10 minutes in heaven - Gideon og Susan

[Gideon Flint]

Gideon havde ingen ide om hvordan det var lykkedes Freya Runcorn at overtale ham til denne barnagtige leg. Barnagtig, havde han ikke lige luret de lumre smil der ledsagede ham og Susan Faulkner da de fulgtes sammen ind i kosteskabet. Han kendte ikke pigebarnet. For hvorfor skulle han?

Okay, okay. Han havde da set hende i opholdstuen og ved langbordet, men 'officielt' kendte han hende ikke, og han var da heller ikke stærkt motiveret, da han blev presset ind i skabet og døren lukkede sig. Han sagde i de første sekunder. I stedet nippede han besværet til punchen og kiggede mod den mørke væg over skulderen på pigebarnet.

"Altså, jeg har ikke tænkt mig at kysse dig, at du ved det."

[Susan Faulkner]

Susan vidste ikke helt hvordan hun var kommet med til festen, der var vist nogen der havde skubbet hende ind i værelset og hun havde også fået lidt at drikke. Hele aftenen havde efterhånden været ret overvældende for en pige som aldrig tog til fest, eller rigtig gjorde særlig meget.

"Okay, jeg har heller ikke tænkt mig at kysse dig." Sagde hun og overraskede lidt sig selv ved at være så flabet, det måtte være alkoholen.
"Hvem er du overhovedet?" Spurgte hun, måske lidt fornærmet over at han så direkte havde afvist hende. Selvom man var en grå mus havde man vel stolthed.

[Gideon Flint]

Ordene chokerede Gideon betydeligt. Hvad fanden bildte den tøs sig ind? "Hvem jeg er?" spurgte han dæmpet, men med en vis hæshed i stemmen.

"Gideon Flint. Siger det dig noget, eller ved du intet om dét samfund du alt-for-gavmildt er blevet inviteret ind i?"

[Susan Faulkner]

Flot. Endnu en dum fuldblodstype, der mente at han var guds gave til menneskeligheden.
"Jeg ved nok om det samfund, til at vide, jeg ikke behøver vide hvem du er." Sagde hun, mens alkoholen styrede hendes ord.
"Men ja, det siger mig faktisk noget, fordi jeg er faktisk ikke dum, selvom jeg godt ved at det er det i synes om alle mugglerfødte." Sagde hun surt.

[Gideon Flint]

Ordene prikkede og stak til Gideons overbevisninger og holdninger til det magiske samfund. Hagen hævede sig lidt mere i respons, før et fnys forlod ham.

"Du virker ellers ikke synderlig intelligent, hvis ikke du føler du behøver vide hvem folk som mig er," bemærkede han tørt. "Ikke hvis du da gerne vil klare dig godt i det magiske samfund."

[Susan Faulkner]

Susan var ligeglad med hans fornærmelser, hun var vant til at folk sagde grimme ting til hende og alkoholen gjorde hende modig.
"Så fortæl mig da, hvordan jeg skal klare mig, hvis du ved så meget om det." Sagde hun og så ham i øjnene.
"Hvis du da tør." Bemærkede hun og strøg fingrene gennem sit røde hår. Det var nok det eneste tidspunkt hun fik muligheden for reelt at snakke med en af de her typer, og hun ville ikke lade det gå til spilde.

[Gideon Flint]

"Hvad med selv at finde ud af det?" spurgte Gideon med et hævet bryn. Ikke at man kunne se meget inde i skabet. "Jeg har virkelig intet behov for at prædike det åbenlyse til en ligegyldig muggler."

Ikke en gang mugglerfødt. Nej, bare muggler.

[Susan Faulkner]

"Jeg har jo fundet ud af det, selvom jeg ikke ved hvem du er, betyder det ikke jeg ikke har læst om det magiske samfund. Men du fik det til at lyde som om, at du kender til de hemmeligheder som ingen kender til." Sagde hun og trak på skuldrene, mens hun mærkede sine øjne blive blanke, men hun ville ikke græde ikke overfor ham.
"Åbenbart ikke." Mumlede hun og håbede på at tiden snart gik, så de kunne komme videre fordi hun vidste ikke hvor længe hun kunne holde sine tårer tilbage.

[Gideon Flint]

Gideon brød sig bestemt ikke om at stå så tæt med en pige med en sådan holdning. Hendes blodart var belastende nok at skulle presses op af i mørket. Lige nu længdes han i hvert grundigt efter at komme ud fra det lille rum.

"I så fald, ville jeg ikke indvie dig i de hemmeligheder. Vel?"

[Susan Faulkner]

"Hvorfor ikke?" Sagde hun og mærkede tårene presse sig på, men det var næsten umuligt for hende nu at lade være med at græde, for hun havde det som om hun kunne mærke hans afsky for hende sive imod hende.
"Hvorfor er du så led?" Hviskede hun med en svag stemme.

[Gideon Flint]

"Jeg er da ikke led," indvendte Gideon, der bare anså det som værende en komplet realistisk og forståelig tankegang. Han ville ikke involvere en mugglerfødt i sine sager. Samtidig ville han nu heller ikke have at hun knækkede totalt, så alle kunne se at Gideon Flint var typen der fik piger til at græde.

"Lad være med at tage det så tungt, kay?"

[Susan Faulkner]

"Du kaldte mig for ligegyldig og insinuerede at jeg var dum. Det kan godt være du synes det er svagt, at det gør mig ked af det, men jeg er ikke så kold som dig." Sagde hun, mens hun mærkede at hun blev vred, hvilket kun fik flere tårer frem.
"Men måske hader du mig ikke så meget, som du går rundt og prøver at lade som om." Sagde hun og snøftede.

[Gideon Flint]

Gideon betragtede den mugglerfødte pige gennem halvmørket, egentlig komplet ligeglad med at han gjorde hende 'ked af det'. I hans optik, burde hun måske bare lige tygge kindtænderne sammen og holde sine ligegyldige meninger for sig selv.

"Jeg hader dig altså ikke," indvendte han.

"Jeg kender dig jo ikke en gang nok til at hade dig."

[Susan Faulkner]

Svaret overraskede hende en smule, hun havde nok ikke forventet at møde noget der virkede menneskeligt hos en ung mand som Gideon.
"Vil du så lære mig at kende?" Spurgte hun og følte sig desperat, mens hun så ham i øjnene. Hun følte sig bare så ensom inde i det mørke skab og utroligt udstødt og forladt. Hun ville ønske at hun var stærk nok til at være ligeglad med hans mening om hende, men det var hun bare ikke.

[Gideon Flint]

Gideon havde virkelig intet behov for at pigebarnet skulle begynde at flæbe. "Jaja," sagde han, sådan lidt tøvende. Alligevel syntes det som det eneste valg, hvis folk ikke skulle se ham forlade kosteskabet med en pige der græd. Det var virkelig sørgeligt...

"Ja altså... sådan, de næste fem minutter?" foreslog han. Det var så lang tid bekendtskabet skulle vare.