden, hvor nedklippede skægstubbe kunne mærkes.

[William Knight]

Øjnene gled granskende mellem hendes. Der var noget over berøringen der var umådelig betryggende, selvom alt ved rammerne de stod i burde fortælle en anden historie.

"Jeg er glad for at kunne hjælpe," gengældte han ordene. Hånden gled ned over hendes arm, før den fangede hendes frie. Et snert af alvor fik blikket til at flakke, da tanken meldte sig igen. Om det her var startet med ham.

[Gillian C. Fudge]

Hånden tog eget liv og lod sig indfanges af Williams hånd, ligesom hendes fødder også tog over og bragte hende et skridt tættere på. Gillian gjorde dog ikke længere noget for at modarbejde behovet for at være ham nær.

Til gengæld sagde hun ikke mere, lod blot hånden følge siden på hans hals, over skulderen og ned langs hans arm, til hun også kunne tage hans anden hånd.

[William Knight]

Berøringerne trak tankerne væk fra de ubesvarede spørgsmål. Væk fra overvejelsen om det - igen - var ham der havde været skyld i at slå skår bag Gillians kønne facade.

Så snart begge hænder lå i hans, brugte han dem til at trække hende tættere. Indtil hænderne endelig slap hendes, kun så han kunne lægge armene omkring den lille skikkelse og holde om hende igen. Rummet virkede så stort og hult omkring dem, men han kunne dufte hendes hår og måske give den kølige krop lidt varme.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var blød og sårbar, stadig i chok over det hele, som hun lod sig føre ind i Williams arme. Armene gled om hans liv, som havde de ikke lavet andet og snart kunne hun hvile panden mellem hans kraveben og skulder.

Der var så meget at sige, så mange ting at forklare. Men ordene udeblev, som hun i stedet strammede taget og trak vejret dybt ned i lungerne.