På udebane

[Elliott Wood]

Det var mest af alt på storebrorens opfordring, at Elliott havde ladet sig overtalte til, at festen var en god idé. Men hvis der for alvor var nogen, der var grund til det, var det Frankie Figg, som han dog ikke havde fundet endnu.

Han havde måske heller ikke gjort den bedste indsats. Der var lidt larmende og fyldt med mennesker og han havde måske brugt lidt ekstra tid på at vaske sine hænder, efter han havde tømt blæren. Han lukkede døren bag sig og viftede hænderne lidt.

[Frankie Figg]

Frank var der fem procent fordi, han havde hørt at Elias Oliver Wood ville komme og femoghalvfems procent fordi, det betød at Elliott også gjorde. Han følte sig stadig som en outsider, ældre end alle de andre og endnu med grimme, lillatonede ar efter sin sygdom, men grævlingen var værd at trodse det for.

Derfor var det også lidt skuffende, at han ikke havde fundet ham endnu, men i stedet havde været vidne til det mest sindssyge drama, der involverede Elliotts storebror. Det var lige i kølvandet på det, at han kom trampende ind og nær var gået direkte ind i den forsvundne grævling.

"Elliott," røg det overrasket ud af ham og i et øjeblik blev irritationen erstattet af forbløffelse.

[Elliott Wood]

Elliott stoppede brat op og undgik kun at gå ind i ham, fordi han lagde en stadig halvfugtig hånd på hver af hans arme. Og så blottedes tænderne i et smil.

"Hej," svarede han, allerede nu lidt blød i knæene. "Jeg har ledt efter dig." Burde han sige det?

[Frankie Figg]

Frank ville nok være blevet væsentligt mere påvirket af det hele, hvis ikke han stadig havde konfrontationen i så frisk erindring, men han mærkede alligevel skuldrene falde lidt over synet af Elliotts smil. Det hindrede dog ikke rynken i at krybe tilbage mellem øjenbrynene, som sædvanlig ikke nogen vanvittigt god skuespiller.

"Ja, samme," svarede han dog, ærligt nok og ville ønske, at han havde fundet ham bare øjeblikke før. Måske burde han lade som ingenting overfor Eliott, men han havde rimelig svært ved det. "Jeg var helt bekymret for, at du ikke var her."

[Elliott Wood]

Det burde nok ikke betyde så meget for Elliott, at Frankie også havde ledt efter ham, men det gjorde det. Han prøvede dog at begrænse smilet, bare en lille smule. Det afholdt ham dog ikke for at træde et skridt tættere på ham.

"I aften er heldet på din side, så," svarede han og krummede fingrene lidt i lommen, så ikke de søgte mod ham.

[Frankie Figg]

Det var en temmelig bitter kommentar, set i retrospekt og Frankie kunne ikke helt skjule det. Han slap da også en tvivlsom lyd, men rykkede til gengæld også instinktivt tættere på Elliott. En hånd fandt også impulsivt ind mod Elliotts hofte, selvom han egentlig ikke vidste, om det var i orden. Lige på den front havde han dog aldrig været så velovervejet.

"Forhåbentlig fra nu," svarede han og slap et lille suk, mens han ærligt mest af alt bare havde lyst til at trække Elliott tæt på. Han lod være og tog i stedet en indånding. "Hey, vil du ikke med et sted hen, hvor der er lidt færre end lige her?"

[Elliott Wood]

Elliott nåede knapt at rynke brynene over svaret, før der lå en varm hånd på hans hofte og hvis ikke det var nok til at slå ham ud af kurs, hvad var så egentlig. Han nikkede.

"Selvfølgelig," svarede han og måtte modstræbende flytte hoften fra hånden for i stedet at sætte lidt væk fra det larmende selskab. "Vil du ud? Eller skal vi måske gå ovenpå?"

[Frankie Figg]

Frankie havde kun lige åbnet munden for at svare, da de pludselig fik tilslutning af en flok af deres venner og muligheden for et øjeblik alene forsvandt. Til gengæld hjalp det Frankie med at få hele episoden med Elias Oliver Wood lidt på afstand, selvom han ikke glemte det helt.

Til gengæld var der ikke rigtigt dukket en mulighed op for at tale om det.

Lukket