10 minutes in heaven - Robin og Frank

[Robin Allard Avery]

Efter hvad der var sket med Elliott Wood havde Robin kompenseret ved at drikke mere af den der punch. Ikke at han anede hvad der var i. Pludselig virkede det dog som en god ide at deltage i kosteskabslegen, men hvor han måske håbede lidt på at kunne få mere tid med holdkammeraten (især nu hvor eliksirens effekt var stærkere), var det ultimativt Frankie Figg han endte i rummet med.

"Det er lidt trangt, hva'," sagde han, for måske at kompensere for ironisk det var at han skulle ende 'i skabet', når han i grunden aldrig havde forladt det. Endda sammen med Frank.

[Frankie Figg]

Frankie vidste ikke helt, hvordan han og Elliott Wood var endt med at deltage i legen, men der var de ikke desto mindre. Han morede sig da også kosteligt, lige indtil Elliott kom med en lidt chokerende erkendelse og han øjeblikke senere fandt sig selv fanget i et trangt skab sammen med hovedpersonen for selv samme.

Et fnys undslap Frank ord ordene. "Det er et skab," pointerede han, som sædvanligt knastør, men måske også bare lige en anelse mere end ellers. Hænderne gravede sig dybt ned i lommerne på jeansne. "Men ja, de siger jo, at tre er en crowd."

[Robin Allard Avery]

Det åbenlyse blev pointeret og gjorde bare situationen endnu mere akavet end den var i forvejen. Robin betragtede Frank lidt, uden helt at vide hvad han skulle gøre med sig selv. Især ikke da den næste bemærkning kom frem.

"Det... er der sikker nogen der siger," sagde han, af mangel på bedre.

[Frankie Figg]

Ej, men, Frankie vidste jo virkelig godt, at han ikke rigtigt kunne tillade sig at være jaloux. Han havde jo selv rodet rundt med både Elliott og Rupert i starten, men det var så længe siden nu og han brød sig virkelig ikke om tanken om, at Robin gik og kyssede på den anden grævling.

Til gengæld var der heller ikke så meget pis med Frank, så han fortsatte bare med sine direkte tanker, uden at tage sig så meget af, hvad Robin mente om sagen. "Så, hvad sker der lige med, at du kysser på Elliott?"

[Robin Allard Avery]

"Jeg..." Robin gik lidt i stå. Benægtelse. Det var vejen frem. Alligevel vidste han ikke om han overhovedet kunne lyve lige nu. Ikke at han forstod at det faktisk var den virkning eliksiren havde på ham: For et af hans største ønsker var nok at han kunne omfavne visse af de tanker han gik med.

"Det var bare en fejl. Jeg har drukket. Jeg er ikke... sådan som ham." Sådan som dig. Det lød overhovedet ikke oprigtigt, og normalt var han egentlig en god løgner.

[Frankie Figg]

På magisk vis forvandlede Frankies jalousi sig til noget helt andet, som han uforvarende fik flashbacks til sine egne konfrontationer med Rupert. Han rettede sig lidt op, selvom han allerede var højere end Robin - og de fleste andre, ærligt talt.

Han fnøs hørligt. "Nej, klart du er ikke," svarede han, sarkasmen tydelig. "Men hvis du har tænkt dig at kysse på ham, kunne du jo lige lade være med at få det til at lyde som om, at han er noget forkert."

[Robin Allard Avery]

Robin havde ikke vendt det sådan i hovedet. Han holdt meget af Elliott, men det havde lydt langt mere hadsk, end han havde ønsket. Nok fordi det var noget han foragtede ved sig selv, frem for hos andre.

"Det. Det er han heller ikke. Vi er kammerater. Han er en god fyr," skyndte han sig at sige. "Det er bare ikke det... dem -  jeg... er til."

[Frankie Figg]

Vorherre til hest. Det var ikke ligefrem dét, Frankie havde regnet med, der ville blive udfordringen, når først han blev fanget i et skab med Robin, men der var de nu engang. Og som sædvanligt kunne han ikke bare holde sin kæft.

"Nej, den er god," svarede han og lod hovedet falde tilbage mod indersiden af skabet med en dump lyd. Mængden af undertrykte fuldblodstroldmænd var intens. "Jeg kender godt det med, at man kysser på folk, som man slet ikke er interesseret i."

[Robin Allard Avery]

Noget i Robin (nok noget han havde indtaget) kunne ikke helt få ham til at benægte det yderligere. En frustreret lyd forlod hans læber, før øjnene vurderede Frankie lidt.

"Jeg mente ikke noget ondt med det, okay?" sagde han. "Jeg håber ikke at han er vred på mig. Det var... øjeblikket, eller alkoholen. Jeg ved det ikke."

[Frankie Figg]

Altså, Frankie mente jo i det hele taget ikke, at Robin på nogen måde skulle kysse på Elliott. Så meget var helt klart. Det betød dog ikke, at han brød sig det mindste om, hvad Robin insinuerede, så sådan var det.

"Yeah, well, han er ikke nogen forsøgskanin," svarede han, uden egentlig at ane, om Elliott Wood overhovedet ville have Franks forsvar eller indblanding. "Så måske lad være med at rode ham ind i noget, hvis du har tænkt dig at lade som ingenting bagefter, yeah?"

[Robin Allard Avery]

Problemet var lidt at dén bemærkning fra Frankie faktisk fik en del af Robin til at overveje om... hvis han nu ikke lod som ingenting, ville han måske kunne prøve på det igen med Elliott.

"Vi er gode venner. Jeg vil ikke bare..." Han stoppede sig selv. "Lad være med at sige noget, vil du?" Han var forlovet. Og elskede tilmed sin forlovede.

[Frankie Figg]

Frank lukkede øjnene et øjeblik og måtte tage sig selv i nakken for ikke at sukke. Han var da også bare lidt stolt over, at det lykkedes ham at undertrykke det. Han himlede dog med øjnene, hvilket heldigvis var godt skjult i mørket. Ikke, at det ville have afholdt ham ellers.

"Det har ikke noget med mig at gøre," svarede han dog ærligt nok, uanset hvad han så mente om hemmelighedskræmmeriet. "Det har Elliott dog, så medmindre han selv gerne vil det eller beder om det, så prøv måske lige at lade være med at kysse ham igen."

[Robin Allard Avery]

Det var mærkeligt hvordan det der prøv at lade være nærmest automatisk blev omformuleret til prøv at gøre det igen. Punchen påvirkede ham bestemt på det punkt.

Alligevel kunne han vel ikke tilstå den slags foran Frank der agerede mellemmand i grævlingeproblemet. Måske burde Robin bare finde Elliott Wood igen og prøve at kysse  tale med ham igen.

"Jamen, selvfølgelig..." Minutterne gik virkelig langsomt, da tavsheden lagde sig.

[Frankie Figg]

Så. Der var ikke rigtigt så meget mere at sige end det. Frank faldt i hvert fald selv hen i tavshed og gravede hænderne længere ned i lommerne. For et år siden ville han nok ikke have tøvet med at forsøge at flirte med grævlingen foran sig, drenget og sorgløs som altid, men meget havde ændret sig nu - ikke bare det, han havde med Elliott, men også Frank selv.

Og han følte da også næsten en vægt mod sine skuldre, som han stod der, lænet ind mod skabsvæggen og med øjnene lukket. Og ventede på at tiden gik. Lorteidé.

[Robin Allard Avery]

Robin brød sig bestemt ikke om stilheden. Det var egentlig... en af de der fantasier han ikke helt ville stå ved - at stå med en fyr i et skab og have rig mulighed til at udforske fornemmelserne indeni. Eller bare prøve sig frem.

"Hvis du ser ham før mig..." sagde han endelig, da munden blev tvunget lidt åben af eliksiren. "Så sig endelig at jeg ikke gjorde det med en ond hensigt. Det var bare. Du ved. Fuldskab. Den slags."